Dear Diary... Today I lost myself.

Dear Diary.
Today I realized the worst feeling isn't to lose someone you love, but the moment that you realize you've lost yourself.

265Likes
259Kommentarer
9927Visninger
AA

6. Kære dagbog.

Kære dagbog.

4 april 16:12

Jeg har tabt mig. Jeg skulle prøve et par bukser, og da jeg ville trække maven ind for at knappe dem, så var det ikke engang nødvendigt.

Folk er glad for at tabe sig, er de ikke? Er jeg unormal fordi jeg er ligeglad? Det siger mig intet, og det gør mad heller ikke for tiden. Det plejer at være min bedsteven. Jeg plejer at trøste spise, men nu er det bare gået over til ’ingen appetit’.

Jeg har været hjemme de sidste par dage, indtil mine forældre fik en mail fra min lærer. De spurgte ind til det, og da jeg fortalte jeg havde det dårligt, forstod de straks og lod mig være. de spurgte ikke engang hvordan dårligt, men hvad havde jeg egentlig regnet med?

Jeg skal i skole i morgen. Jeg har ikke lyst. Jeg har faktisk aldrig lyst, men okay, jeg har jo intet valg.

Ivy og jeg har haft nogle små skænderier hen af dagene. Jeg har fortalt de ting hun har spurgt om. Jeg har fortalt hende alle detaljer hun bad om – og nu er hun sur. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men det er hun.

Jeg er så død forvirret altså.

_______________________________________________________________

Kære dagbog.

19 april 19:22

Burde man ikke vænne sig til ting? Fx vænner øjnene sig til mørket, kroppen vænner sig til man er blind og man vænner sig fx til at se på sig selv, hvis man er blevet klippet.

Men hvorfor vænner jeg mig så ikke til smerten indeni? Hvorfor bliver den ved med at være der? Hvorfor kan de ting jeg går igennem hver dag, såre mig mere og mere for hver dag der går?

Ivy skrev endelig til mig i dag. Hun skrev ikke til mig siden sidst jeg skrev heri. Dog kan jeg umuligt sige, at det er noget godt.

Du undrer dig måske over, hvorfor jeg er så rolig? Jeg har brugt hele dagen på det samme og det samme. Jeg har ikke lavet andet end at græde, og lytte til Ed Sheeran.

Ivy fortalte hun ikke kunne holde det her ud mere. At alt jeg gjorde, fik hende til at gøre det værre. Hun havde simpelthen brug for, at gøre tingen bedre end mig – at have det værre end mig.

Jeg har egentlig vidst det i lang tid. Hun ville vide præcis hvor dybt og stort mit sår var, og næste dag havde hun også et. Jeg har kradset hul i mig selv, og det har hun pludselig også.

Jeg fortalte hende om mine tanker. Om ingen ville bekymre sig, hvis jeg forsvandt. Og pludselig, så ville ingen heller ikke bekymre sig om hende. Pludselig havde hun også de tanker, og havde åbenbart haft dem i lang tid.

Hun fortalte mig, at hun simpelthen havde snakket med sin psykolog og sine venner, og de havde sagt jeg ikke var god nok for hende. At jeg ødelagde hende, og hun havde endelig indset de havde ret.

Jeg ødelagde hende, fordi hun var et konkurrence menneske – det var hvert fald det hun sagde. Hun ville have det værst, men hun var ikke syg. Niks. Hver gang jeg siger hun er syg, så flipper hun. Hun vil gerne være syg, men hun vil ikke indrømme det.

Jeg ved ikke hvorfor jeg blev ved. Måske fordi jeg er bange for at miste alle omkring mig, men hvad fanden har jeg at miste? Jeg har jo ingen.

Ivy gør alt værre. Jeg var så dum at foreslå vi bare skrev om hendes problemer – for det gør vi jo slet ikke i forvejen.

Nogen gange tænker jeg ikke. Nogen gange ved jeg simpelthen ikke hvad fanden der er i vejen med mig. Mit hoved er sikkert hævet. Jeg har banket det mod væggen så mange gange i dag. Smerten med barber bladet var ikke nok. Det var slidt, og jeg har ikke flere.

Så nu har jeg den slemmeste hovedpine, men jeg er ligeglad. Jeg er efterhånden ligeglad med alt. Jeg ved ikke engang hvad der forgår omkring mig.

Jeg har ikke engang fortalt dig om skolen. Jeg fortalte det var som om de skulle indhente alt de ikke havde fået gjort mens jeg var væk.

Det var hvert fald slemt.

Jeg har fået et stort mærke på min arm. Jeg kan nemt forme fingre i min hud, og selvom det gør ondt når jeg glider mine fingre hen over det, så gør jeg det.

Det er som om jeg er besat af smerte, og det skræmmer mig, men så alligevel ikke. Det er som om det er det eneste jeg kan kontrollere.

Jeg burde gå i seng. Skolen venter.

_______________________________________________________________

Kære dagbog.

23  april 19:42

Jeg er lige kommet hjem fra sygehuset.

Min arm er bundet ind, eller der er hvert fald et stort plaster over.

Jeg burde give jer en forklaring, men det er besværligt med min hånd. Den svier, men det er rart.

Skolen var forfærdelig, dog var det som om jeg var et andet sted, da de begyndte på det hele. Hvert et skub, hvert et slag og hvert et ord, det ramte, men det gled ud igen lige efter.

Det var som om der var en mur, så det ikke rigtig gjorde så ondt. Det var som om jeg var i en anden verden – men det var kun indtil jeg kom hjem.

Jeg har fået købt mig nogle nye skrabere, og jeg havde ikke regnet med de var så skarpe. Det var ikke engang med vilje, men jeg fik det hvert fald til at strømme ud med blod.

Jeg fik taget mig sammen og kom ned på sygehuset. De syede mig sammen, og det er endda lykkedes mig at holde det skjult for mine forældre – ikke fordi de ville have opdaget det alligevel.

Jeg fortryder en smule, at jeg ikke bare lod såret være åben og lade blodet forlade min krop. Ville det ikke være meget nemmere for alle?

Min bror ville få alt opmærksomheden fra mine forældre. Min familie ville være fri for at se mig, lærerne skulle ikke bruge tid på at skælde mig ud for manglende lektie, og dem i skolen ville ikke mobbe mig.

Men skulle man se på den lyse side… Ivy havde ingen at snakke med så – påstod hun. Selvom vi alle ved hun højlydt snakker om sine problemer i skolen og viser sine ar frem.

Men dem i skolen ville sikkert finde et nyt offer. Dean ville finde et nyt offer, og tanken om en anden uskyldig pige skulle gå igennem det her, det gjorde mig dårlig.

Men så igen, er jeg uskyldig? Der må være en grund til jeg er her hvor jeg er, og hvorfor det her sker. Karma må have en grund til at ramme mig. Måske fordi jeg var så desperat?

Jeg ved jeg aldrig får et direkte svar – men jeg er ikke god nok, og det er nok i bund og grund. Jeg vil gerne tro og håbe på, at det er den grund.

Jeg har brug for en grund. Brug for en grund til at holde fast, for hvad holder mig ellers her?

Der må være en grund til jeg tog på sygehuset. Måske ender det godt, og måske ikke.

_______________________________________________________________

Kære dagbog.

29 april 23:22

Hvis grunden er, at jeg ikke er god nok – hvorfor er jeg her så? Hvis jeg ikke er god nok, så kan jeg lige så godt tage væk.

Det her var en dagbog – nu er det min personlige bog med alt muligt lort i.

Jeg tør ikke engang tænke på hvordan mine forældre vil reagere – hvis de vil reagere overhovedet.

Jeg kan ikke lade være med at tro, at de rent faktisk er ligeglad med mig. Jeg sidder dag ud og dag ind på mit værelse. Jeg spiser ikke engang med dem, og de spørger ikke hvorfor.

Det eneste de gør, er at skændes.

De er uvenner over alt. De ser ingenting. Måske vil de ikke se det. Måske vil jeg ikke se det. Se at det her et unødvendigt.

Jeg prøver, men jeg burde lade være.

Jeg læste et citat i dag.

Mirror Mirror on the wall, Who’s the biggest fool of all? It must be the girl who can’t stop crying, or maybe it’s the girl who kept on trying.

Det ramte mig virkelig hårdt. Hvorfor bliver jeg ved? Hvorfor vil jeg leve med det her? Hvorfor finder jeg mig i smerten, som har overtaget min krop?

Jeg er dårlig til at udtrykke mig selv, men jeg prøver. Jeg har så mange følelser indeni, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte, eller hvor jeg skal slutte. Jeg kan ikke beskrive dem. De overfalder hinanden, og de vil alle ud.

Jeg har aldrig grædt så meget i hele mit liv. Jeg søgte på en masse billeder i dag, og jeg ved ikke hvad der sker med mig, men jeg kunne udpege hvert enkelt billede der passede.

Og der var mange.

Jeg er begyndt at indse, at mit liv måske ikke er så meget værd, som jeg havde troet. Flere og flere ting går op for mig hver evig eneste dag – og det gør ondt.

Ondt at se på de perfekte piger på skolen, som har alt. Det gør ondt at se de mærker de efterlader på mig – dem jeg selv efterlader.

Jeg kan ikke gå i t-shirt længere. Min arm er ødelagt, og det værste er, at jeg er ligeglad. Stemmen i mit hoved er blevet så stærk, at jeg ikke kan modstå længere.

I starten kaldte jeg den Klaus, bare for sjov. Men nu er det alvorligt, og det skræmmer mig – men den er en del af mig, cutting er en del af mig. Smerte er en del af mig. Det er en normal del af min hverdag. Jeg gør det på alle måder, hele tiden.

Jeg vil bare have dem til at indse det. Indse jeg er her, men alligevel frygter jeg, at de ser det. Jeg vil have dem til at forstå, men de forstår ikke.

Jeg er en fiasko, og jeg er forvirrende. Alt jeg skriver er forvirrende. 

_______________________________________________________________

Super mange undskyld for det korte kapitel, og for de stavefejl - men mit humør har lige været i skrive humør, så det kan nok godt virke lidt forvirrende. Jeg håber I stadig kan lide den - og husk at kigge på datoerne. x Jeg skal nok prøve at sørge for, at der kommer mere i løbet af ferien, men er i sommerhus, så ved ikke helt! x

Igen, tusind tusind tak for det her. Den har endda været på forsiden at ligge, wow. Tusind tak! x

 

UNDSKYLD FOR STAVEFEJL.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...