Sølvhjertet ~ One Direction (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2013
  • Opdateret: 9 aug. 2013
  • Status: Igang
//Swallowed by the pain as she slowly fell apart.// Asiqa på 17 år har næsten hele sit liv boet på et børnehjem, og hendes eneste minde fra fortiden er et sølvhjerte, som hun altid bærer om halsen. Gennem hele sin tilværelse er hun blevet mobbet og har kun kunnet finde trøst i sine få venner, sit ambitiøse amatørrockband og musikken. Det hårde liv har ført til cutting og to selvmordsforsøg, og selv har Asiqa mistet håbet, så hun gør bare sit bedste for at få tingene til at køre rundt, uden at nogen vil bemærke hvor svært hun har det. Men en simpel fødselsdagsgave til Asiqas bestie, Elaine på 9, tager en uventet drejning og fører 5 kendte drenge ind i Asiqas liv, hvoraf den ene ikke er så fremmed endda. Tilbud vil føre til succes, drømme til længsler, personer til forelskelse og minder til fald. Glemte oplevelser og relationer graves op fra hukommelsens dybeste afkroge, i takt med at Asiqa langsomt, men støt forvilder sig mere og mere væk fra sig selv. *Vil indeholde anstødelige scener*

18Likes
61Kommentarer
1492Visninger
AA

6. V - Where angels dare

Some people wait forever
Some people just run out of time
Some people live in darkness
And give up just before the light
Some people cry a river
But never see the other side
Some people bow down broken
And end up swallowed by the tide

 

26. juni 1996

Vær venlige at tage jer godt af vores lille solstråle. Hendes navn er Asiqa, og hun er født den 3. april i år. Når hun bliver større, så fortæl hende, at vi elskede hende højt, og sig undskyld fra os.

 

Jeg foldede for gang nummer million den lille, krøllede seddel sammen og stoppede den i min lomme. Den betød alt for mig, for den var det eneste minde ud over mit sølvhjerte, som jeg havde fra fortiden. Hvor ville jeg dog gerne vide, hvorfor mine såkaldte forældre afleverede mig på et børnehjem, hvis de virkelig elskede mig. Jeg accepterede i hvert fald ikke deres undskyldning – men hvem ville også gøre det?

”Ready to rock?” spurgte jeg Elaine, som jeg havde tilbragt hele eftermiddagen med. Vores stemmebånd var efterhånden brugt næsten helt op. Måske ville det – til mit held – betyde, at Elaine ikke kunne skrige helt så højt, som hun plejede at gøre. Det ville jeg da kun fryde mig over! Men med flere tusind andre hylende piger ud over hende… tjah, det ville nok ikke gøre den store forskel alligevel. Så fuck da lige det langt op hvor solen ikke skinner.

Elaine fnyste blot. Hun var stadig fornærmet over min stædighed med hensyn til en hvis sorthåret dreng. Bare lige for information havde Elaine ikke, trods alle hendes anstrengelser, fået mig overtalt til at ringe til ’Mr.-virker-alt-for-bekendt-på-en-levende-agtig-måde’. Uh, creep.

“Og Ellie?” tiggede jeg. Hun så interesseret på mig. “Kan vi ikke nok tage min baby?” Og med dét mente jeg min elskede knallert. Min elskede sorte knallert med flammemønstre langs siden. Jeg havde brugt en stor del af min – bah – børneopsparing på knallerten, men det var det hele værd. Den var mit foretrukne transportmiddel, men af en eller anden grund brød Elaine sig ikke om den.

Kæft hvor jeg dog glædede mig, til jeg blev atten og kunne få et motorcykelkørekort. Rød BMW 1100 RS motorcykel her kommer jeg! Og hvis jeg engang blev rig, ville det komme til at hedde Ferrari. Jeg var måske lidt for glad for høj hastighed – og et gashåndtag – men jeg kørte dog altid ansvarligt. Ansvarlige Asiqa. Jaja. Bare kald mig freak.

Ansvarlighed min bare røv. Gashåndtaget i bund og så kørte det derudaf sammen med Simon, Jared og Jason. Hell yeah! Det var livet! Men jeg kørte ordentligt på alle andre tidspunkter. Honest! Specielt de sjældne gange Elaine var med.

Eller når der var politi i nærheden. Heh.

”Du ved godt, jeg ikke…” begyndte Elaine, men jeg afbrød hende.

”Nu hvor jeg tager med dig til popkoncert, så kan du da godt lade mig genvinde bare en lille smule af min værdighed? Jeg skal nok køre pænt!” Jeg kiggede bedende på Elaine, som rejste sig, så det sorte hår hoppede, og lagde den flotte tegning af en drage, hun lige havde tegnet på mit skrivebord.

”Den her er til dig. Og jeg overgiver mig,” sukkede hun og skar ansigt.

”Tak!” hvinede jeg og trak hende med ud af døren.

***

Endnu en gang kværnede et kor af skrigende pigestemmer mig i møde, da jeg parkerede min knallert. Elaine var helt hyperaktiv og grinede og græd allerede på samme tid.

”Behersk dig dog lidt,” sagde jeg til min søster og blinkede, inden jeg trak hende ind i et kram. ”Lad os finde vores pladser.”

Vi gik sammen hen i køen, viste vores billetter og fandt vores ståpladser et par rækker fra scenen. Kloge jeg havde husket at tage høreværn – kaldet grantræer – på. Det var små, næsten usynlige ørepropper der filtrerede de skadelige lyde fra. Jeg behøvede dog kun at have en i det venstre øre, for det højre var jo døvt i forvejen. Det var derfor, jeg altid passede så godt på mit venstre øre. (In your dreams. I dag var en undtagelse. Husker i det jeg sagde med min passion for høj rockmusik? Ja. Godt. Jeg gad bare ikke have øret ødelagt af popmusik. Never. Det ville virkelig ødelægge mit image. Desuden ville det være surt at blive helt døv i aften. Senere. En gang, når karma indhentede mig ville det være okay. Men hun havde sikkert ikke en knallert, så jeg ville være meget hurtigere. Haha, mage til lort. Karma. Fy føj da, overtroisk pis.) (No hate!)

Kom så, Asiqa, Down to Earth. Hehe. Kun en, der kender Ozzy Osbourne, vil fange dén.

”Det her kan ikke passe! Det er en drøm!” hulkede Elaine og klamrede sig til mig.

”Nej det er ej, og det skal jeg gerne bevise!” svarede jeg og løftede hende op i luften så hun hvinede. Tårerne forsvandt fra hendes nu grinende ansigt og blev erstattet af en glad grimasse.

”Sæt mig ned, Aqi!” skreg hun, så de omkringstående piger gloede på os, som om vi var retarderede dyr i en zoologisk have, hvilket vi nok også var lidt hen ad vejen.

Elaine så fornærmet på mig, da jeg satte hende ned igen.

”Hvis det her havde været en drøm, så ville du have været vågen nu efter den løftetur!” grinede jeg, og Elaine rakte tunge af mig.

”Dumme svin,” spyttede hun for sjov.

”Hey!” hvinede jeg snobbet. 

Men inden jeg kunne nå at overfalde Elaine og kilde hende til døde, blev vi afbrudt. Det skrigende pigekor, som jeg før havde syntes var højt, skreg nu så meget, at det ville kunne blæse en elefants ører af og helt til Rusland. Elaine var en af dem, og inden jeg overhovedet nåede at sukke hjerteskærende, sprang fem geder (drenge) ind på scenen.

De løb rundt og lignede mest af alt lalleglade, forvirrede nokkefår, da de startede på den første sang. Jeg fik en del blikke fra ham Zayn. Under den venlige facade, der var i hans ansigt, lyste nysgerrigheden, og jeg kunne ikke få mit blik fra ham. Hans øjne var også en smule anklagende – sikkert over, at jeg ikke havde ringet. Da Zayn så, at jeg stirrede, smilede han dog stort og afsluttede sangen. ”… and live while we’re young.”

De var klædt så deres tøj matchede hinanden; Sort, hvid, grå og blå i forskellige nuancer, og jeg måtte indrømme at de, selvom de var pophvalpe, ikke var helt grimme. Jeg fik godt nok en stor trang til at finde min mp3 frem og høre noget godt musik. (Godt musik = rock + en smule andet.) Tvunget til at høre på pop og skrig i halvanden time? Mit værste mareridt! At der var bare en smule øjenguf lindrede hovedpinen en smule.

Nå ja, værste mareridt med undtagelse af vand. Efter mit, ehem, forsøg, havde jeg hadet vand af hele mit hjerte. Et brusebad kunne tillades, men det måtte ikke vare længe. Hver eneste gang jeg var med skolen i svømmehallen, havde jeg fået et - hør godt efter, nu bruger jeg psykologens ord, lidt har jeg da lært af at gå hos hende i flere år - angstanfald bare af at se på bassinet.

Og så det faktum at vandet netop ikke tog livet af mig fik mig bare til at hade det endnu mere, end jeg hadede angstanfaldene.  Derfor nægtede jeg at komme i nærheden af svømmehaller, strande og alt andet, der mindede mig om den eftermiddag. Desuden ville man kunne se arrene på mine inderlår og inder-overarme, hvis man kiggede godt efter. Og brændemærkerne på min ryg. Og de fire streger, der markede hvor gaflen, Ally havde mærket mig med for et par måneder siden, havde siddet.

14. december

Jeg kom sammen med Elaine ind ad fordøren til børnehjemmet efter en lang dag i skolen. Den havde været som alle andre dage – kedelig og ensom. De andre elever ignorerede mig, undtagen når de absolut skulle sende mig deres onde og nedværdigende blikke. Jeg gik i 1. årgang på High School – og uheldigvis den samme High School som alle de andre fra børnehjemmet i min aldersgruppe gik på. Hvilket ville sige, at jeg gik i samme klasse som både Ally, Charlene og Ryan, som var mine værste plageånder fra børnehjemmet, men også en stor del af de andre 15-17 årige derfra.

Jeg kom som sædvanlig senere hjem end Ally og slænget, fordi jeg havde været forbi Primary School for at hente Elaine. Det var en aftale, jeg havde fået lavet med de voksne. Det sparede dem for noget besvær, da de skulle hente og bringe en masse andre børn i forvejen, men det var ikke for deres skyld, at jeg gjorde det. Det var fordi, at jeg så kunne passe på Elaine.

”Se, hvem vi nu har her,” hørte jeg en alt for let genkendelig stemme sige. Jeg tog min jakke og sko af og stillede dem på deres plads, hvorefter jeg hurtigt drejede rundt på hælen og mødte Allys blik. Hun stod mageligt lænet op ad dørkarmen ind til en af stuerne. Derinde sad de otte andre teenagere fra hendes slæng. De fokuserede alle på Elaine og jeg.

”Tillykke,” mumlede jeg bare og betragtede Allys finger der snoede en tot af hendes platinblonde, afblegede hår rundt og rundt. Hendes blå, slangeagtige øjne betragtede mig grundigt, som en markedsgænger der kigger på varer. Det gav mig kuldegysninger. Jeg havde en ingen fornemmelse af, hvad hun var ude på, for Ally kunne finde på alt.

”Det var kun dig, vi manglede. Godt, at du er her nu,” fortsatte hun med et påtaget lettet mine, men uden at forklare yderligere. Hvad fanden ville hun?

Ally så hen på to af drengene, store brød med henholdsvis sort og brunt hår, og lavede thumbs op. De rejste sig fra sofaerne og kom hurtigt hen imod mig. Jeg forstod ikke, hvad de ville, før Elaine råbte op. ”Asiqa! Pas p-” mere nåede hun ikke at sige, før den ene af drengene havde sat sin hånd for hendes mund og taget hende under armen. Hun sparkede ham, men ikke en lyd kunne hun få ud af sin mund.

”Elaine!” råbte jeg og løb hen imod drengen, som bare fortsatte ned mod Allys værelse med Elaine. HVAD VILLE DE MED HENDE? Pludselig kunne jeg mærke to arme om mit liv, der stoppede mig. Jeg kiggede forskrækket tilbage og så den anden dreng. Han kiggede hånende ned på mig og begyndte at trække mig med hen mod de andre igen. Netop som jeg skulle til at råbe på en af de voksne, satte han en hånd for min mund. Jeg vred og vendte mig for at komme fri, men han var for stærk. Så bed jeg ham i hånden, men det eneste, jeg fik ud af det var, at han stille og roligt bad de andre om assistance. Michella – troede jeg, hun hed, men jeg var også ligeglad – smilede skævt, kom hen til mig og slog mig i hovedet med en knytnæve, så alt blev sort.

Stemmer. Stemmer jeg ikke havde lyst til at høre. Jeg opfangede kun brudstykker af sætninger.

”… tror, den … være varm nok,” og ”…. ved at vågne.” Mine øjne holdt jeg lukkede for en sikkerheds skyld. Men det de sagde med at ”være varm nok”, bekymrede mig en hel del.

”Op med dig, klamme so!” kunne jeg høre Ally hvæse idet jeg mærkede to par stærke arme om min overkrop og jeg blev hevet op og stå. Vi var i et lille, mørkt rum uden vinduer, og der var ikke meget at se på grund af mørket. Det eneste lys var ilden fra en…. lighter?

Hvad fanden vil i?” spurgte jeg og var ved at blive nervøs. Lighter. Varm nok.

“Lad os bare kalde det en tidlig julegave, Ass.” Ass var Allys ’kælenavn’ til mig, og jeg hadede at høre det hvislet ud mellem hendes tænder, som det blev lige nu. Jeg prøvede at vride mig løs, men det resulterede i en syngende lussing på min højre kind. En prikkende fornemmelse bredte sig, og jeg skulle anstrenge mig for ikke at lad en tåre slippe ud. Fuck, det gjorde nas!

”Kom så med den gaffel,” kommanderede Ally, og pludselig blev grebet om mine skuldre og arme hårdere. Allys – formodede jeg – skridt kom tættere på, og en skærende smerte borede sig ind i min venstre skulder, formodentlig fra den gaffel Ally snakkede om. Gaflen blev presset længere og længere ind i mit kød, og til sidst slap jeg et lille smerteskrig ud. Jeg kunne høre min hud syde, og lugten af brændt kød spredte sig i rummet. Det gjorde endnu mere ondt, end når jeg cuttede.

”Skrig du bare, ingen kan høre dig,” hørte jeg en stemme sige efterfulgt af flere kolde latterudbrud.

”Vi syntes også, at din venstre halvdel skulle være lidt handicappet, nu hvor dit højre øre er det,” hvæsede en anden. Jeg snerrede imod lyden og vred mig endnu en gang. Jeg ville gøre alt for at få denne pine til at stoppe.

”Fedt,” udbrød en drengestemme bag mig, og det gik op for mig, at jeg havde talt højt. Et par stykker grinede. ”

Jamen så må vi vel hellere finde på noget rigtig sjovt,” hvæsede Ally skadefro. ”Først kan du jo hygge dig lidt…”

Det varede ikke længe, før jeg blev kastet ned på jorden og mærkede det første spark i maven.

 

”Asiqa! Hallo! De spiller “Rock Me”!” Elaines velsignede englestemme rev mig ud af mit vågne mareridt. Jeg kom forpustet tilbage til virkeligheden og blinkede et par gange. Rock Me var den bedste fra deres nye album. Den mest rå – dog ikke på liga med rigtig rock. Hvor jeg dog savnede mine drenge! I ved, Simon, Jared og Jason. Alle de tanker om rock fik mig til at længes efter at mærke vægten af min bas mod min krop og føle lydene fra musikken blæse alle tanker og bekymringer ud af mit hoved. Det eneste tidspunkt, jeg følte mig fri, var når jeg spillede musik.

Og så da jeg alligevel var i det humør, skulle jeg selvfølgelig begynde at græde lige så stille. Bare et par enkelte tårer, der langsomt gled ned af mine kinder. Rockmusik var det eneste, der holdt mig i live. Realiteten overmandede mig, og ligeglad med at jeg var omgivet af hundredvis af piger, satte jeg mig ned på jorden og trak knæene op under mig, mens jeg forsøgte at holde tårerne inde. Jeg kunne lige forestille mig, hvordan alle nu troede, at jeg var en syg fan, der sad og græd over, at jeg ikke kunne røre drengene eller noget sygt i den stil.

”Asiqa! Hvad laver du?” spurgte en chokeret Elaine. ”Kom nu op,” bad hun og lagde sine arme trøstende om mig, selvom hun ikke anede, hvorfor jeg græd.

Du burde prøve igen. Det ville også lette alle andre for den store byrde, dit nærvær er, hånede stemmerne inde i mig. Jeg kunne kun give dem ret. Det ville være bedst for alle, hvis jeg forsvandt. Devils On Fire ville sikkert også få et gennembrud, når jeg var væk. Det ville gå alle meget bedre, hvis jeg var død. Ordet rungede i mit hoved. Død, død, død.

Elaine tørrede mine øjne og kiggede på mig. ”Er det her så slemt?” spurgte hun brødebetynget, som om det var hende, der havde fejlen.

DU er så slem, at ikke engang din psykolog forstår dig. Du er SYG, spyttede en af idioterne i mit hoved, og en anden sluttede sig til:

Folk som dig hører ikke til i den moderne verden. De skal udryddes.

”Det er ikke det,” skyndte jeg mig at svare. Hun skulle ikke have den mindste smule dårlig samvittighed, og derfor tørrede jeg hurtigt mit ansigt med mit ærme og tilbad, at jeg ikke havde makeup på i dag. Da jeg kom op at stå igen lå mit blik på scenen og mødte fem chokerede blikke. I skulle bare vide, tænkte jeg. Prøv at klare en dag af mit liv, og kom så og glo sådan dér igen.

”…. Hit the pedal heavy metal, show me you care, I want you to rock me, rock me, rock me, yeah…” fortsatte de sangen, og mit blik mødte igen Zayns. I det øjeblik jeg så hans bekymrede ansigtsudtryk, gik endnu en ting op for mig. Jeg havde set ham før. Ikke kun til signingen, men endnu tidligere.

Netop, som jeg skulle til at hoppe, greb en stærk hånd om min overarm, den jeg skar i med barberbladet i morges. Av. Men det eneste jeg tænkte var ’Fuckfuckfuck,’ og kiggede hurtigt på min ’redningsmand’. Fanden tage ham og lade ham brændte evigt i helvede. Selvom det nu ville være synd at sende så flot en fyr til helvede. Drengen var nok omkring de 14-15 år. Hvilket vil sige 2-3 år ældre end mig. Han havde sort hår, brune øjne og et chokeret udtryk stod malet i ansigtet på ham. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at han ikke var lækker. Der var bare ikke tid til sådan noget lige nu.

”Tag og kom ned derfra!” sagde han højt og trak i min arm, så jeg var lige ved at snuble. Nej. Det her var forkert. Det var meningen, at jeg skulle hoppe. Den idiot skulle ikke stoppe mig, selvom han gjorde det af god mening.

”Slip mig!” hvæsede jeg og borede mine negle godt ned i den hånd, som holdt om min skulder. Jeg havde snart ikke mere tid – flere folk var kun få meter væk. Så jeg satte tænderne i hans arm og bed til.

Drengen kom med et forskrækket udbrud og trådte et skridt tilbage mens han tog sig til sin, sjovt nok, blødende overarm med et solidt bidemærke, som mine tænder havde sat i ham.

”Zayn, er du okay?” lød en kvindestemme, som kom nærmere. Jeg ventede dog ikke på at se, hvem hun var. Jeg tog en enkelt indånding, trådte op på hegnet – og så trådte jeg ud over kanten.

 

Det var ham. Ham, der forhindrede mig i at hoppe fra broen i første omgang, selvom det lykkedes mig bagefter. Ham, jeg bed i overarmen. Zayn. Det navn havde jeg tit tænkt på med had, fordi han forsinkede mig, og dårlig samvittighed over det ar, han matte have fået, hvilket straks fik mig til at kigge på hans overarm. Intet ud over de mange tatoveringer, men på den anden var der bid - ha, ha, fik i dén? Hvis jeg kneb øjnene sammen, så kunne jeg se det. Der, næsten gemt under t-shirtens ærme.

Arret, som jeg havde givet ham for fem år siden.

***

Yo – her er det nye kapitel. Håber i kan lide det.:)

Undskyld den lange ventetid. I ved hvorfor. For de glemsomme står det nederst i forrige kapitel.;) Jeg har ikke så meget lyst til at lave et referat af det hele igen.:P

Tak for alle de dejlige likes, favoritlisterne og de positive kommentarer. I er fantastiske. TAK!:D

 

Eréndil

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...