På Dybt Vand

Heidi er blevet placeret på en efterskole af sin sagsbehandler. Her passer hun ikke ind og synes ikke om langt de fleste elever. Undtagen en enkelt brunøjet dreng. Efterskolen tager på en salgs team-building på en sø i Sverige, men vejret er i oprør, og noget går galt.

2Likes
0Kommentarer
346Visninger
AA

4. 3. Del

 

   I det sekund jeg åbner mit ene øje på klem, er det som om, endnu et lyn slår ned i mig. Jeg kan ikke mærke en eneste kropsdel, og jeg er som lammet. Jeg kan ikke smage, om jeg har bidt mig selv i tungen, jeg kan ikke høre, for vinden hyler og standser alt andet lyd, og jeg kan ikke lugte noget, for min næse er fyldt med vand. Men jeg kan se. Jeg kan se, og det er mit vigtigste redskab for at holde mig i live lige nu. Mit vigtigste redskab for i vandet ved siden af mig kæmper Stephan med at holde sig i live. Jeg selv kan ikke bevæge en muskel og ligger kun lige netop med hovedet over vandet. Men synet af en udmattet Stephan, vækker mig, og jeg begår en fejl ved at bevæge mine arme dybere ned i det mørke vand. Jeg opdager, hvor træt jeg er og kan pludselig forstå, hvorfor Stephan ikke bare slapper af. Gør han det, drukner han. Jeg indser, at jeg har vand i munden og, at jeg holder vejret. Gispende plasker jeg hen til Stephan for at hjælpe ham. Jeg tænker ikke over hvordan, bare at vi er nødt til at blive sammen for at overleve.

Bleg. Uhyggelig bleg er han. Han ser næsten… død ud. Den eneste ting der forsikrer mig, at han stadig er i live, er hans lynende øjne. Hans lynende brune øjne. Jeg tager med stive fingre hans hænder, selvom det er så koldt, at det er svært at holde fast og holde sig oppe på samme tid. Men noget gør modstand. Ikke inde i mig og ikke inde i ham. Jeg kan ikke se, hvad det er. Jeg ved bare, at der er noget, der trækker ham ud af mit svækkede greb. Et skrig går gennem natten. Jeg ved ikke, om det er mit eget.

 

Mor hulker… tuder… græder… kald det, hvad du vil. Det gør hun altid, for det er jo så synd for hende. Det er jo altid hende, det går ud over, når hun drikker sig i hegnet, i mens hun er skæv på diverse ting. Jeg har det jo så nemt. Nej, mor, det har jeg ikke. Stop det så. Tårer fører ingen steder hen. Hvis de gjorde, ville du være den mest berejste person i verden. Hvis tårer førte nogen steder hen, behøvede du ikke være her. Hvor er her? Hvor er jeg? Hvor er vi? Hvorfor er mor her? Hvorfor er hun ikke ude og slå sit eget og mit liv i stykker? Hvorfor er hun her? Lå jeg ikke lige ude i vandet i den der åndsvage svenske pøl? Var jeg ikke død? Jeg gider ikke bekymre mig om, hverken min skæve mor eller mit skæve selv. Træt? Ja! Jeg kan ikke huske, om jeg døser hen, eller om jeg besvimer, men en eller anden har fat i min hånd, da jeg vågner anden gang. Jeg ligger helt stille. Giver ingen tegn på at jeg er vågen. Er stadig ikke helt klar over, hvor jeg er, men det lugter af hospital. Massiv hovedpine. Kan ikke lægge brikkerne sammen. Forsøger at løfte min finger. Bare for at se, om jeg kan. Jo, det går. Har stadig ikke flyttet på den hånd, der ligger i en andens. Aner ikke, hvem det er.

Jeg åbner øjnene og stirrer op i snorlige rækker af plader i loftet. De er hvide eller grå… det ved jeg ikke helt. Jeg misser lidt med øjnene, for det er lyst. Forsigtigt prøver jeg, om jeg kan flytte blikket fra højre til venstre. Første til venstre. Jeg kan se en lukket dør og et ældre fjernsyn. Der står et bord med en lampe på. Langsomt, meget langsomt, drejer jeg blikket over til højre side. Nogens varme, bløde hånd har stadig fat i min. Jeg har udelukket en sygeplejerske – de bekymrer sig ikke nok til at side og vente. Mor er også udelukket – det ville hendes nerver ikke kunne holde til. Det giver næsten et ryk i mig, da jeg ser den sovende person, der sidder i en stol lige ved siden af et stort vindue. Solen er ved at stå op, og jeg kan ane byen. Stephan sidder med hovedet på skrå og trækker vejret dybt. Det er helt sikkert, at han sover. Jeg kan bare ikke helt forstå det – han burde da ligge i en hospitalsseng, som jeg selv. Forsigtigt og langsomt sætter jeg mig op. Jeg vil helst ikke forstyrre min hovedpine mere end højst nødvendigt, men det lykkes ikke. Det føles, som om jeg har ligget i koma i en måned. Kvalme. Men det går hurtigt over. I et sekund eller to, ser jeg sort og min hovedpine tager til. Jeg tager et øjeblik til at komme mig… Stephan er vågen. Jeg åbner øjnene og det første, jeg ser, er ham. Jeg kigger langsomt ned på vores hænder i hinanden, men idet han rødmer lidt, gør han antræk til at trække den til sig. Jeg bruger den smule energi, jeg har, på at holde fast. Smiler svagt. Men ser da, med ét, spørgende ud, for han kigger underligt på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...