På Dybt Vand

Heidi er blevet placeret på en efterskole af sin sagsbehandler. Her passer hun ikke ind og synes ikke om langt de fleste elever. Undtagen en enkelt brunøjet dreng. Efterskolen tager på en salgs team-building på en sø i Sverige, men vejret er i oprør, og noget går galt.

2Likes
0Kommentarer
350Visninger
AA

3. 2. Del

   Jeg bliver lidt irriteret, fordi jeg gerne vil høre, hvad jeg skal, men det kan jeg ikke for alle dem, der allerede mener de er dødsdømte. Henning råber dem heldigvis op igen.

   ”Hør nu efter!” Hans stemme knækker lidt ved enden. Jeg er selv ret rolig – det er trods alt det skrigeri og rædsel omkring mig og den kvalme, der stadig vokser inde i mig. Det er nok mest det, der får mig til at føle mig så utilpas.

   ”Stille og roligt skal vi bevæge os mod redningsvestene. De er ude på dækket til højre. Når I…” Jeg når ikke at høre mere, for resten af 10. X skubber forbi mig, for at komme ud til redningsvestene. Jeg når slet ikke at reagere, inden halvdelen af passagererne er kommet ud. Et helt bestemt ansigt får mig til at vågne op. Stephan kommer gående i mod mig. Han kigger rent faktisk på mig. Den sluger jeg et øjeblik og når lige at blinke, inden han står overfor mig og siger: ”Kom nu, Heidi,” hvorefter han skubber mig frem foran sig. Chokket over at han sagde mit navn, slår mig omkuld – eller nærmere det modsatte. Jeg begynder at gå og føler pludselig kvalmen trække sig tilbage. Jeg tager en dyb indånding og fortsætter fremad. Med ekkoet af Stephans stemme og mit navn på hans læber, kan jeg se situationen klart. Jeg drejer hovedet og kigger om på ham. Han smiler lidt, og jeg føler mine egne mundvige bevæge sig op i et gengældende smil. Jeg nikker og lægger mærke til de smil, der gavmildt bliver sendt fra den ene til den anden, imens man skynder sig at få alle i en orange vest. Smilene stivner, da skibet endnu engang knager højlydt. Der kommer enkelte personer til, jeg ikke kender. Den ene, en lav, skaldet mand, der ligner en, der har slugt en badebold, vil fortælle os noget. Han er nødt til at råbe. Ikke fordi der er nogen der snakker eller skriger mere, men fordi vinden har taget til. Den hyler og hviner og i samarbejde med regnen, lammer den os alle.

   ”Jeg har personligt ringet…” Den tykke mand må stoppe og gribe sin hat, som vinden brutalt tager fra ham. ”… 112 og har fået besked om...” Jeg hører ikke det næste, men han fortsætter, og jeg fanger en smule. ”… en halv til en hel time…” Jeg når lige at få den kodet ind på nethinden, inden skibet giver et ordentligt brag og en eller anden del, jeg ikke kan navnet på, river sig løs fra skroget. Den tykke mand siger, at han ikke ved, hvor lang tid skibet tager om at synke, men at vi nok ikke skal ligge i vandet så længe. Jo, tak, jeg har ikke lyst til at ligge i vandet overhoved! Jeg ser på de andre, som ser mindst ligeså udtryksløse ud, som jeg føler mig. Til sidst falder mit blik på Stephan, som betragter mig. Jeg kan ikke rigtig få mig selv til at kigge væk og holder øjenkontakten. Uden jeg lægger mærke til det, føler jeg en hånd i min. Jeg bliver ved med at kigge på ham, imens jeg drejer mit hoved for at se på min hånd, som jeg er udmærket klar over, er grebet af hans. Jeg kigger på ham igen. Det er som om, han forstår mig. Som om det er første gang, nogen har set rigtigt på mig. Som et sprog kun han og jeg snakker. Som om vi er et andet sted, i en anden tid og på et andet tidspunkt. Som om vi altid har kendt hinanden. Som om vi har gjort alt sammen. Som en jeg kan stole på, som også stoler på mig. Jeg er villig til at lægge mit liv i hænderne på en anden – bare den anden er ham. Det er som om at i det øjeblik, er vi forbundet af et usynligt bånd.

   Idet jeg giver hans hånd et tryk, mærker jeg uroen omkring mig og føler vandet, der efterhånden går mig til knæene. Lige der, er det som om lynet slår ned i mig. Jeg går i panik, men jeg gør det med Stephan ved min side. Vi er alle begyndt at søge højere op på bådens ydre. Selvfølgelig kan det allerede tyngede fartøj ikke tage presset og bliver ved med at synke længere og længere ned i det kolde dyb. Det allerede mørke, mørke er ved at falde på, og det gør os mere modløse. Vi kan ikke fornemme, hvor dybt vandet er eller, hvor langt der er til den nærmeste bred. Vi ved bare, at det er koldt, og at vi ikke ved, hvor længe vi er nødt til at holde os i live. Jeg husker en biologitime, vi har haft et par dage inden vi tog af sted. Vi fik at vide, hvor koldt vandet ville være, og at vi derfor ikke skulle så meget som prøve at hoppe i. Det var der nok heller ikke nogen, der ville have gjort, da det kom til stykket. Jeg kan ikke længere mærke mine ben, og jeg tør ikke kigge, hvor langt op vandet er kommet. Jeg kan ikke engang mærke forskel på temperaturen i vandet og i luften. Det eneste jeg kan mærke er Stephans hånd i min. Jeg stirrer stadig ind i hans øjne og på en eller anden måde får jeg kringlet mig hen til ham, så vi står tæt sammen. Jeg står nu og kigger op på ham og overvejer, hvor høj han egentlig er. Jeg lægger pludselig mærke til, at jeg ryster og lukker øjnene i to sekunder for at få samling på mig selv. Det er dog sværere at åbne dem igen, end jeg havde troet. Jeg har egentlig mest lyst til at læne mig tilbage og falde i en evig søvn.

   Nogen siger mit navn. Jeg ved ikke, hvor stemmen kommer fra eller, hvem det er. Jeg har hørt stemmen før. Om det er en mandlig eller kvindelig stemme, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at det er mit navn, der bliver sagt. Jeg lægger mærke til, at jeg ikke kan mærke noget. Hverken min hånd, mit hoved eller mine ben. Det er som om, det hele er væk. Jeg husker et ansigt. Et ansigt jeg før har set og beundret, men før i dag har jeg aldrig hørt ansigtets mund sige et eneste ord til mig.

Stemmen. Stemmen hører til ansigtet, men jeg kan ikke huske, hvem det er. Jeg ved bare, at fordi vedkommende er her ved siden af mig, kan jeg godt falde hen igen. Træt. Rigtig træt. Men jeg må ikke. Der er et eller andet inde i mig, der fortæller mig, at jeg ikke må. Råbene bliver mere desperate, men de tager ikke til i styrke. De bliver nærmere svagere og opgivende. Det er ikke længere bare mit navn, der bliver råbt. Det er også en bøn om… Jeg hører ikke, hvad der bliver sagt, for jeg er næsten faldet i søvn. Et sidste råb, som bliver slugt af luften. Jeg kan næsten ikke høre det, indtil bløde læber bliver presset mod mit øre. Ét enkelt ord får mig overtalt. Ét enkelt ord, sagt én enkelt gang, får mig overbevist om, hvorfor jeg skal åbne øjnene og komme ned på jorden igen. Det selv samme ord, som, for ti sekunder siden, blev slugt at vinden. Ét enkelt navn, sagt med så meget længsel og frygt, at jeg ikke tør andet end at åbne øjnene. ”Heidi.”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...