Aldrig som før

Niana er en helt almindelig pige på den såkaldte planet Haleo. Men helt almindelig viser det sig at hun ikke er. En dag bliver hun inviteret ud af skolens mest populære dreng, som hun aldrig har talt med før. Det undrer hende, med alligevel tager hun med ham. Bagefter ved hun godt at hun aldrig skulle have gjort det.

1Likes
0Kommentarer
512Visninger
AA

1. En mærkelig dag

Det var tidlig morgen. Udenfor var luften fyldt med os, men inde er der lyst. Lyset kom fra de små Gelgoer som svævede i hovedhøjde.  Jeg havde altid syntes om dem. Deres pelsede overflade gjorde det mere hyggeligt at se på dem. Jeg trådte ud af sengen og strækkede mig så lang jeg var. Jeg kunne dufte den dejlige morgenmad der bestod af sukkergele og boller med chokolade. Det var en helt almindelig morgenmad. Fyldt med en masse kalorier og sukker. Det betød bare at jeg skulle træne en del. Ud og løbe med Half 7 som er den lokale løbeklup, en masse Gelgoeball og lidt flyvning. Mine kræfter var ikke lige så gode som andres, men jeg kunne komme en meter eller to over jorden. Eller hvad man skal kalde den stads vi står på. Engang kaldte man det jorden. Men nu da vi var kommet op på den nye planet hed det Haleo. Jeg var 5 år da vi flyttede. Jorden eksploderede for 3 år siden. Så det jeg stod på her var det der plejede at være på legepladser. Noget gummilignende stads.

Da jeg gik ud af sengen var jeg frisk på en ny dag. Det var mandag morgen og skolen startede snart. Vi havde nogle lidt mærkelige fag, mente nogen, men jeg har aldrig haft andre. Fysik/Kemi og Musik var vidst helt almindelige. Men der var også nye fag som Haleosk, som er vores sprog, regning, der mindede lidt om matematikken på jorden, Jords-historie, som mindede lidt om Historie, og Krealot som næsten var det samme som billedkunst, Hjemkundskab, sløjd og håndarbejde blandet sammen.

Nede i køkkenet stod min Hekan som er en slags mentor eller vejleder. Vi bor ikke hos vores forældre. Eller det vil sige at vi aldrig nogensinde ville se vores forældre eller søskende igen. Vi var først blevet delt op i voksne og børn. Så op i piger og drenge. Og så var vores interesser og talenter blevet den sidste bedømmelse af de små 5-mands grupper vi boede i. Jeg bor nu sammen med Ellen, Sandria, Marika og Mai.  Ellen var den sporty og friske pige der næsten aldrig lavede fejl. Hun var klog og smuk, som man nu kan prale. Hun var midtpunkt blandt drengene. Sandria havde altid sit lange røde hår oppe at sidde i en knold. Hun var ret klog, men løb også en del. Hun elskede at male ligesom nogen af os andre gjorde. Normalt plejede hun ikke at være så populær som hun pludselig blev.

Marika havde altid været en lille ballademager. Men dog var hun god til at løbe langt. Hendes korte hår gjorde hende til den mindst populære i årgangen. Hun var ellers ret smuk. Kort hår var bare blevet meget upopulært. 

Mai var en mørkhåret og blondinedum skønhed. Hun var min bedste veninde, og havde været det lige siden vi blev bragt i samme gruppe. Hun var altid meget åben og elskede at male. Hun syede tit sit eget tøj og lavede også af og til huer og luffer til os andre. Hun var ikke den mest løbe-elskende pige der fandtes, men talentfuld var hun. Hun kunne løbe fra de fleste, uden problemer og så virkelig stærk ud.

Da jeg kommer nedenunder i min lårkorte uniform-kjole, bliver jeg mødt af venlige smil og en dejlig duft af morgenmad. De andre betragtede mig kun kort inden de satte sig til at spise videre.  En stol blev skubbet tilbage, og jeg satte mig på stolen. Mit blik vandrede imellem de vidt forskellige ansigter. De kunne ikke have glemt denne dag. Det var jo en speciel dag.

Uden at sige en mine tog jeg en chokolade bolde og skar den op. De små bidder blev ikke specielt meget større, efter der var kommet gele på. Jeg kiggede rundt på de andre piger, der bare sad med dukkede hoveder. Til sidst kunne jeg ikke mere.

”Hvad er der galt med jer fire?” Inden der kommer en lang pause tilføjer jeg, ”Det er jo en god dag i dag. Kom nu. Op med næbet”

Det lille smil der bredte sig på deres læber, undrede mig. Hvad skulle det nu betyde. Jeg ventede spændt imens de snakkede: ”Altså ud over at det er 10 år siden vi kom hertil.. Så er det jo også din 15 års fødselsdag. Mener du ikke du fortjener en gave eller noget?” blev der sagt i kor.

Smilet på de sprukne læber blev bredere da jeg fandt ud af hvad min gave var. Man kunne ikke være andet end taknemmelig.

Udenfor stod den smukkeste HT7 bil, jeg nogensinde havde set. Dens sorte lak var ikke bare sort, men nærmest dybblå, og sæderne indeni var grå. Den måtte have været dyr. Dens smarte udstyr, med inbygget kaffemaskine, autokørsel, indbygget GPS-mini og flyveevne, var ikke til at tage fejl af. Min helt egen mikro-Helot-bil.

Da jeg trådte ind i den virkede den meget mere luksus end den gjorde før. Med et vink inviterede jeg de andre med ind i bilen. Dog var det kun Sandria og Mai, der manglede et lift. Så vi var kun tre i den store nye bil.

Henne i skolen blev det kun en Fysik/Kemi time og lidt regne-undervisning. Resten af tiden blev brugt på at fejre den lange tid på Haleo. Det gjorde vi ved at sende gode energier ind i en papir-lys-Haleo-ting som blev brugt når der skete store ting. Den blev sendt op, så den kunne brænde op 5 meter over jorden. Meget mærkelig metode, men den var blevet normal.

Ramen, som er skolens mest eftertragtede dreng, kom hen til mig da papir-lys-Haleo-tingen skulle til at blive sendt op.

”Niana? Har du tid et øjeblik?” Hans mørke øjne blev lyst op i solens lys, så man blev helt stum. Alligevel gav jeg et lille nik af mig, inden han trak mig væk så vi stod alene på den lille gang. Med en hvisken begyndte han: ”Niana, jeg har tænkt på noget.. Måske er det lidt mærkeligt, men… Jeg tænkte om du ville med mig ud, et sted. Der er noget du skal se..”

Jeg kunne ikke svare. Min mund var snøret sammen. Men alligevel fik jeg fremstammet et lille nik og ud af min mund kom at ja.

”Ramen, hvad handler det her om?” fik jeg sagt, da han lyste helt op foran mig. Men hvorfor mig?

”Det er bare.. Jeg henter dig klokken 5 i aften, er det okay? Stå klar. Og nej vi skal ikke i byen. Det er noget helt andet”

Da jeg kom hjem den dag, var alle pigerne oppe at køre. De var både jaloux, og glade over at han havde inviteret mig ud. Eller det havde han vel på en måde. Lige meget hvad var det en hver piges drøm. Bortset fra min. Ja han var meget sød og helt ubeskrivelig smuk. Men han var jo altid omringet af piger. Hele tiden. Fnisende piger der ikke turde spørge ham om noget. Så jeg havde bare skubbet tanken om ham væk.

Der var noget mystisk over det. Alle de smukke, slanke og muskuløse piger han kunne vælge, og så spørger han mig. Den mørkhårede, grønøjede og nørdede pige, som kun holder sig til sine nærmeste venner. Jeg måtte vide hvad han ville.

Så jeg tog noget helt almindeligt tøj på. De stramme jeggings med rum-print på, den stramme sorte top, og den metal-grå lederjakke. Helt almindeligt outfit. Jeg anede jo intet om hvor vi skulle hen. Hvad vi skulle laver, eller noget som helst. Mit hår blev sat i en høj hestehale. Skoene blev de almindelige Heneal sko som jeg gik i til hverdag.

Da klokken så endelig blev 5 var jeg helt klar. Han kørte ind i indkørslen lige på slaget og det bankede på, inden jeg nåede at se mig omkring. Nu var det nu jeg skulle finde ud af hvad der var på færde.

Jeg gik hurtigt, men forsigtigt ud til hans bil, og vinkede farvel til pigerne, inden jeg satte mig inde ved siden af ham. Med et lille smil, bød han mig velkommen, og jeg lukkede døren.

”Nå, hvor skal vi så hen?” høre jeg mig selv sige, da han kørte ud af indkørslen. Han satte turbofart på, da vi kom ud på vejen. Da hastigheden stod på 200 km i timen, syntes jeg det var lidt for meget, og jeg bad ham venligt om at køre langsommere. Langsomt satte han farten ned og kiggede undskyldende på mig.

”Vi skal hen til Den Store Festival. Bare rolig jeg skal nok passe på dig”

Jeg blev helt lammet. Den store festival. Det var for vampyrer og andre de underjordiske. Det gjorde mig mindre tryk, at han sagde at han nok skulle passe på mig. Var han vampyr? Hvad ville der ske i aften? Ville der ske MIG noget?
Da vi ankommer, kan jeg se alle former for underjordiske. Jeg træder langsomt ud af bilen, men han står allerede ved min side. Jeg måtte finde en måde at slippe væk. Jeg kunne ikke blive her. Ikke med alle disse underjordiske, der ville prøve at få fat i mig, og forvandle mig.
Da vi kommer hen til en bod med noget varmt kakao, bliver jeg mødt af en masse skræmmende blikke. Sultne blikke.

Pludselig blev jeg revet væk fra Remon. Jeg kunne intet sige, for der var en hånd for min mund, og jeg kunne ingen tanker sende. Nogen havde pillet ved min hjerne. Eller ved mine evner. Det eneste jeg kunne se for mig var den store muskuløse arm der trak mig væk, og den store menneskemængde der ikke anede et blik på mig. Jeg havde lyst til at skrige. Så mine lunger sprængte. Men det gjorde jeg ikke. I stedet lukkede jeg øjnene.

Da jeg åbnede dem igen, lå jeg under et klamt, brunt tæppe, som vidst ikke var vasket i flere uger. Jeg kigger undrende omkring og det eneste mit blik møder er ham. Han sidder i det ene hjørne og betragter mig.

”hvad vil du med mig?” spørger jeg trist da jeg smider tæppet fra mig. Med det samme sad han foran mig og tyssede på mig.

”jeg reder dig fra det her kaos. Du er blevet bidt af en vampyr. Jeg nåede lige at få dig hertil, inden de drak alt dit blod” sagde han stille og holdte en hånd om mit ansigt. Jeg vidste det passede. Med lukkede øjne prøvede jeg at huske, men det kunne jeg ikke, ”Du er ikke som de andre, Niana. Du er speciel. Det er derfor nogen betalte Romen, for at få dig hertil. Jeg fandt ud af det inden han spurgte dig”

Jeg holdte mig med den ene hånd og kiggede på ham, med vidtåbne øjne. ”hvordan? Er jeg så en vampyr nu?” er det eneste jeg kan få frem. Vampyrer var et nyt fund. De var først lige blevet opdaget, og man skulle holde sig langt fra dem.

”ja, du er en vampyr nu. Og intet kan hindre dig i det”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...