Savn

Biddrag til "At Miste"-konkurrencen

4Likes
1Kommentarer
345Visninger

1. Savn

Hvad mit hjerte så inderligt savner

Jeg ved det er for sent at ændre det nu. Men du skal alligevel vide hvor ondt dét gjorde på mig. Og hvorfor jeg ikke handlede mens jeg endnu havde chancen.

Jeg forstod ikke hvorfor du var så trist hele tiden. Du smilede ikke så meget som du plejede. Din latter var en kende for sarkastisk til at være ægte. I starten troede jeg at det blot var os der var ved at gro fra hinanden.

At du levede i et andet univers end mig. At du havde fundet nye steder at brede dine vinger ud. Nye venner, nye miljøer. At du var kørt fast og at du gerne ville give slip på os. At vi, os to, ikke var det samme mere.

Derfor lod jeg dig være.

Jeg lod dig blive mindre og mindre smilende. Jeg troede at det ville hjælpe dig; troede at det ville gøre det lettere for dig at glide ud af mit liv. Gøre det lettere for dig bare at falde, og hviske alle de drømme vi havde sammen væk.

Måske også at det ville såre mig mindre.

Jeg mener, du var jo min bedste veninde.

Min bedre halvdel.

Jeg kan huske da vi gik på skole sammen. Alt det sjov vi havde. Du har altid været den mest dystre af os to. Sarkasme var noget du villigt brugte. Du havde en grum form for humor og mange brød sig ikke om dig.

Du var for underlig - dine tanker om livet faldt alle andre end os to for fjernt.

Du elskede mørke farver.

Du grinte af alle de forestillinger og drømme som alle omkring havde om livet. Om kærligheden. Om lykken.

Du troede ikke på at livet ville blive godt. Og det forstår jeg jo egentligt godt. Du havde det svært derhjemme. Dine forældre sagde næsten aldrig et ord til dig. Spurgte aldrig om hvad du havde lavet henne i skolen; hvilke fag du havde haft og om det var sket nogle spændende ting.

De bekymrede sig ikke om dig eller om dit liv. De var der ikke. Det var de aldrig.

Det var nok derfor du havde brug for mig. Din komplette modsætning. Du havde brug for en lattermild, livsglad og naiv pige, der drømte om livet og dets mange muligheder.

Du fandt din plads ved min side. Du var stadig pessimist. Du troede stadig ikke på kærlighed, lykke eller på mirakler. Men du begyndte at smile og grine. Du blev så stadig på livet med et dystrest blik, men du nød øjeblikket.

Levede i nuet.

Fordi jeg så de forandring, så den måde du blev en anden; et gladere væsen og menneske, mens vi endnu gik sammen, satte jeg ikke helt på meget pris på dig.

Og det var dér det skete. Du røg tilbage til din gamle opførsel. Og jeg så det ikke før det var for sent. Jeg lod dig glide væk, jeg trak mig selv væk og skubbede dig bort samtidighed.

Da der blev længere mellem dine smil, færre latter turer og flere dystre udmeldinger som før i tiden, gik jeg ud fra at du ikke ville omgås mig mere.

Jeg kunne ikke have taget mere fejl. Du kan ikke få dig selv til at sige, hvad du manglede:

Du manglede mig.

Da jeg endelig tog mod til at snakke om det med dig, fejrede du mig af med korte svar. Jeg forsøgte på alle mulige måder, gennem alle mulige vinkler, men dine parader var oppe.

Da jeg læste dit afskedsbrev, græd jeg. Det sidste du havde efterladt var det der sårede mig mest.

Hvorfor kom du ikke og snakkede om det? Du vidste at jeg ville gøre alt for dig; at jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at få dine mørke dage til at lysne. Om det lykkedes, ved kun du.

Da jeg læste brevet vidste jeg at du var væk, men det gjorde ikke kendsgerningen nemmere at acceptere. Jeg kunne have gjort så meget mere, og jeg ønskede at jeg havde snakket noget mere med dig.

Jeg er vel bare endnu en fucked up teenager. Det var sådan dit brev sluttede. Selv da du tog beslutningen, følte du dig ikke speciel eller unik nok. Du var jo bare endnu en i rækken. Endnu en stakkel, der havde fucket alting op.

Politiet sagde at du havde lejet dig ind på et hotel, i din mors navn. At du havde taget din fars pistol. Jeg vil ikke lyde ond, men du var egoistisk.

Meget.

Du tænkte ikke på mig eller på den stakkel der ville finde dig.

Indsmurt i blod.

De sagde også at du havde skudt dig selv i munden.

Kan du huske dengang vi så film hjemme hos mig? Vi snakkede om de klammeste måder at dø på. Du sagde at den værste var at skyde sig selv i munden.

Hvorfor gjorde du det så?

For at håne mig? Eller for at vise hvor meget du havde fortjent det?

Grunden kan være lige meget. Du er væk og det er for sent at ændre noget.

Alligevel savner jeg dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...