Soulmates - De uddødelige 1

Da Evaline hører sin mor fortælle om hendes barndom, hvor hendes mange år gik på at være uddødelig, prøver Evaline at finde miksturen, for selv at opleve den fantastiske opdagelse af at være en af de uddødelige.
Men da hun endelig opdager hvad hun vil, finder hun ud af at der er meget mere på spil end hendes mor har fortalt hende. Hun bringes både i fare, men hun møder også sin Soulmate.

13Likes
5Kommentarer
1191Visninger
AA

2. To

Jeg vågner med den mærkeligste smag af pandekager i min mund. Der går først lidt tid før jeg endelig dufter at det rent faktisk er fordi min mor har lavet pandekager. Min mor hedder forresten Ever, og min far hedder Damen. Nogle gange strenge, og totalt uoverskuelige. Andre gange perfekte. Men sådan er forældre jo. De ændrer sig nok også efter ens eget humør. Hvis det ikke var fordi jeg er enebarn, ville de sikkert ikke holde så meget af mig. Jeg er væk det meste af tiden. og hvis jeg ikke er ved skolen eller vennerne (dem jeg nu har ...), prøver jeg for det meste bare at gemme mig på mit værelse. Jeg kan ikke engang huske sidste gang min familie lavede noget sammen ...

Jeg tager en top over hovedet, og et par bukser på benene. Derefter skynder jeg mig ind i køkkenet, og sætter mig klar til min pandekage.

"Og godmorgen til dig også da, lille skat." kommer det stille fra mor. Far er vist ikke vågen endnu.

"Mmh." nikker jeg mod hende, og propper den første bid i munden. Lækker smag af sukker og syltetøj, med mors berømte pandekage opskrift. Hun brugte vist et par år om at finde på den. Det er ret mærkeligt at tænke på, at det jo faktisk næsten ikke er nogen tid for hende. Hvor gammel er det nu hun er?

"Mor?" spørger jeg, da jeg har fået tygget det sidste pandekage. Hun nikker som tegn til at jeg kan fortsætte. "Hvor gammel er det nu du er?"

Hendes øjne bliver store idet jeg siger det, men hendes blik ændrer sig derefter til at være undrende. "Hvorfor spørger du om det, skat?"

"Jeg ville bare vide det. Altså jeg kan ikke rigtigt huske det ..." svarer jeg hende, og håber på selv at få et svar tilbage.

"Et hundrede og en og tredive. Men hvorfor skat?" svarer hun mig heldigvis. Og helt ærligt, så må to år jo være som et par dage for hende. I forhold til mit liv i hvert fald.

"Du holder dig godt!" griner jeg mod hende, og får hende til at smile med.

"Men øh - fik du egentligt lavet dine lektier i går? Du kom aldrig ind i stuen til os. Du må være enormt sulten?" hun ser bekymret på mig, mens jeg bare ryster på hovedet, og guffer endnu en pandekage i mig. Denne gang kun med sukker. Massere af sukker!

***

Henne i skolen ringer det ind idet jeg går ind af hovedporten. Jeg kommer for sent! Mit tempo sætter i løb, så hurtigt, at jeg snubler over en sten. Pokkers!

"Av!" skriger jeg op, og ser hullet der er kommet i mit bukseben. Der står et par piger i vinduet indenfor, som tydeligvis skriger af grin. Til grin kan man altid blive ... Pokkers.

Jeg skynder mig ind i mit klasseværelse, og ser min lærers sure udtryk. "Undskyld jeg kommer for sent." siger jeg stille, og sætter mig ned på min plads, ved siden af Jules.

"Ja det må du nok sige. Eftersidning!" råber Hr. Smith op.

"HVAD? Nej please lad mig gå!" Hr. Smith er min engelsk lære. 21 år, og mega flink. Han må da have en rigtig dårlig dag i dag. Han har aldrig givet nogen som helst eftersidning for før? Der er da helt vildt mange der kommer for sent hele tiden, og så lander jeg lige i ulykken!

"Som jeg sagde, eftersidning! Det kan ikke passe at jeg hver gang skal smile sødt, og derefter bede om at personen skal sætte sig ned. Du satte dig godt nok ned selv, men ved du hvad. Det kan bare give dig en time mindre." Jeg er ikke helt sikker på hvad pokker han snakker om. Hans blik ændres ud til hele klassen: "Næste gang går det ud over jer alle sammen!" siger han højt. "Men denne gang slipper lille Evaline her, for at få jer andre med!" ...

Efter en lang slutning på engelsk timen, og derefter en geografi time (som jeg heldigvis ikke kom for sent til), skynder jeg mig ned i kantinen sammen med Jules og Emma. Vi sætter os ved det sædvanlige bord, alene fra alle andre. Men med blik mod det populære bord. En dag, sidder jeg helt sikkert også derhenne! Bare med Jules, Jane og Emma. Alle dem der er der nu, er snobberne. Men det er - af en eller anden grund - altid dem der er de populære. I hvert fald i sidste ende.

Lederen af det populære bord er nok Isabella. Eller Isa, som alle kalder hende. Hun tror hun er så sej og smuk. Måske fordi hun er sej, og desværre og guddommeligt smuk ... Hun napper altid de rige,  flotte og lækre fyre, og jeg kan se hun allerede har gang i at score ... Mit blik lander på Darwin, ved siden af Rhina, som sidder over for Isabella. Jeg studerer hans tydeligvis perfekte tøjstil. En rød bluse under en blålig skjorte. Bukserne er fede! Også blålige tror jeg. Hans hår stritter med et par totter. Han er tydeligvis muskuløs. En del mere end Jules faktisk. Jeg ved hans øjne er grønblå. Han sidder med ryggen til, så mere kan jeg ikke se foreløbigt.

"Hallo Ev! Hører du overhovedet efter?" hører jeg ved min side, som flår mine tanker væk. Det er Jules der siger det.

"Øh nej, ikke rigtigt. Jeg gik lige lidt i stå. Undskyld." siger jeg hurtigt, og kigger ind i hans overraskende øjne.

"Se dig dog omkring Ev!" han nærmest råber det. Hvad han mener med det, aner jeg ikke. Men jeg vender alligevel hovedet rundt. Først ved jeg ikke hvad jeg skal kigge efter. Men da jeg får studeret alle borde, viser det sig, at alle nærmest griner. Det værste er, at de nærmest alle sammen stirer på mig. Åh nej! De stirrer på mig!

"Hvorfor fanden ser de alle på mig?!" råber jeg mod Jules. Emma er tydeligvis også bekymret.

"De snakker alle sammen om at du faldt. Isa sagde endda at hun fik nogle til at filme dig! Hun får dig i skolebladet Ev!" skynder Jules sig at sige.

"HVAD? Men ... Men de kunne da ikke vide at jeg ville vælte!" helt ærligt, hvordan vidste de det?!

"Det ved jeg!" indskyder Emma. "Jeg hørte dem sige, at de ville filme når du kom for sent. Men da du så væltede, ville de vise dét til Isa i stedet for!"

"Shit ... hvorfor skal de onde altid have adgang til skolebladene!" siger jeg surt, og krydser mine arme. "Det er herre unfair." I det samme mærker jeg mit knæ svie, så jeg tager min hånd mod det, og laver et par små piv.

"Gør det meget ondt?" hører jeg Jane sige bag mig, mens hun skynder sig at sætte sig ved Emma.

"Mm lidt. Hvor har du været Jane?" Jeg tager min hånd til mig igen. Måske skulle jeg finde et plaster?

"Jeg har lige snakket med Tom ... og og, her kommer det bedste - I alene rum!" griner hun, og ser Emmas misundelige udtryk skyde frem. Men da hun ser mit, forholder hun sig neutral.

"Hvad?! Tom? Hr. Smith? Det så snyd!" griner Emma mod hende, og laver Jane fortsætte.

"Lidt ... Haha! Ej, og jeg skulle lige til at kysse ham, ik? Men så stoppede jeg hurtigt, det var som om han lænede med mig! Jeg tror faktisk at jeg kunne have fået et kys der!!!"

"WHAT? Omg hvorfor stoppede du?!" Emmer råber begejstret op. Hun ville ønske det var hende! Men så lækker er han da heller ikke... Det er også mærkeligt med hans alder. Han er kun fire år ældre end os.

"Man må jo ikke Emma!" griner Jane videre. "Men helt ærligt. Jeg tror jeg skal blive ved! Jeg tror, at han tror, at jeg kun prøver for sjov. Han prøver bare at spille med. Han grinte jo også bag efter. Han ville aldrig tro at vi turde at kysse med ham. Derfor spiller han bare med. Men i morgen, der gør jeg det!"

"Så gør jeg det før dig!" griner Emma.

"Næ, for du sagde helle for Darwin!" de griner begge to. Pludseligt vender mit blik ned mod det populære bord. Men han er der ikke? - I det samme ringer det ind.

"Vi ses i morgen!" råber vi alle til hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...