You're gone darling

Da den 13 årige Chloe mister din bedsteveninde, Tricia på 14 til en spiseforstyrrelse, ramler hele verden sammen for Chloe. De har været bedsteveninder i to års tid, og mødte hinanden via et online spil, hvorefter de valgte at mødes i virkeligheden. Og med det samme, blev de bedsteveninder.

7Likes
1Kommentarer
515Visninger
AA

1. You're gone darling - One shot.

Vi var midt i en dansk time og havde fået besked på at læse en bog. Og for at være ærlig magtede jeg virkelig ikke at læse bare et eneste ord derfra. Mine tanker lå et helt andet sted - nemlig på Tricia. Hun havde igår fortalt mig, at hun havde været indlagt på hospitalet i nu et halvt år. Hun var langt fra stolt, og hendes selvværd lå helt i bund.

Ser i, hun blev indlagt med en spise forstyrrelse i som sagt et halvt år.. Hun nægtede bare én eneste bid mad. Hun var stædig, men efter hun var begyndt at få sonde, var hun ligesom tvunget til at få noget ned - der var ikke noget at gøre.

Jeg måtte også indrømme, at mit liv fortiden var slet ikke spor nemt. Alt var imod mig, men det var intet nyt. Jeg følte mig til besvær overfor alle, og efter mit skoleskift for omkring 2 måneder siden - hvor jeg valgte at flytte tilbage to uger efter, følte jeg heller ikke mine forældre var der for mig, som de var før. Selvom jeg græd for øjnene af dem, eller isolerede mig selv inde på værelset gjorde eller sagde de intet. De lod mig være.

Og Tricia.. Jeg føler aldrig jeg er god nok, eller kan gøre nok. Hendes spiseforstyrrelse har ændret hende totalt, hun er helt anderledes nu, og det er som om hun prøver at holde mig ude fra hendes liv. Men måske det  bare er en følelse jeg har? Når hun er ked af det, plejer hun bare at fortælle mig, at det er af alt. Og hvad skal jeg så gøre? Hvad kan jeg gøre? Jeg spørger mig selv om det hver dag, men jeg får aldrig noget ud af det, kun det er jeg er en dårlig bedsteveninde. Jeg har ikke lyst til at presse hende, som mange andre måske ville have gjort hvis deres bedsteveninde lå indlagt med det samme. Jeg har ihvertfald læst om mange, der har valgt at gå fra deres veninde, for at få hende til at spise.

Men det kunne jeg aldrig finde på. Det er nu hun har brug for mig. Selvom jeg ikke kan gøre noget. Og det skammer jeg mig over.

"Chloe?" Lød en hviskende stemme bagfra og ruskede blidt i min skulder. Jeg kiggede bag ud, og opdagede at det var Faith - en rigtig god veninde.

"Vil du med ud og læse?" Spurgte hun og sendte mig et smil. Hun vidste alt om Tricia. Jeg havde fortalt hende om hende, jeg havde brug for en at tale med omkring hende. Er i klar over, hvor hårdt det egentlig er, at se ens bedsteveninde synke dybt?

"Jaja," mumlede jeg, selvom jeg egentlig ikke havde lyst. Nu hvor jeg allerede havde det svært i skolen, skulle jeg ikke gøre det værre for mig selv ved at sige fra.

Jeg rejste mig, og gik ud i fællesrummet sammen med Faith, hvor vi satte os ved et bord. "Hvad så, hvad er der galt?" Sagde Faith og trak sig lidt nærmere hen imod mig, så det kun var mig der kunne høre det. "Tricia.." mumlede jeg, og Faith kiggede forstående på mig. Det var ikke svært at se, at Faith faktisk havde medlidenhed til Tricia. "Alt skal nok gå, pus." Svarede hun og sendte mig et sødt smil, som jeg bare gengældte så godt jeg nu bare kunne.

Hun sagde det næsten hver gang. Men hvad skulle hun også ellers sige? Hun kender jo ikke pigen, udover det jeg har fortalt hende.

"Ej, se!!" Udbrød Faith pludselig og tog fat i mig og pegede hen på fjernsynet der stod lidt herfra. De så vidst nok jackass, og hver gang fik jeg et godt grin. Jeg slog en latter op, og det samme gjorde Faith, men da det rent faktisk gik op for os at der sad folk omkring os der begyndte at små tysse, slog jeg mine hænder op foran munden, men jeg kunne stadig ikke stoppe og det samme kunne Faith ikke. Også kender i vel nok det, at når i sidder overfor en der kigger på en og griner, kan man ikke stoppe? Well, sådan var det lige nu. Og det forsatte.

"Okay, okay.." Sagde jeg og for sjov trak jeg vejret dybt, for ikke at komme til at grine. Faith prøvede at gøre det samme, men vi kom blot bare til at grine igen. Men det var kun lige indtil at der var en der tog fat i min skulder - for anden gang idag. Jeg blev ret så forskrækket og farrede op fra stolen. Og jeg fik en endnu større forskrækkelse da jeg så det var min papmor der stod der.

"Sarah?" Sagde jeg overrasket og løftede mit ene øjenbryn. "Vi skal snakke," sagde hun, og jeg kunne straks se hendes bedrøvende ansigt, men alligevel sendte hun mig et lille smil. Jeg rynkede i panden og så tilbage på Faith, der så ligeså overrasket ud, og var holdt op med at grine.

"Hvad er der sket?" Spurgte jeg bestemt, og jeg frygtede kun det værste. Hvorfor skulle min papmor ellers være her, også ligne en der skal til at græde? Hun plejer ALTID at være glad..

"Kom med," sagde hun, og jeg fulgte med hende og sendte Faith et undskyldende blik.

Vi gik ind i A.K.T lokalet, hvor min klasselære også sad. Jeg kunne føle ubehagen brede sig endnu mere, jeg kunne virkelig ikke lide det her. Jeg satte mig ned på en stol, og min papmor satte sig på den anden side af bordet, ved siden af min lære.

"Okay, fortæl mig nu hvad der foregår.." Nu kunne jeg ikke holde det ud mere.

"Chloe... De ringede fra afdelingen.. Du ved, Tricias afdeling." Hendes stemme var lav, men jeg kunne tydeligt høre hvad hun sagde. Alt indeni mig gik i panik, kunne de dog ikke bare komme til sagen!? En trang til at løbe væk, og hen til hospitalet hvor Tricia er, var der. Var hun okay?! Jeg måtte vide det, så derfor rejste jeg mig.

"Chloe, sæt dig," sagde min lærer, men nu gik det her virkelig over min grænse. Hun skulle blande sig udenom, hun havde ikke en skid at gøre med det her! "Vel gider jeg ej, nu fortæller i mig fandme hvad der foregår!" Mit hjerte slog hårdt, og blodet pumpede afsted.

stående helt målløs. Det var som om, alle kræfter forlod min krop og at jeg slet ikke opfangede hvad hun lige havde stået og fortalt mig. Var det her et mareridt? Jeg nev mig i min arm, og til sidst blev det nok alt for hårdt, at min hud sprækkede. Men smerten føles godt. Alt blev pludselig sort, men jeg var stadig til stede. Stemmerne kunne stadig svagt høres, men jeg magtede ikke at svare eller åbne mine øjne. Jeg havde ikke kræfterne til det.

***

Jeg slog øjnene op, og så jeg lå på et bord. Var det bare et mareridt? "Hun er vågen!" Sagde Faith glad og omfavnede mig. "Hvad laver jeg her?" Spurgte jeg forvirret, og kiggede hen på Sarah der også stod rundt om bordet. "Hvad laver du her?" Jeg var virkelig forvirret lige nu. "Ej, men jeg havde bare verdens værste mareridt. Jeg drømte, at Sarah kom og vi sad nede i A.K.T og jeg fik avide at Tricia var død og.." og først der, gik det hele op for mig. Tårene trillede ned ad mine kinder, og jeg snøftede kort. Det her var ikke noget mareridt. Det var virkelig sandt. Tricia var væk. Alle tankerne fra da Sarah kom, og til at jeg besvimede kom frem i mit hoved, og kørte på replay.

"Hun er død ikke?" Min stemme var fyldt af gråd, og tårene løb ned af kinderne på mig. "Jeg er ked af det, søde.." Sarah lage armene om mig, men jeg skubbede dem væk. "Bare.. Lad mig værre." Sagde jeg hårdt, men stadig skrøbeligt. Jeg åbnede døren, og klaskede det hårdt i igen. Jeg løb - løb væk, og ignorerede alles blikke på mig. Og alle de spøgsmål, som pludselig opstod. Men jeg lukkede dem ude, og jeg tror at de havde fattet, at jeg ikke gad snakke med dem. For jeg ignorerede dem alle, og fortsatte. Jeg vidste med det samme, hvor jeg skulle gå hen. Hen til vores sted Et fredeligt sted, med et klatretræ. Der sad vi altid, og vi kunne sidde der i timevis og snakke om alt imellem himmel og jord - og af og til grine.

Jeg satte farten op, imens jeg tog mobilen frem. Faith havde ringet et par gange, men det var ligemeget. Alt var ligemeget lige nu. Jeg trykkede Tricias nummer jeg kunne i hovedet, og ringede op.

"Hej, det er Tricia, jeg er desværre ikke ved mobilen i øjeblikket, men læg en besked, så ringer jeg tilbage senere"

Jeg lage på, og endnu engang ringede jeg op. Og igen. Og atter igen. Alt jeg ville, var bare at høre hendes stemme. Høre hendes vidunderlige stemme, som hun altid havde hadet. Jeg gik ind i min billed indbakke, og fandt et billede af hende og mig. Det var hende,, som sad på min ryg, imens vi begge grinede. Det var sidste sommer, hvor vi var på ferie sammen i Italien. En ferie jeg aldrig glemmer ...

Minderne strøg ind over, og jeg tænkte på dengang, hvor vi badede på stranden midt om natten. Det var sjovt, men koldt. Alle de grin, vi havde haft over de mest lamme ting. Et lille smil formede sig på mine læber, imens solen varmede mine våde kinder.

Jeg var nået hen til vores sted. Jeg satte mig på træet - lige der hvor vi plejede at sidde. Jeg vidste, at hun var død. Men det var endnu ikke gået op for mig at hun var væk. Hun måtte ikke være væk. Hvad skulle jeg gøre uden hende?

Jeg sank den hårde klump der sad i min hals. Jeg husker stadig, da hun fortalte mig, at hun var begyndt at cutte og sulte sig selv. To hårde ting, især når man får dem avide samtidigt. Vi var blevet uvenner et par gange, og det gav mig dårlig samvittighed af en eller anden grund. At jeg ikke har kunne hjælpe hende bedre. Det var min skyld. Jeg var hendes bedsteveninde, jeg burde have gjort noget! Men nej, jeg tænkte på mig selv..

Selvbebrejdelsen var hård, og jeg blev sur på mig selv. Jeg var et dårligt menneske. En dårlig bedsteveninde! Jeg fortjente hende slet ikke. Enhver anden ville have kunne hjælpe hende bedre end mig!

Og her sad jeg, helt ind til mørket faldt på og stirrede tomt ud i luften. Jeg rystede som en sindsyg, og mit hjerte bankede stadig hårdt mod mit bryst. 

Også kom tankerne.. Overvejelserne. Om at gå samme vej som hende. Vi skulle altid forblive sammen. Altid. Vi kunne ikke skilles nu. Vi havde allerede vores store planer om at flytte til London sammen, gå på efterskole sammen... Alt muligt. Og jeg ville bare ikke leve uden hende.

***

En uge var gået, og jeg stod nu, i en flot sort kjole ude foran kirken. Idag skulle hun begraves. På den her uge, havde jeg indelukket mig selv endnu mere. Jeg havde ikke været i skole, og havde ignoreret Faith som havde prøvet at komme i kontakt med mig, og det endte med at hun var taget hen til mig og kort snakket. Og jeg havde også fundet ud af hvordan hun var død. Hun begik selvmord.. Hun havde hængt sig selv.. Det var hårdt at høre, og hvis ikke jeg var helt knust før, var jeg det ihvertfald nu. Godt og grundigt. Hun havde begået selvmord.. Og det havde kun gjort selvbebrejdelsen større. Min lille mus ...

Jeg gik ind i kirken, og så straks to af Tricias gode veninder fra skolen stå sammen. Deres øjne var blanke, og det var ikke svært at se, at de var ulykkelige - ligesom mig. Jeg gik hen til dem, jeg havde selv skrevet meget med dem, og mødt dem et par gange sammen med Tricia.

"Chloe!" Udbrød Phoebe, og jeg slog armene ud, og krammede hende. Jeg trak hende hårdt ind til mig, og det samme gjorde hun. Jeg trak mig lidt fra hende, imens en tåre fandt sin vej ned af min kind - en ting jeg var blevet van til. Der kom ikke rigtigt flere ord, men jeg fik også givet Sophia et kram, hendes anden veninde.

Vi sad under gudstjenesten, og rundt omkring sad alle med et bedrøvet ansigt, og nogen steder græd folk også. Jeg gjorde ikke. Jeg sad bare i min helt egen verden, og stirrede ind tomt ud i luften, lige ind til præsten nævnte mit navn.

"Og som 12 årig, fik Tricia noget helt særligt ind i hendes liv. Nemlig dig, Chloe. Du fyldte en stor del af hendes liv, og i to gjorde alt sammen, og delte alt,"

Et lille smil kom frem, mens tårene nu styrtede ned af mine kinder. Jeg husker tydeligt da vi mødtes første gang. Det var den bedste dag i mit liv.

 

Jeg opdagede, at folk rejste sig, og seks personer gik hen og holdte fast i kisten for at bære den. Jeg havde været i min hel egen verden og tænkt tilbage på vores minder, at jeg slet ikke havde lagt mærke til, at det var nu at hun skulle begraves.

Jeg havde købt en buket, og den tog jeg med mig. Jeg gik bag de personer, der bar kisten. Jeg gik med min buket - jeg havde valgt den flotteste, og jeg ved at hvis hun havde set dem, ville hun synes det samme. Vi havde samme smag i alting. Det havde været noget af det dyreste i blomsterhandleren, men det var ligemeget. Fuldstændig ligegyldigt.

Vi nåede hen til hendes grav, og kisten blev langsomt synket ned i jorden. Mine vejrtrækninger blev hurtige, og hele min krop begyndte at ryste. Jeg prøvede at styre mig, men forhelvede, det her ER min bedsteveninde! Den eneste, jeg vil aldrig få en ny i mit liv! Aldrig, hun er den eneste..

Hun blev synket helt ned, og fik mig til at falde på knæ, efter præsten havde sagt tre sætninger jeg aldrig vil glemme,

 

,Af jord er du komme

Til jord skal du blive

Af jord skal du genopstå

 

Jeg sad der på mine knæ, med hænderne oppe ved mit ansigt, og skjulte mine øjne. Nej. Nej. Nej!

Jeg trak vejret dybt og rejste mig. Ligesom alle de andre, smed jeg min buket ned i graven.

Jeg tænkte mig om. Det var Tricia der lå dernede. Tricia der lå gemt inde i kisten. Det var hende. Min bedsteveninde.

 

Folk var gået efter de to timer der nu var gået siden begravelsen egentlig var slut. Men jeg gjorde ikke noget. Jeg sad bare der, og kiggede ned i graven.

Jeg overvejede stadig at gå samme vej som hun havde. Jeg kan ikke klare verdenen uden hende. For aldrig, har jeg elsket en person så højt, som jeg elsker hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...