Arret

Historien tager udgangspunkt i Oliver Rubys novelle- KZ-lejr, det er en gammel skole opgave, hvor vi skulle overføre stemning fra Olivers værker.
Denne historie handler om svigt, at blive svigtet og forladt, ikke at kunne se nogen udvej og til sidst den endelige udvej, der varer evigt.
Jeg håber I vil læse den, nogle af tingene er ret hårde og beskrevet for godt, men det handler meget om ting, jeg selv har været igennem.
Denne novelle trak et 12 tal hjem for mig, håber i kan lide den.

1Likes
0Kommentarer
509Visninger

1. Arret

Hun står alene, i skyggen af et stort egetræ, det regner, og hendes hår klister til hendes blege ansigt.
En kuldegysning går igennem hendes krop, der forsætter med at ryste i små stød, hun sætter sig ned, og trækker benene op under sig, for at holde på sin sidste kropsvarme.
Hendes tynde T-shirt er våd, og sidder klistret ind til hendes overkrop, regndråberne der trænger ind i de åbne sår på hendes håndled, sender en svindende fornemmelse gennem hele hendes krop.
Det dufter friskt omkring træet, en lille blomst sender en sødlig duft mod hende, hun plukker forsigtigt blomsten, men hendes hænder ryster for meget, og stilken knækker, nu er der kun blomsterhovedet tilbage, hun tager det op, og lægger det i sine hænder, kigger på det, blomsten er smuk, den har en kraftig rød farve, der leder hendes tanker hen på blod.
Hun strækker armene hen for sig, de røde ar på venstre underarm træder frem, de nyeste lyser op i en rød farve, der fortæller de kun er få timer gamle.
Hun studerer arrene på sin arm, med en tiltagende nysgerrighed, hun lægger blomsten fra sig på jorden, og lader hænderne løbe over de nye ar, det buler op der hvor huden er gået fra hinanden, hun tænker på et jordskælv, når jorden deler sig under folks huse, efterlader det også en sprække, en sprække der på hver side har skubbet jord op, så det danner kanter.
Hendes negle kradser de nye ar op, og et tilfreds smil breder sig på hendes læber, da blodet begynder at pible frem.
En solstråle når gennem himlens skyer, og lyser vejen foran egetræet op, en regnbue begynder at tage form på himlen, og fuglene kommer frem fra deres læ steder, en hund løber mod hende, den sætter sig ved siden af hende, hun smiler til den, dens lugt skærer i hendes næsebor, hun er ikke vant til lugten af våd hund, og hunden der sider op af hende, er våd, meget våd, den har været ude, mens det regnede mest, det er hun sikker på.
Et koldt vindpust sender en gysen igennem hende, hunden rejser sig, og lunter en omgang rundt om træet, for så at vende tilbage til hende og ryste sig, vanddråber slår fra dens pels, og rammer hendes tøj, hun rejser sig hurtigt op og skubber hunden væk fra sig, i det samme kommer en dame løbende, damen har en hundesnor i sin hånd, og sætter den fast i hundens halsbånd, hun nikker undskyldende, og trækker så af sted med hunden.
Pigen tager igen blomsterhovedet op fra jorden, og giver sig til at rive bladende af, en efter en, mens hun stille for sig slev mumler ”Han glemmer mig, han glemmer mig ikke”, da hun river det sidste blad af, standser en bil ved træet, lyden af bremserne, dækkende der forsætter et stykker for langt frem, på den våde vej, får hende til at smile, han huskede hende, tænker hun for sig selv, men da hun kigger op, står der en fremmed, det er ikke hendes far, han har glemt hende, hun smider det sidste af blomsten fra sig, og følger fortovet ned til den store vej.
Lyden af bilerne, minder hende om at hun ikke længere står ved det store træ lidt udenfor byen, men at hun er kommet ind i byen, og at vejen kræver hendes opmærksomhed.
Hun går over den lange sten bro, der med en let knirken bevæger sig under hende, vandet bruser en halv meter under broen, og sender små vanddråber op af hendes ben, vandet lugter surt, rådden, men samtidig sødt og salt.
Hun skynder sig over broen, et stykke længere ligeud venter kirkegården, den altid menneske frie kirkegård.
Hun går op af de grå stentrapper, med de røde grus sten, der knirker, og trykker sig sammen under hendes fødder.
Hun er oppe af trapperne, og vender sig om, hun står i 10 minutter, og betragter, den svært trafikerede vej, luften omkring hende er fyldt med den skrappe, men behagelige duft af benzin, fra tanken, der ligger på den anden side af vejen.
Hun vender sig igen ind imod selve kirkegården, hun tager dyb en indånding, og træder det første skridt ind på kirkegården, på begge sider af den lille grussti, er der plantet roser, roserne fylder luften med deres sødlige duft, 20 meter fremme, på begge sider, er der ekstra grusstier, de fører ned til selve gravstederne, hun ved det, hun har været her så meget, ubevist mumler hun navne på de yderste sten, når hun går forbi dem, de fleste af gravstederne er gamle, de ser ud som om, de har lagt uberørte hen i flere år, kun en enkelt blomst hist og her, de forskellige steder.
Hun fortsætter fremad, mod den store røde murstensbygning, med det mørke tag, grusset knaser stadigvæk under hendes fødder, men hun lægger ikke længere mærke til det, hun kan se sit mål, og har blikket plantet solidt på det.
Den lille gravplads lyser op, den virker helt ny, de lyse grus sten, omkring den lyse, hjerteformede gravsten, i hjertets ene hjørne lægger en lille hundebamse, nedenfor stenen, lægger endnu en bamse, en almindelig bamse, den er hvid, med en lyserød trøje på, bagpå den er der en lille lynlås, der gemmer på en hemmelighed, som kun hun kender til.
Bagved stenen, er der nogle små statuer, den ene er formet som en due, et symbol på frihed og fred, det var hende der havde valgt den, hun er og var sikker på, at efter døden, gik man et frit og fredfyldt liv i møde, den anden var formet som Jomfru Maria, der holder en glaskugle i sine arme, den er indbygget med solfangere, så om aftenen, hvor dagen har været solrig, lyser den lille glaskugle op, og selv om natten vil der være liv ved det lille gravsted.
En lille krukke med forskellige blomster, og et stofhjerte står ved siden af Jomfru statuen, og ved due statuen giver en stor buket blodrøde roser, det lille sted farve.

Hun smiler, stedet er perfekt, hendes mor ville have elsket det, så livligt og fredeligt, hun læser hendes mors navn op fra gravstenen, samt moderens fødsels- og dødsdato, under det står teksten, ’Altid gemt i vore hjerter’, hun sætter sig på hug, og lader fingrene løbe over indgraveringen, stenen er hård og kold som is, hun sætter sig på den lille stenbænk, der også er en del af gravstedet.
 Hun lægger hånden på sit bryst, og mærker sit hjertets rolige rytme, hun tager en dyb indåndingen, hun mærker smerten, og lukker luften ud igen, hun føler hun har et ar i sit hjerte, et ar fra hendes mors død, et ar der aldrig rigtigt vil kunne heles.
Hun tager den hvide bamse op i sit skød, sidder lidt med den, og vugger den frem, og tilbage i sit skød, som et spædbarn, hun nynner sin mors yndlingsmelodi, hun vender bamsen om, og river ned i lynlåsen, hun roder med en finger indeni bamsens fyld, så finder hun det hun søger, og trækker en lille lap papir frem, hun kender teksten derpå udenad, hun har læst den så mange gange, hun har hørt den så mange gange, men det var hendes mors yndlingscitat, og hun vil aldrig få nok af det, hun læser teksten højt, og i hendes tanker hører hun hendes mor, der gentager hvert et ord, hun læser.
’Kærligheden er som vinden
Du kan ikke se den

Men du kan mærke den’
Hun lader ordene hænge i luften, og rejser sig, hun går mod udgangen i den modsatte ende end den hun kom ind fra, hun kommer ud til den store vej, og krydser den.

Hun kommer over på den anden side af vejen, hun stopper op foran bageren, den lækre duft af nybagt brød har spredt sig til gaden, og da en mand åbner døren for at gå ind, strømmer en duft af kanel mod hende, hendes mave protesterer, da hun går videre væk fra bageren, hun smiler, hun har beslutter sig, hun vil ikke længere være alene.
I det fjerne hører hun kirkeklokkerne, i hånden klemmer hun den lille seddel med citatet, hendes hjerte hamrer hurtigere, og hurtigere, jo tættere på sit mål hun kommer.
Hun kommer til byskiltet, og stopper op i et øjeblik, hun kigger ind mod byen, bilerne kommer i høj fart derfra, røgskyer lægger over husenes tage, mørket er ved at falde på, lyskrydsene lyster vejene op i deres skiftende farver.
Hun forsætter længere væk fra byen, hun stopper op ved den lille træbro, længere ude på landet.
Det dybe vand bruser under broen hun står på, kun den lysende bund bryder det grumsede vand, den friske landlige luft slår mod hendes ansigt, hun sætter sig ned, og nyder øjeblikket for en stund, stilheden gør hende rolig, og tilfreds.

Hun rejser sig igen, kravler op på broens gelænder, og sætter sig på den øverste jernstang, jernstangen er kold, og fugtig, hun gyser en gang, hendes krop skælver i små stød, hun kigger sig omkring, der er ingen andre end hende, stedet her ligger så afsides at ingen andre går herud, hun er alene, og fuglene kvidrer en lystig melodi over hendes hoved, skyerne trækker sig sammen på himlen, og giver omgivelserne en trist grå farve.
Hun klemmer den lille seddel sammen i sin hånd igen, tager en dyb indånding, slipper jerngelænderet med begge hænder, sætter fra med fødderne på den nederste jernstolpe, hendes hjerte hamrer derudaf, hun svæver i den frie luft, det frie fald synes at tage længere tid en ventet, tiden står stille for hende, der er ingen vej tilbage nu, det er for sent at fortryde, beslutningen er taget og kan ikke laves om.
Sekunderne går og hun ligger i luften, med et smil på læberne, hun er fri, hun har fundet fred, og er på vej til guds himmelrige, for at finde sin mor.
Hun rammer vandet med et plask, der slår luften ud af hende, hun gisper og får vand i munden, den salte smag brænder på hendes læber, og river i hendes næsebor, hun griber ud for sig, hun prøver at få fat på noget der kan holde hende oven vande, men det lykkes hende ikke, til sidst slapper hun bare af, lader sig falde hen, hun lader strømmen tage hende, i hendes hånd knytter hun stadigvæk sedlen med det lille citat, for første gang i lang tid føler hun, at arret i hendes hjerte er helet, vandet river hende ned, og alt bliver sort for hendes øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...