Det Umulige.

Lauren havde altid drømt om at komme i militæret, lige fra da hun var helt lille, havde hun drømt om det. Grunden var den, at hendes far døde ved, at en bombe fra Frankrig blev sprunget i hendes fars bygning. Hun ville gerne hjælpe hendes land, men hendes mor havde altid ment, at det kun var for mænd, og det var alt for farligt for hendes lille pige. Hun bliver smidt ud hjemmefra, og hun tager til militæret. Hun klarer den hårde grundtræning, og hun får at vide, at hun skal udstationeres i Frankrig. Var det virkelig det værd, at blive smidt ud hjemmefra, er det eneste hun kan tænke over, da hun sidder i flyet hjem til Canada. Hvis nu, at hun havde vidst, at hun ville blive såret, havde hun så virkelig gjort det? Da hun ligger på hospitalet og er døende, kommer der en uventet gæst, og Laurens hverdag lysner langsomt op igen...

5Likes
10Kommentarer
423Visninger
AA

2. Brevet.

Jeg lovede Clara, at publicere første (eller mere korrekt - andet) kapitel. I må sige til, hvad I synes, og hvad jeg kunne gøre bedre og sådan. På forhånd undskyld stave- og kommafejl. God læselyst. 

MissBieber,

________________________________________________________________________________

‘’Hvorfor mor?’’ spurgte Lauren.‘’ Må jeg virkelig aldrig selv bestemme noget?’’.

‘’Jeg gider ikke, at tage den her diskussion igen, Lauren. Du kommer ikke i militæret.’’ svarede min mor.
Det regnede udenfor, men solen skinnede stadig en smule ind af vinduet. Det var fredag, og det burde jo være en god dag, fordi det er weekend, men det eneste, som vi laver hjemme hos mig, er at ‘’diskutere’’, som min mor siger. Jeg har altid gerne villet være soldat i militæret, men min mor har altid sagt, at det kun var for mænd. Jeg kan godt lide at gøre noget for vores land. Det er ikke fordi, Canada har super mange kvinde soldater, så det kunne jo ikke skade at få en mere, vel?
‘’ Mor, jeg er 17 år. Og jeg har fødselsdag om en måned!’’ sukkede jeg.
Min mor gik bare, hun ville ikke tage den her diskussion op igen. Jeg tog en blok frem og en kuglepen. Jeg begyndte at skrive et brev, som jeg ville sende til militæret.
Kære General.
Jeg er en pige på 17 år, mit navn er Lauren. Jeg har altid gerne villet være i militæret, men min mor har altid sagt, at det var farligt og kun for mænd. Men nu fylder jeg 18 år om en måned, så der kan jeg selv bestemme. Jeg ville blive rigtig glad, hvis De kunne kalde min mor og jeg ind til et møde, eller skrive et brev til os, hvor der ville stå lidt om, de gode ting man gør, hvis man er i militæret eller noget lignende. Jeg vil gerne have at hun ikke går rundt og er bange, hvis jeg bliver sendt i militæret. Hvis De har en ledig plads, er De også mere end velkommen til at skrive til mig. Adressen og telefonnummeret  finder du på konvolutten.
Mvh.
Lauren Williams.
Da jeg havde skrevet brevet, gik jeg ned på posthuset og sendte brevet. Jeg var spændt på, hvornår og hvad de ville svare, hvis de overhovedet svarede. Jeg gik hjem, og besluttede at det ikke var det rette tidspunkt, at fortælle det til min mor. Der gik et par dage, hvor jeg ikke rigtigt snakkede med min mor, indtil det var onsdag, hvor min mor kaldte på mig, og sagde at jeg havde fået et brev fra militæret. Jeg åbnede brevet, imens min mor sad ved siden af og kiggede på mig. Der stod i brevet, at der ville komme ind og snakke med min mor, og der ville blive sat et videokamera op, så de kunne filme vores hverdag. Min mor sagde slet ikke noget, hun gik bare ovenpå. Da jeg vågnede næste morgen, var der et videokamera oppe i loftet.
‘’Hvad er det du har rodet os ud i, Lauren?’’ råbte min mor nærmest. ‘’Jeg vil ikke finde mig i det.’’ Hun kiggede på mig, hun var helt rød i hovedet.
‘’STOP NU MOR!’’ råbte jeg. Jeg ville ikke finde mig i det længere. ‘’Jeg skal i militæret lige meget hvad.’’
‘’Okay, men så vil jeg heller ikke se dig her i huset igen.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...