Soulmates - De uddødelige 1

Da Evaline hører sin mor fortælle om hendes barndom, hvor hendes mange år gik på at være uddødelig, prøver Evaline at finde miksturen, for selv at opleve den fantastiske opdagelse af at være en af de uddødelige.
Men da hun endelig opdager hvad hun vil, finder hun ud af at der er meget mere på spil end hendes mor har fortalt hende. Hun bringes både i fare, men hun møder også sin Soulmate.

13Likes
5Kommentarer
1218Visninger
AA

9. Ni

Det er nu omkring et par timer siden Darwin smuttede, og han tog Coral med. Men han lovede, at han ville passe på hende. Jeg kan jo ikke have en hvalp rendende herhjemme, mens mine forældre er her. Så vi endte med at sige farvel på værelset, hvor han tog imod Coral gennem vinduet. Jeg savner hende allerede ... Men jeg ser hende snart igen. Darwin inviterede mig på en middag, hvor (underligt nok) hunde må spise med.

Med mine nye kræfter har jeg massere af nye ting der skal opdages. Darwin fortalte at fra nu af vil jeg være stærkere, hurtigere og klogere. Og forresten, så kan jeg manifestere lige hvad vil, endda et helt nyt sæt tøj, uden så meget som at røre en finger. Tøjet skifter ligesom bare. Jeg skal bare gøre det ude af syne. Helst i hvert fald. Jeg har ikke i sinde at blive opdaget. Det her er min hemmelighed. Vores hemmelighed. Som vi vil kunne holde på i al evighed. Bogstaveligt talt. Vi har evigheden foran os. Hver for sig skal vi leve for altid, på hver vores måde, men af samme grund: Vi er begge uddødelige.

"Skat kommer du lige herud?" hører jeg min mor sige fra gangen. Hurtigt (hurtigere end nogensinde før) kommer jeg på benene, og går mod min mor.

"Hvad så?" Jeg smiler stort mod hende, og kan ikke undgå den susende følelse af glæde, der suser rundt i min mave. Den kildrer rundt, over det hele, som tusinde sommerfugle.

"Hvem er din ven egentlig?" hun smiler sødt mod mig, og gør tegn til at jeg skal sætte mig ved hende.

"Darwin? Øh, ikke nogen særlig. Hvorfor?"

"Han er sød." endnu engang smiler hun. Selvfølgelig! Mødre er simpelthen de mest trælse. Hun tror selvfølgelig at vi er kærester. Eller noget i den stil!

"Mor, det er ikke sådan som du tror, vi er bare venner!" svarer jeg hende surt.

"Nå. Og hvordan tror jeg så?" Denne gang smiler hun mere kækt. Hun har mig på kornet ...

"Mor du ... jeg .. Glem det mor, okay? Glem det."

"Jeg skal nok. Men lad os nu møde ham en dag. Ikke?"

"Helt sikkert!" lyver jeg, og går mod hoveddøren. "Jeg løber en tur mor." Inden hun når at svare helt (noget med om jeg skal løbe i det tøj jeg har på), er jeg allerede ude af døren, og på vej ned af vejen.

Jeg stopper op bag nogle husrækker, og lukker øjnene. Ser det lækreste festtøj for mig, samtidig med mit hår flot opsat. Og da jeg åbner øjnene, mærker jeg det lette tøj omkring min krop. Jeg løber mod nogle vinduer, som jeg spejler mig i. Håret er flot opsat i en stor og fyldig knold, med gyldne spænder der holder det fast. På kroppen har jeg en lårkort knaldrød kjole på. En kjole, som har præcis samme farve, som de ufatteligt røde og smukke roser, jeg fik af Darwin. Som prikken over i'et tilføjer jeg et lag makeup med endnu en hurtig manifestering, og da jeg ser mig selv, er mit look så fuldendt fantastisk og smukt, at jeg ikke vil kunne have gjort det bedre.

Jeg fortsætter i løb ned ad gaden, med øjne der følger mig. Over det hele. Jeg er sikker på at jeg selv hørte et par pift bag mig, og nogle råb om en lækker lækker pige. Vist nok mig.

Da jeg endelig kommer frem til adressen, Darwin fortalte mig om, træder jeg langsomt ind af døren. Omkring fem meter frem, hvor en tjener tager venligt imod mig, og følger mig ned til vores bord. Darwin er ikke kommet endnu.

"Mit navn er Lucas." hører jeg pludseligt ved min side. Det er tjeneren der igen står der. Hans hånd rækker frem mod mig.

"Øh. Evaline." prøver jeg at smile tilbage, og giver ham min højre hånd.

Da hans hånd slipper min, kører den igennem hans pjuskede mørkebrune hår. Mine øjne begynder automatisk at studere ham. Han har brune øjne. Og smalle læber ligesom mig. Han har en hvis kittel på, og et viskestykke hængende ned fra hans venstre arm. Tydeligt tegn på at han er en tjener.

"Rart at møde dig Evaline." smilet bliver endnu større, da han begynder at studere mig. I det samme ser jeg Darwin komme ind af døren. Og med Coral i hans arme!

Hans blik stirrer på Lucas, der tydeligvis stadig studerer mig. Men hans blik er ikke ligefrem venligt. Ikke før han ser mig. Så smiler han pludseligt, meget endda. Og med en hastig fart kommer han ned ved siden af mig.

"Hej Evaline!" smiler han, og går om ved siden af mig, hvorefter han strækker sine arme ud, og giver mig et kram, som jeg gengælder. Dog holder han det lidt for længe.

"Nå men, hyg jer." kommer det fra Lucas. Eller tjeneren. Hvorefter han går, og giver plads til Darwin, der sætter sig over for mig.

"Du ser fantastisk ud!" kommer det pludseligt fra Darwin, mens han bare sidder der, og kigger blidt på mig.

"Øh, tak." smiler jeg, og mærker mine kinder blusse op med en rødmen.

"Nå," starter han igen, og lægger line hænder solidt på bordet, overfor mine. "har du bestilt mad til os?"

"N.. nej, skulle jeg have gjort det?" jeg begynder at mærke nervøsiteten i mig, men den forsvinder straks da han tager min hånd.

"Nej da!" han begynder at grine. Sødt og lidt ... forførende. "Nej selvfølgelig ikke, men jeg ville ikke blive sur hvis du havde gjort det."

Jeg vender hovedet mod min side, efter at have smilet tilbage til Darwin. Jeg kigger på Coral. Sender hende søde blikke, mens min ene hånd klør hende bag øret. Den anden. Min holdte hånd. Lader jeg ligge.

”Nå, hvad skal vi så finde på? Jeg tror jeg tager en laksemenu.” Jeg vender hurtigt hovedet tilbage mod ham, og nikker, som betydning for at jeg bare tager det samme. Jeg kigger dybt ind i hans øjne. De flotte grønblå øjne. Så havblå, så græsgrønne. En forførende sammensætning.

I det samme springer Coral op på mit skød, og piber med sin sukkersøde hvalpestemme. Jeg klapper og klør, mens Coral ruller sig rundt, og nyder livet.

”Vil hun også leve for evigt?” spørger jeg pludseligt bekymret mod Darwin. Hvad er livet med en hund, hvis de ikke kan leve for evigt med en?

Han ser på mig. Hans blik bliver også bekymrende. ”Du er nødt til at leve med det …” Coral begynder i samme øjeblik at gø endnu en gang. Men denne gang et mere trist pib. ”Men nej. Med mindre … -”

”Vil det sige at der måske er en mulighed?!” afbryder jeg, mens mine øjne bliver store.

”Igen. Med mindre du kender hemmeligheden, kan din hund kun leve et normalt hundeliv.”

”Og hvad er hemmeligheden?” jeg tager hurtigt mine hænder til mig, og bøjer mig fremover, spændt på hvad hemmeligheden kan være den her gang.

”Jeg aner det ikke …” jeg ser tydeligt skuffelsen i hans øjne. Han vil virkelig gerne hjælpe mig. Men hvis han ikke ved det (som er tilfældet her), lader jeg det slippe. Lader det gå.

”Hvor lang tid har du været.. – ” jeg vender hovedet rundt, for at være sikker på at ingen lytter. ”uddødelig?”

”Hvor lang tid?” Hans blik bliver overrasket, og i det samme puster han ud, som om han har løbet et maraton. Hans fingre begynder at tælle hinanden, inden han svarer. ”Omkring 78 år tror jeg.”

Mit blik bliver igen til en åben mund og et par store øjne. ”Nøjj. Føler du dig gammel, Darwin?” Jeg aner ikke hvorfor, men i det øjeblik jeg siger hans navn, breder der sig en enorm varme og græde sitrende i min krop. Darwin, Darwin, Darwin.

Han begynder at grine, og drejer så sit hoved en lille smule, så det står skråt. Et par totter af hans hår falder ned i panden, og former det sødeste irritable blik, efterfulgt af at han puster op mod det, men ender med at fjerne det med hånden.

”Nej, tvært imod! Jeg føler mig ung. Nærmest yngre end da jeg blev uddødelig. Jeg er hurtig, jeg er stærk. Og tjek det her.” han smøger i det samme hans ærme op og spænder, hvor et par enormt flotte muskler kommer til syne. Ligesom dem man ser i film.

Jeg fniser, føler lidt at jeg rødmer igen. Jeg er lykkelig da tjeneres Lucas endelig kommer tilbage, da jeg er ved at udvikle en nervøsitet.

”Har I fundet ud af hvad det skal være?” spørger han, og kigger kun på mig.

Jeg begynder at grine ved det lidt fjogede smil han viser, og fortæller ham så bestillingerne. ”To laksemenuer tak. Uh, og gerne med to colaer?” Min afsluttende sætning henvender jeg i det samme mod Darwin, der ryster på hovedet.

”Vi tager en husets vin som drikkelse. Tak!” fortsætter Darwin selv, mens Lucas kigger undrende på mig. ”Tjener! To laksemenuer, og en husets vin …”

”Så gerne …” svarer Lucas tøvende, vender sig om, og går.

”Hvad var dét lige?” spørger Darwin mod mig, og ser alvorlig ud.

”Jeg skulle til at spørge om det samme. Er der noget galt?”

”Evaline, nu er det mig der spørger først her. Kender i hinanden? Den måde du grinte!” Hans blik ændres fra alvorlig til irritabel, da jeg bryder ud i grin.

”Seriøst? Er det hvad det handler om? Er du jaloux fordi jeg griner af en tjener? Styr dig, Darwin!” jeg fortsætter mit grin, men da jeg ser ham krympe ned, indser jeg det. ”Gud! Du er jo jaloux!”

”Og det er ikke så mærkeligt vel …” Hans blik undgår mit, meget omhyggeligt. ”Du er en køn pige Evaline, men når du ser sådan der ud, kan jeg ikke klare at du gør sådan som du gør. Det er du for … for..” han trækker vejret dybt, før han fortsætter. ”For uimodståelig til …”

Gud! Han syntes jeg er uimodståelig! Jeg rødmer, lige på stedet. Nervøsiteten stiger op i mig, og pulsen bevæger sig hurtigere. Hvis han er forelsket i mig, og jeg måske er blevet en lille (meget lille!) smule forelsket i ham, hvad gør det så hvis jeg lige… kysser ham? Bare for at prøve det.

Mit nervøse blik forvandler sig til et smil, der trækker tættere på ham. Han kigger på mig. Længselsfuldt, med stadig overrasket, da jeg bøjer mig tættere på ham. Da vi er omkring en halv centimeter fra hinandens læber, hører jeg et højt ’dunk’ i bordet.

”Husets vin, håber den smager!” Lucas står ved bordet, og hælder vin i to glas. ”Her, skønne dame.” han sender mig et blik, der får mig til at fnise, mens han stiller et glas ved min side. ”Og her.” Det sidste glas placeres ved Darwins side. Lucas smutter hurtigt igen.

I det samme kommer jeg i tanke om min fejltagelse, og undskylder mange gange til Darwin, som hele tiden siger ’Det er okay, det går nok’. Jeg må jo ikke fnise af andre …

Min lyst til at give Darwin et kys, stiger igen op i mig, da han tager min hånd.

Denne gang når vi hele vejen. Jeg læner mig, og han gør det samme, indtil vores læber mødes. Presses mod hinanden, så kærligt, at jeg helt glemmer at vi sidder i en restaurant. Jeg har lukkede øjne. Nyder øjeblikket, smager kun på hans læber. Lige indtil jeg husker det. Det, der får mig til at trække mig hurtigt fra. Det er latterligt, men det er sådan det er. Emma sagde jo helle for …

”Evaline, det er lige meget. Emma tilgiver dig. Giv dig nu lov. Det er okay.” siger Darwin pludselig, som et svar på min tanke. Jeg sender ham bare et spørgende blik.

”Når tiden er inde, vil du også lære det.” Han smiler mod mig, og bøjer sig endnu engang mod mig, men jeg vinker bare afvisende med hånden. Jeg har ikke lyst mere. Ganske nok var øjeblikket for lidt siden, det lykkeligste jeg har oplevet hele mit liv, men det går ikke. Det mindste jeg har lyst til, er at være uvenner med en af mine tre eneste venner.

”Undskyld Darwin. Jeg kan ikke …” Han presser hurtigt en finger mod mine læber, og tysser på mig.

”Evaline. Det er okay. Jeg kan sagtens give dig tid. Jeg er bare lykkelig over at jeg endelig har prøvet det.” Hans udtryk bredes i et stort smil. ”Ligesom dig.”

I det samme kommer Lucas endnu engang mod os, denne gang med maden. En stor tallerken, med et fint fad over, til os begge to. Efter at have sat tallerkenerne på bordet, løfter han begge fade af, langsomt og elegant. Under dem, damper de lækreste laksestykker. Duften breder sig hurtigt ud mod os, tvinger os til at gå i gang med det samme, sender bare en længselsfuld duft.

”Håber det vil smage …!” smiler han mod mig, og vender sig endnu engang om.

”Evaline,” Darwin fanger hurtigt mit blik, og peger ud mod mængden af gæster, alle lige vilde efter at få deres mad serveret. Mit blik søger ud mod dem alle. Hver og en. Et hurtigt blik fra mig. ”De har alle én ting til fælles. En ting, vi er en del af. Kan du se det?”

I det samme ser jeg det. Ser dem alle, på hver deres måde, hver på forskellige tidspunkter. De manifesterer alle sammen!

”Men … det kan ikke være muligt! Kan det?” min stemme hakker, knækker. Jeg kan ikke finde de rigtige ord at fortsætte med. Pludselig dukker der en stor rose op i Darwins hånd. Magen til dem i buketten jeg fik tidligere. Med en ufattelig rød farve, bliver den sat i den næste manifesterede vase, han stiller på bordet.

”Det hele er muligt. Herinde, kan du manifestere lige hvad du vil!” hans smil smitter af på mig, hvis blik pludseligt søger ned mod Coral. Hendes hvalpeøjne længdes efter en ret, lige så lækker som den vi lige har fået. Så jeg lukker hurtigt øjnene, og manifesterer en madskål, fyldt med hundemad, og et par kødstykker, gemt deri. Lykkeligt guffer hun i sig, ved siden af mig.

”Er de alle..-” starter jeg.

”Uddødelige?” afbryder han mig hurtigt, parat til sin næste sætning, efter mit nik. ”Ja. Det kan du bestemt godt kalde dem. For de er lige det de er. Ligesom os. Mennesker, der har fundet en af hemmelighederne, og som nu kan leve for evigt.”

”En af hemmelighederne? Jamen er der flere?”

”Som jeg sagde tidligere, er der en til din hunds uddødelighed. Men der findes en del hemmeligheder, der ikke er fundet endnu. Det er derfor de kaldes hemmeligheder, ikke? Altså. Den første, er menneskets uddødelighed. Den du har fundet. Den, der engang for mange år siden, blev gemt ud over hele verden. Men de andre er af en eller anden grund, en del sværere at finde. Der er meget få der har fundet dyrenes hemmelighed. Men efter den er fundet, vandrer den videre til et nyt sted.”

”Wow, vent lige lidt. Siger du at hemmeligheden … vandrer?”

”Ja, den skal ikke være for nem at finde. Ellers ville den heldige person jo kunne fortælle det videre, og til sidst vil der ikke være nogen form for hemmelighed i det mere. Jeg forventer ikke at du forstår det, for det tog også mig lang tid. Det er skam også svært at forklare. Men hvis du virkeligt vil finde hemmeligheden, må du tænke dig godt om, og for resten, får du også brug for en god portion held.”

Jeg tager hurtigt min første bid laks i munden, som er blevet helt tør, efter den lange tale han lige har holdt. Tygger den, og synker den, og glemmer fuldstændigt Emmas ’helle for’ sætning, da jeg upåvirket, helt af mig selv læner mig frem, og giver ham et kys. Et blidt et. Derefter kysser jeg ham en gang til. Og igen, og igen. Indtil det sidste kys bliver så langt og intenst, så fuldt af kærlighed, at det er som om jorden sænker sig under os, og som om vi svæver op fra sofaen, vi lige har siddet på. Da jeg åbner mine øjne, stadig med mine læber på hans, ser jeg alt i et højere perspektiv. Eller rettere. Fra luften.

Jeg trækker mig langsomt fra hans blide læber, og ser rundt. Det er ikke bare en følelse. Vi sidder direkte i luften, over vores bord! Vi svæver!

Langsomt glider vi igen ned mod sæderne, indtil vi igen sidder solidt fast. ”Hvad skete der lige?” spørger jeg ham, med en god portion forskrækkelse i stemmen, og han ser bestemt også overrasket ud. Coral hopper hurtigt op på mit skød, og ligger sig, som om hun aldrig vil forlade mig igen.

”Evaline Bloom …” han kigger mig dybt ind i øjnene, med de overraskende blikke. ”Du er en meget speciel person, en meget speciel uddødelig!” …

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...