Knust.

Det er om en pige. Hun bliver mobbet, og hendes far slår hende.


Første novelle herinde.




*Og hvis du har oplevet noget lignende, så er jeg ked af det. Stay Strong, lad ikke mobberne overtage dit liv. Du er perfekt som du er!*

1Likes
0Kommentarer
197Visninger

1. Knust.

KNUST.

"Maybe I fell in love, when you woke me up…”

Lyden af Ed Sheerans velkendte sangtekst strømmer ud gennem mine høretelefoner. Jeg er på vej hjem fra skole. Det sner, og der er koldt, så jeg trækker skuldrene med min slidte jakke godt op over ørene. Det havde været en rigtig møg-dag som sædvanlig. Jeg kigger op mod den gråsorte himmel. De små snefnug falder ned på min hud. Jeg vil gerne være et snefnug… Suse derud af uden at nogen lægger mærke til en. Falde lige så stille ned og ramme jorden, helt ubemærket.

Jeg mærker et prik på min skulder. Det er Isabel, den perfekte og populære pige på skolen. Hende, der hele tiden kommer med kommentarer om, hvor grim eller tyk hun synes, jeg er. Jeg synes ikke, at jeg er tyk, jeg har bare en timeglasformet krop, men det med at være grim, har hun nok ret i. Jeg vender mig om og ser på hende. Mit brune bølgede hår ryger ned i mit ansigt, og jeg skynder mig at tage det væk. Hun ser på mig, griner af mig og kalder mig et eller andet. Jeg vil sige noget, men det er som om mine ord fryser fast i den isnende kulde. Jeg vender mig hurtigt om igen, og begynder at gå med håbet om, at hun vil lade mig være. Jeg går hurtigere og hurtigere, men hvor skal jeg gå hen? Hjem? Nej… Ikke hjem til min far, der er alkoholiker og voldelig. Hver gang han får noget at drikke, begynder han at blive voldelig og slå mig. ”

Du undrer dig nok over, hvordan jeg takler det.? Jeg er cutter. Jeg cutter, fordi jeg ikke er god nok, jeg er anderledes. En enspænder. Det har jeg altid været, og jeg kan ikke forestille mig, at nogen kan ændre på det. Det er min skæbne.

Jeg går hjem til mit fattige hjem, i et skummelt kvarter. Hver dag, når jeg kommer hjem, har jeg lyst til at dø. Der er nok ikke nogen, der vil blive kede af det, hvis jeg dør. Det er jeg sikker på.

Jeg sætter nøglen i den rustne lås og låser op. Min far er ikke hjemme endnu. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kalder min far for far, når han gør det imod mig. Dave. Han hedder Dave.

Jeg går ind på mit værelse, da en sms tikker ind. Det kan godt være, at vi er fattige, men jeg har sparet op til den mobil næsten hele mit liv. Sms’en er fra et ukendt nummer. ”Hey ko. Dø! Det vil gavne alle. Xoxo.” Isabel, jeg er sikker på, at det er hende. Måske skal jeg bare tage livet af mig selv.

Jeg finder barberbladet frem og skærer i mig selv. Smerte. Dejligt. Jeg er afhængig af smerten.

Tanken om, at Dave snart kommer hjem, tager livet af mig. Jeg er skrækslagen. Jeg er bange for Dave, men jeg er ikke bange for at dø. Flere sms’er tikker ind med samme lignende besked som den første besked, jeg fik. Det er ikke til at tage. Jeg må væk. NU! Jeg tager min jakke og løber ud af den lille lejlighed. Det eneste ord, der kommer frem i mit hoved, er død.

Jeg går lidt rundt i gaderne. Jeg kan mærke, at flere sms’er tikker ind. Alle med det samme budskab. At det ville være bedst, hvis jeg var død, så de kan komme videre med deres liv uden mig i det. Det er nok det bedste.

Jeg går og sparker til sneen. Jeg prøver at finde en løsning, men den eneste jeg kan finde, er at tage mit eget liv.

Jeg finder en gyde og sætter mig. Min gamle jakke er ikke tyk nok, men det er bedre end ingen jakke overhoved. Jeg tager min mobil op ad lommen. 50 ulæste beskeder. Jeg åbner mobilen og ruller ned ad for at se, hvad de vil. Beskederne er med det samme budskab: dø.

Det begynder at blive mørkt. Jeg er sulten, men jeg bliver siddende. Der kommer en lyd hvilket får mig til at fare sammen. Det får mig til at tænke på den gang, Dave kom listende op ad trappen, man kunne næsten ikke høre ham, men der kom nogle små knirkende lyde fra trappen. Jeg vidste det godt, men jeg blev nødt til at tro, at det ikke er ham for at beskytte mig selv. Han kom ind. Jeg vidste, at han havde drukket igen. Han listede sig hen til min seng, og pludselig begyndte han at slå mig. Han holdte mig fast, men det lykkedes mig at slippe fri fra hans hårde, ru hænder og det sorte blik, der fik mig til at føle, at der var et spøgelse, der gik igennem mig.

Lyden kommer nærmere og nærmere, og min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere. Lyden holdt op, og ud fra mørket kom en dreng på min alder. Jeg ved ikke, hvad han hedder, men jeg ved, at han går på skolen. ”Patrick,” siger han og rækker hånden ud. Selvfølgelig. En af de populære. ”Megan,” siger jeg og tager imod hans hånd. Han sætter sig ved siden af mig, og vi sidder længe i den kolde, stille nat. Han rejser sig op, rækker hånden ud til mig, men jeg kigger på ham med mistro i øjnene. Jeg rækker hånden ud efter hans hånd, men lige da jeg skal til at tage den, forsvinder den ud af det blå.

Det begynder at blive mere og mere koldt. Jeg prøver at holde varmen ved at ligge i fosterstilling. Jeg vil ikke hjem, alt er bedre end at være hos Dave. Jeg bliver klar over, at hvis jeg bliver her, vil jeg dø. Men det gør ikke noget. Alle ønsker, at jeg skal dø.

Jeg ser et lys og så bliver alt mørkt. Det sidste jeg ser, er min mor, der står og venter på mig i himlen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...