More than this (1D)

Amalia er en ung pige på 17 år, hun har haft en lang barndom og begyndende ungdom fyldt med mobning og svigt, og det hele vender da hendes far dør. Hendes mor forlod hende, hendes storebror og deres far da Amalia var 3 år gammel. Nu skal hun bo sammen med sin bror hos deres Onkel og hans kone Helene som var stemmetræner. Men hvad sker der når en gammel ven dukker op midt i alt er på vej til at gå den rigtige vej igen??? jeg har valgt at skrive den her er 13+ da der kan forkomme mindre pænt sprog m.m. så læsning er på eget ansvar(+13)

10Likes
5Kommentarer
665Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Amalias synsvinkel

Jeg havde sat mig på sengen på det værelse jeg havde fået hos min onkel og Helene. Det var en stort lyst værelse, og mange af de ting der var herinde var helt nye. Jeg havde ikke taget så meget med fra den gamle lejlighed, det mindede mig for meget om min far og mit gamle liv, og det jeg havde taget med havde jeg slet ikke taget mig sammen til at pakke ud endnu, det stod stadigvæk fint i det ene hjørne i 2 kasser. Jeg havde slet ikke haft overskud til at pakke dem ud, og jeg havde allerede været her i 4 måneder.
Jeg sad og kiggede ud af vinduet da det pludselig bankede på døren, jeg rettede hurtigt blikket mod døren.
’’ja?’’ jeg kiggede mod døren og ventede på at den blev åbnet. Min bror stak hovedet ind.
’’Må jeg komme ind lidt?’’ Jeg nikkede mod ham og sendte ham et skævt smil. Mig og min brors forhold havde fuldstændig ændret sig efter vores far død, vi var blevet meget tættere, og jeg kunne snakke med min bror om ALT og virkelig alt. Han var den eneste ven jeg havde og han var en ven jeg vidste der aldrig ville stikke mig i ryggen.  Eller faktisk var han ikke min eneste ven, jeg havde en anden god ven Lucas, den flotte Lucas, med de lækre brune øjne og alle pigerne. Men jeg havde ikke snakket med ham i 1,5 år. Han var flyttet væk fra Køge, og siden der gik det ned ad bakke for ham, og nu sad han i fængsel, og kontakten var bare død. Jeg tænkte tit på ham, han havde altid været der for mig i folkeskolen hvor jeg blev mobbet virkelig slemt. Jeg savnede måden han kunne ændre alle mine tåre til grin på et split sekund, måden han holdt mig ind til sig når man var på randen til at græde, alt det han havde været for mig. Jeg var ikke vild med ham eller noget, jeg var bare utrolig glad og taknemlig for han havde været i mit liv.
’’Hvad tænker du på?’’ spurgte Lauge(Min bror) han sad på min seng med ryggen op ad vægge, jeg havde siddet og stirret ud af vinduet igen.
’’Lucas’’ det kom ud på en helt følelses kold måde, som slet ikke var meningen. Der kom ikke noget svar, men blev bare revet til bare i et kram. Jeg sad længe med hovedet på hans skulder, vi sagde ikke rigtig noget vi sad bare, i stilheden.
’’Skal du ikke snart spille igen?’’ Min bror brød tavsheden, med det værst tænkelige spørgsmål. Før min far døde spillede jeg klaver, jeg spillede hver dag, jeg elskede det og syntes det var en befriende ting men jeg havde overhovedet ikke nærmet mig et klaver siden min fars død, det var ham der havde lært mig alt jeg kunne med et klaver, det var ham der havde lært mig noder, det var ham der havde fået mig til at starte, og jeg havde slet ikke haft lysten til at spille siden han døde.
’’hvorfor?’’ jeg kunne godt mærke den store klump jeg havde i halsen.
’’Du har et kæmpe lækkert sort skinnende flygel stående i spisestuen til fri afbenyttelse og du har ikke rørt det overhovedet mens vi har været her, og jeg savner at hører dig spille’’ jeg valgte helt at lade vær med at svare, jeg var tom. Jeg havde intet svar.

Da vi havde spist og taget af bordet og sådan tænkte jeg på hvad min bror havde sagt tidligere om at jeg ikke havde nærmet mig flyglet overhovedet siden jeg var kommet. Jeg gik ind i spisestuen og hen til flyglet jeg satte mig på skamlen foran, og åbnede til tangenterne, jeg sad længe og vidste slet ikke hvor jeg skulle begynde.
’’Jeg syntes du skal spille, du spiller så smukt’’ stemmen var lys, og kom henne fra døren indtil spisestuen, jeg vendte mig om og så Helene stå.
’’Jeg ved ikke helt’’ jeg trak på skuldrene og lukkede til tangenterne igen. Jeg rejste mig og gik hen mod døren.
’’Du ved godt du bare kan komme hvis du vil snakke ikke?’’ jeg stod foran Helene, mens hun kørte en hånd på min kind.
’’Det ved jeg godt, men jeg tænkte faktisk på noget?’’ Jeg sendte hende et skævt smil.
’’ja, skal vi ikke gå ud i køkkenet og snakke over en kop kaffe’’ jeg nikkede bare og jeg gik efter hende ud i køkkenet. Hun gav mig en kop, med kaffe i sjovt nok. Jeg stod længe og kiggede på det brune vand i koppen. Jeg har egentlig aldrig rigtig kunne lide kaffe, men alligevel drikker jeg det hele tiden.
’’Hvad var det du tænkte på søde?’’ Helene stod lænet op ad køkkenbordet og kiggede på mig.
’’Jeg ved godt, at dig og Peter nok ikke syntes jeg er klar endnu, men jeg vil virkelig godt starte på handelsgymnasiet igen’’ Jeg kiggede skiftevis på hende og ned i min kop, de havde båret meget over med mig og i starten da jeg kom, ville jeg slet ikke starte i skole igen, og har egentlig bare gået rundt herhjemme.
’’Er du sikker?’’ Hun tog en tår af sin kaffe.
’’100 % sikker, Helene. Jeg har brug for at komme ud igen, jeg laver ingenting overhovedet, og jeg er virkelig begyndt at kede mig, og rengøringskonen bliver så sur hver gang jeg vil hjælpe med at gøre rent’’ Jeg smilede mod hende, men var stadigvæk lidt nervøs for hendes reaktion.
’’Det fordi du på en måde stjæler hendes job Amalia’’ sagde hun og udbrød i latter.
’’Jamen hvad skulle jeg ellers lave’’ grinede jeg lidt tilbage.
’’men så vil jeg da ringe til Nils Brock på mandag og hører om du kan starte nu midt inde i det hele, du har jo allerede gået på handelsgymnasiet i en 6 måneders tid’’ Jeg kunne slet ikke ladevær med at smile, jeg troede det krævede en lidt større kamp måske, men overhovedet ikke!

’’Amalia?’’ det var Helene der sad på min seng og vækkede mig. Solens stråler ramte mine tunge øjenlåg. Det var lækkert at solen skinnede, selvom det ikke var særlig varmt i starten af februar måned.
’’mmm’’ jeg orkede ikke engang at åbne mine øjne for at kigge på hende
’’er du vågen?’’ Jeg trak dynen over mit hoved som svar på hendes spørgsmål.
’’Peter er på arbejde, og kommer først hjem omkring kl. 17, Lauge kører lige mig ind og hente nogle forretningsforbindelser der skal være her i nogle dage ca. så du er alene hjemme i en time eller to okay?’’
’’mmm det fint’’ jeg var så træt jeg gad ikke stå op endnu. Og det jeg hørte døren lukke kunne jeg ikke ladevær med at tænke endelig, men da jeg havde vendt og drejet mig i et kvarters tid, opgav jeg at falde i søvn igen.  Jeg stod op tog nogle lækre tykke lange pinke strømper på, et par sorte træningsbukser, og en grå løs bluse. Jeg følte mig simpelthen så skide sexet, NOT! Jeg slæbte mine fødder hele vejen ned i køkkenet, for at finde noget at spise.


Lauges synsvinkel

Vi var kørt fra lufthavnen med Helenes ’’kunder’’ you name it, de var med i et stort boyband kaldet One Direction, jeg vidste jeg havde en lillesøster der ville dø, jeg vidste hun var fan, stor fan! Jeg turde slet ikke tænke på hvordan hun ville reagere når hun så de var i hendes hjem. De virkede alle sammen rigtig flinke.
’’Jeg glæder mig sådan til at komme hjem til dig Helene, jeg har sådan en forestilling om hvordan du bor’’ sagde ham der vist nok hedder Liam, men jeg var ikke helt sikker.
Vi kørte ind og holdte i indkørslen, jeg steg ud og gik mod hoveddøren, og låste op, men jeg stoppede brat op i det jeg kom ind, jeg kunne høre flyglet spille, jeg slap nøglerne og lod dem falde til jorden og løb ind mod spisestuen, og rigtig nok der sad Amalia og spillede, hendes fingrene dansede hurtigt over tangenterne man kunne se hvordan hele hendes krop fulgte med, jeg kunne ikke ladevær med bare at smile og stå og lytte, jeg mærkede en hånd på min skulder, det var Helene hun stod med et ligeså stort smil som jeg selv gjorde.
’’NEEEEEEJ hvem spiller?’’ udbrød ham der vist nok hedder Louis mens han klappede i sine hænder og mit søster stoppede brat med at spille, jeg kunne have slået ham ihjel lige der. Hun vendte sig ikke om for at kigge, hvem der havde sagt noget hun stoppede bare og lukkede til tangenterne. Jeg gik hen og satte mig på skamlen ved siden af hende, hun græd. Jeg kørte en hånd over hendes hår.
’’Bliver jeg nogensinde glad for at spille igen?’’ Hun kiggede op på mig og snøftede lidt, jeg hadede når hun græd, jeg følte mig så magtesløs.
’’Jeg vil bare gerne være alene’’ hun rejste sig og jeg sad tilbage, jeg kunne slet ikke rejse mig.

Amalias synsvinkel

Jeg ville bare være alene, jeg havde ikke lyst til at være sammen med nogle. For første gang i 5 måneder havde jeg spillet, og jeg havde aldrig følt sådan et stort savn til min far som jeg gjorde da jeg spillede. Jeg gik med hurtige skridt mod døren der førte ud af spisestuen og ind i stuen, jeg stoppede brat op i det jeg havde trådt ind i stuen, der sad de mine største idoler og her stod jeg og tudede, fedt! Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle reagere, så jeg satte bare i løb op mod mit værelse. Jeg så hurtigt Helene reagerede for at stoppe mig.
’’AMALIA’’ råbte hun op af trappen.
’’Bare.. nej… bare lad mig være lidt’’ jeg smækkede min dør i vrede, sorg, og rastløshed. Jeg stod op ad døren, et stykke tid indtil jeg bare faldt ned og lå lidt foran den, jeg havde allermest bare lyst til at skrige! Jeg følte mig så pinligt berørt, jeg følte mig blottet!
Jeg tror jeg havde ligget foran døren i en halv times tid da det bankede på.
’’Bare gå’’ jeg havde ikke lyst til at snakke med nogle, jeg ville bare være alene.
’’Så sidder jeg da bare herude indtil jeg må komme ind’’ Det var Helenes lyse stemme der lød gennem døren. Jeg strakte mig så lang jeg var for at låse døren op, det var lettere end at sige hun kunne komme ind.
’’Pas på, jeg ligger lige inde for døren’’
Hun åbnede døren på klem og smøg sig ind gennem åbningen, hun lukkede stille døren og satte sig ned ved side af mig, hun nussede stille mit hår.
’’Hvorfor kan jeg ikke bare være glad for at spille? Jeg savner at spille, men ikke hvis jeg skal føle sådan når jeg gør det’’ jeg snøftede lidt.
’’Du skal nok komme til at spille igen, uden at være ked af det, det kræver bare lidt tid søde’’ hun lagde et kys på mit hoved.
’’kommer du ikke ned og siger hej?’’ hun stoppede ikke med at ae mit hår.
’’jo lige om lidt’’ jeg kom til at trække lidt på det da jeg sagde det og man kunne høre Helene sukke let.
’’Det lover jeg’’ Jeg kiggede op mod hende og smilede, jeg var bare nervøs for deres reaktion, de må tænke at jeg er sådan en drama queen eller opmærksomhedskrævende teenager!
Helene rejste sej fra gulvet,
’’du kommer ned om lidt ikke Amalia?’’ jeg smilede endnu engang til hende og nikkede.
Jeg havde ligget på gulvet et stykke tid mere efter Helene var gået, jeg havde endelig taget mig sammen til at rejse mig op, og gå hen til det store spejl der var på mit værelse og pænt sagt, intet kønt syn!
slaskede sorte træningsbukser, kæmpe pinke sokker, løs grå bluse, lyst hår der stod ud til alle sider og helt røde øjne, jeg lignede ærligtalt noget fra en gyserfilm. Jeg skyndte mig at ligge lidt pudder sådan så mit ansigt ikke var helt rødt, og lidt mascara, jeg redte mit hår igennem og satte det op i en knold, jeg tog et par mørkeblå jeans på, og en sort bluse, meget enkelt. Jeg tog en dyb indånding inden jeg gik ud af døren og ned af trappen. Hele min mave vendte sig og jeg var så nervøs og jeg havde virkelig lyst til at fangirle big time.  
’’H..h….hej’’ fik jeg fremstammet da jeg stod i stuen foran dem, de vendte alle blikket mod mig, og jeg kunne mærke hvordan jeg rødmede.
’’Hej, Harry’’ han rejste sig op og kom over og gav mig et kram, jeg holdte vejret og havde lyst til at skrige. De andre kom også op og gav mig et kram, mens jeg virkelig kæmpede for at bevare roen inde i mig selv så jeg ikke begyndte at hoppe op og ned og begynde at skrige! Mit humør havde ændret sig fra kulkælder til overdrevet happy hyper.
’’Skal du ikke sidde ned?’’ halvgrinede Louis
’’Øhm jo, jo det skal jeg’’ jeg havde taget mig selv i bare at blive stående og studere dem skiftevis PINLIGT.  Jeg satte mig i den ene sofa mellem Helene og Niall, og Niall duftede vildt godt. Jeg bed mig selv hårdt i kinden på den ene side for ikke at sige noget dumt og på den anden side for at sikre mig det her ikke var en drøm.
Jeg vidste godt Helene arbejde med dem, og det var derfor hun rejste så meget, men jeg ville aldrig bede hende om at sørge for at jeg skulle møde dem, og alligevel sad de her i mit hus, det var så urealistisk.
’’er der noget i har lyst til drenge?’’ Det kom ud på den perfekte afslappede måde, mens jeg rejste mig fra sofaen.
’’Har i kaffe?’’ Harry kiggede på mig og smilede.
’’Det er Danmark ikke månen’’ udbrød Helene i grin.
’’jeg laver noget kaffe’’ jeg smilede tilbage til Harry og gik ud i køkkenet. Da jeg kom ud i køkkenet hoppede jeg rundt i køkkenet mens jeg satte kaffemaskinen til at lave noget kaffe. Jeg sprang op og ned og skreg uden lyd.
’’Hvad fanden laver du?’’ et stk. Niall stod i døren til køkkenet og flækkede af grin af mig. Jeg kunne mærke hvordan jeg igen begyndte at rødme.
’’Øhm ja, øhm….’’ Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.
’’Fangirler på det cool’e måde eller hvad?’’
’’Lidt måske’’ halv grinede jeg tilbage.
’’men hvor er der et køleskab fordi jeg er så sulten’’ pev han da han var færdig med at grine af mig. Og det var sådan lidt klart han ikke selv kunne finde køleskabet da det var sådan et smart et der var gemt bag en skabslågen. Jeg hev det op.
’’spis til du brækker dig’’ grinede jeg. 
’’Jamen så er der jo slet ikke nok mad’’ han puffede blidt til mig og grinede, jeg tror lidt jeg tabte kæben og lavede store øjne, køleskabet var fyldt til randen
’’Det var for sjov’’ sagde han så
’’Ja det vidste jeg da godt’’ jeg prøvede at lyde overbevisende men den gik vist ikke helt.
’’skal du slet ikke have noget mad?’’ han stod med hovedet inde i køleskabet og munden fuld af mad.
’’wow du vil faktisk dele din mad?’’ grinede jeg
’’Jada’’ han rettede sig op og kiggede på mig, han kiggede lige ind i øjnene, og jeg er sikker på mit hjerte stoppede et sekund, eller to og det hele inde i mig begyndte at boble.
’’Du har virkelig grønne øjne, det flot eller de er flotte’’ han smilede og fik mig til at rødme lidt og kigge ned i jorden.
’’Tak’’ jeg prøvede at holde øjnene på mine sko, som var virkelig interessante lige nu.
’’forstyrrer jeg? Det var bare mere den der kaffe’’ Harry stod og lignede en der kunne dø af grin.
’’Jo ja jeg kommer nu’’ jeg skyndte mig at smide det hele op på en bakke og gik så ind i stuen med den.
’’hvor er Niall?’’ Louis kiggede nysgerrigt på mig
’’I køleskabet’’ jeg sendte ham et smil og fnes lidt altså ikke på der den lille pige måde men bare sådan et lille grin. I ved hvad jeg mener. Han kiggede meget mærkeligt på mig, og grinede lidt.
’’I køleskabet?’’
’’ja han var sulten’’ jeg kunne ikke se hvad der var så mærkeligt ved det, og Louis udbrød i grin.
’’Han kan vel ikke være INDE i køleskabet?’’ jeg kunne høre hvordan han bare lagde trykket på ingen og grinede.
’’Nej okay, ikke inde i køleskabet, fuck det pis du ved hvad jeg mener’’ og jeg kunne ikke ladevær med at grine, og det kunne Louis tydeligvis heller ikke. 

 

Dette er min første fanfic, så håber i kan lide den. I må meget gerne like og kommentere både ris og ros. :-) håber i vil komme med noget feedback og dele den! TAK :-) <3 xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...