Soulmates - De uddødelige 1

Da Evaline hører sin mor fortælle om hendes barndom, hvor hendes mange år gik på at være uddødelig, prøver Evaline at finde miksturen, for selv at opleve den fantastiske opdagelse af at være en af de uddødelige.
Men da hun endelig opdager hvad hun vil, finder hun ud af at der er meget mere på spil end hendes mor har fortalt hende. Hun bringes både i fare, men hun møder også sin Soulmate.

13Likes
5Kommentarer
1179Visninger
AA

6. Seks

På denne morgen (som alle de andre morgener), vågner jeg, og tager mit tøj på. Jeg har sovet til omkring ved et-tiden, hvilket giver mig en undren, da mine forældrer ellers altid vil vække mig, så jeg ikke sover hele min dag væk, hver eneste weekend.

Jeg tager et par leopard gamacher og en sort blonde trøje over mig, og går ind i stuen. Der er ingen. Heller ikke i køkkenet. Men da jeg lister ind mod soveværelset, ligger de begge to og sover. Jeg fniser lidt for mig selv, og sætter mig ind foran fjernsynet, mens tankerne begynder at køre.

Det er i dag jeg skal finde hemmeligheden, som er get i den gamle mine. Enten i øst, eller vest. Og jeg skal vælge rigtigt, eller også har jeg måske en chance for at det falder ned over mig, hvorefter jeg sendes op i himlen ...

Jeg har aldrig rigtigt været bange for at dø, og jeg regner heller ikke med at jeg kommer til det, da jeg endnu ikke har fundet noget, der gør det værd, at være bange for. Jo måske min familie. Men jeg har aldrig rigtigt været forelsket, eller haft min egen hjerteveninde. En jeg kan fortælle alt til, som ovenikøbet også forstår mig. Jane og Emma er mere sådan ... Ja okay, og hvad så? Det er vel nok spændende, men kan vi ikke snakke om mig? Det er mest dem det handler om. Mest fordi deres liv er så meget mere spændende end mit. Jane har en 18'årig kæreste, som hun ser ufatteligt tit. Hun er altid glad, og hun elsker familiesammenkomster. Emma har hendes ejen hjerteveninde. Camille, hedder hun. Hun er en rigtig smuk pige, ligesom hende selv. Men samtidig med er Camille en kommende verdensberømt model, da hun skal på tourné i hele verden, og vise hendes billeder. Der må Emma også komme med. Hele vejen om på den anden side af jordkloden, og slutte af i Europa.

Somme tider føler jeg mig snydt. Jeg har altid manglet en rigtig veninde. Måske en der ville finde hemmeligheden sammen med mig. En der ville forstå hvad jeg ville gå igennem, for at finde ud af hvad det er. Alle de historier jeg har sniglyttet på. Alle de samtaler, jeg har overhørt. Måske er det lidt for meget sagt, men for et par år siden, har jeg virkelig troet at jeg kunne blive den mest fantastiske detektiv. Jeg overhørte folks samtaler med rektor, veninder, sommetider også familier, hvis vinduerne nu stod åbne. Kort sagt, har jeg været lidt af en sniger. Ikke fordi dét er særligt godt. Men herhjemme opfører jeg mig stadig som jeg har lyst til. Det der med at snige, det er jeg ovre. Ja bortset fra samtaler om hemmeligheden selvfølgelig.

I det samme hører jeg et par dyner rasle. Det er nu de står op.

"Godmorgen skat," siger min mor, og tører søvn væk fra øjenkrogen. "Har du sovet godt?"

Jeg nikker mod hende, og vender hovedet tilbage til fjernsynet.

***

Klokken er kvart i otte, og mor og far er lige taget afsted. Nu er det tid!

Jeg smutter ud gangen hvor jeg tager min jakke på, på trods af at det er en lidt kold aften, selv om det er sommer. Jeg går ud af hoveddøren, og vender hovedet opdad. Ja, den er der. Fuldmånen.

Jeg lukker døren bag mig, og kigger på mit kort. Ifølje kortet skulle minen ligge et par kilometer herfra. Så jeg propper kortet i lommen, og hiver min cykel frem, der læner mod muren. Ulåst. Ups ...

Jeg træder i pedalerne, da jeg når ud på vejen. Hurtigt begynder jeg at cykle i retningen kortet har vist mig, mens vinden bølger i mit hår, og får det til at falde let bagud. Jeg cykler hurtigere ned af bakkerne, og langsommere op igen. Efter et par minutter, tjekker jeg klokken på min mobil, og lader hjulene på cyklen løbe lidt af sig selv.

Klokken er allerede fem minutter i otte. Jeg må se at få fart på. Heldigvis kan jeg se et par ruiner, lidt længere henne i horisonten.

Da jeg er nået frem, er der kun et par minutter tilbage. Jeg kigger forvildet rundt omkring. Jeg har fået pulsen ordentligt op. Også fordi jeg er bange for ikke at nå det. Endelig ser jeg en bakkedal, jeg hurtigt løber op på. Så står jeg bare der, og venter ...

Jeg tjekker klokken endnu en gang. 19:59. Lige om lidt, burde jeg få et tegn. Måske til hvilken vej jeg skal gå. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind, uden sikkerhed for hvad der skal ske om lidt.

I det samme skifter min mobil til klokken otte. Præcis! Jeg kigger hurtigt mod de to 'bygninger', der stadig står hele, mens resten bare er ruiner. Den ene i øst, den anden i vest.

Jeg står og kigger. Prøver at trække vejret langsomt. Dybt og langsomt. Men der sker ... ingenting! Jeg kan ikke give op. Ikke når jeg er kommet så langt, for ingenting.

Mit falkeblik slørres pludseligt, af et eller andet slags lys. Men selv om jeg kigger rundt, er der intet lysspor at se.

Jeg bakker ned fra dalen, og ser et småt lysglimt på den. Tænker, at der ikke er noget spor i det, men i det samme bevæger det sig! Først lidt til den ene side, så til den anden. Men så kun til den ene igen. Den mod vest.

Jeg løber for at følge efter den, da den brat stopper op. Jeg står nu foran ind indgang, til en mineskakt. I det samme er jeg sikker på, at det er netop dén vej, der er den rigtige, så jeg træder hurtigt ind i den.

Først er det forfærdeligt mørkt, men længere inde er der fakler. Mon de altid er tændte? Hmm ...

Jeg går fremad, ingen idé om hvor jeg skal hen. Men her er ikke så stort. Så jeg tager en fakkel, og vifter den rundt i alle retninger, for at få øje på et eller andet. Og da jeg flakker den rundt, finder jeg rent faktisk et eller andet!

Jeg holder faklen tæt på mit fund, og studerer det. Det er et minikøleskab.

Langsomt går jeg tættere på det, og åbner det. Langsomt. Bare for at holde spændingen. Da jeg åbner det helt op, er det bare sølv. Sølv med sølv på!

Min finger bevæger sig mod sølvet, nærmere og nærmere, ind til jeg rører det. Men jeg trækker hurtigt min finger til mig igen, da jeg får et alvorligt stød.

Selvfølgelig skal man ikke kunne finde hemmeligheden så nemt. Men jeg giver ikke op. Jeg må bare bide smerten i mig. Prøve igen. Men ligemeget hvor meget jeg prøver lige nu, kan jeg ikke gøre andet end at trække min hånd til mig. Nu er det nok!

Jeg skynder mig at tage faklen, hvorefter jeg tager ilden nærmere sølvet. Og holder den der. Til det begynder at smelte. Eller til stødet måske stopper med at virke.

Og ganske rigtigt, begynder det at gnistre blåt. Hurtigt tager jeg faklen væk, og mærker med hurtige bevægelser på sølvet. Stødet er der ikke mere!

Jeg fjerner langsomt sølvet. Så kaster jeg det hen i hjørnet. I køleskabet kommer en hel stak flasker, med rød-orange væske i. Det overrasker mig lidt at de måske kan være dem far har fortalt om. Jeg gisper lidt ved tanken, og tager så mange flasker jeg kan bære ud af skakten.

Hurtigt fylder jeg min cykelkurv med flaskerne, og cykler hjemad. Jeg gjorde det! Jeg fandt dem ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...