Dear Diary... Today I lost myself.

Dear Diary.
Today I realized the worst feeling isn't to lose someone you love, but the moment that you realize you've lost yourself.

265Likes
259Kommentarer
9928Visninger
AA

4. Kære dagbog.

Kære dagbog

22 januar 16:54

Jeg har været hjemme hele dagen i dag. Min lyst til skolen har ikke været der, og slet ikke efter jeg vågnede i nat. Jeg kunne slet ikke sove.

Mine forældre fandt det okay. Det gjorde de altid. De havde ikke så meget at sige. Min bror har efterhånden været ude i så meget, at de ikke har overskud til mig, men det er fint. Det blev det nødt til.

Jeg har bare ligget og set film. Dean har sendt mig en besked om jeg er okay, men jeg har ignoreret den, selvom det var hårdt. Jeg er fuldstændig forelsket i ham, og denne pludselige ændring gør ondt – men jeg kan lige så godt vænne mig til smerten. Noget siger mig, at det her ikke bliver nemmere.

Jeg har så svært ved at ignorer ham. Jeg har lyst til at skrive til ham, lyst til at han skal have det dårligt, fortælle hvor ked af det han er, og fortælle han virkelig har følelser for mig. Jeg håber virkelig det vil ske, men jeg ved i sidste ende, at det bare er en drøm der forbliver en.

Jeg hørte hvad de sagde, og jeg så ham sige ja til væddemålet.

Mine følelser er så forvirret. Det ene øjeblik kan jeg sige til mig selv, at han ikke skal have denne indflydelse på mig, og den anden kan jeg tude og have så ondt af mig selv, at smerten næsten er for meget. Dog ved jeg, at jeg ikke behøver gøre noget dumt. Det er et knust hjerte, og ligegyldigt hvor ondt det gør, så kommer jeg over det.

De skal jeg.

_______________________________________________________________

Kære dagbog

25 januar 17:32

Jeg tog i skole i dag for første gang i tre dage. Dean inviterede mig med til fest i aften, og lige meget hvor meget han havde gjort, så sagde jeg ja. Jeg kunne ikke modstå, så jeg sagde ja. Derfor står jeg foran spejlet lige nu, med Ivy på cam og prøver tøj.

Jeg har ikke lyst til at tage derhen, men jeg bliver nødt til det. Han sagde, at han havde noget at fortælle mig senere, og måske, måske har han indset hvad jeg virkelig betyder for ham.

Mit humør er bedre end det har været de sidste par dage. Mine forældre har spurgt lidt ind til mig, og selvom jeg ikke rigtig viste det og skubbede dem væk, så havde det en kæmpe betydning for mig. Det var sjældent de spurgte ind til mit liv, især efter min bror. Han var altid den der skulle have opmærksomheden.

Han har haft nogle problemer med skolen. Han blev mobbet ud, haft selvmordstanker og sådan noget, da jeg var tolv år – og nu kræver han alt deres opmærksomhed.

Det skulle vidst gå fint på hans nye skole og i hans nye hus, men jeg kan sagtens mærke han er utrolig afhængig af mine forældre, og det tager alt tiden – men jeg har vidst vænnet mig til det. Han har brug for det.

_______________________________________________________________

Kære dagbog 

26 januar 04:21

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre lige nu. Jeg kan ikke græde på grund af. alkoholen, men det hele svæver rundt. Jeg har siddet og stirret ud i luften den sidste halve time.

Mine far hentede mig fra festen klokken lidt i fire, og siden har jeg siddet her på min seng i helt mørke.

Hvordan kunne jeg være så desperat? Hvordan kunne jeg den ene dag være sikker på, at han aldrig nogensinde ville få følelser for mig, og den anden være sikker på, at han havde? Hvordan kunne jeg være så dum?

Alt føltes ligegyldigt lige nu. Jeg følte mig fortabt og dum. Det hele var endt i en ydmygelse. Det Dean ville snakke med mig om, var ikke for at erklære sine følelser for mig – men for at fuldføre sit job og få mig med i seng.

Jeg havde været så overrasket, selvom det ikke burde komme bag på mig. Jeg havde ikke troet han ville gøre det så diskret. Han havde taget mig ned på et værelse og var begyndt at tage mit tøj af.

Jeg kan stadig mærke hans hænder på min krop. Jeg husker tydeligt hvor lamslået jeg var, hvor hårdt mit hjerte slog og hvor bange jeg var. Jeg havde en lyst til at overgive mig til ham. Give ham hvad han ville have, så han kunne se hvad jeg kunne, men jeg kunne ikke. Jeg vil ikke bruges, og jeg vil ikke have det gjort endnu værre. Han fortjente ikke de penge, og han fortjente ikke at vinde det væddemål.

Han fortjente at brænde op i helved.

Jeg fik ham hvert fald skubbet væk. Han forstod det ikke i starten, men da jeg begyndte at skrive, forstod han det. Han blev skræmt og spurgte hvad fanden jeg havde gang i, og det var bare som om…. Som om alt jeg havde gået inde med, kom ud.

Jeg fortalte ham alt om væddemålet, og det så ud til at overraske ham. Jeg husker tydeligt forvirringen i hans øjne, men det stoppede mig ikke. Jeg fortalte ham mine følelser – alle mine følelser. Om hvordan jeg havde haft det, om hvor længe jeg havde kunne lide ham, og hvor fucking laterlig desperat jeg var – og det viste sig, at folk stod og lyttede ved døren.

Alle vidste det, alle fra klassen og mere til, vidste mine følelser til Dean. De vidste hvor desperat jeg havde været. De kendte til Deans væddemål, men alligevel var det mig de så ned på.

Og nu sidder jeg her. Mine øjne er helt udtørret, min hals brænder og mit hoved gør ondt. Jeg er fuld, og jeg er træt. Jeg er såret og vil bare sove, men jeg kan ikke sove. Hele aftenen kommer som flash back hver gang jeg lukker øjnene.

Jeg har brug for et kram. Brug for en til at fortælle det er okay. Men Ivy tager ikke sin mobil. Hun svarer ikke engang på mine beskeder. Men hvad kan jeg forvente, hun sover vel langt om længe. Hun har endelig fået ro fra Ana. Sin stemme, den stemme hun påstår hun har i hovedet. Det værste ved den stemme, er at jeg ved hun ikke har den.

Hun har søgt på den, hun har opkaldt den Ana, og det er normalt hvad lægerne kalder den stemme. Ivy kunne umuligt have ’opkaldt’ hende det – og desuden ved jeg, at Ivy søger på sindssyge ting, så folk får mere ondt af hende.

Og hvad er det jeg siger? Jeg elsker Ivy. Selvfølgelig gør jeg det. Hvis hun har det hårdt, så skal jeg hjælpe hende. Og hvis hun har den stemme, så har hun den.

Jeg er forvirret. Jeg burde sove. Jeg burde slet ikke lade Dean påvirke mig, men jeg kan ikke lade være.

Jeg føler mig så brugt og udnyttet. Hvordan kan man gå så langt? Han var ligeglad. Ligeglad med han vidste, hvordan jeg havde det, og det var det der gjorde mest ondt. Jeg troede han var her, jeg troede han kunne lide mig og han respekterede mig. Jeg troede det vi havde var ægte, men det hele var en stor løgn. Han holdt ikke af mig, han elskede mig ikke. Han så mig som et stykke legetøj, og lige nu ønskede jeg, at jeg aldrig havde opdaget han havde det væddemål som han havde.

Jeg ville ønske jeg var uviden om det og så bare respekterede hvad end hans grund var til at slå op med mig.

Jeg havde ikke brug for at leve med tanken om, at jeg var et stykke legetøj som kun kunne bruges. Jeg havde ikke brug for at få konstateret at jeg ikke var god nok, flot nok, eller tynd nok.

I dette tilfælde ville jeg helst leve med en løgn end sandheden.

_______________________________________________________________

Kære dagbog

28 januar 19:43

Det er søndag – hvilket betyder, at jeg skal i skole i morgen. Jeg kan slet ikke overskue det. Jeg har en aflevering for til på tirsdag, og jeg burde gå i gang nu, men jeg kan ikke tage mig sammen. Ikke engang til de normale hver dags lektier.

Jeg har en underlig følelse indeni. Det er som om jeg lever i en drøm lige for tiden, som om de ting der sker for mig ikke er virkelige.

Jeg har snakket med Ivy om det – eller prøvet, og så fik jeg en lang forklaring om, at det var sådan hun havde det, når Ana overtog hendes krop.

Jeg burde virkelig opgive at snakke med hende om tingene. Problemet er bare, at jeg hver gang tror hun er her, men det er hun ikke. Det hele skal handle om hende. Hun ved ikke, hvor ondt jeg har indeni lige nu – men hun er vidst også ret ligeglad. Bare hun har det værst, så er det fint.

Jeg føler at tiden går så langsomt, men når jeg kigger på uret, så er tiden alligevel fløjet af sted. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for ikke at tænke på Dean – som forresten slet ikke har kontaktet mig. Det ødelægger mig. Selvom jeg før vidste, at jeg var et legetøj for ham, så bliver det bare endnu mere bevist, ved at han er så ligeglad med mig.

Det er hårdt at gå med smerten om at jeg har tabt ham – men jeg gør det. Jeg kan lige så godt vænne mig til det. Jeg har tabt ham – faktisk har jeg aldrig haft ham, men for hver dag, så mister jeg ham mere og mere. Jeg mister den lille glæde jeg havde, ved at tænke på, at han sikkert havde dårlig smag i munden.

Men han har ikke kontaktet mig. Han har ikke tænkt på mig. Han er ligeglad.

Alle er ligeglade.

_______________________________________________________________

Kære dagbog

29 januar 13:42

Jeg prøvede at ignorer dem i dag, men deres blikke var ikke til at tage fejl af. De borede sig fast på mig, og de var ikke venlige.

Alle jeg fik forbi, drejede hovedet efter mig og begyndte at hviske. Selv folk jeg aldrig havde snakket med før og ikke kendte, hviskede bag min ryg.

Jeg så Dean i dag i kantinen. Han sad med hende, og det var ikke bare venskabeligt. Det gjorde ondt at se. Det fik mig til at indse endnu mere, at han var ligeglad. De var alle ligeglade. Ingen spurgte ind til mig. Det eneste de gjorde, var at grine af mig, håne mig og af og til skubbe til mig ved et ’uheld’.

Jeg ved ikke hvordan tingene kunne ændre sig sådan fra fredag til mandag, men hvad end der blev sagt, så havde det været godt, for alle kiggede dumt på mig.

Jeg ignorerede hvad de sagde. Jeg kunne ikke tage mig af det – jeg måtte ikke tage mig af det. Jeg blev nødt til at holde hovedet oppe. Der var kun et år tilbage, og overraskende nok, så skrev Ivy med mig det meste af dagen.

Jeg er endelig komme hjem. Jeg er alene hjemme, og jeg nåede knap nok at lukke døren, inden jeg brød sammen.

Mine forældre er hos min bror, og her er jeg. På gulvet foran mit værelse. Jeg nåede ikke længere, og du lå smidt på gulvet.

Jeg må virkelig holde hovedet oppe, ikke? Jeg kan ikke give op, og hvis jeg kender min skole ret, så vil rygterne gå væk lidt efter lidt, ikke?

Det hele skulle nok gå. 

_______________________________________________________________

For lige at gøre jer opmærksomme, så er jeg IKKE blevet mobbet, eller blevet brugt af en dreng på den måde som et væddemål. x 

 Og jeg ved godt der er en masse om Dean - men det er bare starten, og det er vigtig I får at vide, hvordan det starter, så det ikke bare pludselig kommer alt sammen.

Så igen, tusind tusind tak for jer der læser. I ved slet ikke hvor glad det gør mig, virkelig! x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...