This is the new life.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2013
  • Opdateret: 12 maj 2013
  • Status: Igang
Lulu er en pige som aldrig havde troet at hun skulle se sin X kæreste Luke igen, men der tog hun grueligt fejl.

Lulu bliver forvandlet, men først flere dage senere finder hun ud af at det var ham.
Men hvorfor kom han tilbage efter alt den tid?

Kærlighed, krig og mørke...

5Likes
4Kommentarer
658Visninger

1. Skygger

 

 Lulu Proms er forsvundet, kontakt poltiet hvis de har nyttig information 

 


 

                                                        SKYGGEN.                                  

  Jeg krøllede den ellers meget nye avis sammen til en lille bitte klump.

Tænk at resten af verden troede jeg var død.

Det begyndte at sne igen, folk begyndte at skubbe. De ville sikkert gerne hjem i varmen. Jeg rettede min hætte på vinterjakken, ikke fordi jeg frøs men ingen måtte se mig, især ikke med min nye helt igennem vanvittige øjenfarve. De var helt røde, røde som blod. 

 Jeg følte mig som en lille hundehvalp der ledte efter sin ejer. Det var jo den person der skulle mig fortælle mig, hvad der var sket med mig!

 jeg søgte ly hos cafe Louis, Der var fuldt hus. Da jeg endelig fandt en lille sølle stol, satte jeg mig hurtigt. Da jeg lettet åndede ud, begyndte endnu en af frygtelig hals brande. Smerten voksede, mine hænder fløj op til min hals. Jeg kunne se at folk begyndte at kigge, men der var ikke noget jeg var mere ligeglad lige nu. Jeg pep lidt. En tjener straks kom mig til undsætning, han så lidt mistroisk ud.  Han spurgte forsigtigt om der var noget galt. Jeg kiggede lidt på ham med halvlukkede øjne. jeg spurgte meget ydmygt om han ville hjælpe mig ud. Han nikkede hurtigt og og tog fat i siden på mig og løftede mig op. Han gik meget langsomt i frygt for mine kramper blev værre. Da vi var nået ud foran døren, kunne jeg dufte noget fantastisk. Jeg kiggede på ham, jeg så på hans hals...  han havde en lille rift der stadig blødte lidt. jeg havde haft færten af denne dejlige duft før, men først nu gik det op for mig.

Det var blodet der duftede så dejligt. Jeg tog chancen, jeg slikkede ham blidt på halsen. Der hvor riften blødte. Han tog mig hurtigt væk, "galning!" skreg han bange. Han kastede mig ned i sneen, det var tydligt ham løb af angst. Ligepludselig følte mig fuld af kraft. Smagen dansede på min tunge.

 Jeg fik mig selv op på benene. Jeg fik hurtigt indhentet ham.

Jeg tog fat i skjorte kraven, og trak ham hen mod gyden. Han begyndte at vride sig og råbe efter hjælp. Var jeg også blevet stærkere? Igen tog jeg chancen... Jeg vred hurtigt hånden om på ham, så han fokuserede på noget andet. Igen skreg han af hans lungers fulde kræft. Jeg smilede tilfreds, til mit held var der ingen! Da jeg endelig havde fået ham over til gyden, kastede jeg ham ind i muren. Jeg vred halsen om på ham og begyndte at suge ham tom for blod. I starten kastede han sig rundt af smerte, men han blev hurtigt tømt for kræfter. Da han var tom, rejste jeg mig op. Jeg tørrede blodet af i mit ærme. 

Lige pludselig kunne jeg høre en lumsk latter, personen klappede også. Jeg kiggede rundt, jeg kunne ikke se nogen. Som nu var mærkeligt efter jeg havde fået et perfekt syn.

Lige pludselig kom en flot mande skikkelse ud af gyden. Hans stemme lød som klokkeklang. Og hans øjne lyste en mat rød brun farve. En helt anderledes rød, end min ellers meget lysnende røde øjenfarve. Lige pludselig vidste  jeg hvem han var.

Luke min X-kæreste. Han gik sin flotte perfekte mandlig model gang, hen mod mig. "BRAVO BRAVO og BRAVO. En ny vampyr jage så godt, smukt og dejligt ikke mindst." jublede han begejstret, men med lidt ironi. Jeg kiggede mistroisk på ham, "Hej Luke... hvad vil du?" 

"Hvad jeg vil? spurgte han skuffet med en klang af sit lumske grin. Jeg vil da lige så hej til min lille nye vampyr, min hundehvalp. Er det ikke forståeligt?" 

Vampyr?! Det slog klik for mig.

"Vampyr?!" brølede jeg rasende. Jeg kastede mig hen imod ham, i håb om at skade ham. Men han puffede bare let til mig og jeg  fløj igennem luften og smadrede ind i betonmuren. Muren revnede flere steder. Da jeg kom til mig selv igen, forsatte han med at snakke som om intet var sket.

"Hvis du bliver med mig, så fortæller jeg alt hvad der er at fortælle, jeg er jo 2300 år. Jeg burde vide noget ikke sandt," hans stemme var stolt og selvsikker.

 "2300 år! du sagde aldrig noget," råbte jeg vredt. 

 "Nej jeg forvandlede dig jo, det er en win win."
"Ja 4 år efter vores brud.  fire uger fire år, same same. Hver dog lidt taknemmelig! Men øhm, hvad gør du med liget?"

 Jeg kiggede forskrækket ned hvor den døde tjener lå. Jeg var ikke ked af det, ærligtalt var det lidt sygt, men jeg fik en behagelig følelse.

"Du har en pointe," sagde jeg på en forhandlingsvenlig måde.

"Ja det har jeg," sagde han på en smart ass måde.

"Men kom tager du ikke med mig? du kan da ikke sige nej..."

"Okay jeg tar med, men en lille betingelse."

"Jah?" spurgte han med sit lumske, skæve smil. "Du tar dig af liget!" sagde jeg meget hurtigt og meget bestemt.

 "Okay det bliver nemt..." Han slentrerede hen til  liget, og kastede det op og ud af syne...

"Så skulle det være oppe i atmosfæren," han smilte. Jeg grinte min søde grin. På en måde mindede hans smil mig den gang vi var samme.  Sammen løb vi afsted hånd i hånd, selvfølgelig i vampyr fart. 

 Efter vi havde løbet et stykke tid, standsede han. Lige foran stranden tættest på London centrum, han smilte sit sikre smil. Jeg sagde ikke til ham at vi ikke ville blive til noget, jeg vidste at jeg udnyttede ham til vampyr fakta. Det var groft men vigtigt, sådan var jeg bare "klog". "Hvorfor er vi på en strand?" spurgte jeg med en sukker sød stemme. Det skal jeg sige dig Lulu, det er her jeg bor. Jeg kan nyde den smukke solnedgang hver dag helt alene, men idag holder du mig med selvskab ikke?.

"Øh øhm jo jo," sagde jeg i håbet om han ville fortælle mig mere.

"Pas på hvad du tænker," sagde han stille. Jeg kiggede på ham som et dådyr ville kiggede ind i et par billygter.

"Ka kaa.... du læse tanker?"

"Ja hvert 1000. år for en vampyr en æres gave for at leve så længe.

"Sejt..." mumlede jeg,

"Ja det er det vel." Himlen var så småt begyndt at blive lyserød, det var så smuk med mit nye vampyr syn. Jeg prøvede at tænke højlydt

Host falsk hvis du virkelig kan høre mig

Og med det samme hostede han.

"Så du kan virkelig læse min tanker?"

"ja. Og ja igen jeg ved alt hvad du har tænkt."

"Undskyld" mumlede jeg skamfuldt.

"Det går nok vampyrer er svære at såre, plus du er ved at få følelser for mig igen," hans stemme var alt for dejlig!

Og jeg kunne jo ikke modsige ham, nu da jeg vidste at han kunne læse mine tanker...

 "Men derfor jeg vil stadig nyde at fortælle dig, om os skønne skabninger,"  hans stemme var som om intet var hent.  

"Tak og igen undskyld, jeg mente det ikke så groft som jeg tænkte det," jeg kunne godt selv høre at det lød mærkeligt...

 "Jaja" grinte han,

"okay her har du nogle facts:

            1.    Vampyrer i bøger er slet ikke lige so stærke i forhold til os i den virkelige verden.

            2.    Hvert .1000 år for en vampyr en æres gave 1000 år= tankelæsning  2000 år= dræbe folk med øjnene.

     Jeg gispede hurtigt, men gjorde hurtigt tejn til at han skulle forstætte.

           3.     Vampyrer har matte rød brune øjne når de er mætte og skrig røde når de sultne.

           4.     Vampyrer er meget smukkere og klogere end mennesker, det gælder også dig, han smilte sit dejlige smil. 

Det var dejligt at se ham sådan.

 

      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...