Sølvhjertet ~ One Direction (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2013
  • Opdateret: 9 aug. 2013
  • Status: Igang
//Swallowed by the pain as she slowly fell apart.// Asiqa på 17 år har næsten hele sit liv boet på et børnehjem, og hendes eneste minde fra fortiden er et sølvhjerte, som hun altid bærer om halsen. Gennem hele sin tilværelse er hun blevet mobbet og har kun kunnet finde trøst i sine få venner, sit ambitiøse amatørrockband og musikken. Det hårde liv har ført til cutting og to selvmordsforsøg, og selv har Asiqa mistet håbet, så hun gør bare sit bedste for at få tingene til at køre rundt, uden at nogen vil bemærke hvor svært hun har det. Men en simpel fødselsdagsgave til Asiqas bestie, Elaine på 9, tager en uventet drejning og fører 5 kendte drenge ind i Asiqas liv, hvoraf den ene ikke er så fremmed endda. Tilbud vil føre til succes, drømme til længsler, personer til forelskelse og minder til fald. Glemte oplevelser og relationer graves op fra hukommelsens dybeste afkroge, i takt med at Asiqa langsomt, men støt forvilder sig mere og mere væk fra sig selv. *Vil indeholde anstødelige scener*

18Likes
61Kommentarer
1460Visninger
AA

5. IV - Wall of sound

And the battle never ends

And the soldiers never die

And you don't back down

And you don't pretend when you look them in the eye

Let the floods go raging by

Let the sinners wash away

To the dark of man there's a ray of light

There begins another way

And it all comes down

To the wall of sound

 

Zayns synsvinkel

De øjne… De flakkede hele tiden omkring, som for at sikre sig, at hun ikke var forfulgt. De var fulde af frygt, selvom hun skjulte dem bag sit smil. De øjne…. Jeg havde set dem før. Jeg var ikke sikker på hvem hun var eller hvor, men det var helt sikkert, at vi havde mødt hinanden før. En forbipasserende på gaden? En gammel skolekammerat? En glemt barndomsven? Håret, ansigtet, selve udtrykket. Det virkede alt sammen bekendt, men jeg kunne kun genkende det i små glimt. Som flaksende fuglevinger i mørket. En fugl på flugt.

Og jeg ville finde ud af, hvem denne flygtende fugl var, og hvorfor jeg genkendte hende. Derfor havde hun nu mit nummer – noget mange unge piger ville give en arm for at få, men hun virkede nærmest ligeglad. Jeg håbede, at hun ville benytte sig af det. Havde denne Asiqa genkendt mig? Kunne hun fortælle mig, om det var sandt, eller om jeg bare var ved at blive skingrende sindssyg? Jeg hamrede endnu en gang min hånd ind i væggen og sukkede højlydt. Hvorfor skulle det absolut være så svært at huske, når jeg nu havde brug for det?

 

Asiqas synsvinkel

”Kom nu, Asiqa! Please!” plagede Elaine med de største hundeøjne ever plantet lige i fjæset. Jeg sukkede for 117’ende gang. Klokken var 3 om eftermiddagen, og Elaine havde ikke lavet andet end at tigge og bede mig om at ringe til ham der Zayn, siden vi var kommet hjem til børnehjemmet igen. Der var noget bekendt over ham, men jeg kunne ikke sige hvad. Af en eller anden grund havde jeg overhovedet ikke lyst til at huske det. Det var sikkert bare fra en af Elaines mange plakater, men så alligevel ikke. Ansigtsydtrykket når han talte, stemmen. Det ville jeg ikke kunne genkende fra en plakat. Men jeg ville måske kunne genkende ham, når vi var til koncerten? Et spinkelt håb.

”Jeg har sagt nej, Ellie. Hvorfor skulle jeg?” svarede jeg. Inden i mit hoved kunne jeg høre noget sige:

Fordi du genkendte ham. Og han var fucking hot, idiot!

Har jeg ikke bedt dig om at holde kæft? Tænkte jeg tilbage.

Og har jeg nævnt at jeg IKKE var psykisk syg?

Godt. Jeg skulle bare lige være sikker.

For det er jeg ikke.

Psykisk syg, altså.

Har jeg nævnt, at jeg fik det undersøgt hos en psykolog?

”For min skyld? Så er du den bedste Asiqa i hele verden!” blev Elaine ved.

”… og sikkert også den eneste,” afsluttede jeg hendes sætning. ”Så det skal du længere ud på landet med.” Måske var jeg lidt grov over for Elaine, men hun kunne altså tåle det – og så kunne hun give igen. Det var noget af det bedste ved Elaine. Ingen eller intet kunne knække hende. Ikke engang Ally, Charlene eller Ryan. Eller nogen af de andre for den sags skyld. Hun havde tit grædt, men hun havde aldrig givet op.

Elaine sukkede tungt, men jeg tror, hun overgav sig. ”Nå, men så har jeg noget andet, vi kan lave. Frem med guitaren!” kommanderede hun og smuttede ud af døren. Få sekunder efter var hun tilbage med et papir i hånden. Hun rakte mig det, og jeg kunne se at det var akkorder og tekst til en sang, der hed ’Moments’. Jeg tog guitaren op på skødet. ”Ja?” spurgte jeg afventende og sendte min søs et stort smil. ”Prøv om du kan spille det, så synger jeg!” svarede hun begejstret, mens et lusket smil fyldte det meste af hendes ansigt. Hvilke galestreger havde hun nu gang i?

Jeg kiggede på den første akkord, og lod derefter mine øjne søge længere ned af papiret. Jeg kunne godt lide teksten. Den havde en mening. Derfor lod jeg mine fingre finde deres pladser til en D-dur. Der var kun fire akkorder i hele første vers. Nemt. Elaine smilede lykkeligt, som om hun havde vundet i Lotto, og lod så sin smukke barnestemme flyde ud i rummet.

 

“Shut the door

Turn the light off

I wanna be with you

I wanna feel your love

I wanna lay beside you

I cannot hide this

Even though I try."

Sådan sad vi og spillede, glemte alt omkring os, glemte nutid, datid, fremtid. Glemte hvem vi var. Glemte alt andet end musikken og hinanden.

"There’s a pile of my clothes

At the end of your bed,”

Jeg grinte kort, da Elaine sang det med tøjet for enden af sengen. Det virkede bare så forkert, at en niårig stod og hentydede til sex i en sang. Men jeg skulle nok ikke gøre mig klog på det – jeg var 17 (næsten 18!) og jomfru. Man behøvede jo ikke knalde til højre og venstre, bare fordi man kunne?

Eller… næsten jomfru. Men det snakker vi ikke lige om. Det skal forblive en hemmelighed, for det er nemlig kun Simon og jeg, der kender til den – og nu også dig. Gudskelov er Simon og jeg stadig lige så gode venner. Ja, du har nok gættet at jeg har haft sex med min ven og bandmate. Det var en fejl, og i får ingen detaljer, haha. Elaine fortsatte uanfægtet sangen.

“As I feel myself fall

Make a joke of it all,”

“Wow,” hviskede jeg lavt, da Elaine ramte den høje tone helt perfekt. Ikke en eneste gang havde hun sunget falskt i sangen. Nu hvor jeg kendte teksten, gav jeg mig til at synge andenstemme, da omkvædet kom igen, og vores stemmer fyldte sammen rummet i en dejlig klang.

Da vi var færdige, lagde jeg hurtigt guitaren fra mig på sofaen og omfavnede Elaine. Hun smilede stadig, mens enkelte tårer løb ned af hendes kinder, fordi hun var så rørt. Whatta fuck? ”Jeg elsker dig, Ellie,” hviskede jeg ned i hendes hår. Hun var den bedste søster-men-så-alligevel-ikke-søster i hele verden. Og så brød hun ud i høj latter.

”Ved du hvad, Aqi? Du har lige sunget og spillet en One Direction sang!” grinede hun, mens hun var ved at blive kvalt i sine egne tårer – men hey, alle har vel lov til at græde af glæde? Og så fattede jeg alvoren.

”Dit tykke dyr!” hvinede jeg og overfaldt hende, og inden hun kunne nå at forsvare sig, gav jeg mig til at kilde hende. ”Lille abe!” drillede jeg. Hun var ved at dø af grin, både på grund af min reaktion og fordi hun var ufattelig kilden.

”STOOOOP!” bad hun, mens hun var ved at kaste op af latter.

”Okay. Og faktisk var den ikke helt værst. Men eftersom der står, at Ed Sheeran har skrevet den oppe i toppen – hvem han så end er – har jeg ikke fået mere respekt for deres evne til at skrive dybtfølte sange,” drillede jeg videre. Jeg havde selv haft en mindre sangskrivningsblokade for tiden – mine tekster ville ikke rigtig give mening. Jeg havde lige kasseret ”Tears Is For Loosers”. Den stank ærlig talt, også selvom det var dis til mig selv.

Hun grinede til mig.

”Klar på en mere?” spurgte hun. Jeg nikkede.

”Men ikke pop denne her gang. Jeg vælger. Og det bliver Children Of The Night med Lordi, du kender den.” Jeg blinkede til hende. 

”Ja!” svarede hun og gav sig til at rode I min mappe med noder, indtil hun fandt det, hun ledte efter. Igen fandt jeg den første akkord, men denne gang satte jeg min akustiske forvrænger på først. Det var en ledning, der gav guitaren en elektrisk lyd, og det passede bedre til den her sang. Jeg var lidt sørgmodig, for den burde egentlig spilles med et helt rockband. Og jeg tænkte trist på Devils On Fire, som jeg ikke ville komme til at øve med i dag. Så var et godt, at Ellie gad synge med mig i stedet.

”Klar?” spurgte jeg. ”Klar!” svarede hun og blinkede til mig. Igen sang vi, denne gang sang jeg bare andenstemme lige fra starten af. Og jeg er hverken selvfed eller noget, men jeg lyver ikke, hvis jeg siger, at det lød virkelig godt.

 

”I hid them under the floor

For their being here made me sore

And on that day I felt kinda hazy

Now they still gotta be there

'Cause they are not going anywhere

With severed limbs... or call me crazy?

But there are voices in the darkness

In my house every time I close my eyes

 

In the dead of night

I hear them sigh

The children of the night are calling

Hear ´em cry

They still defy

Endlessly I feel like falling

Now they're all my children of the night

 

Det var faktisk en ret uhyggelig sang – den handlede om ”Nattens døde børn”. Men den var bare så gennemtænkt og ’smuk’ på sin helt egen måde. Og så var den med mine små, dejlige, gruopvækkende monstre, undtagen når det var Ellie og jeg, der sang den selvfølgelig. Duuuh.

”Igen!” hvinede Elaine. Vi havde aldrig problemer med at finde på ting at lave, når vi var sammen. Hun var faktisk ud over at være min ’lillesøster’ også min bedste veninde. Ja, jeg er mærkelig – 17 år, og hænger dag ud og dag ind ud med en 9-årig pige, og prøver at samle op på min spildte barndom. Men hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg har prøvet på selvmord. Det er ikke ligefrem en succes, jeg har lyst til at gentage.

***

Jeg er slet ikke tilfreds med dette kapitel - hverken indhold eller længde. Undskyld, hvis i heller ikke er.

Og undskyld mange gange for, at der først kommer et kapitel nu. Jeg har bare hverken tid eller energi til noget som helst for tiden! Det skyldes mange ting. 

Jeg har/ har haft dansk fristil og booktalk, engelsk booktalk og biologirapport for. Og så må jeg altså indrømme, at jeg prioriterer gode karakterer over Movellas. (No hate, just education, heh.)

Jeg har lige fået hund, bomuldshund, Albert. Nuurh!<33 Det eneste problem er, at han holder mig vågen om natten, fordi han hyler. Og så pisser han hele tiden på gulvet. Hyperaktive tigermis.... og som i nok kan forstå, får jeg på grund af ham ikke rigtig noget søvn, selvom han er for sød alligevel.;)

Mit helbred stinker for tiden. Jeg viser tegn på stress, jeg kan aldrig rigtig sove, jeg har det af h til i dagtimerne... Jeg prøver altså ikke på at klynke, det er en vigtig pointe at få med i det her. Jeg prøver bare at forklare, for jeg har faktisk dårlig samvittighed over at tage så lang tid med kapitlerne... sorry.

Og så har min far fået et tilbagefald. Han er på vej til at gå ned med en tredje depression, og hans hjerte har vist tegn på snart at skulle opereres igen, måske. Så jeg gør alt hvad jeg kan for at bruge tiden med ham, HVIS nu der skulle ske noget (Jeg tror godt, i ved hvad jeg mener.) . Tro mig, jeg har det ikke altid lige sjovt. (Og nej, jeg prøver IGEN ikke på at klynke, jeg prøver bare at skabe forståelse som undskyldning.)

Og så det positive, for jeg vil hellere være en solsikkesmiley end et sadface!!:D:D:D

TAKTAKTAK for alle de positive kommentarer, favoritlister og likes!:D I er de bedste, og "You light up my world like nobody else". AT komme herind og læse kommentarerne igennem for 117'ende gang redder altid min dag. Så tak!!<33

Jeg håber, at i kan bære over med, at der er meget lyrik i dette kapitel. Jeg nænner bare ikke at skære ned på teksterne, da de betyder så meget for mig. (Sentimentale fjols, ja jeg er!:P) Og undskyld, at det er kort og måske ikke lever op til jeres forventninger. Det hele er bare ret svært for tiden,

 - Eréndil

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...