Sølvhjertet ~ One Direction (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2013
  • Opdateret: 9 aug. 2013
  • Status: Igang
//Swallowed by the pain as she slowly fell apart.// Asiqa på 17 år har næsten hele sit liv boet på et børnehjem, og hendes eneste minde fra fortiden er et sølvhjerte, som hun altid bærer om halsen. Gennem hele sin tilværelse er hun blevet mobbet og har kun kunnet finde trøst i sine få venner, sit ambitiøse amatørrockband og musikken. Det hårde liv har ført til cutting og to selvmordsforsøg, og selv har Asiqa mistet håbet, så hun gør bare sit bedste for at få tingene til at køre rundt, uden at nogen vil bemærke hvor svært hun har det. Men en simpel fødselsdagsgave til Asiqas bestie, Elaine på 9, tager en uventet drejning og fører 5 kendte drenge ind i Asiqas liv, hvoraf den ene ikke er så fremmed endda. Tilbud vil føre til succes, drømme til længsler, personer til forelskelse og minder til fald. Glemte oplevelser og relationer graves op fra hukommelsens dybeste afkroge, i takt med at Asiqa langsomt, men støt forvilder sig mere og mere væk fra sig selv. *Vil indeholde anstødelige scener*

18Likes
61Kommentarer
1460Visninger
AA

3. II - Brothers in arms

There's so many different worlds 
So many different suns 
And we have just one world 
But we live in different ones 

Now the sun's gone to hell 
And the moon's riding high 
Let me bid you farewell 
Every man has to die 
But it's written in the starlight 
And every line on your palm 
We're fools to make war 
On our brothers in arms

 

5 år før

Flashback

Jeg stod på rækværket af broen og så ned mod den store flod. Langt under mig kunne jeg se bølgerne skvulpe rundt i vandoverfladen. Et par enkelte både sejlede rundt derude, men eftersom der var tåget og overskyet, blev de fleste vel på land. Jeg vidste det ikke. Og jeg var også ligeglad – det gav mig en bedre chance for, at min plan skulle lykkes. Den afsluttende plan. Den, der ville gøre en ende på det hele.

Jeg kunne høre en bil bremse hårdt og holde ind til siden. En dør gik op og smækkede igen. En chokeret stemme råbte ad mig. ”Hvad laver du?”

”Hvad har du gang i, pige? Se dog at komme ned derfra!” lød en anden stemme. Jeg ignorerede dem, men der kom flere biler til og dermed flere mennesker. Det skulle være snart – ellers ville de bare stoppe mig.

Jeg tog en dyb indånding og lukkede øjnene. Så langt var der nu heller ikke. Højest ti meter – men det var stadig langt. Jeg havde hørt, at hvis man ramte vandoverfladen i et fald fra en stor højde, ville vandet føles som beton og cement at lande i. Men det ville vel bare være ensbetydende med en hurtigere død.

Netop, som jeg skulle til at hoppe, greb en stærk hånd om min overarm, den jeg skar i med barberbladet i morges. Av. Men det eneste jeg tænkte var ’Fuckfuckfuck,’ og kiggede hurtigt på min ’redningsmand’. Fanden tage ham og lade ham brændte evigt i helvede. Selvom det nu ville være synd at sende så flot en fyr til helvede. Drengen var nok omkring de 15 år, hvilket vil sige 2-3 år ældre end mig. Han havde sort hår, brune øjne og et chokeret udtryk stod malet i ansigtet på ham. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at han ikke var lækker. Der var bare ikke tid til sådan noget lige nu.

”Tag og kom ned derfra!” sagde han højt og trak i min arm, så jeg var lige ved at snuble. Nej. Det her var forkert. Det var meningen, at jeg skulle hoppe. Den idiot skulle ikke stoppe mig, selvom han gjorde det af god mening.

”Slip mig!” hvæsede jeg og borede mine negle godt ned i den hånd, som holdt om min skulder. Jeg havde snart ikke mere tid – flere folk var kun få meter væk. Så jeg satte tænderne i hans arm og bed til.

Drengen kom med et forskrækket udbrud og trådte et skridt tilbage mens han tog sig til sin, sjovt nok, blødende overarm med et solidt bidemærke, som mine tænder havde sat i ham.

”Zayn, er du okay?” lød en kvindestemme, som kom nærmere. Jeg ventede dog ikke på at se, hvem hun var. Jeg tog en enkelt indånding, trådte op på hegnet – og så trådte jeg ud over kanten.

Jeg kunne høre råb oppefra, men jeg ænsede dem ikke. Jeg fortsatte med dødbringende fart ned mod vandet. Så lukkede jeg øjnene. Frihedsfølelsen brusede gennem mig. Jeg havde aldrig i mit liv været lykkeligere. Men det var også lige meget, for det ville slutte om få sekunder.

Så ramte jeg vandoverfladen og mistede bevidstheden ved sammenstødet.

***

Jeg vågnede hostende og harkende siddende foroverbøjet på alle fire, mens noget hårdt rytmisk dunkede mig i ryggen. Gang på gang spyttede jeg det salte vand op fra lungerne. Min næse og hals føltes ru som sandpapir. Hvad var der gået galt? Hvorfor var jeg ikke død? Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, men jeg klemte dem inde. Tårer var for pattebørn, og jeg var 12 år. Jeg kunne bestemme over mig selv – og mine tårer. Jeg nægtede at bukke under for deres magt. De fik mig til at fremstå svag.

En stemme sagde: ”Jeg tror hun er vågen!” og jeg blev, stønnende, drejet om på ryggen, så jeg kunne se dem, der havde reddet mit liv. En rødhåret pige, som nok var omkring min alder, og en brunhret mand, der måtte være hendes far.

”Hvem er i?” prøvede jeg at sige, men det blev kun til nogle uartikulerede lyde. Men manden måtte have forstået mig, for han svarede sjovt nok. ”Jeg er John, kvinden er Katherine, min kone og det her er min datter, Julie,” sagde han og artikulerede hen mod den rødhårede pige. Jeg vidste ikke hvem ’kvinden’ var. ”Jeg tillader mig at spørge dig om det samme. Hvem er du?”

”A…Asiqa,” svarede jeg ham blot og gav mig så til at hoste som en besat. Så dræb mig dog bare! Sammenstødet havde været den værste oplevelse i mit liv, og jeg var ikke gået alt det igennem bare for at blive reddet af en eller anden åndsvag… John. Eller en Julie for den sags skyld.

”Sejt navn,” smilede Julie og rakte mig en flaske vand, mens hun hjalp mig op at sidde. Ja, hun var nok omkring de 12 år. ”Det har jeg ikke hørt før,” fortsatte hun. Jeg trak på skuldrene. Det navn havde været et af mine store problemer – jeg blev mobbet med det. Så jeg var ikke ligefrem stolt af det. Og selvom jeg ikke kendte mine forældre, kunne jeg ikke lade være med at være sure på dem over, at de havde givet mig så dumt et navn.

”Hvem er dine forældre og hvor bor du? Og hvorfor fanden hoppede du ned fra den bro?” spurgte manden, John, med et bekymret blik.

”East Hill’s Eagles børnehjem her i London. Ved ikke hvem mine forældre er. Jeg prøvede…” ordene satte sig fast i min hals. ”Jeg prøvede at begå selvmord,” svarede jeg og så mig omkring. Vi sad i en sejlbåd. En kvinde sad og styrede roret lidt væk og så forfærdet på mig. Jeg antog, at hun var pigens mor, da hun havde de samme træk og den ildrøde hårfarve.

Julie gispede og så medlidende på mig. Så kom hun hen ved siden af mig og lagde en arm om mine skuldre. ”Så må vi vel hellere få dig hjem,” sagde hun.

Jeg trak igen bare på skuldrene.”Hvorfor reddede i mig?” spurgte jeg mig anklagende. Jeg kunne se broen lidt væk.

Det var kvinden, Katherine, der svarede. ”Vi kunne ikke bare lade dig drukne.”

Jeg sukkede og så på Julie. ”Fint, så. Tak, tror jeg vel.”

Hun svarede mig ikke direkte, men sagde i stedet: ”Vil du ikke have mit nummer? Så kan vi snakke!” hun så så glad ud ved tanken, at jeg for første gang i meget lang tid smilede.

Og så takkede jeg ja.

***

Endnu en gang undskyld for det meget forsinkede kapitel!!-.-

Jeg ved godt, at der ikke rigtig skete noget, da det hele er flashback, men det er meget vigtigt for historien, så jeg håber, at i kan bære over med mig!!^_^

Love to ya all, og tak!!<333333

 - Eréndil

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...