Forfulgt.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jan. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Igang
Hun hed Amalie. Hun blev overfaldet på hendes skole, hun havde været til elevrådsmøde, og det var ved at blive mørkt. Da hun stod ude ved sin cykel, kom de tre drenge. Hun blev tævet og de tog alt, hvad der var værd at tage. Siden den dag, har hun haft en mærkelig fornemmelse af, at der hele tiden er nogen bag ved hende. Hun føler sig forfulgt. Den dag, hvor en sms tikker ind på hendes mobil, vil hendes liv ændre sig. Hun tør ikke fortælle det til nogen, og den dag hvor hendes forældre er på overarbejde, får hun endnu en sms. Hvad gør man, når man ikke engang tør, at kigge sig i spejlet, når frygten er for stor til at leve?
*Advarsel: Det er meget realistisk skrevet, så det anbefales ikke for sarte sjæle.*

6Likes
6Kommentarer
661Visninger
AA

6. Lille mor hjælper ikke altid.

Amalie lukkede øjnene, hun ønskede bare at det hele var en stor drøm. En ond drøm. Et mareridt, faktisk. Men nej, sådan skulle det ikke være. Der skulle altid ske noget med Amalie, den søde og flittige pige, som alle troede hun var. Og det ønskede hun også at være, men det var altså svært, når hun går igennem det, hun gør. Så er det svært at være den stille og flittige pige, men hun prøver, det gør hun. Amalie kunne mærke, hendes mors arme omkring sig, og det var rart. '' Gå med dig. '' Amalie havde aldrig set hendes mor så rasende før, det var helt sindsygt. Hun plejede at være den søde, huslige mor, som aldrig blev sur. Men man kan jo også godt forstå, hvorfor hun blev sur, når manden der næsten har ødelagt ens datter indvendigt, dukker op. Han stod bare der og så, så veltilfreds ud, at det var til at brække sig over. Jack Russell. Adr, hvor var han ulækker. Men det var det, hun gerne ville have en gang. Hun kunne slet, slet ikke forstå, hvorfor hun ville have en som ham. Men det ville alle jo dengang. '' Amalie, du skal med mig. '' Han stod bare der med sit skæve smil, og et glimt i øjet, som om intet var hændt. Amalie var lige ved at bryde ud i gråd, da hendes mor rejste sig op og slog ham lige i hovedet med en knytnæve. Amalie var chokeret, det var hun helt sikkert. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, så hun ringede 112. '' Hej, det er alarmcentralen. Hvad kan jeg hjælpe med? ''. Amalie rystede, hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. '' Han er her.. '' Mere fik hun ikke hvisket frem. '' Hvem er der? Du er nødt til at fortælle mig, hvem der er der. Tæl til ti, og bevar roen. '' Hun fik det til at lyde så let, damen i telefonen. Det ville Amalie ønske det var, men det var det desværre ikke. '' Jack.... Jack Russell. '' Amalie fik kuldegysninger bare af at sige navnet. '' Og hvor er du henne lige nu? '' Amalie kunne høre damen i den anden ende, men det blev svagere og svagere, som om telefonen var ved at dø. '' Derhjemme.. High Street.. '' Amalie nåede ikke at sige mere, da telefonen gik ud. Hun så op, hvor Jack stod foran hende. Han grinte, som om det var det sjoveste, der nogensinde var hændt. '' Amalie, Amalie, Amalie.. Lille mor hjælper ikke altid. ''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...