Why?{Justin Bieber}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 14 jun. 2013
  • Status: Færdig
Amanda er halv dansker og halv amerikaner. Hun elsker at danse og danser på elite plan. Hendes danske far er soldat og ser ham derfor ikke så tit. Hendes mor har kræft, og hendes levetid er ved at løbe ud.En dag dukker der et brev op, med dårlige nyheder. Hendes far er blevet meldt savnet i en måned, og forsvaret regner med at han er død. Amanda kan ikke klare alt selv, så hendes mors barndomsven Usher Raymond hjælper så meget han kan. Hvad sker der med Amanda ?

72Likes
84Kommentarer
11688Visninger
AA

15. Paris is probably not my friend

Justins synsvinkel:

Jeg lå i min seng. De andre var ikke vågnet, så jeg var på twitter. #@justinbieber: Can’t believe that I soon will leave Paris…# Dagene gik hurtigt med koncerter og øvning. Amanda havde ikke lavet andet end at ryste, græde, sove eller se film. Selv når Chaz ville have hende med ud, havde hun råbt og skreget, at hun ikke ville. Jeg har det forfærdeligt med, at hun har det så skidt. I går havde hun gjort fremskridt. Hun spiste nede i restauranten. Vi skal videre i morgen, så måske det kan hjælpe lidt? En knirkende dør afbrød mine tanker. Hvem kommer herind om morgenen? Jeg rejste mig og gik ud for at kigge i gangen. Jeg så i retning mod døren og så en skikkelse jeg ikke havde forventet. Enzo…

Amandas synsvinkel:

Nogle højrystede stemmer vækkede mig fra min skønhedssøvn. Jeg slog øjnene op og trådte ud af sengen. Jeg så mig omkring og fik øje på Enzo og Justin. De havde ikke set mig. Jeg skyndte mig at vække Alfredo. Han farede op og tog fat i sin telefon. ”Jamen godmorgen smukke. Skylder du mig ikke en leg?” hans stemme gav mig lyst til at brække mig. Jeg drejede mig 180 grader og stammede et nej. Justin og Enzo begyndte igen at diskutere. Jeg brød sammen og satte mig i et hjørne. Hvorfor sker alt for mig? Jeg var bange, han kom helt sikkert for at få mig med. Alfredo var løbet efter hjælp. Jeg kiggede op fra mine hænder og så Justin få en knytnæve i ansigtet. Et højt gisp og endnu flere tårer flød. ”Så pus, nu er der ingen der kan forhindre os i at lege!” han kom hen og aede mig i håret, idet en flok robuste mænd styrtede ind på hotelværelset. Jeg lagde mig ned i fosterstilling og lod proppen i maven springe. Alt skulle ud. Det skulle grædes ud. Der var stille. Det eneste jeg kunne høre var min gråd. Jeg var rystet. Jeg fik et chok da et par hænder rev mig væk fra gulvet og op i et skød. Jeg kiggede op i et par tårefyldte brune øjne. Jeg førte min hånd op til hans røde kind. Det slag havde gjort ondt. ”Du må ikke græde!” mumlede Justin med en grødet stemme. ”Undskyld… Det er min fejl det hele. Nu er det også gået udover dig, hvilket det ikke burde! Undskyld.” jeg knugede mig til ham. Da han ikke svarede kiggede jeg op. Han græd. ”H-h-hvorfor græder du?” jeg tørrede hans tårer væk. ”Fordi det gør ondt på mig at du lider sådan!” han kiggede på mig og bed sig i læben. Vi sad og gloede hver og én detalje i hinandens øjne. Hvert sekund blev afstanden mindre og mindre. Til sidst mødtes vores læber i en blidt og længeventet kys. Jeg ville ønske vi kunne blive siddende sådan. Jeg følte mig tryg. Tryg i Justins nærvær. Han trak mig lidt væk. ”Er du okay?” spurgte han meget bekymret. Jeg nikkede. ”Er du?” jeg skulle sikre mig, at han var okay. Han nikkede og kyssede mig igen. Jeg havde en sitrende fornemmelse i maven. ”Oh, jeg forstyrrer vist.” vi kiggede samtidigt hen mod alfe-fredo, som stod lænet om ad dørkarmen. Jeg fnes lidt og gik over til ham. ”Tak for alt du har gjort de sidste par dage!” jeg krammede ham hårdt. ”Du skal ikke takke, bare at du kommer ovenpå igen, er alt jeg behøver.” han blinkede og smed sig i sengen. ”Jeg er vidst godt på vej.” smilede jeg. ”Hov… Var det et smil?” Justin kiggede flabet fra mig til Alfredo. Jeg rullede med øjnene.

 

***

Jeg havde fortalt Usher om episoden, og han flippede skråt. Jeg måtte ikke være alene længere, -hvilket jeg heller ikke ville- og han havde takket Justin i en time, tror jeg. Vi havde bestemt at benytte dagen på shopping og noget jeg bare SKULLE se! Btw med vi mener jeg Usher, Chaz, Smølfe-ry og mig. Vi havde shoppet en del, og jeg var kommet på andre tanker. Shopping kan bare alt. Selv kærestesorger kan man komme over med shopping OG is! ”Maaaaaaaanda er du snart færdig? Vi gider snart ikke bære dine poser længere!” stønnede Usher. Jeg havde købt så meget, at alle måtte bære mine poser. ”Ja er færdig nu.” svarede jeg og gik efter dem. Vi havde lagt poserne i en bil, og vi skulle nu et eller andet, jeg ikke vidste. ”Tag det her for øjnene.” jeg gjorde, som Chaz sagde og tog det på. Efter vi havde gået i noget tid, stod vi pludselig stille. Et sug gik igennem min mave. Jeg var også ret sulten, klokken havde for længst slået aftensmadtid. Nu havde vi gået nogle skridt og stået stille et par gange. ”Gå lidt frem og stå stille!” jeg adlød Ushers ordre. Jeg begyndte at synge dansk for mig selv, da der ikke skete en skid. Havde de forladt mig? Nej det havde de ikke for jeg hørte et grin. ”What the hell are you doing girl?” spurgte Chaz sjovt. Han placerede sine hænder på mine skuldre og trak mig af sted. Jeg sang bare videre som en idiot. Lige da jeg kom til omkvædet på Burhan G’s Jeg Vil Ha’ Dig For Mig Selv, rev Chaz båndet for mine øjne af. Foran mig stod et fint veldækket bord, hvor Kenny, Pattie, Scooter, Alfredo, Justin, Usher og Ryan sad og råbte ”SURPRISE!” i munden på hinanden. Jeg kiggede rundt og opdagede, at vi var i toppen af Eiffeltårnet.  Havde de virkelig planlagt det? ”Manda… Du har været igennem meget den seneste tid. Du har haft meget modgang, og vi har set dig klare de sværeste ting i livet. Derfor holder vi en middag for dig i dag og håber på en bedre tid for dig fremover.” Usher stod med hånden på hjertet. Jeg var rørt, havde de virkelig tænkt på mig. ”Tak alle sammen, det betyder meget for mig. Paris er nok bare ikke min ven! Usher jeg kunne ikke klare det uden dig. Du har været der for mig siden begravelsen, og hvis du ikke havde taget mig under dine vinger, havde jeg nok været ude i noget snavs nu!” det kom fra hjertet, og jeg krammede dem alle sammen. Jeg satte mig ned ligesom de andre, og vi begyndte at spise.

”Hvad var det du sang før?” spurgte Kenny med et grin efter noget tid. Mine kinder blussede for groft. ”Det var dansk. Hun synger eller snakker altid dansk, hvis hun er sur eller ikke har noget at give sig til.” forklarede Usher. Mand, han kender mig godt! Alle brød ud i latter. ”Hu-hun bander også kun på dansk!” grinede Usher videre. Hvad er der så sjovt ved det? Jeg blev endnu mere rød i hovedet. ”I er bare misundelige, fordi I ikke kan dansk!” svarede jeg flabet.

”Vi må nok hellere komme af sted, Justins sidste koncert er jo i aften.” med et fór alle op fra bordet. Vi sad i en bil på vej til arenaen. Justin sad og sendte mig nervøse blikke. Var han nervøs? Jeg skubbede tanken væk, da Usher prikkede mig i siden og skubbede til mig. Jeg fik en kvalmende fornemmelse. Det mindede om HAM også kaldet Enzo. ”Usher vil du godt lade vær? Ellers bliver jeg nød til at gå i bad med det samme!” svarede jeg panisk. ”Av den slog hårdt!” mumlede Kenny. De troede jeg lavede sjov. ”Så beskidt er jeg heller ikke!” svarede Usher flabet og prikkede til mig igen. ”Jeg mener det stop, jeg kan ikke!” hylede jeg. ”STOP! Hun kan ikke klare det. Det minder hende om ham. Hun har været i bad 80 gange om dagen, hver gang man har rørt hende ’ubehageligt’, så stop ellers skal hun i bad.” Justin gav mig et lille smil. Han var den eneste, der vidste det. ”Undskyld-” ”-nej du vidste det ikke, bare giv mig lidt tid, så kan jeg godt klare det igen.” standsede jeg Usher, idet bilen standsede. Vi blev ført back stage, og jeg satte mig hurtigt i en sofa med en redbull. Koncerten var i gang, og mig, Chaz og smølfen sad og snakkede om, hvad vi turde og ikke turde. Vi havde en diskussion om hvorvidt Ryan turde gå ud på scenen nu. ”Du tør ikke smølf!” så barnlig som jeg er, rake jeg tunge af ham. Han rystede på hovedet af mig. ”Jo jeg gør, men I tør ikke med mig.” smølfen havde en pointe. ”Jeg skal ikke derud!” skreg Chaz som en pige. Jeg fnes og gjorde mig enig. Vi vendte os mod scenen og så Justin performe til One Less Lonely Girl. Jeg har altid syntes det er så sødt. En af danserne prikkede mig på skuldrene. ”Du skal med kom.” jeg kiggede skrækslagende på drengene, som bare grinede af mig. Jeg vred mig frem og tilbage. ”Je-jeg vil ikke” prøvede jeg, men det var for sent. Jeg blev placeret i en stol og så til min store overraskelse et diasshow med billeder af mig fra denne tour. Jeg blev flov og kiggede ned. Pigerne skreg, da Justin kom hen til mig. Han krammede mig og sang videre. Da sangen var færdig begyndte han at tale. Det plejer han da ikke? ”Det her er en speciel edition af One Less Lonley Girl…” startede han med at sige, og pigerne skreg højere. ”Amanda, du har virkelig vendt op og ned på min verden mange gange, og jeg ved ikke, hvad der sker med mig. Når jeg er sammen med dig, kan jeg grine og græde og stadig bare være Justin den møg irriterende dreng, som er din helt og yndlingsperson i verden. Det ved jeg, jeg er inderst inde! Men Amanda vil du være min pige og kun min?” Justin aede min hånd, og det gav mig en behagelig følelse. Han havde lige spurgt om jeg ville være hans foran tusinde piger. ”Nej…”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...