Søvnløse Nætter

Dette er en erindring om de søvnløse nætter skyldet en skæbnesvanger dag for snart mange år siden. En erindring så vag men dog så stærk, minderne overskygget af følelserne, af savnet og sorgen og den altoverskyggende og åbenbarende oplevelse af den sorg at miste nogen man knap nok mødte.

1Likes
1Kommentarer
306Visninger
AA

1. Ritter Sport og Gamle Kameraer

Før jeg fortæller jer hvad der skete, vil jeg benytte lejligheden til at takke dig som uden opfordring har valgt at ville læse hvad jeg skriver.

"Childhood is not from birth to a certain age and at a certain age
The child is grown, and puts away childish things.


Childhood is the kingdom where nobody dies.                                                         - Edna St. Vincent Millay (1937)

Ser du, det var tilbage i foråret 2007, knap var jeg fyldt 13 år. På det tidspunkt hvor historien udspiller sig led jeg under voldsom mobning hvor løsningsmuligheder blev diskuteret frem og tilbage af både forældre og lærere mens en forvirret lille pige med briller og store fortænder krummede sig sammen på sin stol i det mørkeste hjørne af klassen. Strategisk var jeg blevet placeret der, da problemer med folk der kastede ting i rykken af mig, skubbede til min stol eller sprøjtede vand ned af nakken på mig, ikke virkede til at kunne løses på anden måde.

Jeg var så optaget af min egen kummerlighed at jeg intet så, intet opdagede, hørte knap nok efter da min faster fortalte at jeg skulle have en lille fætter, lagde ikke engang mærke til hvordan maven voksede, jeg sad blot for mig selv og tegnede i margenen af mit papir og forsøgte at drømme mig væk til en verden af magi og glæde og venner.

Jeg husker ikke hvad der skete den dag min far fortalte at nu var min oldefar død, en død der kom som et stort chok, da den gamle var ganske velfungerende, boede stadig i hus og havde en ung hund og alting. Men en dag var han død. Knust var jeg dog alligevel og lå mellem mine forældre for første gang i mange år, men sov ikke. Jeg lå bare og stirrede op i loftet. Det var første gang nogen var død, hvad jeg kunne huske altså. Jeg synes vagt jeg husker min far græde ved min oldemors begravelse mens han knugede mig ind til sig, men ej mere.

Jeg lå og tænkte på al den chokolade jeg havde spist mens jeg var på besøg hos den gamle mand, for jeg var jo forkælet, og min oldefar gav mig en pakke Ritter Sport med lys chokolade og hasselnød når jeg kom på besøg. Jeg tænkte på de mange gamle fotografiapperater han havde stående alle vegene, på hvordan hans hus så ud udenpå og indeni. Mest af alt fortrød jeg hvor lidt jeg havde været der.

De næste par dage blev jeg hjemme fra skole, jeg græd hele tiden og det kunne da hverken mig eller min klasse være vel tjent med. Jeg ville nok blot blive jagtet ud fra skolens område i den første pause skudt med skældsord og såret af skam. 

På trejdedagen tog jeg i skole igen, trods ingen virkede til at have savnet mig det mindste, ikke at det irriterede mig. Der var kun to i klassen jeg snakkede med og den ene, en dreng, var så mærkelig og uopmærksom at han faktisk spurgte om jeg havde noter fra gårsdagens timer fordi han ikke rigtig havde hørt efter. Den anden, en pige jeg stadig er venner med, spurgte ikke til det, hun havde selv problemer nok.

Selvom det ikke var noget nyt, sagde jeg ikke noget den dag. Jeg var bare stille. De andre prøvede at irritere mig men jeg bemærkede dem ikke engang. De var som spøgelser i en verden hvor de levende var døde og døde var levende. Jeg tænkte hvordan det ville være, at være død. Måske ville det være bedre? Måske ikke. Hvad vidste jeg, jeg kendte jo ikke rigtig andet end det jeg havde nu.

Se alt dette var blot starten på hvad der skulle blive de værste dage i mit liv. For hvis dette er sorg, så ved jeg ikke hvordan jeg skal beskrive den følelse der strømmede gennem hver eneste nerve i min krop og smadrede mit hjerte i så mange stykker at de skulle 6 år før jeg kunne sige mig fri af sorgen, dog aldrig af savnet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...