Soulmates - De uddødelige 1

Da Evaline hører sin mor fortælle om hendes barndom, hvor hendes mange år gik på at være uddødelig, prøver Evaline at finde miksturen, for selv at opleve den fantastiske opdagelse af at være en af de uddødelige.
Men da hun endelig opdager hvad hun vil, finder hun ud af at der er meget mere på spil end hendes mor har fortalt hende. Hun bringes både i fare, men hun møder også sin Soulmate.

13Likes
5Kommentarer
1177Visninger
AA

10. Ti

"Godmorgen sovetryne." hører jeg en blid stemme sige. Det er min mor. "Hvor blev du af i går?

Jeg åbner langsomt mine øjne, og ser ind i hendes. "Øh ... Jeg løb lidt længere. Og så fandt jeg nogle venner, som jeg snakkede med ..." lyver jeg.

”Evaline, fortæl nu hvor du var!” bliver hun ved. Men jeg sender hende bare himlende øjne, og fjerner mit blik fra hende. I det samme rejser hun sig, og går mod min garderobe. ”Og den her?” hun holder hurtigt min rosenrøde lårkorte kjole frem mod mig. ”Den har jeg aldrig set før!”

”Mor! Jeg kan altså godt købe ting, uden du behøves at vide det!” min stemme bliver irritabel, og med ét er jeg på benene, tager kjolen fra hende, og hænger den ind i skabet. Lige lidt for hurtigt, så min mor sender mig et undrende blik.

”Okay. Hvis det er sådan du vil have det. For resten er klokken fem minutter i otte. Jeg ville have kørt dig, men nu må du gå selv. Du må hellere se at få tøj på!” min mors stemme er bestemt, da hun går mod min dør, som hun smækker i efter sig.

Fedt! Gå i skole, på fem minutter! Endelig kan jeg prøve at manifestere min første bil! Den skal være fed, rigtig fed. Den skal tage alt opmærksomhed, det er jeg sikker på!

Jeg manifesterer hurtigt noget tøj magen til det i mit klædeskab, og skynder mig ud i gangen. Min mor sender mig store forskrækkede øjne, da hun ser at jeg allerede har klædt om. Jeg griner for mig selv, efter at have set hendes udtryk.

Uden at sige farvel eller noget, smutter jeg ud i det midlertidige regnvejr. Løber indtil jeg er henne ved et hjørne, hvor ingen med garanti kan se mig. Jeg lukker øjnene, og forestiller mig en skinnende rød Ferrari, som jeg har set dem på film. Da jeg smækker øjnene op, står den lige foran mig. Den er virkeligt fed! Wow! Og jeg har lavet den? Wow.

Jeg sætter mig hurtigt ind i den, og drejer nøglerne, der allerede sidder i bilen. I det samme kommer en høj og fed brummen. Med en del fart, suser jeg ud på vejen, og videre mod skolen.

Jeg ankommer til skolen efter få minutter, på grund af den lynende hurtige bil. Jeg parkerer den en ledig plads, låser den, og tager nøglen med mig, på vej mod hoveddøren. Men stopper op lige foran den. Er sikker på at ingen kigger. Jeg skynder mig at manifestere et fedt outfit, der siger jeg er rig og moderigtig, samtidig med en lækker makeup, og en stor opsat knold.

Hurtigt når jeg ind i klassen, mens lange blikke følger mig. I det jeg sætter mig ned, ringer det.

Jane, der sidder bag mig, prikker hurtigt til mig, og med et stort smil åbner hun sin mund. ”Der er vist nogle der har handlet lidt? Er du syg Ev? Er du godt klar over hvor meget det der koster?” Og med det der, mener hun selvfølgelig mit tøj.

”Ih ja da, men Jane … Man kan hvad man vil!” jeg giver hende et hurtigt smil, som derefter vendes mod Hr. Smith. Vi skal have engelsk …

Han skynder sig op til tavlen, hvor han skriver klassens navne ned. ”Er det nogens navne der mangler?” spørger han pludseligt, og jeg skimter dem alle igennem. Ja, de er der alle. Undtagen …

”Hr. Smith, du mangler Evaline?” kommer Emma mig hurtigt i forkøbet.

”Nej lille Emma. Det er af fuldt bevidsthed, hun ikke er kommet på tavlen. Og forresten -” hans blik vender sig mod mit, og hans øjne gennemborer mine. Der er endda et glimt af had! ”Du var ikke til den eftersidning vi snakkede om. Hvornår har du tænkt dig at få den?” Hans blik stirrer surt på mig, fyldt med vrede.

”Jamen jeg..-” mere når jeg ikke at sige, før Smith igen begynder at snakke.

”Ikke noget jamen! Aldeles ikke noget jamen! Du kommer med mig, nu!” med en løftet pegefinger, går han mod døren, og peger mig mod ham. Jeg rejser mig hurtigt og følger efter, mens klassen begynder at jappe op, om hvad der nu vil ske med mig.

Jeg bliver ført ind i et rum, med skiltet ’pedel’ hængende på døren.

”Evaline, hvordan tror du jeg har det med det her? Og specielt i dag, lige nu?” Hans stemme er pludselig blid og rar.

”Det er vel … træls..” mumler jeg.

”Træls? Træls! Hvad er det egentligt for et ord …? Det er hårdt. Især i dag. Okay?”

Han giver mig tid til at tygge på ordene. Til at de lige kan sive ind. Men det går op for mig, at jeg pludselig ikke aner hvad han taler om, og hvor han vil hen med det her.

”Øh … undskyld Hr. Smith, men – ”

”Stop!” afbryder han hurtigt. ”Kald mig Tom. Det andet lyder for … for gammeldags.” han bryder ud i et lavt grin, og lader mig fortsætte.

”Okay … Tom. Hvorfor især i dag?” jeg er efterhånden lidt spændt på hans svar.

”Hvorfor?” han kigger undrende på mig, mens jeg nikker. I det samme begynder han at studere mig. Simpelthen fra top til tå. Og så en gang til. ”Fordi, Evaline, når du går klædt sådan der, kan alle og enhver komme og gøre sådan her:” hans stemme stopper op, og før jeg ved af det, læner han sig frem, og giver mig et blidt kys på mine læber. Hvad f…!

Jeg træder et skridt tilbage. Lidt langsommere end forventet, men slutter af med at give ham et skræmt blik.

”Ja, det er skræmmende! Og i virkeligheden, må lærere ikke gøre det der. Så hvis du kan holde på en hemmelighed, holder jeg på din.” hans ord forskrækker mig næsten endnu mere. Hvad mener han med at holde på min? ”Rolig Evaline. Jeg ved godt at du er uddødelig…”

”Du hvad!? Hvordan?” Igen – a’hva ved han?

”At du er uddødelig. Og jeg kan holde på din hemmelighed, hvis du kan holde på min.”

”Men hvordan vidste du det?”

”Evaline, kan du holde den eller ej …?” Hans blik begynder at blive irriteret, men forsvinder med det samme han ser ind i mine øjne. Jeg nikker mod ham. ”Jeg så jer i går. I restauranten.”

”Gud, er du også en.. uddødelig?!” mit hjerte slår et par gange mere end før, min puls stiger, og min vejrtrækning bliver sværere.

”Mmh. Men det er ikke det hele. Der er én ting mere. Jeg er ikke en lære. Den eneste grund til at jeg er her, er for at passe på dig. Det er mit job. Jeg ville have at du skulle komme til eftersidningen, for at jeg kunne snakke med dig. Det var derfor du fik en, bare for at komme lidt for sent. Undskyld.”

Det hele giver mening, i samme sekund han siger det. Selvfølgelig! Smith … eller Tom, har altid været ufatteligt rar. Mod alle. Den ene eftersidning gav overhovedet ikke noget mening, men det gør det nu. Men der er én ting jeg stadig ikke fatter. Kysset …

”Er du en slags skytsengel?” spørger jeg pludseligt.

”Mmh, ja det kan man vel godt sige.”

”Er du da død?!”

”Nej nej, bare rolig. Jeg er en af de få udvalgte, der er skytsengle som du kalder det, uden jeg er død. Vi kalder os for beskyttere.”

Jeg tøver et øjeblik, før jeg svarer på det jeg lige har hørt. ”Og må beskyttere kysse dem de passer på?” mit blik bliver trist, og peger i det samme mod gulvet, da hans udtryk ser skuffet ud.

”Altså … det er lidt deres eget valg, hvis de syntes, at dem de passer på, er klar.”

”Klar til hvad?” mit blik bliver mistænksomt.

”Til at blive en beskytter.” han smiler stort mod mig, men da han ser mit hoved glor mod gulvet, vender han det op med sin håndflade.

”Wow, wow. Du siger ikke at jeg skal være en beskytter vel?”

”Nej nej, bare rolig.”

”Jamen hvorfor kyssede du ?!”

”Rolig Ev … Fordi den eneste måde jeg kan finde ud af om du er klar, er ved at prøve det. Men det er du ikke. Langt fra. Det er du for ny til.”

Jeg ser ind i hans øjne. Ikke helt sikker på farven, da det er pænt mørkt herinde. Men hvis han ved at jeg er for ny. At jeg er en ny uddødelig. Hvorfor prøvede han så allerede nu?

”Lad os gå tilbage til klassen. De savner dig nok.” kommer det fra ham. Jeg skal lige til at gå ud af døren, da han griber min arm. Bare han ikke vil prøve igen! ”Jeg mener det her. Skift lige tøj. Bed om. Bare fordi du har fået evner, betyder det ikke at du skal bruge dem så meget. Du skal bruge din normale stil Evaline. Ikke nødvendigvis moderigtigt, og bestemt ikke rigt. Vær dig selv.” Han slipper min arm igen, og lader mig slippe. Selv om jeg har mest lyst til at lade være, skifter jeg alligevel hurtigt tøj. Det samme, som jeg egentligt kom herhen med. Det, der er i mit rigtige klædeskab.

Tilbage i klassen larmer klassen stadig. Ufatteligt meget. Så meget, at jeg er nød til at holde mig fra ørene. Det mærkelige er, at de snakker højt om mig. Alle sammen, det handler om mig. Hvad mon de lavede i så lang tid. Wow sikke en taber. Har hun allerede skiftet tøj. Hvorfor blev hun ikke væk? Tsh, det burde være mig der var sammen med Smith! Er hun dum elle hvad I samme øjeblik jeg ikke rigtigt holder alle de mange stemmer ud mere, rejser jeg mig.

”Så ti dog stille, i behøver ikke at nedgøre mig!” jeg råber det ud i klassen, sikker på, at alle hører mig. Men det bliver ved. Sikke en taber. Hvem tror hun lige hun er? Hold da op, nu rabler det for hende! Hvem er hun, sådan at råbe ud i klassen, selv om vi er fuldstændig stille?! Hun burde nedgøres!

Mit blik flakker rundt og rundt, og bliver absolut stift, da jeg opdager noget. Noget meget mærkeligt. Ingen af dem bevæger deres læber mens de snakker!

Pludselig bryder én stemme gennem alle de andre. Det lyder som Smiths stemme, men han bevæger heller ikke munden. Evaline, det er ikke stemmer du hører. Det er tanker. Det er noget du skal vende dig af med. Der er fuldstændigt stille i klassen, lige netop nu. Tag langsomt dine ting, og forlad klasselokalet. Gå hen på butikshjørnet, og find en butik med navnet ’Mystik og Månesten’. Spørg efter en Ava, og sig at du kender Tom. Tom Smith, beskytter nummer tretten. Gør det, nu!

Uden at vide hvordan han lige gjorde det der, pakker jeg langsomt mine ting sammen. De andre stemmer … tanker, er igen høje i mit hoved. Jeg går langsomt mod døren, og smutter ud af den. Derefter løber jeg. Løber ud mod min bil. Den nye, røde, Ferrari.

Da jeg kommer udenfor, står en mængde af mennesker, og samler sig omkring min bil. Jeg prøver at snige mig om bag dem. Lister mig stille mod bildøren. Men de opdager mig selvfølgelig.

”Hvor har du stjålet den Evaline?” råber de op, mens jeg bare sætter mit tempo op. Efter ingen tid er bilen startet, og jeg er på vej mod hjørnet, Smith fortalte mig om …

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...