Forfulgt.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jan. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2013
  • Status: Igang
Hun hed Amalie. Hun blev overfaldet på hendes skole, hun havde været til elevrådsmøde, og det var ved at blive mørkt. Da hun stod ude ved sin cykel, kom de tre drenge. Hun blev tævet og de tog alt, hvad der var værd at tage. Siden den dag, har hun haft en mærkelig fornemmelse af, at der hele tiden er nogen bag ved hende. Hun føler sig forfulgt. Den dag, hvor en sms tikker ind på hendes mobil, vil hendes liv ændre sig. Hun tør ikke fortælle det til nogen, og den dag hvor hendes forældre er på overarbejde, får hun endnu en sms. Hvad gør man, når man ikke engang tør, at kigge sig i spejlet, når frygten er for stor til at leve?
*Advarsel: Det er meget realistisk skrevet, så det anbefales ikke for sarte sjæle.*

6Likes
6Kommentarer
600Visninger
AA

2. Beskeden.

Hun stod foran sin cykel i skolegården. Børnene og de unge vrimlede rundt omkring hende, og der var ingen chance for at ske noget nu, når alle var der, men alligevel var hun så sindsygt bange. Hun fumlede med nøglen til cyklen. Hun prøvede at skynde sig så meget som muligt, men nøglen ville bare ikke ind i låsen. Sveden løb indvendigt ned af hendes ansigt. Hun turde ikke kigge sig tilbage, hun havde det som om, at nogen stirrede på hende. Hun fik endelig nøglen ind, og hun sprang op på cyklen. Hun trådte hårdt i pedalerne. Der var ikke langt hjem til hende, men alligevel føltes det som den længste tur nogensinde. Hun var endelig hjemme, da hun synes hun hørte en lyd i busken. Hun var bange. Hun fik en klam smag i munden, som om nogen havde taget sand derind. Hun fik en SMS på sin ældgamle mobil, som hun havde lånt af hendes mor, da den anden blev stjålet. Hun skyndte sig indenfor, låste døren efter sig. Hun fumlede meget med tingene, ikke engang i hendes eget hjem, var hun tryg. Hun tog mobilen op af lommen, og klikkede efter lidt besvær ind på beskeden. Ukendt nummer. Hvem var det, som der var ukendt nummer? Hun vidste ikke helt, om hun skulle klikke ind på beskeden, men hun tænkte, at det nok bare var hendes mor, som havde glemt sin mobil eller noget.

Kan du ikke mærke mit blik? Mærke, hvordan jeg stirrer på dig. Lige nu, hvor du sidder med din mobil i hånden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...