Unexpected Things

I denne historie vil vi møde Mona fra New York, der aldrig rigtig har følt, hun kunne noget specielt. Men efter en tilfældig video på Youtube finder hun frem til en komplet ny side af sig selv. Dette fører til kendskabet med det kendte boyband, One Direction, og tingene begynder at gå stærkere, end Mona nogensinde havde ventet.
For da Mona rejser til London bliver det på både godt og ondt.
- Og hun finder både kærlighed.. Og had.

5Likes
0Kommentarer
325Visninger
AA

1. First Impression

 

- En fan fiction af PrettyUnknownWriter

Monas Point of View

Støjen fra de mange mennsker, der glade løb hinanden i møde var overvældende. Glædestårer og kys blev uddelt til højre og venste og jeg kunne ikke lade være med at stønne. Havde de virkelig ikke mere indhold i deres liv? Skulle de have en til at fortælle dem, hvor fantastiske de så ud? Togene på perronen standsede hvinende op for derefter, få minutter senere, at starte igen og køre væk. Desperate piger stod med jævne mellemrum og spejdede efter kærester, de sikkert kun havde måttet undvære i få dage. De trippede nervøst, når de ikke kunne finde kæresten og jeg kunne ikke lade være med at grine stille for mig selv. Hvor var de ynkelige.. Jeg stak igen næsen ned i bogen og prøvede at ignorere splinterne på mine bare lår, som var der takket være den dårlige bænk jeg sad på.

Min mor trippede nervøst rundt med telefonen presset hårdt mod øret mens hendes mund bevægede sig meget hurtigt. Hun smilede pludselig, sikkert af noget, "Den nye" havde sagt. Jeg mener ham der var i den anden ende a røret, og som mor ikke havde fundet endnu. Vi befandt os på perron 9 og ventede på ham "Den nye", hvis tog iøvrigt var en halv time forsinket. 

"Mona, husker du, hvad vi har snakket om?" Jeg kiggede langsomt op på mor og lod som om jeg tænkte mig grundigt om, men trak bare på skuldrene og så ned i bogen igen. Hvorfor hun ville have mig med herned vidste jeg ikke, men det ville hun altså. "Mona?" Mor satte armene i siden og så meget alvorlig ud. Jeg sukkede: "Nu skal du huske at opføre dig ORDENTLIGT og give ham pænt hånden osv.". Jeg prøvede at efterligne hendes friske, lette stemme og jeg kunne se, hvor irriteret hun blev. Den sidste halve time havde hun sagt netop de ord til mig gang på gang, som om jeg havde korttidshukommelse. Hun var helt sikkert ikke helt normal..

"Ja, nemlig Mona! Og hvis du så kunne lade være med.." Mor stoppede op midt i en sætning da et par arme greb rund om livet på hende og en mund kyssede hendes hals. Jeg lod som om jeg var fuldstændig ligeglad og kiggede hurtigt ned i min bog igen. Ud af øjenkrogen så jeg mor kom med et hurtigt udbrud og skyndte sig smilende at sætte håret. "Den nye" grinede og de gav hindanden et varmt knus.

"Mona, det her er.." ...'Den Nye', " færdigjorde jeg hendes sætning uden at se op fra bogen. Jeg kunne mærke hans forundrede blik hvile på mig. Mor lod, som om hun ikke hørte mig og ændrede hans navn til "Michael, han kommer hele vejen fra London for at møde dig. Er det ikke sødt?" Det sidste sagde hun med sammenbidte tænder og jeg kiggede endelig op fra bogen og hen på "Michael". "Vildt sødt!" Sagde jeg med et falsk smil, rejste mig og gav ham hånden, stadig med det falske smil på læberne.

Min mor smilede hurtigt til "Michael" og trak mig så hurtigt lidt væk. "Mona, jeg mener det, Michael er sød og rar. Der er ikke noget du kan gøre okay?" Jeg så på hende med vantro. "Sød? Altså ligesom, Paul? Ham der havde det med at drikke lidt for meget? Og... Rar ligesom.........John?" John var den sidste, mor havde været med og ingen af os havde nævnt ham med et ord siden 'Uheldet', som mor så fint havde kaldt det.

Mor trak sig overrasket tilbage, som om jeg havde givet hende en lussing. Siden far havde der ikke været en eneste mand, der havde været god mod hende, og måske kunne man tro at jeg ikke ville have, at mor fandt en anden. Men jeg ville jo bare beskytte hende, nu hvor hun ikke selv kunne finde ud af det. "Uheldet" havde taget meget hårdt på mor, og jeg ville for alt i verden ikke have, at sådan noget skulle overgå hende - og mig - igen.

Da mor var kommet til hægterne igen tog hun mig hårdt om skuldrene. "På turen hjem vil jeg ikke høre et ord fra dig, er du med?" Hun tørrede hurtigt en løssluppen tåre væk fra kinden og med det samme blev jeg ked af det jeg havde sagt. Jeg ville sige undskyld, men mor var allerede gået tilbage til Michael og havde omfavnet ham.

 

***

 

Jeg sad bøjet langt ind over bordet og prøvede desperat at finde ud af løsningen på opgave 6 i matematikbogen, men åbenbart blev det heller ikke nemmere, når man havde hovedet helt tæt på. Jeg gjorde et sidste forsøg, men da opgaven 5 minutter efter stadig stod uden et færdigt tal skrev jeg bare '87' på facitstregen og håbede på det bedste. Egentlig var jeg ikke dårlig til matematik - eller noget andet fag for den sags skyld - men det tog mig altid længere tid at blive færdig, end det tog Emma, min veninde. Mine karakterer var da heller ikke dårlige, bare... Middelmådige. Og når man var veninde med Emma..

Jeg slap hurtigt tanken. Der var ikke noget jeg kunne gøre ved det. Jeg åbnede hurtigt min computer op og gik som altid ind på Facebook. Emma havde sent mig en besked og jeg smilede da jeg lukkede den op.

 

Emma Louise Greene

"OMGOMGOMGOMGOMG!! SE DET HER!

MUMS, OMG DØØØR!! <3"

 

Jeg grinede lidt for mig selv. Emma, der var kæmpe 1 Direction fan, - En directioner, om man vil - havde sent mig et link til en video på Youtube, som jeg hurtigt klikkede på.

Selv vidste jeg ikke helt, hvad jeg syntes om dem og faktisk syntes jeg at deres sange var lidt kedelige. Det eneste de sang om var kærlighed og den eneste ene, og så skrev de ikke engang deres egne sange. Jeg havde fortalt Emma om dette, men hun forstod slet ikke, at jeg ikke bare savlede over dem. Jeg skruede op for lyden og så pludselig en af drengene - ham med det lyse hår - , der stod og snakkede om noget med en video. Jeg skiftede til Facebook og skrev et hurtigt svar tilbage til Emma, mens jeg lod videoen køre i baggrunden uden at tænke videre over den.

Min mobil vibrerede pludselig i min baglomme og jeg tog den uden at kigge på skærmen. Få sekunder efter gjorde en hysterisk pigestemme mig halvt døv på det ene øre og jeg holdt grinende mobilen ud i strakt arm. "Hej Emma" Grinede jeg, da hun endelig var stoppet.

"Har du set hele videoen? Vi bliver nødt til at sende en video til dem, ohmyGod" Jeg stod et øjeblik stille uden at sige noget, men besluttede mig så for, at jeg hellere måtte svare. "Øh, sende en video?" Jeg kunne høre hende stønne irriteret i den anden ende af røret. "Fra videoen? Niall sagde jo, at de gerne ville vide lidt mere om deres fans, så det ikke kun var os der vidste noget om dem? Har du overhovedet set videoen?" Jeg tøvede lidt, hvilket fik Emma til at grine i den anden ende af røret. "Er det okay, at jeg kommer forbi? Jeg kan være der om 2!" Igen tøvede jeg. Mor og Michael havde indtaget køkkenet. De var i gang med at lave et kæmpe måltid, som om Michael spiste dobbelt så meget som to fodboldhold tilsammen. Jeg havde ikke lyst til, at Michael skulle vises frem til flere, end det var nødvendigt. Det var slemt nok at han skulle sove I VORES HUS!

Faktisk havde jeg slet ikke lyst til at være her. Mor var helt væk, som en anden idiot og jeg havde brug for at komme lidt væk fra dem. "Nej, vi mødes hos dig!" Sagde jeg bestemt og lagde hurtigt på.

Jeg skyndte mig at pakke lidt skiftetøj og fløj nærmest ned ad trappen og ud i køkkenet, hvor jeg fandt mor og Michael tæt omslynget i et kys. Jeg spærrede øjnene op og havde en stor trang til  at kaste op.

"Oh my God!" gispede jeg. "Gider i godt vente lidt med det?" Imens jeg havde snakket, havde de to hurtigt trukket sig væk fra hinanden og stod nu lidt overraskede og kiggede på mig. "Vente, hvad mener du, skat?" Spurgte min mor, der efterhånden var blevet rød i hovedet. Det var altså for klamt! Sådan skulle en mor ikke være. "Jeg smutter over til Emma.. Kommer nok først hjem imorgen" sagde jeg ligegyldigt.. Men det var som om min mor ikke rigtig havde hørt hvad jeg havde sagt. Hun stod istedet og kiggede Michael dybt ind i øjnene. "Eller om et par måneder.." ændrede jeg det til, da hun stadig ikke havde svaret. "Jaja, skatter, det er helt fint!" Sagde min mor med et smil på læben, men hun kiggede kun på Michael.

En idé slog ned i mig. "Hey mor, må jeg få en Macbook Pro?" Spurgte jeg med et smil på læben og mor nikkede bare.

Jeg stod med åben mund. Virkelig mor? Jeg vendte om på hælen, gik ud af døren og huskede at smække den hårdt i bag mig, da jeg lukkede den.

 

*** 

 

"Hvilke er pænest?" Emma holdt to forskellige par stiletter op foran mig og jeg kiggede hurtigt op fra min mobil. "Emma? Det er en video, de kommer ikke til at se dine sko?" Grinede jeg. Emma havde stået foran sit spejl i mindst en halv time, mens hun gjorde sig klar til, hvad det nu end var, 'vi' skulle. 

"Kære Mona! Hvis man vil score en som Harry Styles, så er det vigtigt, at man skiller sig ud fra mængden og ser perfekt ud!" Sagde Emma vigtigt. Jeg grinede, for jeg havde ingen anelse om, hvem hun snakkede om. Sikkert en af drengene fra gruppen. Emma havde utallige gange prøvet at få mig til at lære navnene, men det var som om de ikke ville hænge fast.. Emma havde nu valgt at tage de høje pink stiletter på og hun var, som altid, smuk. Jeg følte mig altid så middelmådig når jeg var sammen med hende. Ikke nok med at Emma fik topkarakterer i skolen. Hun kunne også få lige den dreng hun pegede på, bare ved at køre en hånd igennem sit lange, lyse hår. Hun var perfekt. Og Gud, hvor jeg dog misundte hende. For med mit brune, alt for kedelige hår, var det svært ikke at føle sig dum og grim ved siden af hende.

"Og nu skal du også se godt ud!" Sagde Emma entusiastisk og satte den video, vi skulle lave til det åh-så-skønne band, i gang. Jeg kiggede op på hende fra stolen og så pincetten i hendes højre hånd. Med et fløj jeg op fra stolen, jeg havde siddet på. "NEJ, Emma! Det gør du ikke!" Emma havde i lang tid villet plukke mine øjenbryn, men hvis der var noget jeg var bange for, så var det smerte. Og folk havde fortalt mig, hvor helvedes ondt det gjorde, at få plukket sine bryn.

"Årh, jo, kom nu, Monaaaa!" Bad Emma og begyndte at gå tættere og tættere på mig. Jeg tog nogle hurtige skridt baglæns og endte desværre op mod væggen. Fik jeg sagt at Emma havde gået til Kung Fu i 6 år?

 

***

 

Jeg ved ikke hvordan det skete, men til sidste endte jeg nede på gulvet, mens Emma holdt mine arme og plukkede mine bryn. Lad os bare sige, at Emma ret tit fik sin vilje... "AUV! Emma!!" Skreg jeg igen, da hun plukkede tredje gang.

"Oh! Oh-oh, Trouble, trouble, trouble," sang Emma falskt og jeg kunne ikke lade være med at synge med. Og det lettede smerten lidt, så jeg blev ved med at synge videre på Taylor Swifts utroligt dårlige sang, selvom jeg godt vidste, jeg ikke kunne synge. Pludselig kunne jeg mærke, at Emma var stoppet og åbnede forsigtigt øjnene. Emma sad med åben mund og stirrede på mig og jeg fik det vildeste grineflip. "Hvad fanden laver du?" Spurgte jeg hende grinende.

"Det er bare så unfair! Du er skideflot, OG du synger fantastisk! Hvorfor vidste jeg ikke noget om det?" Spurgte hun. Jeg satte mig hurtigt op så Emma overrasket faldt ned fra mig. "Hold dog op!" Sagde jeg alvorligt "Det ligner jo næsten at du mener det!" Jeg rejste mig op og lagde armene over kors. Jeg var Mona. Mona-hende-der-ikke-kunne-noget-specielt-og-ikke-var-noget-specielt. Hun var den pæne af os to, og godt nok sang hun forfærdeligt, men jeg kunne umuligt synge bedre.

"Mona, jeg mener det! Syng lige igen, det lød virkelig godt! Du kan jo blive verdenskendt!" Jeg løftede det ene øjenbryn, men der kom ikke en lyd over mine læber. Hun var virkelig unfair! Emma så afventende på mig og krydsede sine egne arme.

 

Emma sukkede tungt og begyndte så at gå over mod sin guitar. Hun satte sig foran kameraet, der stadig kørte og sagde: "Hey drenge! Der er sikkert mange der har sendt videoer ind, men jeg håber virkelig i ser den her. Jeg kunne godt tænke mig at spille 'Cry me a River' af Julie London.. Og forhåbentlig vil Mona derovre synge lidt mere for jer!" Jeg rullede med øjnene og havde mest af alt lyst til at tage hjem. Men på den anden side.. Var der ikke ret meget at komme hjem til. Så begyndte Emma stille at spille min ynglings sang og efter lidt tid kunne jeg ikke længere lade være. Jeg åbnede munden, ligeglad med, hvor dårlig min stemme var, og sang. Emma så forundret på mig, men blev ved med at spille og lukkede øjnene. Jeg var glad. Glad og fri...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...