Aldrig som før

Niana er en helt almindelig pige på den såkaldte planet Haleo. Men helt almindelig viser det sig at hun ikke er. En dag bliver hun inviteret ud af skolens mest populære dreng, som hun aldrig har talt med før. Det undrer hende, med alligevel tager hun med ham. Bagefter ved hun godt at hun aldrig skulle have gjort det.

1Likes
0Kommentarer
502Visninger
AA

2. Dunkende hovede

 

”Vågn op!”

Mine tunge øjenlåg ville ikke løfte sig. Mit hoved bankede så forfærdeligt meget. Forsigtigt tog jeg mig til hovedet, og mit ansigt forstrak sig i smerte. Det var ikke en almindelig hovedpine. Mine negle borede sig ind i min pande. Jeg kunne mærke den varme der steg ud af mit hoved. Mit hår lå tæt ind til hovedet. Klamrende. Min pande var fugtig. Klam og varm. Pludselig mærkede jeg hånden på min kind. Et lille skrig kom fra min mund og jeg fik skubbet den væk.

Da jeg endelig fik åbnet øjnene, sad manden fra før ved siden af mig. Han havde en blodig klud i højre hånd. Den anden havde han haft på min kind. Forsigtigt, med den ene hånd til hovedet, satte jeg mig op. Jeg brude jo være bange, men han gjorde mig ikke spor bange. Det undrede mig. Hvem var han? Hvorfor hjalp han mig? Alle spørgsmålene kørte rundt i mit hoved. Alt for mange af dem endda. Jeg kunne ikke klare det.

”Bare rolig. Jeg var i gang med at tørre blodet væk fra din hals” sagde han helt afslappet. Som om det var en selvfølge. Som om dette var normalt.

Hånden på mit hoved dumpede ned på det kolde stengulv. Jeg kunne stadig mærke neglene der havde boret sig ind i det varme kød. Smerten var ikke så slem mere, men den var stadig slem. Jeg kiggede på manden med et undersøgende blik. Jeg ville snart gerne have nogle svar. Men alligevel turde jeg ikke tage emnet op. For hvad nu hvis jeg virkelig VAR blevet vampyr? Hvis jeg virkelig havde mistet alt og alle.

”hvor er Romen?” jeg fortrød spørgsmålet med det samme. Jeg ville ikke vide hvad grusomt der kunne være sket den flotte dreng. Men alligevel var det jo hans skyld ikke? Det var ham der havde taget mig med hen til Den Store Festival. Men han var jo blevet betalt. Bestukket.

”Han er død, Niana. Han svigtede. Han havde ikke styr på dig, da du blev taget” sagde han roligt med en ru stemme.  

Mit hoved dunkede. Jeg lukkede øjnene hårdt i og støttede det med hånden. ”Hvad sker der? Hvor er jeg? Hvem er du? Hvad vil du? Kan jeg..”

Jeg afbrød mig selv. Jeg kunne ikke spørge om jeg kunne komme tilbage. Nej. Hvis jeg fik en dårlig nyhed nu, ville jeg falde sammen. Og jeg ville under ingen omstændigheder besvime en gang til foran manden, som egentlig var ret flot. Hans brune krøller var smålange, som om han ikke havde været til frisør i et halvt år. Hans hage var let dækket af skægstubbe og hans øjne var mørke. Nej nærmere sorte. Det var selvfølgelig ikke til at se i denne mørke, men hans øjne virkede helt kuld sorte. Han var smuk. Og alligevel ikke. Han virkede ret.. Det virkede som om at han ikke havde levet som en almindelig mand, i hans egen alder. Men som en flygtning der aldrig kunne stoppe med at flygte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...