Sølvhjertet ~ One Direction (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2013
  • Opdateret: 9 aug. 2013
  • Status: Igang
//Swallowed by the pain as she slowly fell apart.// Asiqa på 17 år har næsten hele sit liv boet på et børnehjem, og hendes eneste minde fra fortiden er et sølvhjerte, som hun altid bærer om halsen. Gennem hele sin tilværelse er hun blevet mobbet og har kun kunnet finde trøst i sine få venner, sit ambitiøse amatørrockband og musikken. Det hårde liv har ført til cutting og to selvmordsforsøg, og selv har Asiqa mistet håbet, så hun gør bare sit bedste for at få tingene til at køre rundt, uden at nogen vil bemærke hvor svært hun har det. Men en simpel fødselsdagsgave til Asiqas bestie, Elaine på 9, tager en uventet drejning og fører 5 kendte drenge ind i Asiqas liv, hvoraf den ene ikke er så fremmed endda. Tilbud vil føre til succes, drømme til længsler, personer til forelskelse og minder til fald. Glemte oplevelser og relationer graves op fra hukommelsens dybeste afkroge, i takt med at Asiqa langsomt, men støt forvilder sig mere og mere væk fra sig selv. *Vil indeholde anstødelige scener*

18Likes
61Kommentarer
1501Visninger
AA

7. Undskyld.

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg er helt vildt ked af det, og undskyld at jeg aldrig fik svaret på din kommentar Psiphph, selvom den har ligget her i flere måneder nu.

Jeg føler bare ikke for at skrive på denne movella mere, og det er der mange grunde til.

For det første kan jeg ikke så godt lide hovedpersonen mere. Hun har forandret sig i en retning og blevet til noget, som slet ikke er meningen. Jo, jo, det er meningen, at hun skal kunne lide rock, men det er min fejl, at jeg har gjort hende så selvmorderisk, negativ og selvskadelig.

Jeg har absolut ingen idé om, hvad der skal ske mere end to kapitler længere fremme. Jeg er tom for idéer, og det nytter ikke, for lige meget hvor meget jeg prøver, har jeg bare mistet lysten til at skrive på den her historie. Sorry.

Jeg bliver mindre og mindre fan af de drengene fra One Direction. Jo, selvfølgelig er de søde og alt det dér, men man kan sige, at jeg på en måde er "ved at vokse fra dem". Alt popmusik duer bare for tiden ikke i mine ører - og ikke, at jeg hader dem nu, men de er bare ikke det samme for mig, som de var engang, hvilket på sin vis er ærgerligt, når man tænker på, hvor meget de har betydet for mig, når ting har været svære. 

Jeg synes hele idéen med denne historie er dum og uigennemtænkt, lam og original, og ULIDELIG dårligt skrevet. Når jeg læser de kapitler, der er i denne her, får jeg det seriøst dårligt med mig selv over hvor træls sprogbrug og hvor mange fejl, jeg har, i forhold til hvad min standard er. Srs, jeg kan bare ikke holde det ud.

Sådan én som min nyeste, Count to ten, den er jeg glad for. Jeg kan rent faktisk lide idéen, og jeg synes selv, at mit sprog deri er helt okay. Den her gør mig deprimeret at skrive på, også fordi jeg overhovedet ikke har lyst til det mere. Undskyld.

Derfor sætter jeg nu "Sølvhjertet" på pause - der kommer højst sandsynligt til at gå lang tid, inden jeg begynder igen, hvis jeg overhovedet gør det. En gang unpublisher jeg den nok også, fordi alt brokket fra min side fylder en hel del.

PLEASE DON'T EAT ME!

 - Eréndil (sjuskeren)

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...