Soulmates - De uddødelige 1

Da Evaline hører sin mor fortælle om hendes barndom, hvor hendes mange år gik på at være uddødelig, prøver Evaline at finde miksturen, for selv at opleve den fantastiske opdagelse af at være en af de uddødelige.
Men da hun endelig opdager hvad hun vil, finder hun ud af at der er meget mere på spil end hendes mor har fortalt hende. Hun bringes både i fare, men hun møder også sin Soulmate.

13Likes
5Kommentarer
1189Visninger
AA

3. Tre

Endelig næsten hjemme, efter en pinefuld skoledag. I morgen vil jeg sikkert være i skolebladet, og der vil stå en masse falskt om hvorfor jeg væltede, og sikkert også hvordan. Det er aldrig nok at skrive: 'hun væltede', men man skal åbenbart skrive noget som: 'hendes ben faldt bag over, og hendes krop faldt hurtigt til jorden, og ødelagde hendes ene bukseben'. Så kommer der helt sikkert også overdrivelse i: 'blodet væltede ud, så hun skyndte sig at halte ud på toilettet, for at tørre den ulækre blodplet væk fra skolegården'. Som om det er gården, og ikke mig der er vigtigst ...

Jeg skynder mig op ad vejen, og løber mod mit hus, hvor jeg går indenfor. "Så er jeg hjemme!" råber jeg, og får et "Det godt skat!" som svar fra min mor, som jeg derefter går ud til.

"Har du haft en god dag?" spørger hun mig.

"Mmh." lyver jeg. "Hvad med dig?"

"Fin fin. Men skat. Jeg har stadig et par kræfter tilbage ved du nok. Din aura siger du lyver..." kommer hun pludselig med. Og dét havde jeg selvfølgelig lige glemt!

"Øh - det er måske dine evner der lyver?"

"Godt forsøgt. Hvad er der sket skat?" bliver hun ved. Hun stopper ikke til jeg har fortalt det. Og hvis jeg lyver, kan hun også se det. Jeg ser samtidig hendes blik bevæge sig ned af mit tøj, og hun får store øjne da hun ser mine bukser. "Gud, hvad er der sket skat?"

"Jeg væltede i skolen ..." jeg kommer i det sammen til at tænke på hvor mange der vil håne mig i morgen. Isabella ydmyger helt sikkert foran alle. Og overdrivelserne i skolebladet! Det bliver forfærdeligt! En lille tåre sidder i øjenkrogen, men jeg skynder mig at tørre den væk. Tænk hvis mor så det her!

"Ja - ja det gjorde du sandt nok." starter hun, som om hun kender hele historien. Men hun er ikke færdig. "Med der er mere. Hvad er der sket? Helt ærligt."

Helt ærligt siger hun? Fint! Jeg skal give hende helt ærligt! "For det første:" jeg hæver stemmen. "Først ved de jeg kommer for sent i skole, så det vil de optage, og -"

"Hov hov. Hvem, de?" afbryder hun mig.

"Isabellas 'tilhængere' om man så må sige. Men det er ligemeget hvem. De filmede mig! Og ikke nok med at jeg kommer for sent, så vælter jeg også over en sten. De filmer stadig! Jeg ser op i vinduerne, hvor alle 'populær' pigerne står og griner. Forresten kan Isabella, hvornår hun nu vil, skrive hvad hun vil i skolebladet. Så i morgen kommer jeg i skolebladet, og sikkert også på nette, hvor alle ser da jeg væltede! Og henne i kantinen kiggede alle, alle undtagens Jules, Jane og Emma grinte! Og som om det ikke var nok, fik jeg også en eftersidning!" jeg puster efter vejret, da min aggression har taget over. Jeg får en sidste sætning ud. "Og dét, mor, det er hvad der er sket!"

Hun kigger på mig med store øjne, så bekymrede, og så store igen. "Gud, gud lad det ikke ske!" mumler hun til sig selv, og jeg aner ikke hvad det skal til for ... "Skat. Sidder du sammen med andre, eller sidder du selv i kantinen?" hendes øjne er igen bekymrede.

"Som jeg sagde, sammen med Jules, Jane og Emma. Hvorfor?"

"Ja det hørte jeg ... Men sidder i ved et bord alene, eller sammen med andre?"

"Det er kun os tre. De andre sidder ved andre borde. Igen, hvorfor?"

"Lov mig at du prøver at sidde ved andre også. Er du sød at prøve?"

Hendes hænder begynder at fumle med hinanden, som om hun er nervøs. Men jeg er nok nød til at svare hende. Selv om jeg ikke tror jeg kommer til at sidde ved andre, bad hun mig jo ikke om at love det. Så jeg nøjes med at nikke, og går derefter ind på mit værelse igen.

***

Jeg er i gang med at finde informationer om Darwin, da jeg hører hoveddøren gå op. Det er sikkert far der kommer hjem. Hurtigt råber jeg hej, så han ikke kommer ind på mit værelse. Det ville lyde mærkeligt. 'hvad laver du skat?' 'når ikke noget. Jeg søger bare efter en jeg ikke kender' Det virker oplagt at finde informationer om en man ikke kender. Men alligevel. Nej tak. Efter lidt tid, hører jeg samme hilsen, fra ham, til mig. Jeg kan stadig ikke finde nogle informationer eller billeder om den mystiske dreng. Det er ret mærkeligt ...

Langsomt går jeg ud mod stuen, hvor mor og far snakker. Men de snakker åbenbart med dæmpede stemmer, så jeg giver mig til at udspionere dem. Bare sådan for sjov.

"Så er det klaret Ever. Jeg har gemt de sidste eliksirer i lageret, og jeg lover at lade dem ligge der i al evighed." hører jeg min far hviske.

"Vi må bare ikke sige det til Evaline. Jeg er bange for, at hvis hun finder ud af hvor de er, vil hun, uden at tænke sig om, drikke en. Jeg ved ikke om hun tror fuldt og fast på mine små historier. Og om hun overhovedet tror at det er historier. Men bare rolig. Jeg har ikke fortalt for meget og vores unge dage." hvisker min mor.

"Jeg er sikker på, at hvis vi snakker med hende om det, ville hun forstå hvorfor hun netop ikke skulle drikke eliksiren. Men ja - lad os hellere lade være. Vi kan ikke tage nogle chancer. Heller ikke hvis hun beder inderligt om at vide hvor de er, hvis vi fortæller hende hvordan vi blev uddødelige. Det må vi love hinanden."

"Jeg lover det, Damen. Vi lover det!" De smiler til hinanden, og begynder så at kissemisse. Tid for mig til at gå!

Hvad mon de snakkede om? Hvilken eliksir? Mon det var dén der gjorde dem uddødelige den gang? ... Jeg er nød til at finde det lager!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...