Sølvhjertet ~ One Direction (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jan. 2013
  • Opdateret: 9 aug. 2013
  • Status: Igang
//Swallowed by the pain as she slowly fell apart.// Asiqa på 17 år har næsten hele sit liv boet på et børnehjem, og hendes eneste minde fra fortiden er et sølvhjerte, som hun altid bærer om halsen. Gennem hele sin tilværelse er hun blevet mobbet og har kun kunnet finde trøst i sine få venner, sit ambitiøse amatørrockband og musikken. Det hårde liv har ført til cutting og to selvmordsforsøg, og selv har Asiqa mistet håbet, så hun gør bare sit bedste for at få tingene til at køre rundt, uden at nogen vil bemærke hvor svært hun har det. Men en simpel fødselsdagsgave til Asiqas bestie, Elaine på 9, tager en uventet drejning og fører 5 kendte drenge ind i Asiqas liv, hvoraf den ene ikke er så fremmed endda. Tilbud vil føre til succes, drømme til længsler, personer til forelskelse og minder til fald. Glemte oplevelser og relationer graves op fra hukommelsens dybeste afkroge, i takt med at Asiqa langsomt, men støt forvilder sig mere og mere væk fra sig selv. *Vil indeholde anstødelige scener*

18Likes
61Kommentarer
1471Visninger
AA

2. I - Black illusion

You always seem to know the answer to it all 
You seem to cheat the truth and never take the fall 
Your life is hollow and you simply the rules 
The time will come when you will join the other fools 

 

Lyden af min dør, der gik op, flåede mig ud af min mareridstagtige tilstand mellem at være vågen og at sove, og jeg slog chokeret øjnene op. Lette fodtrin fløj hen over gulvet.

”Asiqa! Asiqa! Kom nu! Der er kun fem timer til, vi skal være der! Vi har travlt!” nærmest skreg min lillesøster, Elaine. Eller lillesøster og lillesøster, for vi var ikke beslægtede af nogen art, men hun var nok det nærmeste, jeg nogensinde ville komme på at få en familie.

Jeg kviede mig ved tanken om at skulle op fra min seng. Og hvis der stadig var fem timer tilbage, gjorde det jo alligevel ikke noget, hvis jeg tog et par minutter mere på øjet. Medmindre... at jeg så kom tilbage i mørket. Til skrigene. Så alligevel hellere stå op, og desuden ville Elaine alligevel aldrig give sig. Jeg tog med til det her for at gøre hende glad, så ville det være tarveligt, hvis jeg sagde fra i sidste øjeblik. Jeg ville gøre alt for Elaine. Ingen undtagelser overhovedet.

”DU HAR BARE AF AT STÅ OP NU, ELLERS FLÅR JEG DIG LEVENDE!” råbte hun grinende lige ind i hovedet på mig.

”Urg,” sagde jeg og satte mig op. ”Pas nu på, at du ikke ender med at lungerne bliver skreget med ud gennem din hals,” drillede jeg og gik hen til mit skab. ”Og du må jo ikke engang være herinde. Ikke før morgenmad,” mindede jeg hende om. Der var strenge regler på børnehjemmet, hvor vi boede. Ingen besøg på de andres værelser efter klokken 22:00 om aftenen og før klokken 07:00 om morgenen. Der var morgenmad klokken 07:00 om hverdagene, og i weekenderne klokken 09:00. Ikke et sekund før eller efter.

”Ja, og det er ligesom derfor, at jeg er så stille, idiot!” svarede Elaine og rakte tunge ad mig og sin dårlige joke. Hun havde jo lige råbt så højt, at hele børnehjemmet sikkert var blevet vækket. Ej okay, kun næsten.

”Vi skal jo alligevel have noget morgenmad, og det er først om to timer. Har du glemt, at det er lørdag?” sagde jeg og gabte. Jeg gik dog i gang med at finde mit tøj frem. Det samme som altid - en slidt T-shirt, sort hættetrøje, hullede cowboybukser og sorte, støvede snøresko. Og så min halskæde - det mest værdifulde jeg ejede. Det eneste minde, jeg havde om min familie. Et lille sølvhjerte på størrelse med en computertast, som var dekoreret med mønstre af blomsterranker, og i midten stod et navn – mit navn. Asiqa. Mit eneste bevis på fortiden. Jeg havde haft den på hver eneste dag, så længe jeg kunne huske. 

”Jeg vil bare så gerne nå derhen,” peb Elaine. Elaine er den skønneste pige, der nogensinde har sat sine ben på jorden. Hun er kun ni år, men hun er næsten den eneste rigtige ven, jeg nogensinde har haft, kun med få undtagelser. Hendes korte, sorte og pjuskede strithår nåede hende lige akkurat til skuldrene og omkransede hendes runde ansigt med de søde smilehuller perfekt. Der var altid et gavtyveagtigt, men alligevel sørgmodigt glimt i hendes dejlige, mørkebrune øjne. Hun så mig som en slags forbillede - som en storesøster. Hun kunne lige akkurat huske sin mor, storebror, storesøstre og far, men ikke hvad de hed, kun deres ansigter. Hun havde været to år, da hun blev bortadopteret, og da hun var kommet til børnehjemmet, var ’kliken’ med det samme over hende, ligesom de var over mig. Men jeg hjalp hende. Jeg bød hende velkommen og elskede hende. Forsvarede hende. Tog hende til mig, som en mor burde have gjort.

”Ja, ja, vi skal nok nå det, søde ven. Tag lige og gear ned. Jeg har ikke knoklet så hårdt bare for at blive råbt af,” sagde jeg og krammede hende. Elaine var helt vild med et eller andet douchebag-band, eller noget i den stil. Jeg vidste kun, at de hed One Direction, og at de ikke spillede rock, så der havde jeg øjeblikkelig tabt al form for interesse for dem. Jeg elskede rock. Men de var Elaines store hobby – næsten lige så meget hendes forbilleder som jeg var. Så jeg ville lave en lille overraskelse til hende - i flere måneder havde jeg sparet alle former for lommepenge og ekstra løn sammen. Ja, jeg havde tilmed taget min guitar med ud på gågaden og havde stillet mig op og synge for at samle penge.

For to uger siden var Elaine så fyldt ni, og jeg havde overrasket hende med to billetter til en signing og en koncert med One Direction. Hendes ansigtsudtryk, da hun fik gaven,  havde været alle mine anstrengelser værd. Hun var nærmest besvimet, og så havde hun overfaldet mig og gav sig til at – JA, det gjorde hun – overkysse mig. Men helt ærligt, det gjorde ikke noget, for jeg elskede hende så højt.

Og det var så det vi skulle i dag. Om præcis fem timer skulle vi være til signingen, og så var der koncert klokken syv om aftenen. Elaine havdde ikke snakket om andet, siden jeg gav hende billetterne.

Elaine smed sig på min seng. Hun var allerede fuldt påklædt – en sød, grøn kjole udenover en hvid, langærmet bluse, for det var stadig lidt koldt, vi var kun lige kommet over i marts. Hun så kritisk på mig. ”Skal du ikke have noget andet på for en gangs skyld? Eller købe noget nyt tøj?” Men sandheden var, at jeg ikke havde nogen penge tilovers, efter at jeg havde fået de månedlige 200 kr. De blev alle sammen brugt på rockmusik. Cd’er, online, downloads, alt. Rockmusik betød alverden for mig. Det skreg ligesom alt det ud, som jeg ikke selv kunne. Satte ord på mine følelser. Helbredte mig så meget som overhovedet muligt.

”Jeg er nu glad for det jeg har. Lister lige ud og snupper et af badene.” Jeg listede ud på gangen for ikke at vække alle de andre. Jeg passerede Allys rum, og skyndte mig videre. Det rum gav mig kuldegysninger. Alt for mange dårlige minder var forbundet med det sted.

Jeg kom ud til pigernes badegang, tog tøjet af og listede ind i en bås med bruser. Jeg lod det skoldhede vand svitse over min hud på ryggen, før jeg skruede over på det lunkne. Smerten hjalp mig til at tænke klart. Ikke engang Elaine vidste, hvad jeg gjorde hver morgen. Jeg havde brandsår overalt på min ryg.

Jeg rakte ud gennem forhænget til bunken af mit nattøj, som jeg bare havde smidt ved siden af det rene, som jeg skulle have på i dag. I lommen på mine jeans fandt jeg, hvad jeg ledte efter. Knive var svære at skaffe, uden at de voksne opdagede det, så jeg havde altid et lille barberblad liggende i min bukselomme. Jeg havde nakket den fra Brian, en af de voksne, som var der, da jeg var lille. Jeg lod forsigtigt fingeren glide langs med kanten. Stadig skarp efter alle de år i brug. Jeg havde brugt den, siden jeg var elleve år - for at flygte fra verden. Og smerten fjernede min bevidsthed i nogle minutter ad gangen. Det lettede den tåge, der ellers altid hang inden i mig og slørede tingene.

Jeg rakte min ene arm frem i luften, mens jeg med min anden hånd tog fat om barberbladet. Så stak jeg det ind i huden på min overarm, så hårdt at blodet piblede frem. Jeg lukkede øjnene hårdt i og bed mig i læben. I takt med at smerten kom, blev jeg mere og mere beruset af den irrationelle frihedsfølelse, der fyldte min krop fra top til tå. Den velkendte, metalliske duft fyldte badeværelset, og jeg huskede den gang for et år siden, hvor jeg næsten var sluppet for nogensinde at vende tilbage til virkeligheden igen.

Jeg kollapsede på de stadig dampende fliser. Blodet flød ud over det hele fra mit ben. Jeg blev smurt ind i det, men jeg kunne ikke flytte mig. Mine øjne gled langsomt i, og jeg knugede så hårdt om barberbladet, at mine fingre var ved at gå i stykker. Jeg havde snittet langs med lårpulsåren, og jeg havde ramt den. Smerten fortærede mig langsomt. Jeg ville forbløde. Endelig. Jeg var fri. Jeg lukkede mine øjne med et tilfreds suk og lod intetheden opsluge mig.

”Asiqa! Asiqa, nej!” lød en fortvivlet barnestemme, som jeg kendte alt for godt.

”Hjælp!” skreg hun. Elaine. ”En eller anden! Vågn op!” hun hulkede og rystede mine skuldre. ”Du må ikke forsvinde fra mig, Asiqa, vil du ikke nok blive? Hvorfor har du gjort det her mod dig selv?” Hendes fortvivlede hulken trak mig op af mørket og tilbage til virkeligheden. Jeg skreg, da smerten overvældede mig.

Tumult. Flere stemmer. Forbavsede udråb. Jeg besvimede, da de løftede mig op.

Jeg vågnede igen på hospitalet med Elaine siddende sovende på stolen ved siden af min sygeseng. Hendes kinder var fugtige af at have grædt så længe. Der sad også to af de voksne fra børnehjemmet i dyb søvn.

”Undskyld,” hviskede jeg hæst, og Elaine slog øjnene op. De var helt blodskudte. ”Det… det.. je… jeg..” prøvede jeg at fortsætte, men Elaine afbrød mig.

”Du skal ikke undskylde, Aqi.” svarede hun. Alt for moden i forhold til sine dengang otte år. Alt for voksen.

”Jeg… jeg vil gøre alt for at gøre det godt igen,” hviskede jeg og sank tilbage i det bløde mørke af morfin og andre smertestillende midler.

 

Jeg smækkede døren ind til mit værelse op. Nu var klokken kvart i otte. ”Hvad skal vi lave mens vi venter?” spurgte jeg og så over på Elaine, mens jeg kastede mig på sengen og ignorerede min som altid smertende krop.

Hun fiskede en gammel mp3 op af sin lomme i den grønne kjole. ”Her. Det er med Evanescene. Du vil elske det. Det er rock, bare rolig," tilføjede hun, da hun så mit skeptiske ansigtsudtryk. "Men det er bedre end Udo."

”Vi får se. Men jeg har nu aldrig brudt mig synderligt meget om Udo. Lordi er meget bedre,” svarede jeg og tog imod den høretelefon, hun rakte mig. Jeg lyttede grundigt efter. Lidt fesen klaverstart, men efter første omkvæd kom hele bandet med. Og jeg elskede det.

 

All the promises I made

Just to let you down

You believed in me

But I’m broken

I have nothing left

And all I feel is this cruel wanting

We’ve been falling for all this time

And now

I’m lost in Paradise

 

Ooooh, run away, run away

One day we won’t feel this pain anymore

Take it all away

Shadows of you

‘Cause they won’t let me go

 

Da sangen var slut trykkede jeg øjeblikkeligt på ‘gentag’ og gav mig til at synge med.

”Hvad sagde du sangen hed?” spurgte jeg interesseret.

”Lost in paradise. God, ikke?” Hun begyndte at nynne med igen.

”Mmh.”

Sådan lå vi, lige indtil vi blev kaldt ned for at hjælpe med morgenmaden.

 

***

Det var så første kapitel! Jeg håber, at i kan lide det!

Kom endelig med ris, ros og idéer.:) 

Jeg kan afsløre så meget, at en af drengene er med i næste kapitel.:DxD

SKAL SIGES, AT CUTTING IKKE ER NOGET AT SPØGE MED. Jeg har det ikke med i min historie for at "reklamere" for det, men for at sætte fokus på, at det i længden kun gør tingene værre. 

 - Eréndil

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...