tabt i toilettet

en kamp om at miste sig selv, til bulimien. rejse sig, og komme videre.
et vendepunkt i et helvede, et fremskridt mod noget der for altid vil følge mig.

0Likes
0Kommentarer
110Visninger
AA

1. kampen mod kroppen

 

Langsomt kommer jeg til mig selv. Alt er stille og tomt. Jeg føler mig svag og magtesløs. Jeg finder mig selv, med mine arme hvilende på kanten af toilettet. Mine ben ryster, og en svag sumren præger min krop. en indre stemme fortæller mig at jeg godt kan. Bare en gang mere.  jeg er tom for kræfter, men det lykkedes mig alligevel at løfte min arm, og få fumlet to fingre ned i halsen. jeg rejser mig, da jeg ved at det er nemmere at få tømt ud med hovedet nedad. jeg presser igen mine fingre så langt ned i halsen som muligt.  min hals gør ondt og snørkler sig sammen, efter de mange udtømninger. der kommer ikke noget ud. blot en masse kvælende lyde. jeg bliver sur og skuffet, og roder voldsommere og voldsommere til, får at kaste op.  jeg har gjort dette længe. Mange gange. mange gange idag, igår, de sidste måneder. det sidste år. men det eneste der nu kommer ud af min krop, er dryppende blod fra min næse. jeg mærker hvordan koldsveden breder sig overalt på min krop. jeg bliver svimmel og går i panik.  jeg rejser mig og kigger ind i spejlet. jeg ved ikke hvem jeg er. og alligevel er det noget pjat at sige. for jeg ved godt hvem jeg er.  ellers stod jeg jo ikke her. jeg er den svage person der tager hensyn til alle andre. tilfredsstiller alle og en hver bortset fra mig selv. jeg kan ikke håndtere mine følelser.  istedet vælger jeg at kaste op. på den måde føler jeg at alle mine beskidte og negative tanker og problemer bliver skyllet ud i toilettet.  umildbart burde jeg være en lykkelig pige. jeg har en fantastisk kæreste, skøn familie, lykkelige forældre, dejlige søskende, og en masse venner. jeg har job og er under uddannelse. og jeg har det i princippet også fint. så længe jeg ikke tænker på mig selv. jeg ved godt jeg ikke er den tykke pige..ihvertfald ikke længere, for det var jeg. men jeg blev aldrig mobbet. Jeg er en køn pige. det siger folk ihvertfald til mig. men jeg personligt føler en forfærdelig væmmelse når jeg kigger mig selv i spejlet. blodet der løber ned over munden og hagen, ned i min hånd. mine røde øjne, har blodsprængninger, og er fyldte med tårer. jeg koger i mit ansigt.  Hvad er det der er galt med mig. hvad er det. Hvad er det jeg gør ved mig selv, min familie og ved mine venner. hvad er det ikke mindst jeg udsætter min kæreste for. mine små uforstående søskende.   Her, lige her. da jeg stod og så mig selv i spejlet. gik det op for mig at noget skulle ændres.. min historie er alt for lang til at skrive her. men denne dag, var den værste og bedste i mit liv. idag. knap et år efter. har jeg lagt min fortid bag mig, og forberedt mig på et nyt kapittel. jeg er ude af bulimien. altså sådan fast. der er tilbagefald, og lægen siger at jeg måske aldrig bliver rask, da det er noget psykisk. men min krop er sund og velnæret. jeg går op i min træning og får afløb for mine følelser den vej istedet. jeg ville gerne kunne hjælpe andre unge piger der lider af bulimi, med at finde svar og forståelse på at skade sig selv. hjælpe med at trykke på stop knappen og komme op af hullet.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...