Why?{Justin Bieber}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 14 jun. 2013
  • Status: Færdig
Amanda er halv dansker og halv amerikaner. Hun elsker at danse og danser på elite plan. Hendes danske far er soldat og ser ham derfor ikke så tit. Hendes mor har kræft, og hendes levetid er ved at løbe ud.En dag dukker der et brev op, med dårlige nyheder. Hendes far er blevet meldt savnet i en måned, og forsvaret regner med at han er død. Amanda kan ikke klare alt selv, så hendes mors barndomsven Usher Raymond hjælper så meget han kan. Hvad sker der med Amanda ?

72Likes
84Kommentarer
11521Visninger
AA

1. What?

Hvorfor lige mig? Hvorfor lige mor? Hvorfor lige far?

Jeg sad og tænkte på min mor og far, da en hånd blev lagt på min skulder. Jeg kiggede op i Ushers brune varme øjne. Mine tårer begyndte at trille ned ad mine kinder. Jeg kunne ikke klare mere. Jeg stirede på de to kister, som lå så flot ved siden af hinanden. Jeg havde mistet mine forældre inden for samme måned. Far formodes død efter at have været savnet i snart to måneder. (Som i kan regne ud var han udsendt i Afghanistan) Jeg så ham ikke så tit, da han aldrig var hjemme og boede i Danmark. Min mor og jeg havde valgt at flytte her over, da hun ikke følte sig tilpas i Danmark, når far ikke var der. Hun havde til sidst ikke flere kræfter, og kræften måtte overtage hende. Jeg havde fuldt forløbet. Hun var blevet svagere og svagere for hver dag, der gik.  Nu lå de her begge to og skulle begraves her i Miami. Det havde mor altid sagt at hun skulle, og far havde kun sin far, bror og svigerinde tilbage, så han havde vel ikke noget imod det... Orglet begyndte at spille, og jeg opdagede hurtigt at det var nu kisterne skulle bægers ud. Alle min fars soldaterkamerater bar far, og Usher og to af mors veninder og jeg bar mor.

Da de var sat i jorden vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle. Mormor hadede mig fordi hun mente at jeg var uartig og manglede dannelse, så hun ville ikke have mig boende. Jeg gik uden at sige tak til alle de fremmødte, men det gjorde præsten for mig så jeg behøvede vel ikke at gøre det igen. Jeg lå oppe på mit værelse og så nogle gamle hjemmevideoer, da min iPhone brummede. Det var min bedste veninde Sarah. Hun skrev: #Heey darling<3 Hvordan gik det? Skal jeg komme over?? Elsker dig<333# Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Jeg ringede hende op, og vi aftalte at hun skulle komme med pizza kl. syv.

Aftenen skred frem. Vi havde nu spist pizza, ryddet op og set vores yndlingsfilm Letters To Juliet. "Hvad gør du egentlig nu?" spurgte Sarah og bed sig i læben. "Hvad mener du?" sagde jeg tøvende. Jeg vidste jo godt hvad hun mente, men gad bare ikke bekymre mig om det. "Du ved... Hvor skal du bo? Du kan jo ikke slev betale huslejen og alt sådan noget." mumlede hun mens hun tog en tår vand. Jeg kiggede væk fra hende, og trak på skulderne, da min iPhone ringede. "Hallo?" sagde jeg. "Hej Amanda... Ehm hvordan har du det?" lød det usikkert fra Ushers let genkendelige stemme.  "Fint... Tror jeg..." mumlede jeg svagt. Sarah kiggede på mig med et bekymrende blik, som fik mig til at græde. Selvfølgelig havde jeg det ikke fint. Jeg havde det dårligt, jeg vidste ikke hvad der skulle ske med mig? Skulle jeg bare rådne op på gaden? En stemme fik mig til at vågne op fra min egen verden "er det okay med dig?" Usher havde vidst spurgt om noget. "Ehm ja... " sagde jeg med et forvirret blik i øjnene. "Godt så ses vi i morgen!" inden jeg kunne nå at svare havde han lagt på.Klokken var kun otte, og jeg havde nu ligget og hørt Sarahs dybe vejrtrækning i 20 minutter nu. Jeg listede ud af sengen og gik ind på mit eget badeværelse. Jeg satte mig på toilettet, med mit hoved begravet i hænderne. FUCK jeg havde glemt alt om det Usher sagde i går. Han kunne jo komme snart, eller vent. Skulle vi overhovedet mødes her? Jeg tog et dejlig varmt bad, så hele badeværelset var blevet et dampbad. Jeg tog mit undertøj på, og gik tværs igennem værelset, og hen til mit højt elskede walkin closet. Jeg fandt nogle grå shorts, og en mintgrøn top. Jeg tog det på, og gik ud på badeværelset for at redde mit hår. Jeg fik et kæmpe chok, da en ringetone, der ikke tilhørte min mobil ringede. Det var selvfølgelig Sarahs iPhone der ringede. Det skal lige siges at hun er belieber, og havde da også baby som ringetone. Hun tog den, og kom med trætte øjne ud til mig, og satte sig på toilettet. Det var vidst hendes far, hun talte med. Da hun havde lagt på, rejste hun sig op og så på mig med et undskyldende blik. "Jeg bliver nød til at smutte. Vi har åbenbart besøg derhjemme..." jeg smilte til hende. "Du smutter bare søde" sagde jeg til hende med min sødeste stemme. Hendes blik lyste op, og inden jeg vidste af det, havde hun kysset mig på kinden og taget hendes taske og var væk.

 

Jeg satte mig ind i stuen med min rare Nutella mad, jeg så flittigt havde lavet, imens gik jeg på twitter. Der skete intet. Jeg sukkede og lagde min mobil fra mig. Jeg havde spist færdigt, og var gået op for at lægge min normale make up. Lidt foundation, puder og mascara.  Jeg satte mig tilbage i stuen i vores dejlige sofa, og selvfølgelig tændte jeg fjerneren. Jeg så ikke ligefrem hvad der var der, men elskede at det bare var tændt. Jeg mærkede en kildende fornemmelse i hele sofaen, og fandt min mobil. Tre ulæste beskeder. To fra mit telefonselskab og en fra Usher. Han skrev: # Er der om to min...# Jeg svarede ikke, men småløb rundt i huset for at rydde lidt op efter morgenmaden.  Jeg hørte døren gå op, og lukke sig igen. "Heeeeej Maaaaanda!" det lød sjovt, men vidste det var Usher. Jeg gik grinende ned i entreen, hvor han stod i færd med at tage sin jakke af. Han kom hen til mig og gav mig et kram. Vi gik sammen ind mod stuen. "Vil du have noget at drikke eller?" jeg stoppede op, og så ham tænke over mit spørgsmål.  "Altså... Hvis du har noget kaffe ville det være fint." han lød nervøs. Jeg gik ud i køkkenet, og lavede en kaffe til os hver på vores super funky maskine.  Jeg gik yndefuldt ind i stuen med en kaffe i hver hånd, og imens jeg stille kopperne på sofabordet kiggede han op fra sin mobil. Jeg satte mig ned i den anden side at sofaen, og tog en tår af den brænd varme kaffe."Nå Amanda... Går det godt?" lagde Usher ud med at spørge om. Jeg tror det var for at starte en samtale. "Jeg har det nogenlunde..." startede jeg. Han gav mig jeg-ved-det-ikke-passer blikket. Et suk undslap mine læber og jeg fortsatte "Altså det er meget hårdt at være her alene, og jeg ved jo ikke rigtig hvad jeg skal gøre.. Jeg kan jo ikke bo her for altid alene!" jeg mumlede det sidste i håb om at han ikke hørte det. Han rømmede sig lidt. "Det er det jeg faktisk kom for at tale med dig om..." sagde han nervøst. Jeg bed mig i læben, og kiggede på ham med en blik der bad ham fortsætte sin snak. "Ser du... Din mor og jeg havde en snak inden hun gik bort. Hun fortalte om situationen, og hun ville ikke have at du skulle bo alene, når du ikke er 18 endnu..." jeg kiggede forvirret på ham. Det han lige havde sagt lød virkelig som noget mor kunne have sagt. "Jeg lovede din mor at passe på dig indtil du var mindst 40. Så derfor aftalte vi at hvis du selv havde lyst... Skulle du flytte hjem til mig, og bo der?" han kiggede ned, jeg kunne mærke han ikke var færdig med at tale. "Ellers skal du på børnehjem." jeg havde ret.. Jeg smilede til ham. "Jeg VIL ikke på børnehjem... Men er det okay for Tameka at jeg flytter ind hos jer?" jeg kunne ikke lade være med at spørge. "Ja, hun glæder sig helt vildt. Der er tjek på det hele... Du skal bare pakke dine ting, og så er det af sted.. Vi har faktisk lavet dit værelse!" han smilte er stort tandpasta smil. Jeg elsker Tameka, hun har altid hjulpet hvis, der har været problemer. "Øhm okay... Hvornår skal jeg så flytte? Vent lidt... Hvordan vidste I at jeg sagde ja?" jeg kunne ikke lade være med at ryste på hovedet. "Vi vidste det heller ikke, men vi håbede det... Vi flytter i dag, du skal pakke dine ting, og så kommer der nogle og henter det senere... Der er sørget for alt." sagde han stolt. Vent hvad med mit dansehold? Hvad med Sarah? Skolen og alt er jo her? Jeg kan ikke skride fra ED, vi skal snart optræde.  "Jamen Atlanta ligger 9 timer væk… Jeg kan da ikke bruge så lang tid på at komme i skole og hvad med Sarah og ED?” jeg gik i panik. Rolig nu vi skal nok finde ud af det. ”Jeg havde nu tænkt at du skulle have tidlig sommerferie, og så tænke over om du vil starte i skole eller om du vil have privatundervisning… Jeg kan også sørge for noget undervisning til dans.. Du ved… Jeg har gode kontakter, og du kan blive ved med at danse, det lover jeg!” sagde han med et lidt bange blik. Jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere. Jeg må se positivt på det. Jeg får sommerferie to uger før. Jeg må snakke med Sarah. ”Jeg skal lige snakke med Sarah.. Hvornår skal jeg være færdig med at pakke?” jeg var nedtrykt, jeg kan da ikke bare sige til Sarah at jeg flytter uden lige. ”Der kommer en flyttebil kl. 12 så hvis du er klar kvart i, så kommer jeg tilbage der?” han rejste sig op og gik ud mod entreen. ”Okay så ses vi.” smilede jeg. Han krammede mig farvel og gik ud af døren.

Jeg smed mig tungt i sengen og fandt min mobil frem for at skrive en sms til Sarah. #Kan jeg ringe det er vigtigt? <3# Jeg sendte den og kunne mærke tårerne begyndte at samle sig i øjenkrogen. To minutter efter brummede min iPhone #Ja self skat <3# Jeg trykkede hurtigt ring op, og røret blev tage med det samme. ”Hvad så smukke?” jeg begyndte at hulke ved at høre Sarahs stemme. ”Jeg… Jeg skal flytte… Nu.” fik jeg fremstammet. Der blev stille. ”Jeg kommer over nu!” inden jeg nåede at svare blev der lagt på...

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...