På Dybt Vand

Heidi er blevet placeret på en efterskole af sin sagsbehandler. Her passer hun ikke ind og synes ikke om langt de fleste elever. Undtagen en enkelt brunøjet dreng. Efterskolen tager på en salgs team-building på en sø i Sverige, men vejret er i oprør, og noget går galt.

2Likes
0Kommentarer
353Visninger
AA

2. 1. Del

   Vinden rusker i det lille skib. Det føles næsten, som om vi virkelig er på havet. Selvfølgelig er det bare efterskolen, der har arrangeret den her sejltur på den her åndssvage sø et sted i midten af ingenting i Sverige. Det er kun os fra 10. X, der er med. Det var et eller andet med den store mængde af problemer, vi har haft i mellem de forskellige ”grupper”. For grupperede er vi! Jeg ved ikke, hvad det er for et sted, jeg er blevet placeret af min sagsbehandler, men, hold da op, for en flok kaglende høns! Forleden dag kom de op at skændes fordi en eller anden patetisk dreng fra 10. Q, havde kigget over på dem, og han havde været så langt væk, at Tina og Sisse ikke kunne se, om han kiggede på den ene eller den anden. Men, for helvede, det kan da også være ligegyldigt! Jeg mener, knægten har vel lov til at dreje hovedet med åbne øjne, uden nogen beskylder ham for at erklære sin kærlighed til vedkommende. Og det er da klart, at for Tinas klike er Sisse det mest åndsvage individ, der findes og ligeledes omvendt. Så går skænderiet også tit på, hvor mange drenge, man kan få til at glo efter én, når man går ud af et rum. Spørg mig ikke, hvad det går ud på, men den slags er der en del af her. Så er der os, som ikke forstår pubertetsramte teenagepiger – og med os mener jeg mig og min dagbog. Sommetider overvejer jeg lidt, hvornår jeg har ramt den fase, for jeg har ærligtalt aldrig haft det sådan. Jeg tænker tit på, hvordan verden egentlig er. Den jeg er dumpet ned i er bestemt snæversynet og overfladisk. Den er fyldt med unge, der tror, at de dør, hvis de er nødt til at aflevere deres mobil i mere end to timer, voksne, der flyver rundt på en lyserød sky og tror, at problemer er nogen, der skal løses ved at snakke om dem og sagsbehandlere, som er ret enige med lærerne, men som ikke lytter, når man fortæller dem om det hul, jeg blev skubbet ned i efter sommerferien.

   Og nu er jeg så her. - På en båd med tyve andre som jeg er alt andet end på bølgelængde med. Når jeg er sammen med de her mennesker, ved jeg, hvad det vil sige at føle sig alene. Jeg er det ”forældreløse” barn, kommunen skulle have ryddet af vejen og satte af på det billigste sted overhoved. Jeg kan da heller ikke vente, til jeg fylder atten – så er jeg ikke nødt til at leve under vilkår, der kræver, at jeg ser min stofafhængige mor en gang i måneden, fordi de tror, jeg har lyst, og at jeg skal bo i en plejefamilie, der ikke kunne være mere ligeglad med, hvordan jeg har det. Og nu var der ingen der gad mig, så jeg blev sendt et år på efterskole. Det vil være så sundt for dig, Heidi, sagde min sagsbehandler med hendes smil, som jeg ikke kan snuppe, i mens hun skyndte sig videre til at planlægge de nærmere detaljer.

   Jeg strammer grebet om den metalstolpe, jeg står op ad. Satans søsyge. Mine indvolde er ved at vende sig selv på hovedet inde i min krop af ren og skær svimmelhed. Kvalmen kommer normalt først bagefter, når jeg har vænnet mig lidt til de bølgende bevægelser, skibet laver.  Jeg lader mig synke ned på dækket. Hvordan kan det gynge så meget? Vi er vel, for helvede, ikke på Østersøen. Men det blæser selvfølgelig også. Jeg trækker hætten på min trøje over hovedet, og skutter mig inde bag de mange lag tøj, jeg har taget på til lejligheden. Der er næsten ingen herude, for her er så koldt, og ikke ret mange har påklædt sig fornuftigt.  

   Jeg kigger op. Herfra, hvor jeg sidder, kan jeg se ind i den fælleskahyt, hvor de fleste er stimlet sammen for at spille spil og se fjernsyn. Hele konceptet af den her hjernedøde tur bliver ignoreret, og vi sidder alle sammen, som vi plejer. Nu rejser Mie sig op og sætter sig ned i sofaen overfor ved siden af Trine. Der kommer Gustav og vil mase sig ind ved siden af Mie, for han har et eller andet for hende. Hun ignorer ham og bliver ved med at glo skiftevis på Trine og på Tobias, som hun er helt skudt i. Tobias ser ikke ud som om han ligger mærke til noget. Han er omringet af det sædvanlige slæng af drenge. Så er der et par enkelte piger, som er til at brække sig over. De kommer lidt sammen med et par af drengene og klistrer op af dem konstant. Lige nu ligger den ene, Alberte, op af Niels, som netop har lagt sine arme omkring hende. Jeg mærker et stik af afsky og kigger væk.

Mit blik glider over fjernsynet og de mennesker omkring det. Der er mest drenge, fordi der kører en eller anden fodboldkamp. De fleste glor intenst på skærmen, men ovre i hjørnet sidder den eneste person der, i løbet af de tre måneder jeg har været på skolen, har smilet til mig og, i det hele taget, set mig som et menneske: Stephan. Stephan er… rar. Det ved alle. Jeg ved ikke lige, hvad hans forældre har gjort rigtigt, men han har aldrig set ud, som om han lader sig påvirke af hans overfladiske omgangskreds. Jeg havde godt langt mærke til ham før, men siden den dag jeg, ved et tilfælde, havde fået øjenkontakt med ham, på gangen, og han havde smilet ganske lidt, har jeg, i smug, holdt øje med ham. Og det er jo ikke, fordi han er nødt til at gøre sig umage for at få venner. Nej, for her gjaldt udseendet, og grim er han bestemt ikke. Han har brune øjne – og hvilke øjne. Selvom jeg efterhånden har flyttet meget, har de steder med brunøjede knægte gjort størst indtryk. Svaghed? Ja! Udover de dybe, brune øjne har han halvlangt mørkt hår, høje kindben, smal næse og læber… nogle gange, når jeg keder mig i timerne, sidder jeg på min plads nede bag i, og overvejer, hvordan han ville reagere, hvis jeg bare… kyssede ham. Men det bliver i mine tanker, for han lægger cirka lige så meget mærke til mig, som han gør til alle andre, han aldrig har snakket med.

   Jeg kigger væk, for jeg er klar over, at de kan se mig lige så tydeligt, som jeg kan se dem. Jeg lader igen mit blik vandre over menneskemængden og stopper igen ved Stephan. Dette gør jeg et par gange. Langsomt. Ingen ser mig alligevel, men det er bedre at være sikker.

Båden gynger igen, da et ordentligt vindstød passerer. Jeg mærker, hvor meget jeg fryser og skal lige til at rejse mig op, da glasdøren ind til fælleskahytten går op.

   ”Heidi! Kom ind. Du bliver våd af at sidde der ude,” det er min engelsk-/klasselærer, Henning, som lige pludselig synes, han skal bekymre sig om mig. Normalt ignorerer alle mig – selv lærerne, men det passer mig fint. Jeg fungerer bedst alene. Jeg kommer på benene og uden at give slip på noget, der står fast, vakler jeg hen til døren. Jeg må have lignet en fuld femtenårig en sen lørdag aften. Henning bliver i døren, indtil jeg næsten er der henne, går så og efterlader døren åben til mig. Jeg føler mig søsyg og kold. Kvalmen kribler op til min hals fra min mave, og jeg leder efter et sted, jeg kan sidde i fred. Der lader ikke til at være nogen, og resten af klassen ser ikke ud til at have lagt mærke til min entré. Det ville heller ikke gøre nogen forskel: jeg skal ikke nyde noget af at sidde sammen med dem. Jeg ved ikke, hvad der sker, men alle omkring mig ser ud til at bryde op og sætte sig i en stor cirkel midt i lokalet. Jeg står lidt, for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Uden videre hører vi et enormt brag. Alle stivner, og flere skriger. Jeg ser det selv lidt på afstand fra mig selv. Henning prøver at berolige de hvinende grise, der er stimlet sammen i en klump. Drengene ser sig forvirret omkring, men de ser også lidt bange ud. Jeg selv… jeg ved ikke, hvordan jeg har det, men pludselig kommer en eller anden mand op af trappen til køkkenet og siger et eller andet til Henning. Henning råber og med et er der ro.

   ”Lad være at gå i panik. Der kan gå lang tid inden båden ligger under vand.” Det var lige det, han ikke skulle have sagt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...