Caught ~ One shot

De fire veninder Naveah, Alexis, Peyton og Lauren.
Naveah | Den selvsikre pige.
Alexis | Den modne og ambitiøse pige, der ved hvad hun laver.
Peyton | Den overfladiske pige, med massere at selvtillid.
Lauren | den generte og stille person, også kaldt for Peytons hundehvalp.

Dette one shot bliver fortalt fra Naveahs synsvinkel, en dag invitere hun de tre veninder over, til en lille middag/fest. Det går ikke så godt. Og da Naveah troede det ikke kunne blive være, så tog hun fejl. For hvad sker der, når hendes aften bliver til et maridt. Når lyset pludselig slukker, og der lyder skrig alle vejne. Vil de fire veninder klare den? ...

Det skal dog siges at det er en meget åben slutning - men håber i vil synes om den alligevel. :-} Knus mig!.

41Likes
36Kommentarer
1149Visninger

2. One shot

One shot:

Jeg havde nu ikke vildt meget lyst til at have gæster, mest af alt fordi jeg ikke orkede det. Det kunne godt være jeg selv havde inviteret dem, men derfor kunne jeg da godt fortryde ikke? Jeg sukkede højlydt, åbnede døren til mit værelse, og gik med små skridt ned af vores trappe. I køkkenet stod min mor med sin kaffe, og var i gang med maden. Den mad som skulle serveres for mine gæster, de gæster som jeg ikke orkede at have på besøg, men jeg kunne ikke aflyse det, for så ville de sikkert bare sætte mig i dårligt lys. Jeg kunne heller ikke være ligeglad, nej, fordi jeg skulle ligesom gå op i det. Suk, hvorfor var livet så kompliceret, jeg kunne ligeså godt kaste mig ud fra en klippe og dø, ingen ville alligevel gøre noget ved det. Jeg plantede min numse, på vores ellers noget hårde barstol, der stod på den anden side af vores grå marmor bord. Jeg lagde min hage i hvile på min håndflade, og sukkede.

 

”Hvad så skat?” spurgte min mor, med et smil på læben, hendes smil gjorde det svært for mig, at sige sandheden. Jeg ville ikke gøre min mor ked af det, så jeg nøjedes bare med at pynte på den, sådan da. ”Jeg er bare træt!” svarede jeg, og som sagt så løj jeg ikke, jeg var jo træt. Min mor nikkede forstående på og gav sig til at røre videre i bearnaise sovsen. ”Skal du ikke skifte tøj?” spurgte hun igen. Jeg lod et blik glide ned af mit tøj, og trak på smilebåndet. Jeg havde haft joggingtøj på hele dagen, og orkede ikke at skifte. Men samtidig måtte jeg give min mor ret, selvom jeg var teenager kunne jeg altså godt skifte til noget mere pænt. Jeg hoppede ned fra barstolen og gik op mod badeværelset. Da jeg kom op, tog jeg mit tøj af og trådte ind i badet.

 

Efter et langt bad, trådte jeg ud og smed et håndklæde rundt om min krop. Jeg kiggede ind i spejlet, og mødte en pige der så, ja dødssyg ud, hvis man kan sige det sådan. Omg hvor var jeg dog grim, mit mørkeblonde hår var helt gruset, mine øjenbryn var ikke blevet plukket i en evighed, og ja jeg lignede bare lort. Men sådan var det åbenbart at være teenager eller hvad?

 

Jeg vågnede pludselig op fra mine tanker, da lyden af hoveddøren nedenunder lød. ”Naveah du har gæster!” råbte min mor nede fra køkkenet af. Hov jeg glemte vidst at nævne at mit navn var Naveah, fedt navn ikke? Faktisk var det mega langt ude, mine forældres dårlige valg af navn. ”Naveah!!” råbte hun igen, denne her gang mere skingert. Nå ja gæsterne for søren da, tænkte jeg ved mig selv. ”Jeg kommer, to sekunder!” svarede jeg og styrtede ud af badeværelset og ind på mit værelse. Jeg tog hurtigt noget tilfældigt tøj på, satte mit hår op i en løs knold og noget mascara på mine øjenvipper, inden jeg løb ud af værelset.  ”Naveah er du snar …!”.

 

”Slap nu af, jeg er her nu!” Vrissede jeg og lod mit sure ansigtsudtryk gemme sig bag mit pokerface, da jeg var på vej ned af trappen. I gangen stod Peyton en af mine veninder, og var i gang med at tage sit overtøj af. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg tog min ’Naveah-der-ingenting-orker’ kasket af, og gik hende i møde med åbne arme. ”Hej søde!” spillede jeg og gav hende et kram. ”Av” sagde hun, med sin overdrevet pige stemme og rettede på sit tøj. Man kunne ikke rigtig kalde Peyton for min "Veninde", og derfor tænker i nok hvorfor jeg så har inviteret hende! Tjo, uden hende ville min fest/middag eller hvad man nu siger, blive mega kedelig. Peyton er den populære, overfladiske og alt for selvfede pige i klassen som alle ser op til, men jeg kunne godt holde hende nogenlunde ud.

 

Igen ringede det på døren, jeg åbnede den hurtigt og i døråbningen stod Alexis og Lauren, mine to andre veninder. Eller Alexis var min bedste veninde, hun hadede Peyton men forstod mig godt. Lauren var Peytons lille hundehvalp, hun rendte i røven på hende ”The hole time”. Jeg krammede dem begge og lukkede døren efter dem. ”Nå, hvornår skal vi have mad, jeg er skide sulten!” Pev Peyton og satte hånden i siden. Alexis sendte mig et ’Held-og-lykke’ blik og kiggede ned i gulvet. ”Øm det ve ..” Nåede jeg at sige, inden min mor afbrød mig, imens hun kom gående med gryden i hænderne. ”Det skal vi nu, så sæt jer ned piger og nyd maden!” sagde hun hurtigt og kiggede hen på mig, der gav hende et taknemmeligt blik.

 

***

”Det smager rigtig godt fru Hansen!” påstod Peyton med sin sukkersøde stemme. Peyton … Peyton … Peyton .. lige meget hvor meget du prøver, vil min mor alligevel aldrig sætte dig i bedre lys, indse det nu? ”Det var da dejligt at høre Peyton, men kald min nu bare Bettina!” svarede hun, og klappede hende på skulderen. Men selvfølgelig løj Peyton, for lige idet min mor trådte ud af køkkenet, brækkede hun sig nærmest ned i papiret, der lå ved siden af hende. Var det nu jeg skulle tælle til ti? ”Hvad laver du?” spurgte Alexis, og kiggede underligt på hende. Peyton tørrede sig en gang rundt om munden, og sendte Alexis sit fornærmede diva blik.

 

”Problem?” vrissede hun og svingede med håret. Gud hvor var hun dog ikke til at holde ud. Alexis vendte dog bare øjne af hende, og ignorerede hendes kommentar. ”SMASK .. KNAS … SMASK … KNAS” Laurens smasken gjorde mig sindssyg. Min opmærksomhed blev sat på hendes mund, der var piv åben og hvor maden lå og svømmede rundt inde i den, bvadr…

 

Men jeg nåede ikke rigtig at sige noget, før Peyton nærmest smed bestikket ned i tallerkenen, og satte hånden i siden, med en finger peget mod Lauren. ”For helvede så luk dog munden, pigebarn klamme …” snerrede hun, men stoppede da Lauren kiggede uskyldigt op på hende, stakkels pige. ”Undskyld … ” svarede hun stille, med en tåre trillende ned af hendes kind.

 

”Hvad sker der her?” spurgte min mor bekymret, da hun kom løbende ud i køkkenet. ”Undskyld fru … Bettina, jeg undskylder på Alexis vegne, det var ikke hendes mening!” What? Alexis havde da ikke gjort noget. Der var ingen, og med ingen mener jeg ingen, der skulle skyde skylden på Alexis, medmindre hun var skyldig, andre end mig! Alexis sad også og så helt forvirret ud. ”Det er vist ikke helt rigtigt Peyton” Svarede min mor, og smilede til Alexis. ”Mor det er fint, bare gå, vi skal nok selv klare det” sagde jeg. ”For resten så kører mig og far lige ned til mormor, så I må lige passe jer selv. Jeg nikkede forstående, og vi vinkede alle sammen til hende, da hun for anden gang gik ud af køkkenet.

 

Da lyden af døren blev lukket, drejede Peyton hovedet mod mig og bed sig i underlæben. Så falsk, siger det bare. ”Kan jeg ikke få lov til at føre en samtale, uden du skal blande dig?” sagde hun hårdt, og klemte øjnene sammen. Jeg gjorde næsten alt hvad jeg kunne, for ikke at grine. Jeg kunne ikke lade være, men i stedet for at bryde ud i latter, undslap jeg et lille grin, og holdte mig hurtigt for munden.

 

Med et rejste Peyton sig op og stolen blev skubbet tilbage med en skinger lyd. Men lige i det hun gjorde det, gik strømmen og der blev helt mørkt i huset. ”Hvad sker der?” udbrød Alexis, med en rystende stemme. Pludselig lød der et højt skrig, som blev mindre og mindre. Jeg rejste mig hurtigt op og hvis det her var filmet, var jeg sikker på, at jeg ville ligne en forvirret høne i et hønsebur. Jeg fnøs kort ved tanken, men gav mig til at lede videre, efter en stikkontakt.

 

Endelig fandt jeg en og trykkede med en pegefinger hårdt ned på den. Lyset blev igen tændt og jeg vendte mig om. Men Lauren var der ikke. Mit lettede ansigtsudtryk, blev til et smil med mundvigende ned af. Både Peyton og Alexis måbede, og de var forvirrede. Alexis stod op, med hænderne placeret på bordet. Peyton sad i den anden ende af lokalet og rystede. ”Hvor er Lauren?” spurgte jeg de andre forvirret. De trak på skuldrene og der blev stille. Den akavede stemning spredte sig ind over os, ingen sagde noget.

 

Igen slukkede lyset, hvad sker der? ”Naveah!” skreg Alexis.

”Alexis, hvad sker der?!” udbrød jeg. Jeg stod heldigvis lige ved siden af stikkontakten. Jeg strøg mine hænder, hen over væggen og da jeg fik følelsen af den, trykkede jeg ned på den og lyset tændte igen. Alexis var der ikke, det var virkelig klamt at være i den situation, jeg var i lige nu. ”Alexis hvor er du?” råbte jeg fortabt ud i luften, men intet svar. Min opmærksomhed blev sat på Peyton, der stadig sad i hjørnet, men denne gang med hænderne over hovedet. Hun kiggede stille op på mig. Hun var helt sort under øjnene, og tårene løb ned af hendes kinder. Jeg kiggede ud på gangen, og pludselig kom Peyton løbende og greb fat om min overarm. Jeg tog mig let til brystet og kiggede forskrækket på hende. ”Hvad laver du?” Peyton kiggede op på mig, skræmt fra vid og sans.

Hun svarede ikke, men blev bare ved med at holde fast i mig. Men da jeg trådte ud på gangen, hev hun hårdt tilbage i mig. ”Stop!” hviskede hun og var helt oppe ved mig. ”Nej!” snerrede jeg og vred mig ud af hendes greb. Jeg gik igennem den mørke gang, med Peyton lige i hælene. ”Prøv og tænk … hvi … hvis jeg bliver tage … taget …!” Stammede hun og snøftede, ved hvert eneste ord, hun lukkede ud af sin mund. ”Jeg er for ung til at dø … JEG ER FOR UNG TIL AT DØ!” græd hun og ruskede hårdt i min arm. Jeg vendte mig hurtigt om og et lille sæt gik igennem hende.  Jeg tyssede hårdt på hende og hun sagde ikke mere, hun nikkede bare.

Kælderdøren stod på klem. Enten havde min mor glemt at lukke den, ellers var der nogle i huset og det var jeg nu ret sikker på, der var. ”KNIRK# KNAS#” sagde det, da jeg langsomt åbnede døren. Der var intet at se, der var bare sort. Jeg var faktisk ret stolt af mig selv, jeg havde ikke selv troet jeg turde så meget. Men den stolthed fik jeg ikke meget nydelse af, for pludselig begyndte Peyton at skrige skingert.

Jeg vendte mig om, et par hænder med sorte handsker på, holdt rundt om hendes hals. Jeg kunne ikke se personens ansigt, om det var en mand eller en dame vidste jeg ikke. Jeg sparkede personen over skinnebenet og han eller hun, ømmede sig.  Pludselig kom der en knytnæve gennem luften og ramte mig lige i ansigtet. Jeg faldt bag over og undslap et skrig. Jeg forsøgte at holde fast i dørkammen, men det var for sent, jeg væltede ned af trappen og det sidste jeg nåede at skimme, var kælderdøren der blev smækket i, inden alt blev sort …!

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Nå .. det var så mit one shot, hvad synes i?, skulle slutningen havde været anderledes eller hvad?. I må meget gerne give feedback, og hvis i synes den var god, ville det glæde mig hvis i så ville smide et like hen til mig, men kun hvis i vil :-D. Håber i synes om den.

Knus mig! :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...