Det Umulige.

Lauren havde altid drømt om at komme i militæret, lige fra da hun var helt lille, havde hun drømt om det. Grunden var den, at hendes far døde ved, at en bombe fra Frankrig blev sprunget i hendes fars bygning. Hun ville gerne hjælpe hendes land, men hendes mor havde altid ment, at det kun var for mænd, og det var alt for farligt for hendes lille pige. Hun bliver smidt ud hjemmefra, og hun tager til militæret. Hun klarer den hårde grundtræning, og hun får at vide, at hun skal udstationeres i Frankrig. Var det virkelig det værd, at blive smidt ud hjemmefra, er det eneste hun kan tænke over, da hun sidder i flyet hjem til Canada. Hvis nu, at hun havde vidst, at hun ville blive såret, havde hun så virkelig gjort det? Da hun ligger på hospitalet og er døende, kommer der en uventet gæst, og Laurens hverdag lysner langsomt op igen...

5Likes
10Kommentarer
395Visninger
AA

4. Mor, jeg vil ikke...

 

Jeg skulle dø, og jeg vidste ikke, hvor lang tid, jeg havde tilbage. Jeg kunne dø nu, i morgen eller om et år. ‘’Min familie?’’  Jeg kiggede panikket på hende, jeg var lige ved at tude. Min mor brasede ind, jeg kunne se på hende, at hun lige havde grædt. Hun løb mig i møde, hun krammede mig, så jeg næsten ikke kunne trække vejret.  ‘’Mor....’’ Jeg græd.  Jeg havde savnet hende, så sindsygt ubeskriveligt meget.  ‘’Lauren, jeg elsker dig. Det hele skal nok gå, det lover jeg dig. ‘’  Hun slap taget på mig en smule, og kiggede på mig.  ‘’Mor, jeg vil ikke dø...’’  Jeg kiggede på min mor, med det mest bedrøvede blik, som der fandtes.  ‘’Det skal du heller ikke, skat.’’  Hun strøg mig over hovedet, og jeg troede på hende. Hun var jo min mor, jeg kunne stole på hende.  ‘’Sov nu skat....’’  Hun lagde sig ned ved siden af mig, og for første gang i meget lang tid, følte jeg mig rigtig tryg, selvom jeg snart skulle dø. Dagene gik, jeg brugte min tid på at skråle med på Justin Bieber musik, og så læste jeg en hel del og jeg begyndte også at skrive dagbog for første gang i mit liv. Samtidig med at jeg tilbragte mine dage, sammen med alle dem som jeg elskede, fik jeg det også dårligere og dårligere. De værste dage, var dem, hvor jeg næsten ikke kunne trække vejret og lå og gispede på en iltmaske. I dag, var det en af de dage, hvor det gik okay, men jeg var meget udmattet. Jeg vidste, at jeg havde meget kort tid tilbage, jeg kunne dø meget snart, men jeg var også parat. Jeg var bare bange for, at det ville gøre ondt. Ved to tiden om eftermidagen, bankede det på min dør, og jeg ventede bare på, at min mor ville komme ind med en pizza eller noget andet. Da døren blev åbnet, kunne jeg næsten ikke tro mine egne øjne. Det var mit største idol, som der lige var trådt ind af døren. Jeg gispede efter vejret, men denne gang behøvede jeg ikke en iltmaske, men nogen der kneb mig i armen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...