Will you be my Valentine? *Oneshot* *1D*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jan. 2013
  • Opdateret: 21 jan. 2013
  • Status: Færdig
Denne movellas følger den 18-årige stumme og homoseksuelle dreng, Jay. Som bor i Mullingar - Boy-band idolet Niall Horans fødeby.
Han har et crush på Niall og da han en dag møder ham på den menneskebefyldte shoppinggade, ændres han liv for altid.
Jeg deltager i konkurrencen; 1 shot 4 1D, så i må meget gerne smide et like og/eller en kommentar - og tilføje den som favorit.

5Likes
3Kommentarer
720Visninger
AA

1. Will you be my Valentine?

Jeg kunne mærke hvordan min mave var begyndt at rumle. Jeg havde ikke spist i over 6 timer. Det var en dårlig vane, som jeg havde fået. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men jeg havde altså bare ikke haft lyst til mad, her på det sidste. Alle mine "venner" sagde hele tiden, at jeg var tynd, men jeg kunne ikke gøre for at jeg var spinkelt bygget - og det var også den undskyldning jeg gav dem. Men egentlig havde jeg slet ikke nogen venner. Jeg var aldrig sammen med nogen, eller fortalte nogen om mine personlige problemer. Jeg havde altid troet, at den gruppe jeg hang ud med på min skole, var mine venner, men så faldt jeg en dag over en artikel på nettet, hvor der stod at de fleste unge løj overfor deres venner, for at virke mere interessante. Og det fik mig til at spekulere på om mine venner løj overfor mig. For de virkede helt vildt interessante, og de havde hele tiden nogle store livsprojekter i gang, mens jeg slet ikke havde nogen. Så jeg læste lidt på nettet om, hvad en rigtig ven er... Og den gennemsnitlige definition på en ven, på hele Google, var at det er en person man taler om personlige ting med. Og da jeg ikke talte om personlige ting med nogen, så måtte jeg jo så konkludere at jeg ikke rigtig havde nogen venner. - Og det lød måske lidt plat at sige sådan, men jeg havde faktisk ikke nogen som jeg talte med. Ikke en eneste.

Men der gik jeg så. 18 år og single. Ikke en eneste pige interesserede mig. Pigerne syntes nok ellers at være interesserede i mig, for mit udseende var heller ikke noget at klage over. Men hver gang der kom en pige hen til mig, fik jeg lyst til at give hende et kram, og hviske hende dette ind i øret: 'Ved du hvad? Jeg er bøsse. Måske vil du fortælle det til din veninde som står lige ved siden af dig? Og måske vil I grine af mig? Måske vil I endda fortælle det til alle andre i jeres omgangskreds? Men så kan jeg fortælle dig en ting; så slipper jeg for jer.' Altså det er ikke fordi at jeg har noget i mod piger som er interesserede i mig, og jeg har heller ikke noget i mod, at de måske bliver lidt forbavsede over at jeg er bøsse. Jeg kan bare ikke klare når de fniser bag min ryg, og når pigernes vennner eller veninder konfronterer mig med det. Altså de må gerne snakke med mig om det, men jeg har før oplevet at vennerne eller veninderne er blevet sure på mig, fordi at jeg har afvist deres veninde. Og jeg forstår det vitterligt ikke. Jeg fortæller dem sandheden, i stedet for at køre rundt med dem og få dem til at holde af mig. Og hvad er takken? De bliver pigesure og får alle til at vende sig i mod mig. Det er nok også en af grundene til at jeg ikke har så mange venner. For de fleste, af de populære piger på min skole, har været interesserede i mig og har så konfronteret mig med det, men jeg har så afvist dem - og igen; takken er at de vender sig i mod mig.

Mens jeg gik der på gaden, hørte jeg en masse piger skrige. Skrigene var som en tægetang. De rev mig ud af mine dagdrømme, ufrivilligt! Jeg kiggede rundt for at se hvor skrigene kom fra, da jeg fik øje på en flok piger stå i en gruppe. Jeg gik hen for at se hvad de lavede, da det gik op for mig, at de stod rundt om en person. mit hjerte begyndte at hamre af sted, da det slog mig; måske var Niall kommet til sin fødeby på en Valentine-Mini-Vacation? Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det var for godt til at være sandt, men så så jeg et hovede med lyst hår midt inde i pigebunken. Jeg møvede mig igennem flokken af piger, og lige pludselig stod jeg ansigt til ansigt med Niall. Jeg smilede til ham, og han smilte igen. Han stod og kiggede på mig, og mig på ham, da det gik op for mig, at han ventede på noget at skrive sin autograf på. Jeg hev min lille notesblok op af lommen, og fik ham til at skrive på det billede af ham, som jeg altid havde på mig. Han skrev hurtigt sin atugraf på det, og gik så videre til næste billede. Jeg stod lidt der - helt målløs. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde lige mødt 'The Man Of My Life' og havde intet gjort. Jeg havde bare stået og smilet til ham. Ikke noget med at sige hej, eller fortælle ham hvor meget han betyder for mig. Jeg havde bare stået der, og lignet et fjols. Det var typisk mig.

Niall og pigeflokken havde bevæget sig videre ned af gaden, og jeg stod stadigvæk der, helt målløs. Pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder. Jeg vendte mig hurtigt om, i håbet om at det var Niall, men jeg blev mødt af et ansigt af en ældre dame. Hun kiggede bekymret på mig. "Er du okay?" spurgte hun. Jeg nikkede og gik videre ned af gaden. Mine fødder var ømme af et gå rundt i et par nedslidte Converse hele dagen, så jeg besluttede mig for at gå ind på en restaurant for at få lidt at spise. Jeg gik ind på The Silver Oak - som er den eneste restaurant, som jeg nogensinde har følt mig hjemme i - og fik mit sædvanlige bord. Personalet kendte mig, så det sørgede altid for at holde bordet frit. Det var et to-mands bord, men aldrig havde jeg spist mere end en mand ved det bord. Det var min store drøm at sidde ved det bord, sammen med Niall, og spise The Loving Menu. En steak formet som et hjerte, samt stegte rødbeder, guleroder og radiser. Han var den eneste som kunne vende mit deprimerende liv, til paradisets vidunderliv.

Tjeneren Cass - en af mine tidligere venner - gav mig et menukort. Han nikkede og smilte til mig, hvilket virkede meget falsk, da jeg vidste at han hadede mig. Da han var gået videre til at andet bord, åbnede jeg forsigtigt det gamle menukort. På første side så jeg et billede af The Loving Menu. Den hjerteformede steak gav mig en klump i halsen, for her sad jeg, 18 år og havde aldrig haft en valentine date. Jeg havde aldrig holdt om nogen og så tænkt; wow - vi hører sammen. Jeg havde aldrig elsket nogen lige så meget som Niall.

Jeg bladrede videre til næste side, hvor børnemenuerne hørte til. Små portioner af voksen mad. Jeg kunne tydeligt huske hvordan det var, første gang jeg fik mad fra voksenmenuen. Jeg følte mig som noget særligt, da tjeneren kom med den store tallerken. I starten virkede det uoverskueligt at skulle spise så meget - og jeg kunne heller ikke spise det hele, før jeg blev 10-11 år - men følelsen af at få noget, som ikke særlig mange børn får, er en følelse som man forelsker sig i, hvis man kan sige det sådan. Det er en følelse som jeg aldrig glemme, som jeg altid vil holde af, og som jeg savner. Selv om det stadigvæk skræmmer mig at jeg er ved at blive voksen, og ældre, så lader jeg mig ikke rive med. Jeg vil ikke være som alle andre. Jeg vil ikke være bange for at græde offentligt, fordi det simpelthen ikke er mandigt. Jeg vil have lov til at besøge mine forældre, uden at skulle lyve overfor mine "venner". Og jeg vil ikke mindst have lov til at erklære min kærlighed til den mand jeg elsker.

Jeg bladrede videre til næste side. Jeg blev mødt af en stort billede af kokken. 'Kokkens Anbefaling' - var den hemmelighedsfyldte overskrift. Jeg vidste aldrig hvad der ville være 'Kokkens Anbefaling'. Og det var altid en ny ret, aldrig den samme. Kokken brugte altid en ny opskrift, som aldrig før havde været spist på denne restaurant. Nogle gange spekulerede jeg på, om der på et tidspunkt ville komme en ret, som allerede havde været der. For helt ærlig, hvor mange retter kan kokken da finde? Men denne dags 'Kokkens Anbefaling' var krydrede ål med tunsalat. Det lød ikke ret lækkert, men kokken var efterhånden begyndt at finde på nogle ret skøre opskrifter, da han allerede havde brugt de "normale".

Jeg bladrede videre til næste side. Jeg skimmede siden, som var udelukkende gryderetter. Mine øjne faldt på en speciel ret. En tåre trillede ned ad min kind. Bondegryde. Det var det sidste målttid min mor spiste. Vi sad på denne restuarant, en sen aften. Hun var lige kommet hjem fra sin sidste forretningsrejse. Hun snakkede om hvor mange ting vi skulle lave sammen, mens jeg ivrigt nikkede med på de forskellige ideer. Vi havde store planer med fremtiden. Den nat, sov hun stille ind. Lægerne fortalte mig at hun havde haft kræft. Det havde spredt sig til hendes hjerte.

Jeg lukkede menukortet og vinkede Cass hen til mit bord. "Ja, hvad skulle det være?" Jeg bestilte et glas vand. Da jeg havde fået mit vand, sad jeg lidt og funderede over hvorfor jeg sad her. Hvorfor var jeg dum nok til at tro, at Niall en dag ville være min? Han vidste sikkert ikke engang at jeg fandtes. Jeg tog en slurk af mit vand, da lyset gik ud. Jeg kiggede op på den gamle scene, hvor en spotlight pegede mod en mikrofon. Alle kiggede intenst på det bordeaux farvede tæppe bag ved mikrofonen. Jeg kunne høre nogle hoste, men ellers var der helt stille. Pludselig bevægede tæppet sig lidt, og frem kom Niall. Gæsterne på restauranten begyndt at hvine da de så ham gå på scenen. Den tætsiddende smoking han havde på, fremhævede hans yderst veltrænede krop. Han smilede til publikum, og melodien til They Don't Know About Us. Lidt efter begyndte han at synge; 'People say we shouldn't be together'. Det føltes som om han sang den til mig. Han hoppede ned af scenen og gik rundt blandt publikum, og pludselig stod han lige ved siden af mig. Jeg kiggede op på ham, og han kiggede ned på mig. Han smilte og gik op på scenen igen; 'But I'll bet you if they only knew, they would just be jealous of us'. Sangen sluttede få sekunder efter. Han bukkede for os og gik om bag tæppet igen. Alle gæsterne klappede og råbte på et ekstranummer, men der kom ikke noget.

Jeg smed 2 Euro på bordet, og gik om i den lille gård som lå bag restauranten. Niall stod med ryggen til udgangen, som bestod af en ca. 2 meter høj stenbue, med forskellige mønstre graveret ind i stenene. Jeg gik forsigtigt tættere og tættere på ham. Til sidst stod jeg og ånede ham i nakken. Han vendte sig hurtigt om, da han kunne mærke min ånde. "Åh gud, du gjorde mig forskrækket!" Han halvråbte, men han lød ikke sur. "Var det ikke dig jeg skrev en autograf til tidligere idag?" Jeg nikkede. Tænk at han kunne huske mig. Jeg trådte et skridt frem, men han trådte et skridt tilbage. Så han nu stod med ryggen til den kolde stenmur. "Hvad laver du?" Han kiggede forvirret, og en anelse skræmt, på mig. Jeg lænede mit hovede ind mod hans. Han rykkede sig ikke. Han var som et stivt bræt. Mine læber strejfede hans, da det gik op for mig hvor latterligt det her var. Jeg trådte et par skridt tilbage, kiggede ham dybt ind i øjnene, og gik hen i mod udgangen.

Da jeg næsten var nået hen til udgangen, hørte jeg ham råbe efter mig: "Hey, vent lige lidt." Jeg var som forstenet. Tænk at han ikke ville af med mig - endnu. Jeg kunne høre at han kom løbende hen i mod mig, og få sekunder efter kunne jeg mærke hans hånd på min skulder. jeg vendte mig om, så jeg stod ansigt til ansigt med ham. Han kiggede mig dybt ind i øjnene og lænede sig ind mod mig, men han lod mig tage det sidste skridt. Da vores læber mødtes, var jeg fløjet til himmels. Kysset startede ud ret akavet, men så blev det heftigere og heftigere. Mine hænder havde fundet vej ind under hans skjorter, og de lå nu på hans utrolig lækre six pack. Hans hænder holdte om mit hovede. Det varede utrolig længe, men til sidst trak han sig væk. "Vil du med ind og spise?" Jeg nikkede, han tog mig i hånden, og sammen gik vi igen ind på restauranten.

Vi fik mit 2-mands bord og Cass gav os nogle menukort. "Hvorfor svare du ikke når jeg spørger dig om noget?" Han havde lagt menukortet ned på bordet, og kiggede nu intenst på mig. jeg prøvede at forklare ham det med nogle fagter, men han forstod ikke et "ord". Lidt efter rejste han sig op. jeg var utrolig bange for at han ville gå, men i stedet gik han over til mig, trak min stol ud, og satte sig ned på knæ. han lænede sig in mod mig og hviskede: "Er du stum?" Jeg nikkede og kiggede rundt i restauranten. Alles øjne var placeret på os, men jeg fandt hurtigt tilbage til hans øjne. Jeg smilte til ham og han kyssede mig blidt på munden. Hele restauranten sukkede højlydt. Han rejste sig op, skubbede min stol ind til bordet igen, og gik tilbage til sin plads. "Vil du have 'The Loving Menu'?" Jeg lavede sukke-bevægelsen og nikkede. Jeg troede aldrig han ville spørge. Han vinkede Cass hen til vores bord, og bestilte 2 'The Loving Menu'.

Da maden kom, spiste vi. Jeg havde ikke spist hele dagen, så jeg skovlede ind. Da Niall begyndte at grine ad mig, gik det op for mig hvor uhøfligt det var. Jeg stoppede straks, men Niall sagde at jeg bare kunne fortsætte. Da vi havde spist kom Cass og hentede vores tallerkner. Niall rejste sig op, smed nogle penge på bordet, og gik hen til mig. "Kom." Han tog mig i hånden og sammen gik vi ud af restauranten. Da vi gik ud af døren blev vi mødt af en masse blitzer. Paparazzierne havde fundet Niall, og var nu interesseret i hans nye flirt. Det de nok ikke havde set komme var mig. Vi møvede os igennem alle fotograferne, men Niall stoppede lige pludselig. Han trak mig ind til sig og kyssede mig. Han smagte af den steak vi lige havde spist. Han trak sig lidt væk fra mig og krammede mig så bagefter. "Kom, lad os løbe ud mod stjernerne." Jeg trak mig lidt væk fra ham og kiggede ham i øjnene. Jeg nikkede og hånd i hånd tog vi flugten fra paparazzierne, ud mod stjernerne.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det var min første færdig skrevet fan-fiction, som i meget gerne må kommentere på - gerne med konstruktiv kritik. Synes I at den var til at forstå? Var den lidt for urealistisk, og hvad synes I om at jeg lavede Niall om til at være homoseksuel?

I må også rigtig gerne smide et like :)

-Trailer kommer senere

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...