Why?{Justin Bieber}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 14 jun. 2013
  • Status: Færdig
Amanda er halv dansker og halv amerikaner. Hun elsker at danse og danser på elite plan. Hendes danske far er soldat og ser ham derfor ikke så tit. Hendes mor har kræft, og hendes levetid er ved at løbe ud.En dag dukker der et brev op, med dårlige nyheder. Hendes far er blevet meldt savnet i en måned, og forsvaret regner med at han er død. Amanda kan ikke klare alt selv, så hendes mors barndomsven Usher Raymond hjælper så meget han kan. Hvad sker der med Amanda ?

72Likes
84Kommentarer
11513Visninger
AA

2. Not a goodbye, but a see you soon.

Jeg var gået i gang med at pakke mit tøj ned, da jeg hørte hoveddøren smække.  Jeg vidste, det var Sarah. Hun kom løbende ind på mit værelse med mascara ned ad kinderne. Det var tydeligt, at hun havde grædt. Ligesom mig. Hun satte sig ned på min seng, og jeg gjorde det samme. ”Jeg kommer sådan til at savne dig!” kom det mumlende fra hende. Jeg bed mig hårdt i kinden for ikke at græde. Jeg trak hende ind i et kram. Jeg vil savne hendes duft. Hun trak sig væk. ”Hvornår er du væk?” spurgte hun med tårerne farende ned ad kinderne. ”Kl. 12 kommer flyttebilen” sagde jeg med gråd i stemmen. ”Jamen skal du så ikke i gang med at pakke?” hulkede hun. Jeg nikkede. ”Jeg hjælper dig” hun var allerede vej over til min reol med en flyttekasse i hånden. Jeg fik smidt al tøjet i en bunke og begyndte at lægge det sammen. ”Hvornår ser jeg dig igen?” spurgte hun mens hun pakkede mine ting ned. ”Jeg ved det virkelig ikke… Det er jo ikke fordi jeg bare kan tage cyklen over til dig.” Sagde jeg nedtykt. ”Der er kun ni timer til Atlanta… 9 lange timer, men tænk, hvis du var flyttet ud af landet?” sagde hun opmuntrende. Jeg sukkede en smule og nikkede inden, jeg vendte tilbage til tøjbunken.

Wow hvor er det trist at se sit værelse så tomt. Alt der var tilbage var min seng, reolerne, og alle de andre ting jeg ikke skulle have med. Sarah og jeg havde siddet nede på gulvet den sidste halve time og bare grædt og grint. Vi var blevet enige om, at det ikke var verdens undergang, hvis vi bare skrev og ringede hver dag. ”Skal vi tage en rundtur i huset for at se om der er noget du har glemt?” hun rakte mig hendes hånd og i fælleskab, gik vi rundt i huset. Jeg fandt nogle ting af min mors og fars. De blev pakket ned, mens Sarah fandt en cola til os hver i køleskabet. Så var der ikke andet end at vendte på Usher og flyttemændene. Der var nogle venner fra skolen, som havde været forbi kort for at sige farvel. Sarah havde åbenbart skrevet det til dem. De havde haft noget slik osv. med til mig, så jeg havde noget til turen. Usher var kommet, han havde forsikret Sarah om, at hun kunne komme så tit hun ville og omvendt. Han mente dog, at jeg lige skulle have lov til at falde på plads i Atlanta, før hun kom. Men engang i ferien var okay. Flyttebilen var kommet, og alt var pakket. Jeg havde en grædende Sarah i min favn. ”Jeg elsker dig så meget, og jeg savner dig allerede… Lov mig vi ikke glider fra hinanden nu.” fik jeg hulket mig frem til, som min afskedstale. Hun nikkede som svar og trak sig lidt væk fra mig. Hun fjernede mine tårer på kinden med hendes tommelfingre, og sendte et skævt smil i min retning. Jeg kyssede hende på kinden og satte mig ind i bilen. Den begyndte ligeså stille at sætte farten op, samtidig med at jeg hang ud af vinduet for at vinke til Sarah.

 ”Next stop Atlanta…” kom det mumlende fra Usher. Jeg sad og studerede han bil, den var ret fed faktisk. ”Du må da også være glad for at komme hjem igen?” lød det stille fra mig. ”Tjo… Men jeg skulle passe på dig, så det er ikke fordi, det er så slemt.” sagde han smilende, mens han skruede op for radioen. One Directions Kiss You fløj ud af højtalerne. Jeg har altid haft et lille crush på dem. Jeg begyndte at nynne med, og det viste sig at Usher også gjorde. Det endte med at vi sad og skrålede og rockede med, så folk der kørte forbi har troet, vi var syge. Jeg kunne mærke at jeg allerede nu kommer til at elske mit ”nye” liv.

Vi var lige kommet ud fra en tankstation, med en is hver, jeg havde valgt en magnum med hvid chokolade, og Usher havde valgt den med nødder. Jeg læste lidt i et blad jeg havde fået af vennerne fra skolen, da en stemme fyldte hele bilen. ” I'm under pressure, seven billion people in the world trying to fit in Keep it together, smile on your face even though your heart is frowning But hey now, you know girl, We both know it's a cruel world But I will take my chances. As long as you love me We could be starving, we could be homeless, we could be broke As long as you love me I'll be your platinum, I'll be your silver, I'll be your gold” Jeg sukkede højt og dramatisk hvilket fik Usher til at grine og skruede højere op. Jeg besluttede mig for at sove lidt, det havde trods alt været en hård dag selvom klokken kun var seks.

”Manda vil du have noget aftensmad?” jeg kunne tydelig fornemme at det var Usher, som ruskede i mig. Jeg gned mig i øjnene og så, at vi holdte på en parkeringsplads til en Mc Donalds. Jeg spændte selen op og fulgte med ind. Der var næsten ingen mennesker, så der var ikke særlig stor risiko for, at Usher ville blive genkendt.

Vi fik spist satte os ind i bilen igen. Jeg kunne se, at der ikke var så langt igen. Da der var gået yderligere en time, var vi ved en afkørsel op til Atlanta. ”Så nu er der ikke langt igen mandaaaa. Glæder du dig?” nærmest skreg han. Hvor kom al den energi fra? ”Ja, jeg kan ikke vente så meget længere!” skreg jeg tilbage for at gengælde hans skrigeri. Jeg var nu egentlig lidt ligeglad om der så var en time til vi var der, for varmen i sædet var fantastisk. Jeg fandt min iPhone frem og gik på twitter. #@manda_A: Atlanta my new home… Looking forward to see more!# Jeg kunne se lysene inde fra byen, det var så smukt. Vi kørte ind af en villavej, med mange store huse. Der blev drejet ind til en port, hvor der blev trykket en kode. Porten gik op, og ind kørte vi. Da bilen holdte stille, trådte vi begge ud, og til vores overraskelse var flyttebilen på vej væk igen allerede. Usher lagde en arm om mig og førte mig op til den store dør. Han åbnede den og råbte: ”Heeej kom ned og hils.” jeg begyndte at tage mine sko af. En skikkelse kom løbende ned af trappen. En skikkelse jeg havde set mange gange også kendt som Ushers søn Naviyd. Han spurtede over til mig med åbne arme. Efter mig fik Usher et kram og en high five. Lidt efter kom Tameka og kyssede Usher og trak mig ind i et kram. ”Hvor er det godt at se dig Amanda. Jeg er ked af, at jeg ikke kunne komme til begravelsen, men håber du har fået sagt ordentlig farvel.” sagde hun imens. Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Jeg nikkede bare og gabte en gang. Til sidst kom Terry løbende hen til os alle sammen. ”Hej Amanda jeg har noget til dig.” sagde han og rakte hånden ud, hvor der var en collage med billeder af mig, Sarah, mor, far og familien Raymond. Jeg kiggede måbende rundt på dem alle. ”Hvor har i de billeder fra?” ”Det var nogen, jeg har fået af din mor og lidt rundt omkring… Så vi har lavet den til dig, imens vi ventede på dig.” kom det fra Tameka. Jeg lavede en gruppekrammer som de grinte af. Jeg ved det, jeg er ikke normal. Men fuck det. ”Du kan kigge på den på gråvejrsdage, og tænke på alle de fantastiske mennesker som holder af dig.” kom det smørret fra Usher. Jeg grinte og himlede med øjnene.

"Luk øjnene så vi kan vise dig dit værelse.” Tameka tog hænderne op foran mine øjne og begyndte at skubbe mig fremad. Jeg havde været her før, så vidste godt hvor det værelse jeg plejer at sove i er. Vi standsede og en dør blev åbnet. ”Wooooow!” var det eneste, jeg kunne sige. De andre grinede bare… Jeg gik videre ind på det enorme værelse. Der var en kømpe stor seng, mega fed reol, en sofa + bord. På væggen hang der et kæmpe tv. Jeg kiggede videre rundt og så to billeder med Mickey Mouse. Normalt ville det var barnligt, men dem her de var så seje, at det blev sejt. Jeg så en æske på sengen. Der var en macbook air i. Inden jeg kunne nå at reagere, blev jeg ført hen foran en dør. Jeg åbnede døren med en rystende hånd, og opdagede en lille gang. Jeg vendte mig forvirret om, men fik bare tegn på at fortsætte. Jeg gik ind af den første dør, jeg kunne se, og det var et badeværelse. Der var alt, selv makeup var blevet sat på plads. Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Tænk jeg havde fået et så flot værelse. De skal jo ikke bruge deres penge på mig, jeg kunne godt lide gæsteværelset. Jeg blev revet ud af mine egne tanker om mig i det kæmpe jacuzzi senere: "Der er mere manda.” sagde Naviyd. Jeg kunne ikke sige noget så tog hans hånd i stedet. Han trak mig ind af en anden dør som viste sig at være et walkin closet. Jeg kunne ikke fatte det. Jeg løb hen til hele familien Raymond som stod og kiggede på mig undersøge mit nye værelse, og jeg gav dem verdens største kram.

”Velkommen i familien manda!” lød det træt fra Naviyd. Jeg sad oppe i hans seng, han ville nemlig have mig til at putte ham. Jeg aede ham kinden og smilede lykkeligt til ham. Jeg sagde godnat og gik ind til mig selv. Jeg var selv meget træt, så jeg valgte at ligge mig til at sove. Tænk jeg var så heldig at kunne få lov til at bo her, og at de vil tage sig af mig. Jeg må huske at sige ordentligt tak til dem alle en dag. Den dag faldt jeg i søvn med et smil på læben.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...