Det Umulige.

Lauren havde altid drømt om at komme i militæret, lige fra da hun var helt lille, havde hun drømt om det. Grunden var den, at hendes far døde ved, at en bombe fra Frankrig blev sprunget i hendes fars bygning. Hun ville gerne hjælpe hendes land, men hendes mor havde altid ment, at det kun var for mænd, og det var alt for farligt for hendes lille pige. Hun bliver smidt ud hjemmefra, og hun tager til militæret. Hun klarer den hårde grundtræning, og hun får at vide, at hun skal udstationeres i Frankrig. Var det virkelig det værd, at blive smidt ud hjemmefra, er det eneste hun kan tænke over, da hun sidder i flyet hjem til Canada. Hvis nu, at hun havde vidst, at hun ville blive såret, havde hun så virkelig gjort det? Da hun ligger på hospitalet og er døende, kommer der en uventet gæst, og Laurens hverdag lysner langsomt op igen...

5Likes
10Kommentarer
390Visninger
AA

5. Det sidste skrig.

Det var Justin Bieber.
‘’Hello Lauren. I’m Justin Bieber.’’
Han sagde ordene, med en utrolig nuttet klang i stemmen.Jeg smilte, og jeg kunne næsten ikke sige noget.
‘’Hey Justin....’’
Jeg smilte, jeg kunne næsten ikke sige noget.
‘’Are you alright, Lauren?’’
Han satte sig på kanten af min seng, og smilte utrolig nuttet til mig.
‘’ Year... it’s fine.’’
Jeg lagde hovedet på skrå, og smilte bare virkelig meget. Tiden gik rigtig hurtigt sammen med Justin, og pludselig blev klokken så mange, at Justin måtte gå. Da han rejste sig for at give mig et kram, begyndte jeg at græde.
‘’Don’t cry, beauty. I’m right here.’’
Han smilte utrolig nuttet til mig, og jeg stammede ordene ud ét for ét.
’It’s not that. I have to die very soon, and I will never see you again. I’m just so happy, because you came.’’
Jeg smilte, og Justin gav mig endnu et kram.,
‘’I will miss you, I will.’’
‘’ Will you come to my funeral?’’ Jeg smilte et svagt smil.
‘’I promise.’’
Efter de ord gik han, og jeg var igen alene på hospitalet. Jeg var virkelig glad for, at han var kommet, nu kunne jeg ihvertfald dø en god død. Der gik to dage, og jeg fik det virkelig dårligt. Den ene morgen vågnede jeg, og gispede på hjælp. Der gik lang tid, før sygeplejrsken kom, og da hun gav mig iltmasken hjalp den ingenting. Jeg kastede den væk, og skreg på min mor.
‘’MOOR. MOOR.’’
Min brystkasse begyndte at slå langsommere og langsommere og der var så meget smerte i min krop, at det var helt ubeskriveligt. Min mor kom ind, men mine øjne var allerede ved, at lukke sig. Men det var mine øre ikke. Jeg kunne sagtens høre det skrig, det gik lige igennem hjertet.
‘’LAUREN. Du må ikke forlade mig.’’ Hun græd.
Skriget, var det sidste som jeg hørte, hvis jeg ikke ville have lukket øjenene i, i det øjeblik, ville det helt klart have været et ar i sindet. Det skrig, det var helt forfærdeligt. Nu var det slut. Lige inden, jeg døde kunne jeg mærke kuglen, som der borede sig helt ind i hjertet på mig, bogstavelig talt. Kuglen gjorde, så mit hjerte ikke kunne pumpe mere, og jeg døde på stedet.

_______________________________________________________________________Det var så min novelle. Hvad synes I om den? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...