Why?{Justin Bieber}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 14 jun. 2013
  • Status: Færdig
Amanda er halv dansker og halv amerikaner. Hun elsker at danse og danser på elite plan. Hendes danske far er soldat og ser ham derfor ikke så tit. Hendes mor har kræft, og hendes levetid er ved at løbe ud.En dag dukker der et brev op, med dårlige nyheder. Hendes far er blevet meldt savnet i en måned, og forsvaret regner med at han er død. Amanda kan ikke klare alt selv, så hendes mors barndomsven Usher Raymond hjælper så meget han kan. Hvad sker der med Amanda ?

72Likes
84Kommentarer
11517Visninger
AA

5. Bad luck...

Hele dagen i går gik med at pakke, snakke med Sarah, pakke, spise, pakke, sove og pakke. Det havde været mærkeligt at fortælle Sarah alt om episoden ved aftensmaden. Men hun tog det bedre end forventet og mig.  Vi havde aftalt at snakke sammen hver dag, og at hun skulle besøge mig på et tidspunkt, når hun får ferie.

 

En høj og voldsom banken fik mig ud fra mandas verden nr.1! Jeg gik hen til døren og tog fat om håndtaget, da det blev trukket ned fra den anden side af døren. Jeg nåede ikke at flytte mig før døren fløj lige op i fjæset på mig. ”Av forfanden da også! Satans pis og lort…” vrissede jeg med hånden for hovedet. Jeg bandede altid på dansk. Spørg mig ikke hvorfor, men det gjorde jeg. Problem? Nej, godt så. ”Ej det må du undskylde manda, jeg troede ikke du ville åbne døren for mig… Er du okay?” det var Usher, der åbenbart havde smækket døren i knoppen på mig. ”Ja, bortset fra at jeg føler jeg kan mærke noget glide ned af min kind…” svarede jeg overraskende roligt. ”Det vidst blod du kan mærke… Jeg tror du har flækket dit øjenbryn,” småsnakkede han. ”DU har flækket mit øjenbryn,” rettede jeg ham. ”Gør det meget ondt?” lød en ret bekymrende Usher. ”Nej, det dunker kun, og har fremkaldt en hovedpine,” mumlede jeg blot. Jeg bed mig i kinden, mens min hånd fandt vej til blodet, der langsomt løb ned af min kind. ”Vi skal have nogen til at se på det der nu, inden vi skal af sted.” brød Usher ud, med en mine jeg ikke kunne læse. Vi gik ned i stuen, hvor alle sad og ventede. Eller ikke alle… Kun dem der skulle være med os, de ”vigtigste”. Det gjorde det ikke bedre, at jeg stod med blod i hele ansigtet, og lignede en klovn. ”Hvad er der dog sket?” lød det gispende fra Tameka. Alle vendte deres blikke på os. Jeg kendte kun halvdelen af dem. Jeg sendte et skævt smil til folket, mens Naviyd kom og tog min hånd. ”Du bløder fra øjet. Er du en zombie?” jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt. ”Nej det er jeg ikke. Din far flækkede mit øjenbryn,” svarede jeg ham. Jeg indså, at det lød meget forkert, og rømmede mig kort, da alle kiggede underligt på Usher. ”Altså døren…” fik jeg sagt, at jeg ikke er god til mange mennesker, jeg ikke kender?  Jeg bliver meget let genert. ”Jeg kom til at banke døren op i hovedet på hende, da hun ville åbne døren for mig på samme tid som mig!” tak Usher du reder mig fra akavede situationer, tak. ”Måske skulle det kigges på?” kom det meget fornuftigt fra Scooter. En dame kom hen med en masse papir. Jeg smilede taknemligt til hende. ”Vi skal på skadestuen med det der.” lød det meget faderligt fra Scooter. Selvfølgelig kom den kommentar fra ham, han er så faderlig. ”Jeg tager med!” skyndte Justin at sige. Jeg ved ikke hvorfor, men det ville han åbenbart gerne.

Mig, Justin og Usher sad nu i et venteværelse, fordi der lige præcis i dag skulle være ventetid på skadestuen. Da Ushers mobil ringede. Han sendte os et undskyldende blik og gik ud på den lange gang. Jeg havde snart brugt 700 stykker papir, da mit navn blev råbt ud i venteværelset. Jeg rejste mig hurtigt op, ditto gjorde Justin. Vi fulgte med lægen ind i et rum, hvor jeg blev placeret på en seng, og Justin en stol ved siden af. ”Nå hvad er der så sket med dig?” Spurgte lægen om. ”Ehm… Jeg fik en dør i hovedet,” svarede jeg lidt pinligt berørt. ”Nå, jamen det lyder da behagligt!” bekendtgjorde lægen med ironi. ”Jeg bliver nød til at sy i dig desværre…” mumlede lægen efter lidt tids undersøgen. Jeg nikkede som svar og gjorde mig forberedt på smerte. ”Vil du holdes i hånden af din kæreste eller din far?” spurgte lægen, efter han havde givet mig bedøvelse. Usher var kommet ind imens og havde sat sig ved siden af mig på den anden side. ”Øh… Det er ikke min far eller min kæreste,” endte jeg med at svare. ”Nå, men derfor må du gerne holde dem i hånden alligevel min ven.” kom det muntert fra lægen. Jeg mumlede noget utydeligt og lukkede øjnene i, da jeg mærkede en stram fornemmelse ved øjenbrynet. Mine hænder greb fat om madrassen og klemte den sammen af smerte, da Justin tog fat i min hånd. Han aede min håndryg forsigtigt. Usher aede mit hår. De kunne vidst godt se, at jeg hadede nåle og det faktum at blive syet.

 

Justins synsvinkel:

Amanda lå der og klæbede sig til sengen. Hun var bestemt ikke tryg ved situationen. Derfor tog jeg hendes hånd, det måtte da have en eller anden beroligende effekt. Usher aede hendes hoved og hår. Han bebrejdede sig selv, det kunne man se. Jeg sendt ham et opmuntrende smil, og kiggede stille på lægen, som næsten var færdig.

Vi var nu kommet ud i bilen, og på vej hjem. Amanda havde fået et lille plaster på og vi havde fået af vide at det skulle skiftes morgen og aften de første dage. Hun skulle holde sine bryn i ro disse dage. ”Manda du må virkelig undskylde, det var ikke min indstilling at gøre skade på dig,” Usher sendte hende et undskyldende blik. Hun smilede til ham og svarede: ”Usher du skal ikke tænke på det. Det er lige meget, jeg har det fint.” ”Er du sikker? Du skal jo have plaster på og sådan. Ville piger ikke flippe ud over sådan noget?” jeg kunne ikke lade være med at grine over hans spørgsmål. ”Jo nogen ville nok, men sådan er jeg ikke. Det jo kun i to dage eller noget,” godt comeback hun havde, hende Amanda. Hendes velduftende hår kunne duftes helt om til mig på bagsædet. Hvilken shampoo brugte hun mon? Ej styr dig Justin…

 

Amandas synsvinkel:

Vi var kommet hjem og imens havde folk pakket vores ting i bilerne, der ville køre os til lufthavnen. Det gjorde ikke så meget at vi var blevet forsinket, for vi fløj nemlig med Justins fly. Folkene, som ventede på os i Europa havde fået af vide, at vi blev forsinket. Fedt man, jeg startede med at forsinke tidsplanen. Tameka havde sagt at det ikke var min skyld, da hun havde taget fat i mig, da hun kunne se noget gik mig på. Øv. Lort!

Jeg trådte ind i flyet da et imponerende syn mødte mig. Sofa, tv, fede stole osv. Jeg slog mig ned i en af de behagelige sæder. Justin, Scooter, Usher, Kenny og den flinke dame fra før (som viste sig at være Justins mor Pattie) havde indtaget flyet med mig og var nu i gang med de ting, de nu lavede. Jeg sad og hørte musik da mine øjne valgte at lukke i.

”Amanda? Hallo?” en behaglig stemme fyldte mine ører med fryd. Jeg glibbede lidt med øjnene og kom derefter hurtigt til mig selv. ”Vil du have noget at drikke?” Pattie stod smilende foran mig. Hvor var mine høretelefoner? Jeg endte med at nikke. ”Hvor er mine høretelefoner?” spurgte jeg. ”Her,” lød det fra Usher. Jeg nikkede bare. Pattie kom ind med en kaffe til hende og en kakao til mig. Jeg smilede taknemligt og tog en slurk. Jeg skulle jeg så ikke have gjort. ”Yeaaah!” lød det råbende fra Justin. Jeg fik et kæmpe chok, så jeg tabte den varme kakao ud over mig. ”Av, pis, lort… For helvede da også!” skreg jeg på dansk og løb rundt. Hurtigt kom Usher hen og hev mig trøje af og Pattie kom ind med koldt vand og papir. ”Hvad skete der?” spurgte Usher panisk mens han duppede min mave med kold gennemblødt papir. ”Ju-Ju-Justin gav mig et chok, så jeg t-tabte kakaoen over mig…” et lille hulk undslap mine læber. ”Undskyld, undskyld, undskyld Amanda! Det var ikke meningen. Jeg… Nej undskyld virkelig mange gange, det var dumt af mig at råbe.” Justin så på mig med selvbebrejdelse i øjnene. ”Calm dowm! Det’ okay Justin,” sagde jeg smilende til ham. Han lagde hans hånd på min bare ryg, og det gik straks op for mig, at jeg kun stod i bh. Mine kinder blev hurtigt tomatrøde. Men min mave gjorde ondt, så jeg bed mig i stedet i læben. ”Justin giv hende din hættetrøje, så hun ikke fryser.” lød ordren fra Kenny, mens Pattie stod med det kolde papir på min mave. Jeg tog Justins trøje på, og lagde et nyt stykke papir på maven indenunder. Hvorfor var jeg så uheldig?  

______________________________________________________________________________________________

I dag er det så Justins fødselsdag:) Tillykke til ham! 19 år<3

I dennne anledning skulle der lige komme et nyt kapitel. Hvad synes i?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...