Dear Diary... Today I lost myself.

Dear Diary.
Today I realized the worst feeling isn't to lose someone you love, but the moment that you realize you've lost yourself.

265Likes
259Kommentarer
10112Visninger
AA

5. Kære dagbog.

Kære dagbog

4 februar 15:54

Jeg troede det ville være slut. Jeg troede folk ville lade mig være. Jeg håbede jeg var blevet for kedelig, men jeg tog fejl.

Det var kun blevet værre. Deres hviskende ord var nu blevet til høje råb. Deres uheldige skub blev til hårdere skub, og måske en albue i ryggen.

Jeg har dagligt hørt på dem sige, at de ikke fattede hvad Dean så i mig. Selv en fremmede pige, som jeg ikke kender, har skrevet til mig på facebook. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg tør næsten ikke bevæge mig ind på skolens område. Jeg er bange for hvad de vil gøre næste gang.

Min mor har spurgt ind til, hvorfor jeg er begyndt at være så meget på mit værelse. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg blev nødt til at fylde hende en løgn med, at jeg havde mange lektier for – men jeg får jo ikke lavet de lektier alligevel.

Jeg har sluppet godt fra det de sidste par dage. Min lærer spørger mig heldigvis ikke, men jeg er bange for mit næste karakter blad. Mine forældre vil flippe ud, men de har jo så travlt med min bror.

Han overvejer at droppe sit arbejde for at kunne gå i skole, og han overvejer at droppe sin skole for at arbejde. Endnu engang skal alt handle om ham, men det er fint. De bruger alt deres tid henne ved ham, hvilket betyder de lader mig være alene – og det har jeg brug for.

Jeg har ikke lyst til at blande mig med dem. Jeg er bange for at gøre noget forkert. Jeg har ikke brug for, at mine forældre også hader mig.

_______________________________________________________________

Kære dagbog

21 februar  18:46

Det er længe siden jeg har skrevet, hva?

For at være ærlig, så ved jeg ikke længere, hvad jeg skal skrive. Tingene går kun ned af bakke. Jeg troede de ville finde mig kedelig. Jeg troede de ville lade mig være, men der er snart gået en måned, og de er over mig som aldrig før.

Det er så længe siden at jeg har skrevet, at jeg næsten ikke kan huske, hvad jeg har skrevet og ikke har skrevet. Jeg ved hvert fald bare, at jeg snart ikke ved, hvad jeg skal stille op længere.

Jeg har virkelig prøvet at ignorer dem, men når de dagligt fortæller mig, at jeg var så desperat at tro, at Dean ville noget med mig. Jeg får hele tiden at vide, at jeg burde skride, og jeg skal holde min kæft – selvom jeg ingenting siger.

Selv folk fra de mindre klasser, ser skævt på mig. Jeg ved ikke hvad der er sket. Det hele har taget en underlig drejning på to måneder.

Jeg har ikke lyst til at tage i skole mere. Jeg er bange for det, men hvis jeg ikke tager i skole, så får jeg fravær – og vi får karakter blad i marts. Jeg tør slet ikke at se mine forældres ansigtsudtryk. De har haft så travlt med min bror, at de knap nok har lagt mærke til mig.

Jeg fortæller mig selv, at det er fint, men inderst inde føler jeg mig glemt. Jeg føler mig ikke god nok, og jeg ved det er dumt at sige. Men det er så svært når jeg får det at vide hver dag.

Jeg har også skændes med Ivy. Hun føler jeg er blevet ligeglad med hende. Faktisk har vi skændes de sidste tre dage, og der er ingen ende. Hun fortæller hun har brug for mig – men hvordan skal jeg fortælle hende, at jeg ikke kan hjælpe hende, når jeg ikke engang kan hjælpe mig selv mere?

_______________________________________________________________

Kære dagbog

7 marts 23:12

Tårerne triller ned af mine kinder. Jeg har så ondt indeni, at det skræmmer mig. Jeg burde sove, men alle ting kører rundt og rundt i mit hoved.

Mit karakterblad var forfærdeligt. Jeg er røget så langt ned at jeg umuligt kan nå at ændre dem inden eksaminerne. Jeg orker heller ikke engang at prøve længere. Skolen er forfærdelig, og jeg er bange for at tage derhen.

Jeg har altid hørt og set i film, at folk bliver mobbet – men jeg har aldrig forestillet mig, at jeg blev et offer – for det kan man vidst godt kalde mig nu.

De råber af mig på gangen, gør grin med mig, skubber til mig og behandler mig som om jeg er en ting, en lille ubetydelig ting de bare kan lege rundt med.

De har ingen ide om, hvordan jeg har det indeni. De ved ikke, hvor hårdt det rammer mig, når de gang på gang fortæller mig, at jeg er desperat. De har ingen ide om, hvor langt de har kørt mig ned, og det har jeg heller ikke selv haft nogen ide om, indtil for nylig.

_______________________________________________________________

Kære dagbog

15 marts 22:55

Jeg er bange, bange for mig selv. Det var ikke meningen det skulle ske, men smerten indeni var forfærdelig. Jeg føler mig så død, som om alt der sker for er en drøm. Jeg havde brug for at føle mig levende – føle jeg var til stede, men det gik over grænsen.

Tårerne ryger ned af mine kinder og ud over det hele. Det eneste jeg har kunne fokuserer på de sidste minutter, er de røde dråber blod, som løber ned langs min arm, ned på papiret og breder sig. Smerten kan jeg ikke mærke, ikke længere. Men det er på en underlig måde befriende at se den røde farve.

Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Det var som om det ikke var mig der gjorde det, som om det var en anden side af mig, som kom frem. En side jeg de sidste par uger har skubbet fra mig, hvilket har været en dum ide, for nu er den her – stærkere end før.

Det er som om jeg har to sider af mig selv, som er oppe imod hinanden. Som om den ene side vil have mig til at fortsætte, men den anden vil have mig til at give op – og jeg er bange for, at den overtager til sidst.

De åbne sår på min arm, det er ikke mig. Det var den, den side. Jeg ved ikke hvad der går af mig. Jeg ved slet ikke hvem jeg er længere, men hvordan skal jeg kunne vide det, når jeg hver dag får smidt i hovedet, at den jeg er, ikke er god nok?

Selv at mine forældre.

Selv af Ivy.

Jeg ringede til hende, jeg fortalte hende hvad jeg havde gjort. Jeg fortalte hende det, fordi jeg er bange, fordi hun altid siger jeg kan fortælle hende alt - og det gjorde jeg. Jeg fortalte hende alt hvad jeg har følt de sidste par uger, og hun blev sur.

Sur over jeg aldrig fortalte hende ting længere. Hun brokkede sig over, at hun slet ikke kendte mig længere, og at jeg skubbede hende fra mig. Endnu engang fik jeg at vide, at jeg var dum og latterlig. Hun har ingen ide om, hvordan det rammer mig – men jeg tvivler også på, at hvis hun gjorde, så ville hun være ligeglad.

Alle er ligeglad.

Mine forældre er ligeglade. Ivy er ligeglad, alle i skolen er ligeglade.

_______________________________________________________________

Kære dagbog

28 marts 19:12

Vi fik en ny pige i klassen i dag- ikke at det er et problem. En mere eller mindre er vel ligegyldig, men problemet var, at vi skulle fortælle om os selv, og da de kom til mig… Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg stod bare der, og kiggede ud i luften, og det var der det gik op for mig, at jeg ikke længere har den fjerneste ide om, hvem fanden jeg er.

Det er bare et knust hjerte, men hvorfor gør det så ondt i hele kroppen? Hvorfor har jeg den knude af smerte indeni? Hvorfor har jeg brug for at få mig selv til at føle mig levende? Hvorfor føler jeg mig så død?

Jeg ville ønske jeg kunne fortælle dig, at det kun var en engangsoplevelse – men jeg ville lyve. Det er …. Det er blevet en hverdags ting. Det er som en medicin jeg skal have hver dag. En medicin der får mig til at føle mig levende. Jeg har brug for det – brug for at vide jeg er her, at jeg eksisterer.

De sidste par uger har jeg prøvet at stå imod deres ord, lukke dem ude og virke ligeglad. Men det hårdeste er netop at lade som om jeg er ligeglad, og jeg narre ingen. Det er som om jeg blotter mig for dem. Som om jeg har et skilt i panden hvor der står: Tag mig, jeg er et nemt offer.

Der er ingen der ser hvordan jeg har det. Jeg har brug for det, brug for at nogen vil spørge mig hvordan jeg har det – men det gør de ikke. De er ligeglade. Alle er ligeglade. Mine forældre er ligeglade – min bror er ligeglad.

De ligger ikke mærke til det, ellers vil de ikke indse det. Mine karakter er forfærdelige, jeg sidder dag ud og dag ind på mit værelse, og jeg glemmer at spise.

Du spørger måske hvorfor jeg gør det her imod mig selv? Well, jeg er efterhånden ved at lade deres ord trænge ind, men hvordan skulle jeg kunne undgå det? Jeg fortjener det. Jeg er nytteløs, desperat og grim. Jeg er ikke som nogen af de andre piger på skolen.

Jeg er hverken tynd, har langt flot blond hår. Jeg går ikke med make up – ikke længere. Det er dumt at bruge det, når det alligevel ryger af i løbet af dagen.

Jeg går ikke i tætsiddende og nedringet bluset, jeg går ikke til fest, og jeg drikker ikke.

Jeg er anderledes. Jeg er en freak. En freak med ar op og ned langs armene. Jeg er hende den grimme, hende der ikke er god nok. Hende der troede en fyr kunne være interesseret i hende.

Jeg kan ikke lukke tingene ude længere. De har sat sig, og de har sat sig så dybt, at jeg ikke kan andet end at tro på dem – og det gør ondt.

Jeg er alene. Ensomheden er mobningens ven, og jeg ved ikke hvor meget mere jeg kan holde til.

Det gør ondt at indse de har ret. Hvis ikke engang mine forældre bekymre sig – hvem ville så? 

_______________________________________________________________

Husk at tjekke datoerne, så I ikke tror det bare går fra dag til dag. xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...