Soulmates - De uddødelige 1

Da Evaline hører sin mor fortælle om hendes barndom, hvor hendes mange år gik på at være uddødelig, prøver Evaline at finde miksturen, for selv at opleve den fantastiske opdagelse af at være en af de uddødelige.
Men da hun endelig opdager hvad hun vil, finder hun ud af at der er meget mere på spil end hendes mor har fortalt hende. Hun bringes både i fare, men hun møder også sin Soulmate.

13Likes
5Kommentarer
1245Visninger
AA

5. Fem

Alle er væk i en hulens fart, og jeg er efterhånden den eneste i skolegården, der er tilbage. Jeg skynder mig ud af hovedporten, mens jeg tænker over det der lige er sket. Der må virkelig være noget galt. Vi ville aldrig få tidligt fra fra college. Aldrig nogensinde. Never ever!

Jeg får det lange ben foran, og sætter tempoet op, da stilheden breder sig omkring mig. Her er for stille. Man burde i det mindste kunne høre fuglene i det varme vejr. Men der er intet. Og så alligevel ...

I det samme hører jeg et par raslende sten bag mig, på den grussti jeg lige har passeret. Jeg vender hurtigt hovedet i chok, men skrækken kommer først frem i mig, da jeg ser, at der ikke er andre end mig på stien. Den raslende lyd er også forsvundet. Mærkeligt!

Men da jeg vender hovedet, springer jeg tilbage - mindst et par meter - da jeg ser Darwin stå foran mig!

"Hej." kommer det fra ham.

"Hvad er du ude på?!" råber jeg mod ham, og løber forbi ham, i samme sekund.

"Hey, vent! Jeg vil jo bare snakke ..." hans stemme bliver mindre og mindre tydelig, jo længere jeg kommer væk fra ham i min løbende fart. Han er uhyggelig. Ham Darwin. Mon han også følger efter andre end mig? Eller er det virkeligt bare mig han er efter. Det er det nok bare ... og så er jeg sikker på, at Isabella stadig må være med i spillet.

I et får jeg et sidestik, som sætter min fart ned. Men da jeg vender mig om, er han igen tæt på. Han løber også efter mig nu?!

"Hold dig fra mig! Skrid!" råber jeg, så højt jeg kan, og løber endnu en gang til. Da jeg, for sidste gang, vender mit hoved for at se om han følger efter mig, får jeg mig en lettet følelse i kroppen. Han er væk nu. Og han kommer ikke tilbage, selv efter min halvlange tur hjem. Sikke en lettelse!

Jeg træder hurtigt ind af døren, og lukker den i efter mig, lydløst. Mor og far snakker igen. Jeg tror ikke de har hørt mig ...

Langsomt lister jeg mig mod væggen, ind til stuen, og lytter:

Det første jeg hører er en snak om mig, og om at de måske skal passe bedre på mig. Alt muligt forældre kedeligt noget, som næsten får mig til, bare at gå ind til dem. Men i det samme kommer der noget langt mere interessant. Noget, om den drik, far talte om i går ...

"Vi er nød til at fjerne dem, skat." starter min mor, og far svarer.

"Jeg har jo lige gemt de sidste?"

"Ja, men jeg har en fornemmelse af at nogen, eller noget, har udspioneret os. Du er nød til at høre på mig! Hvor er de? Vi skal have dem gemt et nyt sted!"

Jeg rømmer mig lidt, og tænker om de mon har hørt mig, men smider det fra mig, da de snakker videre.

"Ever ... Er du helt sikker?"

"Skat. Damen. Jeg kunne ikke være mere sikker."

"Okay så ... De er stadig ved månedalen. I den gemte mine. Men køleskabet er flyttet til den vestlige side. Ikke den østlige. Det er vigtigt. Den er ved at styrte sammen. Vi skal bare huske at gå imod vest siden!"

"Skat? Jeg er nød til at gøre det her selv. Jeg er godt klar over at du ikke vil drikke af dem, og jeg stoler på dig, men det er nemmere hvis der kun er én der kender hemmelighedens sted. Det håber jeg du forstår."

Mere kommer der ikke fra dem. Far må vel nikke eller noget. Men det er alt for risikabelt, hvis jeg viser mig selv nu. Så jeg lister langsomt mod hoveddøren, og åbner den op. Så godt højlydt, den nu kan lyde, så jeg er sikker på, at de ved, at det først er nu, jeg kommer hjem.

"Så er jeg hjemme!" råber jeg, og lukker igen døren foran mig.

"Hej!" kommer det fra dem begge to, som i det samme kommer hilsende mod mig, og giver mig dagens kram. Det er nok noget de har drøftet sammen. Angående 'at passe mere på mig'. Men jeg trækker mig alligevel fra, før de gør. Uden undren fra deres side, går jeg ind på mit værelse, som jeg jo altid gør, når jeg kommer hjem.

Månedal? Noget med en månedal. Månedalen. Og noget med en glemt mine. Og man skulle huske at det var vest. Eller var det øst? Noget med, at den ene side kunne bryde sammen, hvornår end det skulle være. Men jeg skal nok være forsigtig. Jeg skal bare finde ud af, hvor deres hemmelighed er gemt.

I det samme åbner jeg min (altid tændte) computer, og klikker ind på Googles søgefelt, hvor jeg begynder at søge: Månedalen, Laguna Beach - enter!

I det samme popper der en masse sider op, som jeg læser lidt igennem. Laguna Beach ferieparker, Parken, Dal ...

Ingen af dem passer til hvad jeg leder efter, så jeg trykker 'tilbage', og taster en ny søgning ind: Månedalen, Laguna Beach, Glemt mine - enter!

Der popper igen en masse sider op, men kun én er iøjefaldende, efter hvad jeg søger: Laguna Beach glemte Mine!

Jeg skynder mig at klikke på linket, hvor en ny side popper frem på min skærm, og jeg begynder at læse.

Laguna Beach har ofte været kendt for dens berømte mine, og minearbejdere, men er sidenhen blevet glemt. Minen står nu i ruiner, men man mener at der stadig er en lille del af øst- og vestsiderne tilbage. Gamle myter fortæller at der skulle være begravet eller gemt en skat i en af dem, og at den skulle have ligget det, i over hundrede år. Men! Man kan kun finde det, når månen er højest, fuldest, og i sin mest lysende pragt. I gamle dage kaldte man også ruinerne for 'månedalen', hvilket kom efter skatten, der kun kunne findes i fuldmånens tid.

Jeg læser længere nede, men der står ikke rigtigt andet. Dog er det jeg har fundet mig rigtig interessant. Der er en mine, som efterhånden ligger i ruiner. Undtagens øst- og vestsiderne. Og det var i en af dem, en skat skulle være gemt. Hvilke måske kan være de drikke far og mor snakker om. Og den bliver kaldt månedalen, præcis som far sagde det. Jeg har alle indformationer jeg skal bruge. Jeg har i hvert fald alle jeg kan finde, og det må være nok. Jeg mener. Hvor svært kan det være at finde en skat, i en allerede lille ruindel? Småt sted, nemt at finde ...

Efter at have tænkt i et par minutter, ved jeg, at min rejse snart skal begynde. For da jeg ser i min kalender, opdager jeg, at det er fuldmåne i morgen. Og endda på en weekend dag! Og så lige præcis dén dag. Den dag, hvor mor og far tager til et eller andet dans, som de kalder 'at nyde livet'. Jeg har huset for mig selv, så de vil ikke engang opdage at jeg har været væk, når de kommer hjem, sent hen på aftenen.

Det hele er klart. Jeg har skrevet et par noter i min dagbog (da den har hængelås på, og ingen skal opdage noget), og det eneste jeg mangler nu, er at tiden skal gå. Min destination er på plads. Hovedvejen 28. Klokken skal være over otte, og jeg skal smutte, efter mor og far er taget afsted. Jeg ved lige præcis hvad jeg skal. Nu venter jeg bare, til i morgen ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...