Det Umulige.

Lauren havde altid drømt om at komme i militæret, lige fra da hun var helt lille, havde hun drømt om det. Grunden var den, at hendes far døde ved, at en bombe fra Frankrig blev sprunget i hendes fars bygning. Hun ville gerne hjælpe hendes land, men hendes mor havde altid ment, at det kun var for mænd, og det var alt for farligt for hendes lille pige. Hun bliver smidt ud hjemmefra, og hun tager til militæret. Hun klarer den hårde grundtræning, og hun får at vide, at hun skal udstationeres i Frankrig. Var det virkelig det værd, at blive smidt ud hjemmefra, er det eneste hun kan tænke over, da hun sidder i flyet hjem til Canada. Hvis nu, at hun havde vidst, at hun ville blive såret, havde hun så virkelig gjort det? Da hun ligger på hospitalet og er døende, kommer der en uventet gæst, og Laurens hverdag lysner langsomt op igen...

5Likes
10Kommentarer
392Visninger
AA

3. Nyheden.

Jeg løb ovenpå og pakkede mine ting ned i en sportstaske. Jeg tog min cykel og cyklede hen til militæret. Det lå heldigvis ikke så langt væk, så jeg kunne cykle derhen på en tyve minutters tid. Da jeg var der, løb jeg indenfor og smed min taske. De havde filmet det hele, så de vidste selvfølgelig, at jeg var kommet. De havde faktisk set alt, hvad der var sket, alt det min mor og jeg havde skændtes om. Vi var blevet udspioneret. De havde allerede lavet et værelse til mig, hvor jeg skulle sove. Der lå et brev, hvor der stod, at jeg skulle i træning og derefter skulle jeg udstasioneres i Frankrig. Jeg var helt i chok, men der var jo ikke rigtigt noget at gøre. Jeg vidste, at de næste 5 uger af mit liv, ville blive et helvede. Jeg stilte min taske og gik nedenunder. Jeg havde brug for at træne, så jeg kunne tænke på noget andet. Jeg satte mig ved en romaskine og allerede efter 10 minutter pilede sveden ned af min pande. Jeg fik det ind i munden, og mærkede den klamme sved imod min tunge. Jeg rejste mig op, for at tage lidt vand fra min vandflaske, og da jeg strakte mine arme, fortrød jeg straks, at jeg ikke havde taget et par lag mere deodorant på. Jeg tog et håndklæde, og tørrede sveden væk fra ansigtet. Jeg ville løbe. Den aften, gik jeg udmattet i seng. De næste uger, gik med benhård træning, men det var det hele værd. Nu var jeg klar til at blive soldat. Jeg pakkede min taske, med de mest nødvendige ting, som jeg skulle have med til Frankrig. Dagen efter, sad jeg i et fly på vej med Paris, Frankrig. Jeg sov i flyet, så jeg ville være frisk til Frankrig. Jeg havde aldrig været der før. Jeg havde faktisk aldrig været udenfor Canada. Flyet landede, og jeg fik utrolig ondt i ørene.
Da jeg ankom til hotellet, fik jeg nøglen og skyndte mig op på værelset. Jeg smed mig i den store dobbeltseng, og mine øjne nåede lige at se et hvidt brev, inden det hele blev sort. Jeg vågnede ved, at jeg havde en klam blodsmag i munden. Blodet flød rundt derinde, og jeg manglede vidst også en tand. Jeg missede med øjnene, og det ellers hvide sengebetræk, var helt fyldt af rødt blod. Jeg vidste, at det var nu, at Frankrig ville gå i krig mod os. Heldigvis, var jeg ikke den eneste, som der var blevet udstationeret. Hele hotellet var fyldt med canadiske soldater. Jeg trak de mest nødvendige ting ned i lommen, og så gik jeg ned i våbenrummet. Jeg vidste, at det altid var sikrest at have et våben med mig, hvis nu det var nødvendigt at true nogen. Jeg trak et skydevåben ned, svang det over skulderen og så løb jeg ned imod alle de andre soldater. Jeg lukkede hjelmen med et lille spænde, og jeg vidste, at det var nu, jeg burde være bange, men jeg følte ingenting. En masse soldater skreg, og jeg opfattede ikke særligt meget. Det sidste jeg så, var en masse franske soldater, som der havde pistoler og der var en masse ild. Vi var blevet snydt, vi havde gået til det forkerte hotel. De havde vidst, at vi ville komme herhen. Jeg skreg af smerte, lige i det øjeblik jeg faldt. Jeg kunne høre en masse skud. Inden jeg faldt, hørte jeg det mest hjerteskærende skrig i hele verden. Min bedste veninde herinde, var blevet ramt. Lige i brystkassen, lige der hvor skudvesten ikke dækker. Jeg vidste, hun ikke var meget for at være hernede. Og jeg vidste også, at hun havde en datter derhjemme. Hun havde også fortalt mig en hemmelighed, jeg var den eneste der vidste det. Hun var gravid med tvillinger. Hun var en rigtig husmor. Næste gang jeg vågnede lå jeg i en hvid seng. Det hele var hvidt, og en masse mennesker stod med deres ansigter bøjet ind over mig. Jeg kunne ikke huske meget af, hvad der var sket, kun en masse ild og blod.
‘’Kan du høre mig?’’ En dame i hvid kittel, bøjede sig ind over mig.
Jeg åbnede munden, men der kom ingen ord ud af mig. Smerten i mit hoved dunkede så voldsomt,og jeg kiggede derefter efter et glas vand, og jeg greb ud efter det første og det bedste. Jeg drak en smule, og jeg kom til bevidsthed igen. Jeg kunne pludselig godt huske det hele. Damen satte sig ned på min seng og kiggede mig dybt i øjnene.
‘’ Du kommer aldrig til at gå igen, Lauren, du har mistet dit højre ben. Du er døende, da du var i krig, fik du en kugle ind i din brystkasse, og hvis vi prøver på, at få kuglen ud, kan vi risikere at skære forkert, og dit hjerte vil ikke længere banke. Vi ved ikke, hvor lang tid det vil tage, før kuglen vil have bevæget sig helt hen til hjertet, og sætte sig i klemme. Jeg beklager meget, men du skal vide, at alle er meget taknemmelige for det, som du har gjort for dit land. ‘’
Doktoren kiggede på mig, jeg kunne se det var svært for hende også. Jeg var i chok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...