Soulmates - De uddødelige 1

Da Evaline hører sin mor fortælle om hendes barndom, hvor hendes mange år gik på at være uddødelig, prøver Evaline at finde miksturen, for selv at opleve den fantastiske opdagelse af at være en af de uddødelige.
Men da hun endelig opdager hvad hun vil, finder hun ud af at der er meget mere på spil end hendes mor har fortalt hende. Hun bringes både i fare, men hun møder også sin Soulmate.

13Likes
5Kommentarer
1181Visninger
AA

8. Otte

Jeg hører et par stemmer i gangen, efter en pludselig ringen med ringeklokken. Min mor og far har snakket igen. Og nu er de på vej mod døren, for at åbne. Jeg lytter, mens jeg ligger i sengen, under dynen. Lytter, på stemmen der kommer til stede:

"Hej, er Eveline hjemme?" En forskrækkelse blusser op i mig, idet jeg hører stemmen. Darwin.

"Hun sover lige nu, men jeg skal nok hente hende." hører jeg fra min mor, og derefter hører jeg skridtene, min dør der åbner, og min mors blide stemme. "Skat er du vågen? Du har besøg." Hun går tættere på mig, og husker mine skuldrer let.

"Nej mor, jeg sover, og jeg vil bestemt ikke op foreløbig!" svarer jeg stædigt, og putter mig mere under dynen. Jeg skal ikke i kontakt med den sindssyge dreng, der passer på mig, vil gøre alt for mig, og det værste er at jeg ikke kender ham. Ikke andet end at han på én dag, kan sætte sig ved det populære bord.

"Skat kom nu op. Eller bare bliv liggende, jeg henter ham herind." med et ekstra tryk på ham. Lidt åndssvagt efter min mening. Og desuden - Jeg skal ikke snakke med den dreng!

"Nej mor! Du vover på at hente ham! Du gør det bare ikke!" siger jeg bestemt, med en hævet stemme.

"Bare rolig skat. Din natkjole er jo fin ..." hun kigger på mig med bestemte øjne, som får mig til at huske. Hun har selvfølgelig opdaget det. Jeg gik i seng med tøj på ... "Sæt dig nu op, for jeg henter din ven nu."

Min ven?! Han er aldeles ikke min ven! Jeg er ikke venner med den fremmede, syge, mærkelige, mega underlige ....-

I samme øjeblik træder Darwin ind af døren. Jeg er målløs. Han ligner fuldstændigt den person, jeg snakkede med i forgårds. Men det er alligevel anderledes. I det sekund jeg ser ham, føler jeg mig tryg. Min stædighed og vrede er væk. Bare sådan. Lige pludselig, har jeg glemt alt om det. Alt er væk, efter jeg kiggede i hans grønblå øjne ...

"Hej." smiler han mod ham, og hans smilehuller kommer til syne. Langsomt lukker han døren bag ham. I det samme nikker jeg ubevidst mod min side, hvor han sætter sig lidt efter.

"Hej ..." kommer det stille ud af mig.

"Hvordan føles det?"

"Føles hvad?" Med ét føler jeg mig dum, uopmærksom, som om jeg ikke har hørt en lang historie, som han egentligt ikke har fortalt. Jeg aner ikke hvad han snakker om.

"Du ved ... føler du dig mere levende? Har du prøvet at ... gøre det?"

"Gøre hvad?!" jeg begynder at gå i panik, aner stadig ikke hvad han mener. Gøre hvad, hvad, hvad hvad?!

"Altså ... det er svært at forklare." I det samme peger han mod væggen overfor os, og mit blik glider hurtigt derhen. "Her. Til dig."

Jeg kigger tilbage mod ham, og ser en ubeskriveligt smuk buket roser i hans hænder. De var der helt sikkert ikke lige før! Jeg rækker dog alligevel mine hænder frem, og tager imod buketten, som nu pludseligt står i en vase. Mine øjne er store, men der er alligevel et smil på mine læber. Et smil, jeg ikke selv var herre over. Et smil, der nærmest kom af sig selv ...

"Hvad f...!" halvråber jeg, og smider buketten fra mig. Raseriet er tilbage, og mit gulv fyldes med de mange ufatteligt røde rosenblade. Men igen, efter et par sekunder, samles de alle til en buket igen. Lige dér, foran mig. Jeg må gnide mig et par gange i øjnene, før jeg opdager, at det der sker, virkeligt sker. Det er virkeligt!

"Har du prøvet dét? Eveline?" hans blik fanger mit, og et hav så blåt, blandet med græs så grønt, fylder hans øjne. De skinner og lyser. De er nærmest levende!

"Nej! Skrid så!" råber jeg op, og beder ham stoppe med hans uhyggelige trylleri. Det er forfærdeligt, og min krop er så fyldt med angst, så fyldt med det der lige er sket, at det hele bryder ud i vrede. Men endnu en gang - med ét, er det hele væk, og jeg fyldes kun med fredfyldt energi.

"Du skal prøve det Eveline. Luk dine øjne. Eveline. Hør efter ..." hans stemme er så blid, i forhold til min, der hele tiden knækker over i øjeblikket. Jeg prøver at holde fokus. Eller rettere, min krop tvinger mig til at holde fokus. Dybt, dybt fokus. "Luk dine øjne, og forestil dig noget du ønsker dig. Men ikke for stort, og helst ikke meget større, end den buket jeg lige gav dig. Se det for dig, præcis som du ønsker det. Så skal du ønske det. Ønsk at du har det i virkeligheden. Dybt og inderligt. Og så ... se hvad der sker."

Mine øjne lukkes, som på kommando. Og selv om jeg prøver at åbne dem igen, sker det ikke. De er limet fast. I stedet for at panikke, begynder jeg at forestille. Forestille mig en hundehvalp. Ja, selv om den er større end buketten, men jeg er ligeglad.

Jeg ser hvalpen for mig. Dens våde snude, de uimodståelige hunde øjne, den pjuskede gyldne pels, og dens hoppende glæde. Jeg ser de fire poter, for enden af de korte ben, og en krop så fyldt med energi, og for enden af kroppen, sidder den logrende hale. Jeg ønsker mig at se den i virkeligheden. Dybt og inderligt. Og til aller sidst, hører jeg et sødt, højt, og nuttet Vov!

Jeg åbner hurtigt mine øjne, og ufatteligt nok - foran mig på gulvet, står den sødeste, mest uimodståelige hvalp, jeg lige har haft inde i hovedet. Den står lige der! Min mund åbner sig, og endnu engang gnider jeg mig i mine øjne. Men den er der stadig.

Hurtigt kommer den lille hvalp hoppende mod mig, med dens hale så logrende, at man skulle tro den ville falde af hvert øjeblik det skulle være. Den hopper op på sengen, ved min side, og fortsætter derefter på på mit skød.

"Godt, godt ... øh.. godt gået!" Jeg vender hovedet, og ser Darwins målløse øjne, og (ligesom mig) åbne mund.

"Wow, det var fantastisk! Hvordan gjorde du det?!" Min stemme er blevet noget mere blid end før, og mine hænder bevæger sig frem og tilbage, mens jeg klør hvalpen bag ørerne.

"Evaline ... Det var dig der gjorde det!" hans overraskende blik, bliver efterhånden mere blidt, og hans smil er straks tilbage. "Hvad vil du kalde ham?"

I det samme er jeg på banen, tæt på at afbryde ham. "Hende! Det er en hende." Jeg smiler stort mod ham, og gør klar til at svare. "Og hun skal hedde Coral."

Darwin løfter en hånd, og klapper gentagne gange Coral på hovedet, hvorefter han vender hovedet mod mig.

"Det er alligevel ret utroligt. Ny-uddødelige plejer ikke at kunne manifestere levende ting på første forsøg."

"Hvad sagde du?!"

"Manifestere. Det du lige gjorde, var en manifestering." han smiler stolt mod mig, tydeligvis tilfreds med min opdagelse.

"Jamen det bagefter? Uddødelig?!"

"Når det. Ja. Altså øh ..." han stopper sin sætning, og fanger mit blik. Jeg venter spændt på svaret, og ser indtrængende på ham. Hans smil bliver blidere, og han ser på mig på en ny måde. Ikke en normal måde som lige før. Ikke fordi den ikke er venlig, men den her er bare ... blid. "Du er uddødelig nu Evaline." Bagefter kommer en eller anden mumlen, som lyder lidt som: ligesom jeg altid har drømt om eller noget, men jeg vælger at overhøre det.

"Det er ... fantastisk!" udbryder jeg. Det er jo det jeg ville opnå. Det var lige præcis det jeg håbede på, da jeg bællede drikken i mig. Min største ønske er opfyldt, uden jeg skulle så meget som lukke mine øjne!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...