I used to smile - One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2013
  • Opdateret: 21 jan. 2013
  • Status: Færdig
Dette er mit bidrag til "At miste" konkurrencen..

8Likes
2Kommentarer
396Visninger
AA

2. One Shot.

 

 

De siger, at tiden heler alle sår. Hvad nu hvis dette ikke er tilfældet? De siger det jo bare, fordi de ikke vil have, at du skal gå og være ked af det.

Tiden heler ikke alle sår. Nogle sår bliver værre. Der går betændelse i dem, og så bliver de til sår igen, og til sidst – ar. Og ar forsvinder aldrig.

Sådan er det i hvert fald i mit tilfælde.
Det handler ikke så meget om at være ked af det, det er man nemlig ikke. Ikke i starten..

Først opdager man slet ingenting, og kan ikke fatte det. Man sidder bare, og glor ud i luften. Prøver at få sig selv til at tro på, at personen er væk, og aldrig kommer tilbage.

Men man forstår det ikke i starten. Alle de minder, man har med personen, de kan da ikke bare forsvinde med ét?

Men det kan de. Også sidder man der – fortabt – i ens egne tanker. Sorg..

Hvorfor?

Hvorfor fik man ikke sagt det, som man ønskede? Hvorfor fik man ikke gjort det, som man skulle?

Inden personen var væk…

Jeg forstår det stadig ikke. Så hurtigt ens liv kan ende? Jeg har aldrig frygtet døden, og det gør jeg stadig ikke.

Jeg har mistet mange personer til døden. Ikke personen jeg just er stolte af at kende. Men jeg kender dem. De er familie, og man elsker sin familie. Uanset hvad.

Men hvorfor skal jeg klare denne omgang? Alt hvad jeg har på den side af familien, er snart væk. Så er der mig, men jeg er ligesom kun halv af dem..

Jeg føler ikke, at jeg har mistet ham. Han sidder stadig fast i mine tanker, og jeg planlægger hele tiden, hvornår jeg kan se ham igen.

Men jeg kan jo ikke se ham igen. Begravelsen er lige holdt. Jeg græd ikke, jeg stirrede bare, imens han blev kørt væk i bilen. Hen til det sted, hvor han skulle blive til aske.

Så hver eneste lille del af ham kunne blive brændt – ned til bunden. Så der kun var aske tilbage. Hans smil, hans øjne, hans hår, hans fingre, hans hoved, hans ben, hans arme, hans hals, hans indre organer.

Hans hjerte..  

Den ting som gør, at du lever. Der får dig til at trække vejret, den der gav op på ham. Bare fordi han røg en smule, og var alkoholiker.

En smule er måske en underdrivelse.

Men jeg elskede ham stadig.

Men hans liv. Med folk der svigtede ham – gang på gang. Sagde farvel, og at det var slut nu. Hvordan kunne han klare det?

Han mistede mig, da jeg var fire. Jeg besøgte ham ikke mere, jeg måtte ikke for mor. Hun var uenig med ham, og mente ikke, at hendes barn kunne være hos en alkoholiker, som også røg.

Hendes grund var latterlig. ”Din far og jeg kan ikke endes, og du har astma – han ryger.”

Det var det, som hun sagde hver gang. Og det fik mig efterhånden til at glemme ham. Indtil april 2010.

Han tog kontakt til mig, og mit smil var forsigtigt, da jeg stod foran ham den dag i april. Den 8. april 2010. Jeg var tolv, og det var i Herning hos min søster.

Jeg begyndte at se ham mere, og fandt langsomt ud af, hvor syg han endelig var. Mor forstod mig ikke, og vi gled langsomt mere fra hinanden. Plus at alle i familien på mors side, blev ved med at snakke dårligt om ham..

Den eneste af mine forældre, som jeg elskede, var ham. Men nu er han væk, og jeg forstår det stadig ikke.

Sidder i min vindueskarm, og stirrer tomt ud på de grønne marker, hvor hestene løber rundt, og irritere hinanden. Hvor folk er ude med deres familie, og deres hund. Hvor fuglene synger glad, og der er fest i midtbyen, festivaler, og fri adgang til andre lande.

Sommeren.

De seks/syv uger, hvor jeg altid plejede at være glad. Smilende. Jeg mener, vi havde jo ferie.

Men denne sommer er anderledes. Jeg spiser ingenting, jeg stirrer bare ud i luften, og forstår stadig ikke, at han ikke er her mere.

Jeg tager ikke min telefon, når den ringer.

Jeg låser ikke min værelsesdør op.

Jeg forsvinder kun på toilet, når mor ikke er hjemme.

Ingen skal fortælle mig, at han er væk, og han aldrig kommer tilbage. Ingen skal spørge, om jeg er okay. Jeg kan kun svarer med løgn.

Jeg vil ikke have nogen til at stille mig spørgsmål, prøve at få mig på andre tanker. For det er ikke det, som jeg vil.

Jeg vil tænke på ham. Så jeg kan forstå, at han virkelig er væk. Aldrig kommer tilbage mere. At jeg aldrig skal hjælpe ham, spille imod ham i det latterlig wordfeud spil.

Jeg fik det ikke sagt.

Jeg fik ikke sagt, hvor meget han betød for mig. For meget jeg virkelig elskede, når han fortalte mig, at jeg var hans øjesten. Den eneste som faktisk gad være ved ham. Ud af de fire børn han havde med de tre forskellige kvinder. Var jeg den eneste.

Den eneste som besøgte ham, når han havde brug for det, når jeg selv havde brug for det. Hvor skal jeg nu tage hen? Når jeg behøver nogle omkring mig, som aldrig bliver skuffet over mig?

Er det så meningen, at jeg skal grave mig ned til ham?

Ned i jorden.

Jeg fik muligheden for at fortælle ham alt. Da han så arene på mine arme i foråret 2012. Jeg kunne have fortalt ham mine problemer, for jeg vidste, at han ville forstå. Hjælpe mig.

Men jeg fik det ikke gjort. Jeg lod som ingenting. Facaden var på, og jeg sendte ham et roligt smil hver gang. Hvad skulle jeg ellers gøre?

Hvad ville han ikke sige, hvis han fandt ud af, at hans datter gik med selvmordstanker? Havde gjort skade på sig selv, og bare ønskede at dø nogle gange?

Ville han måske synes, at jeg var sindssyg, og skulle indlægges et eller andet sted? Ville han kalde mig psykisk syg, ligesom mor gjorde?

Måske var jeg bange for det svar. Bange for hvordan han ville takle det. Derfor gjorde jeg ikke noget.

Derfor sidder jeg her, sommeren 2013, og fortryder.

Jeg fortryder, at jeg aldrig fik fortalt ham det.

Jeg ved ikke, hvem jeg selv er mere.

Jeg undgår spejlet. Jeg kan ikke klare at kigge på mig selv, vide hvilken smerte jeg har gået igennem, og stadig gør. Og den eneste voksne person, som jeg nogensinde kunne betro mig til, er væk..

Jeg savner ham, og jeg kan intet gøre ved det. Det er ikke så meget det, at jeg er ked af at have mistet ham.

Jeg fik ham aldrig fortalt, at jeg elskede ham.

Og det var det, som kunne have ændret synet på mig selv nu. Hvis jeg bare havde sagt, at jeg elskede ham.

Han har det bedre, der hvor han er nu.

Men det er ikke det, som gør ondt.

Det er ikke det at miste, som gør ondt, det er det med at give slip på dem. Det er det, som man ikke kan. Det er okay at miste, så længe man ikke skal give slip på dem…

It's not to lose somebody that hurts. It's the goodbye.. 

 

____________________

Dette var så mit bidrag til "At miste" konkurrencen. 

Dette er meget personligt, så jeg ville blive utrolig glad, hvis I ville skrive, hvad I synes om det. 

Plus like, hvis I kunne lide det..

- Vandged. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...