Kom tilbage! (One shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2013
  • Opdateret: 21 jan. 2013
  • Status: Igang
Far! Du må ikke forlade mig nu! Ikke når det her sker! Jeg kan ikke noget uden dig! Intet! Far! Far! FAR! du må ikke gå!
Og Jessi brød sammen. hun vidste ikke hvad hun nu skulle gøre, ikke andet end at tude brøle. Hendes far forsvandt, få dage efter. Politiet fandt ham, under broen. De fandt ham, med et reb om halsen, og hang og dinglede over vandet. Jessi græd mere end hun nogensinde havde gjort før.
Skolen blev værre og værre, for hver dag der gik, hun vidste ikke hvad hendes klassekamerater prøvede på. Endten at trøste hende, eller gøre det værre, men en ting var sikkert. Hendes far var væk, og intet... Intet kunne hun gøre.
Manden tager fat i hendes hår, og river hende med. Jessi vrider sig, men opgiver. Han slår, og mørke trænger sig ind om hende.
Hendes hænder fumler i mørket, men finder kniven ved bordet. Manden ligger bag hende. Hun sætte sig tilbage med kniven i hænderne, og lader en tåre falde. Jessi trækker kniven over hovedet, og høre et gisp. Kniven falder...
Skridt nærmes

4Likes
6Kommentarer
622Visninger
AA

1. At miste alt...

 

Latter, leg og fnis. Det var det eneste Jessi og hendes søskende kunne med deres far, men ikke med deres mor. de skulle altid hunses rundt med af hende, mens hun bare sad dér. Hun gad intet. Det eneste hendes mor gad, vare at spille pc, og spise salt stænger, mens Jessi og hendes søskende, gjorde alt det huslige. Jessi gjorde en hurtig bevægelse, og tanken om hendes mor gjorde hende syg, det var også derfor, hun og hendes søskende boede hjemme hos deres far, undtagen hver anden weekend, hvor deres far skulle arbejde. Så skulle de hjem til deres mor, og så snart deres far kom hjem igen, ville de hjem og hjælpe ham, for han gjorde det sjovt, og spurgte pænt, om de ville hjælpe til. Jessi har 2 små brødre, 3 storebrødre og 1 storesøster. Det vil sige de er 7 der bor hjemme hos deres far, hun talte nemlig også sig selv med. 

 

Hendes søster hedder Julie, og minder meget om deres mor. Hun er også den ældste. Hendes hår er sort, og har meget mørkebrune øjne, så det ligner næsten hun har sorte øjne. Julie er høj, og tynd, næsten så tynd, at hun næsten ingen bryster har. Den eneste grund til at hun ikke bor hjemme hos deres mor, er at hun ikke gider noget, hun er meget modstridende, og skændes tit, med de voksne, men er mere sammen med mine små brødre. Det får hun nemlig penge for, af deres far. Hendes kindben sidder ret lavt, så det ligner hun har et rundt hoved. Hendes hår er filtret, og hun går med meget make-up, så man næsten ikke kan se hendes blege hud. Julie har en kæreste, som hedder Ted, og han har taget hendes mødom, uden deres far vidste det.

Jessis små brødre er tvillinger, og lige fyldt 7. De har begge rødt hår, og er nogenlunde 124 cm høje. De har fregner over hele deres fjæs, og har ret små hænder. De elsker begge at tegne, og drømmer om at være kunstnere. Den tanke havde Jessis far grinet af, og sagt de skulle arbejde hårdt. Og efterfølgene, havde de set på hinanden og gået i gang med deres største værk. Det var ret flot, og det hang nede i deres stue, over tv'et. Det lignede et landskab, hvor der var en å, og nogle siv. Der sad nogle ænder på bedden, og nogle ællinger i redden. De kunne virkelig blive til noget. Selvom ænder ikke lever ved åer, men i søer. Jonas og Jonathan hed de. Jessis små rødhårede mestre.

Joachim var Jessis ældste storebror, og havde lyst hår. Han havde mørkeblå øjne. selvom han satte sit hår, og næsten hele tiden var på sit værelse, og sad på computer, var han stadig sjov. Han lavede altid sjov med JEssi, når de sad og spiste. Det havde hun kun selv moret sig over, ligesom de andre. Han var højere end sin storesøster, Julie, men stadig høj. Han var ikke så mager som hende, fordi han spiser meget, og træner, så han ikke bliver tyk. 

Jacob lignede Joachim ret meget, selvom han var mere mager, men havde stadig lidt muskler. Han var ret pervers, og kom tit på kommentarer, når Jessi skulle i bad, men ikke nogle overdrevne nogle. sådan nogle man kunne grine over. Han var lavere end Joachim, men stadig højere end Julie, og Jessi. Jacob var kun ½ år yngre end Joachim, og ja, de havde ligget i den samme mave, men blev bare ikke lavet samtidigt. De tænkte bare, det var ret sjovt. Så det lavede de også rigtig tit grin med, og det var også derfor, de var i samme klasse, da de var fra samme årgang.

Jeppe var den mest stille i familien, og havde sort hår, og lyseblå øjne. Han var ikke særlig lav, og hans hår sad løst. Han havde altid lavet sine lektier, og var altid parat til skolen, men nu var det sommer, og den var ved at være slut. Han glædede sig meget, og derfor snakkede han mere. Han elskede skolen, men han var stadig en cool fyr, som ikke snakkede så meget. Han hang meget ud nede ved biblioteket, sammen med hans kæreste Jennifer, hvor de læste lektier sammen. Hun var meget køn, og hun var heldig at have de blå øjne han havde. 

Så kommer vi til Jessi. Hun var den mest normale i sin familie. Med udseendet. Hun var i gennemsnits højde, og gennemsnits vægt. Hun havde langt mørkebrunt hår, som hun ikke gjorde så meget ud af morgenen, så det var fedtet, men det kunne man ikke se. Fugtigheden tog kun lidt fat, det klædte til hendes brune øjne, og lidt mørke hud. Hendes hænder var små, og de var tynde. Næsten så tynde at man kunne se knoglerne. Hendes ben var lange, og spinkle, så hun næsten faldt, hver gang hun løb, hvilket gav hende dårlig kondition, men ingen tyk mave, da hun passede på, med ikke at spise så meget. Hun ville gerne selv have en kæreste, men hun gad alligevel ikke have en. Og efter sommeren skulle hun op i de store klasser. i 8. Det glædede hun sig meget til. For dér var Jeppe. Han gik i 8, men om mindre end en uge, skulle han i 9, og hun i 8. Hun glædede sig til at hænge ud med de store, og dem hun holdt af, som hun ikke måtte før.

 

Jessi mærkede sin fars hænder om livet på hende "Kom så her! Du skal smadre æggene! Så kagen bliver bliver rigtig god!" og han trak hende ind til sig og skubbede hende blidt over mod æggende. Et grin slap ud af Jessis læber. Jonas og Jonathan Grinede i munden på hinanden. Jeppe, tørrede den brune mel væk fra deres ansigter, og hjalp dem med at røre rundt. Jessis øjne ledte efter Julie. Hun var ikke i køkkenet, men det havde hun ikke tid til at tage sig af nu. Hun tog æggene og knuste dem, sagde det der var indeni ned i den store skål, og så sine små brødre hælde det andet i. Jacobs' stemme løb igennem køkkenet "Far! der er telefon til dig! de siger de er fra dit arbejde!" og deres far løb hen til telefonen, og snakkede med personen, i den anden ende af røret. Jessi hjalp sine små brødre med at røre rundt, og smurte dejen ud på fadet, og puttede den ind i ovnen. Jonas gav Jonathan high five, med det største smil på læben. Jeppe så tilfreds ud. Nu skulle Jessi lede efter resten af familien. 

Inde i stuen sad Julie med Joachim, hvor de åd chips, og så tv. "Kommer i ikke ud og hjælper?" spurgte hun, og lænede sig over ryglænet. Det gav et gib i dem begge to, og havde set chokeret op på hende. Jessi smilede bare til dem. "Har i ikke fået den i ovnen endnu?" spurgte Julie. Jessi rystede på hovedet. "Altså! Skal man virkelig lære jer alting!" snerrede hun efter Jessi. Da Julie var ude af stuen, knækkede Jessi sammen af grin "Hvad er det der er så sjovt, Jessi?" spurgte Joachim. "Kagen er næsten lige kommet ind, hun skulle bare i bevægelse!" og det fik dem begge til at grine. Noget daskede hende i nakken, og Jessi fór ned mod gulvet, med armene over hovedet i chok. Jessi høre et grin. Julies grin, og Jessi prøvede at grine med, men mærkede noget trak hende op. Jessi så ind i Julis mørke øjne "Hvad fanden! Griner du?! Du skal sgu ikke gøre grin med mig! Kan du så se at komme op med dig! Intet kage til dig!" snerrede Julie af Jessi. "Du har ikke hjulpet til med kagen! Det har jeg! Og du er ikke mor!" skreg Jessi. Julies ansigt trak sig, og slap grebet om Jessis trøje, hun vendte sig omkring og gik mod deres far. Joachim for op af sofaen, og spærrede vejen for Julie "Jessi har ikke gjort noget!" sagde han. Julie så ned mod gulvet, og formede ordene 'jeg hader hende'

Kagen var færdig, og deres far gik over til dem. Julie var gået op på sit værelse, for at få ro. Joachim sad ved siden af Jacob, som sad ved siden af Jeppe. Ved siden af Jessi, på hver side, sad Jonas og Jonathan. Deres far sad ved bordenden. "Et til Joachim... Et til Jeppe... Et til Jacob... Et til Jonas og Jonathan, og et Jessi. Det er til jeres fornøjelse unger! Så tag for jer!" smilede deres far til dem. Jessi gengældte smilet, og gik i gang med kagen. De snakkede allesammen, med højt humør. Da hendes ansigt hvilede på Jacob, så han intenst på hende. Der var en underlig følelse. som om noget var galt. Altså han så ikke sådan sex agtigt intenst på hende. Men mere som om, han overvejede at fortælle hende noget, og da han opdagede at Jessi så på ham, rejste han sig op, og gik ud mod køkkenet, med Jessi i hælene efter sig. Jacob stoppede ved komfuret, og Jessi så nysgerrigt på ham "Vi skal lave aftensmad sammen Jessi" og han blinkede til hende. Deres far stod bag Jacob og klappede ham på skulderen. Jessi tog et par skridt bagud, og noget tog fat i hendes skuldre, og trak hende væk. 

Jacob var væk. Det sidste hun så var hendes far. Jessi var trukket ind i stuen, af Julie. Han smed hende ned i sofaen, hvor hun hurtigt trak sig tilbage, med et smil på læben. Ved siden af hende sad hendes brødre "Julie, nu skal vi ikke igen se et af dine shows." Julie gav Jonas dræberblikket. Han for om bag Jonathan, som var ligeså bange. Hun nikkede anerkendene og tog et eller andet ud af sit ærme. Det kedede Jessi en del, og hun så ud mod køkkenet. Hendes far stod med en mand. Han bar en sort kap, med solbriller. Han havde stubbe i skægget, og gik med jakkesæt. Hendes far så at han så på dem, og han lukkede døren. Julie tvang Jessi til at se det. ENDELIG blev hun færdig, og det varede som en evighed. Jessi var gået ud i køkkenet, for at snakke med sin far, om Julies opførsel, men han var der ikke. Jessi begyndte at lede efter sin far i huset, og fandt en besked fra ham, på hans arbejdsbord. "Hallo! Far har lagt en besked!" kaldte hun på sine søskende, og på få sekunder, var de allesammen der. Undtagen Julie. Jessi læste sedlen højt "Mine kære børn! Jeg ved i læser det her lige nu. I skal vide jeg er taget tidligt af sted på arbejde, men det er ikke sikkert jeg når hjem igen. Jeg vil ikke have i ser jeres mor, og jeg understreger IKKE! Hun har nemlig holdt en hemmelighed for jer. Derfor har jeg lagt et kreditkort til jer, med AL min opsparring. Den har jeg sparret op til jer. der er 5 mio. på kortet, og jeg vil bede jer om at passe godt på pengene! Husk, det kan ikke fyldes igen, for kortet skal bruges til mad, og husleje, ikke andet! HUSK DET!!! Og for en sikkerheds skyld, vil jeg bede jer om at finde et arbejde, så en dag hvis i alligevel har besluttet jer for at gøre noget som jeg har sagt i ikke måtte... så vil jeg gerne have det okay? DET ER EN ORDRE!! Husk nu... det kan være far ikke kommer hjem igen... :(" Jessi havde tårer trillende ned af øjnene. "Far! Du må ikke forlade mig nu! Ikke når det her sker! Jeg kan ikke noget uden dig! Intet! Far! Far! FAR! du må ikke gå!" Og Jessi brød sammen. hun vidste ikke hvad hun nu skulle gøre, ikke andet end at tude brøle. Jacob og Jeppe kom om bag bordet og prøvede at trøste hende. 

 

Jessi lod dagene glide afsted. De hjalp hinanden mere end nogensinde før, og stemningen. Den ... den var ude af balance. Aldrig mere... aldrig mere skulle hendes far forlade hende. Når han kom tilbage... så.. så vil hun ikke lade ham tage på arbejde igen. Hendes far forsvandt, få dage efter. Politiet fandt ham, under broen. De fandt ham, med et reb om halsen, og hang og dinglede over vandet. Jessi græd mere end hun nogensinde havde gjort før. Han kunne ikke bare have begået selvmord på den måde! Nej! Det var ikke selvmord! Jonas og Jonathan trøstede hende og spurgte hvad der var sket. Politiet forklarede dem det. Inden længe græd de alle sammen. Hele familien. Også Julie. de måtte ikke tage hjem til deres mor. Det måtte de ikke, selvom de havde brug for en at blive trøstet ved. Indtil skolen måtte starte, måtte de klare sig selv. Joachim klarede udgifterne, og budgettet, og Jeppe købte ind så budgettet passede. Stemningen har aldrig været dårligere end den havde været nu! Skolen skulle starte om to dage! For fa'n! De kunne ikke komme i skole med den tilstand de var i! Jessi mærkede tårene presse sig på, og lod en enkelt falde, men stoppede igen, da hun så at den faldt ned i deres suppe. Suppen passede til deres humør. Kedelig og trist. Jacob havde prøvet at få stemningen op ,sammen med Julie, men havde endt med at deres mundvige dirrede, og de droppede det med det samme. Jessi følte sig ... Jessi følte sig ... Jessi følte sig sgu knust! Hendes hjerte var død! Der var intet liv tilbage! Hun kunne ikke tænke eller spise! Dårlig start på 8 klasse...

 

Skolen. Tårer. Ad! Jessi prøvede at få tanken om sin far til at forsvinde, men det gjorde de ikke. Klassen fik af vide hurtigt hvad der var sket. Og skolen blev værre og værre, for hver dag der gik, hun vidste ikke hvad hendes klassekamerater prøvede på. Enten at trøste hende, eller gøre det værre, men en ting var sikkert. Hendes far var væk, og intet... Intet kunne hun gøre. Hun ville PRØVE ar se om kunne gøre noget. "Fuck!" sagde hun da han skar sig, med en kniv. Hun havde hjemkunstskab. Hun havde været for meget i sine egne tanker, at hun havde skåret sig selv i fingeren. Der var meget blod på hendes finger, og hendes klasselære kom hurtigt og smurte noget på det. Derefter et plaster. "Hvad skete der Jessica?" havde hun spurgt. Jessi havde rystet fraværende på hovedet og gik tilbage til sit arbejde...

 

Efter skole gik hun langsomt. Jeppe var allerede derhjemme, og ventede på at hele familien skulle komme hjem. Hun havde ikke opdaget en der gik bag hende, før hun vendte sig op, og stoppede. "Hvad vil du?"  Manden tager fat i hendes hår, og river hende med. Jessi vrider sig, men opgiver. Han slår, og mørke trænger sig ind om hende.

Da hun slår øjnene op ligger hun i en seng. Det er sikkert nat, for der er stjerner over himlen. Hun trækker dynen fra sig, men bliver skubbet ned i sengen igen "Hvor tror du du skal hen?" hviskede en stemme i hendes øre. Jessi bliver bange, hun prøver at komme fri, men igen er manden for stærk for hende. "Giv op! du ved at du ikke kan vinde!" vrissede han af hende. "Så lad mig dog gå!" "Nej!" "Hvorfor ikke?!" tavshed ... "Hvorfor ikke?" hviskede hun. "Fordi... fordi... fordi jeg savner.." - "Savner hvad?" spurgte hun irreterret. "Savner en at elske..." "Hvorfor mig?" "Du ligner hende..." "Hvem?" "Julie" ... en gysen smed sig ned bag ryggen på hende. Manden bag hende, var Ted. Ted. Ted... Julies kæreste. Ham hun elskede så højt, så højt. "Lad mig gå... jeg ligner ikke Julie..." "Du hendes søster..." "Jae... måske..." "Er du da ikke Jessi?" "Nej..." "Du lyder som hende, og ser ud som hende..." Jessi gav sig til at skrige, men Ted holdte hende hurtigt for munden "Hold så kæft!"" skreg han i hendes øre, Og hun græd. hun græd så meget at han slap sin hånd fra hendes mund, og hun løb op fra sengen, men han tog fat igen "Jeg vil væk! Elsk med Julie!" skreg hun ind i hans knold. Manden slap hende, og Jessi veg hen mod vinduet, og klamrede sig til væggen. Hans øjne så ned "Julie... Julie er for ung... hun er for ung til mig!" skreg han. Jessi hørte ham hulke "Hvor gammel er du da?" prøvede hun. Han så hurtigt op "27, er du da ikke hendes storesøster?" "NEJ! Julie er ond mod mig! Hun driller ikke for sjov, som de andre!" udbrød hun. Overrasket så hun ned. Der lå en køkkenkniv for hendes fødder. Hun havde ikke set den, men hun lod den også være. "Du skal blive!" græd han, da hun gik hen mod døren. Han rejste sig hurtigt, da hun tog håndtaget, og før hun vidste af det, rev han i hendes hånd og svingede hende yndefulgt rundt, så han også fik fat på den anden arm. Manden tog fat i hendes trøje og rev den op. Jessi skreg af sine lungers fulde kraft, men så snart han havde fået trøjen af hende holdte han hende for munden. "Shh... det kommer ikke til at gøre ondt. Jeg skal bare se, hvordan du ser ud..." hviskede han i hendes øre, efterfuldt af et lille bid, i øreflippen. Jessi lod tårene falde, og hulkede, mens han fumlede med hendes bukser. 

Jessi lå på sengen med tårene springene ud af øjnene. Hun græd stadig. Hun var nøgen og havde for alt i verden bare lyst til at gå. "Lig nu stille!" vrissede han. Han havde lagt sig over hende, og hun prøvede igen at vride sig fri. "Stop så! Lad mig nu komme ind!" hviskede han, og tog fat i hendes ene arm i forsøg på at skille hendes ben ad. Jessi kæmpede bare for at han ikke skulle skille dem ad. Det lykkedes ham dog at skille dem, og ihærdigt rev han sine boxershorts af. Hans åndedræt var tungt og hurtigt. Jessi prøvede at samle sine ben, men han nåede at få sin ... ind. Jessi skreg. Det gjorde ondt. Han havde bundet hende, og rebene knugede sig fast om hendes håndled. Det eneste hun tænkte på, var sin far. Hvor meget savnede ham. Far! Hvorfor gjorde du det her mod os! Kom tilbage! Du er det eneste... jeg elsker! Kom tilbage far! Jeg ber' dig! Hjælp mig ud af det her! Be' om... Hun græd, lydløst. Hun følte hun skulle dø. Det var hendes eneste ønske. Det eneste hun ville have "Du lovede mig noget" hviskede Jessi. "Hvad?" stønnede han, mens han blev ved. "Du lovede det ikke ville gøre ondt, og at du kun ville se!" Jessi bed sig i læben. Han stoppede i én bevægelse "Gør det da ondt?" og Jessi nikkede svagt. Han trak sig ud og lagde sig ved siden af hende. "Det må du undskylde... Jessi, j-jeg er ikke den du tror jeg er!" stammede han. Jessi prøvede kan komme fri. "Jeg vil sove" hviskede hun, og vendte sig om. Ted lagde sig så ved siden af hende. 

 

Selvom Jessi var træt, kunne hun ikke sove. Hun ville ikke kende hans navn, og havde glemt det. Hun havde glemt mandens navn. den fremmede, som var Julies kæreste. Han havde taget hendes mødom. Ligesom han havde gjort ved Julie. Det var derfor hun ikke ville tale om det. Jessi undslap en tåre, og bed sig svagt i læben. Hendes øjne fik øje på kniven på bordet. Hendes hænder fumler i mørket, men finder kniven ved bordet. Manden ligger bag hende. Hun sætte sig tilbage med kniven i hænderne, og lader en tåre falde. Jessi trækker kniven over hovedet, og høre et gisp. Kniven falder. Den falder ned i gulvet. "Hvad laver du tøs?!" skreg manden. Jessi så ned af sig selv. Intet blod, men da hun vender sig om. Blod på det vide lagen. Det lugtede frisk. Jessi så på manden. Hans øjne var store, da han fik øje på blodet. Det lignede det var sort, på grund af mørket. Jessi så på manden. Deres øjne mødtes "Håber vi ses i helvede" mumlede hun. 

 

Jessi faldt ned på gulvet. Det sidste hun havde tænkt på var hvad hun havde mistet. Hendes mor. Hendes søskende. Hendes mødom. Men det hun vil se igen, var hendes far. Hun havde ikke mistet ham. Hver gang hun tænkte på ham, varmede det i hende. Selvom han var død, var det som han stod ved hende. at han stod ved hendes side. Hun lod tårene falde, mens hun langsomt døde hen. Jessi så et lys nærme sig, og smilede til loftet. hun lod sine sidste tanker gå til sin far, så det varmede... Det varmede... varme...

 

- Slut

 

Skrevet af Happy Cookie

 

Dette er noget jeg har brugt en uge på, jeg er ikke god til at rette kommafejl, og jeg håber i nød at læse den! Dette er med til konkurrencen "At miste" så jeg håber i vil lægge en kommentar. Like den, og anbefale den til venner :) Tak fordi i læsten den :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...