Complicated Things ❂ One Direction

Terra Jo Wallace er en model - måske ikke så kendt men hun gør sit job godt. Så godt at hun efterhånden begynder at få mere betydningsfulde jobs hos større firmaer. Men modelbranchen er ikke den eneste der lægger mærke til hende, for man er altså ikke helt ukendt hvis man er Zayn Maliks bedsteveninde - og det er nu også det alle kender hende som. Terra har et super godt liv, venner med kendte, kærester med Josh Hutcherson, bedsteven med Zayn Malik og en velfungerende familie som hun virkelig holder af. Men nogle gange er tingene bare lidt for gode til at være sande, ikke? Og det finder Terra hurtigt ud af. På måder som hun aldrig havde troet ville ske for hende, måder som hun aldrig har set i øjnene kunne ske for hende. Hun har altid levet i en bobel af en perfekt liv, så hvordan går det når den sprænger?

139Likes
319Kommentarer
9551Visninger
AA

5. Unexpected.

 

 

I hope that you see right through my walls
I hope that you catch me, 'cause I'm already falling
I'll never let a love get so close
You put your arms around me and I'm home

Christina Perri ~ Arms

 

 

ZAYN

Jeg kiggede underligt på Terra, da hun nærmest desperat, næsten smed den fra sig. Men i stedet for at begynde og spørge ind til det, lod jeg det ligge og gik i stedet over til køkkenbordet og satte posen med varer - man skulle jo handle ind en gang i mellem.

Kort kiggede jeg hen på Terra, og så at hun havde sat sig på spisebordet. Jeg tog mig selv i at stirre på hende, og så derfor hurtigt væk igen.

”Var Annie her så i dag?” spurgte jeg, og brød ligesom den akavede stilhed der havde lagt sig over os, hvilket egentlig var underligt, for vi var aldrig akavet?

”Ja, hun tog hjem for 10 minutter siden,” svarede hun med nervøs stemme. Okay, der var seriøst noget galt. Men jeg kunne heller ikke bebrejde hende, hun var Terra, og der skete i forvejen så meget oppe i hendes hoved.

Jeg nikkede til svar og åbnede køleskabet. Men kun for at ligge de ting ind jeg havde købt. Jeg var på ingen måde sulten, mest fordi Harry og jeg måske havde købt lidt mere end hvad normalt er.

”Så,” begyndte jeg og lukkede køleskabet igen, da jeg endelig var færdig med at proppe diverse råvarer derind. ”Hvordan går det så?” jeg gik roligt hen og stillede mig foran hende.

Hun trak lidt på skuldrene og så ned. Hvilket betød; Det gik overhovedet ikke godt. Men jeg lod hende ikke slippe og tog derfor forsigtigt fat om hendes kæbe, og fik hende til at se op.

”Terra?” mumlede jeg bestemt. Hun rystede på hovedet og vristede sig fri af mit greb. ”Det er ikke noget Zayn,” sagde hun afvisende og kiggede i den anden retning.

”Jo det er Terra, ellers ville du jo ikke være sådan der,” konstaterede jeg og lagde min hånd oven på hendes. Det kom tydeligvis bag på hende, for hun kiggede i hvert fald chokeret på mig.

”Okay,” sukkede hun og kørte en hånd gennem sit hår. ”Jeg vil gerne have hentet noget tøj i lejligheden.. men jeg ved bare ikke om jeg kan, hvis han er der,” mumlede hun og undgik at se mig i øjnene.

Åh nej, det havde jeg glemt alt om! Jeg vidste det var dumt at tage ud med Harry i dag, vi skulle jo have brugt den på at hente hendes ting. Forhelvede Zayn, nogen gange må du altså stå ved dine egne beslutninger!

”Det kan du godt, jeg skal nok tage med,” forsikrede jeg og klemte blidt hendes hånd. Et lille smil fandt plads på hendes læber, før hun elegant hoppede ned fra spisebordet.

”Har du noget i mod at hente det nu?” spurgte hun usikkert og bed sig i læben. Jeg rystede på hovedet og smilede opmuntrende til hende. Hvorfor hun var så nervøs omkring det hele, forstod jeg ikke.

Men hun var, når alt kom til alt, en pige.

Vi gik sammen ud i gangen, og fik vores jakker og sko på, og så var vi ellers på vej ned til min bil. Kulden ramte mig som et chok, og jeg havde egentlig glemt hvor koldt det var. Jeg kiggede derfor hen på Terra, der også lignede en der kunne fryse til en istap.

Jeg tig hurtigt hendes hånd og fik hende hurtigt med hen til bilen. Den var i hvert fald noget varmere end luften udenfor, og det var jeg taknemmelig for.

Terra så også ud til at have det bedre herinde, men det var også indlysende. Hvem foretrak bidende kulde frem for varme? Altså lige undtagen pingviner og isbjørne, altså. Vent, hvorfor er der nu dyr med?

Jeg rystede forvirret på hovedet og startede bilen. Det var heldigvis ikke fordi der var sygt langt hen til Terra og Joshs lejlighed, så vi nærmede os hurtigt. Men jo mere genkendeligt miljøet blev, jo mere nervøs blev Terra.

Det kunne jeg nemt se på hende. Hendes blik flakkede hele tiden, og hun blev ved med at rykke uroligt på sig. Men det var også synd for hende at hun skulle stå ansigt til ansigt med den person hun faktisk var forelsket i, og vide at han fandt noget bedre end hende.

Ikke fordi jeg selv ville foretrække en anden frem for Terra, for det ville jeg ikke. Faktisk ville jeg slet ikke foretrække nogen udover min kæreste - det ville være virkelig dumt.

 Da vi langt om længe stoppede foran den velkendte lejlighedsblok, virkede Terra bare endnu mere nervøs. Og det gjorde mig utilpas, for det skulle hun ikke være. Det var også hendes lejlighed.

”Terra,” jeg lagde en hånd på hendes lår, da hun skulle til at åbne døren. Hun så overrasket på mig, men nervøsiteten lå stadig bag. ”Slap af, okay?” hun nikkede og tog en dyb indånding.

Jeg smilede opmuntrende til hende, åbnede døren og steg ud i kulden. Hurtigt kom jeg om på den anden side, hvor Terra stod og lignede en der kunne dø. Jeg lagde en arm om livet på hende og fik hende med hen mod lejlighedsblokken.

 Vi kom hurtigt op til den rigtige lejlighed, og jeg så spørgende på Terra, da vi stod på måtten foran døren. ”Har du en nøgle?” spurgte jeg og fangede hendes øjne. Hun nikkede og trak en lille nøgle op af sin lomme.

Døren sagde en klik-lyd og gik så op. Hun tog et tøvende skridt indenfor, og jeg fulgte hurtigt efter hende. Deres velkendte entré kom til syne og fik mig til at tænke på alle de gange jeg havde været her, for at besøge Terra.

”Er det dig, Terra?” lød Joshs velkendte stemme inde fra stuen. Mit blik landede hurtigt på Terra, som lignede en der var ved at gå panik. Hun trådte en skridt baglæns, og tog sig til hovedet.

Men fordi jeg vidste at man ikke bare kunne flygte fra alting, og slet ikke en ting som denne, greb jeg hendes hånd og trak hende hen til mig. Hun så usikkert op på mig, men tog så en dyb indånding - igen.

Der gik heller ikke andet end et par sekunder, før Josh kom til syne i døren ind til stuen. Hans øjne søgte straks Terra, som slog blikket ned. Jeg klemte blidt hendes hånd og så kort over på Josh.

Jeg havde aldrig haft noget i mod ham før, men det var virkelig ændret gevaldigt. Jeg kunne stadig ikke se, hvordan Terra fortjente den behandling han havde givet hende. Hvordan kunne han dog få sig selv til det?

”Jeg vil bare gerne hente mine ting,” sagde Terra og kiggede op igen. Et par tårer havde sneget sig ned af hendes kinder, men jeg tror ikke hun tog sig af det.

Joshs øjne gik fra forventningsfulde, til skuffede. Han ville protestere, men Terra var hurtigere, og begyndte at gå igennem lejligheden. Og fordi jeg holdt hendes hånd, fulgte jeg med hende.

Vi nåede ind på et soveværelse, hvor der stod to store klædeskabe. Terra åbnede det hvide, og fandt et par store tasker fra bunden og smed dem på gulvet foran os.

Uden tøven begyndte hun at hive sit tøj ud fra skabet, og smide det ned i den første taske. Men der gik ikke lang tid før hun måtte begynde på den næste. Tårerne blev bare flere og flere, og til sidst kunne jeg ikke holde ud at se på det mere.

Jeg lagde en hånd på hendes arm og fik hende til at stoppe. Hun så på mig med tårevædede øjne og det gjorde næsten ondt at se hende sådan. Hun fortjente ikke at have det, som hun havde det.

 Hun tørrede sine øjne med bagsiden af hånden, men det hjalp ikke særlig lang tid, før de næste kom. Hun var helt knust, og jeg skulle aldrig have efterladt hende tidligere.

Hun løj for mig.

”Terra forhelvede,” mumlede jeg og trak hende ind til mig. Hun begyndte stille at hulke mod mit bryst, præcis ligesom aftenen før, da jeg hentede hende. ”Jeg skulle aldrig være taget ud med Harry,” mumlede jeg mod hendes hår.

”Jeg vil ikke være i vejen,” hikstede hun og trak sig lidt væk, for at kigge mig i øjnene. ”Du ville aldrig være i vejen, Terra! Du er min bedste veninde, du betyder lige så meget for mig, som drengene gør,” forsikrede jeg og kærtegnede blidt hendes kind.

Hun så lidt overrasket på mig, men nikkede så. Vidste hun ikke hvor meget hun betød for mig?

”Skal vi få pakket det sidste ned?” spurgte jeg, for at skifte emne. Hun nikkede fast og fik det sidste tøj ud af skabet, og heldigvis kunne det lige være i tasken. Jeg troede vi havde det hele, da hun åbnede den anden dør og alle hendes sko kom til syne.

Holy shit.

Men nåh ja, man var vel ikke model for ingenting.

 

 

 

Da lejligheden var tømt for alt Terras tøj, makeup, sko og andre småting, så var vi endelig klar til at tage af sted. Det hele fyldte godt 4 halvstore tasker, så det var jo ikke det store, kunne man godt sige.

Josh havde heldigvis ladet os være, og det var jeg lettet over. Jeg håbede virkede at han vidste hvad han havde gjort ved hende - det var ikke okay.

Det var først inden for de sidste 10 minutter hun sådan rigtig var begyndt at smile og grine lidt. Ellers havde hun arbejdet med tårer i øjnene, og der var ikke noget jeg kunne gøre.

”Er vi klar?” spurgte jeg og så på Terra, der gik en sidste runde i soveværelset. Hun nikkede, og samlede to af taskerne op fra gulvet. Jeg tog de to sidste, og fulgte efter hende ud i entréen.

Vi havde stadig vores sko på, da Terra havde været ligeglad med om vi vadede ind med skoene på. Det var stadig hendes lejlighed - som hun sagde.

”Terra?” hun stivnede med lyden af Joshs bedende stemme, og et øjeblik troede jeg at han faktisk kunne finde på at bryde hulkende sammen. Men han var skuespiller, så selvfølgelig var han god til at lade som om.

”Hvad?” spurgte hun koldt og kiggede kort op på ham. Hun prøvede virkelig at holde masken, for ikke selv at bryde hulkende sammen. For det vidste jeg hun kunne finde på - hun havde gjort det før.

”Må jeg ikke godt forkl-”

”Josh jeg gider ikke!” afbrød hun og vendte sig mod døren, uden overhovedet at kigge på ham. Hun sendte mig et blik, der viste at jeg skulle følge efter hende, hvilket jeg selvfølgelig gjorde.

 Vi kom hurtigt ned til min bil, hvor vi lagde alle taskerne ind bag i. Terra virkede stadig lidt oprevet, og derfor holdt jeg bare min mund. Hun behøvede ikke at forklare sig ud af det her - og slet ikke i hendes tilstand.

Jeg satte mig ind på førersædet, og Terra satte sig hurtigt ind ved siden af mig. Hendes øjne var rettet mod vejen, stortset hele vejen hjem. Ingen af os sagde noget, og radioen kørte ikke, så der var helt stille i bilen.

”Terra?” spurgte jeg forsigtigt, da jeg endelig parkerede bilen foran min lejlighed. Hun kiggede ikke på mig, og havde stadig armene lagt over kors.

”Nej,” sagde hun en anelse hårdt, og det kom lidt bag på mig. Hun plejede aldrig at være sådan, og derfor tror jeg også jeg stirrede ret såret på hende.

”Undskyld Zayn, det er bare,” mumlede hun og så undskyldende på mig. Jeg nikkede bare og smilede svagt. Jeg forstod hende godt - hun var oprevet.

”Jeg ved det godt Terra.. Men kom, lad os få dine ting med op,” fastslog jeg og åbnede døren. Hun nikkede, og steg selv ud af bilen.

Vi fik hendes tasker ud, og med en lille smule besvær, op til min lejlighed. Måske så det ikke ud af meget, men den pige havde virkelig meget tøj og mange sko, og det vejede sindssygt meget.

Jeg låste lejligheden op, og Terra væltede nærmest ind af døren, med de to tasker hun bar på. Det var næsten til at grine over, for det så virkelig dumt ud.

”Hvor skal vi sætte dem?” spurgte hun da vi begge var kommet ind, og døren var lukket bag os. Jeg nikkede i retningen af mit soveværelse, og så gik vi begge derind, med alle Terras ting.

Hun satte taskerne fra sig, og smed sig forpustet på sengen. Hun lignede praktisktalt en der var ved at få et hjertestop.. men så tunge var de da heller ikke?

”Er det for hårdt for prinsessen?” spurgte jeg drillende og lagde mig ved siden af hende. Måske var jeg også lidt forpustet, bare en lille smule.

”Jeg er ikke vant til at flytte rundt på en tons tøj,” påpegede hun og på op på mig, med sine varme brune øjne. Hun smilede svagt, og jeg var glad for at hun i det mindste var en lille smule gladere nu.

”Tror du jeg er det?” sagde jeg og så anklagende på hende, hvilket fik hende til at slå en latter op, som kun var smittende. ”Selvfølgelig er du det Zayn! Det er derfor du er her,” fastslog hun og satte sig op.

’Surt’ lagde jeg armene over kors, og kiggede skuffet på hende. ”Jeg troede du var min ven,” sagde jeg afvisende, eller prøvede, for jeg kunne ikke holde et grin tilbage. Og det kunne Terra heller ikke, så vi endte med at ligge grinene i min seng.

Det mindede mig om de gamle dage. Eller gamle og gamle, det var en uge siden vi sidst havde grineflip sammen, men omstændighederne var bare anderledes nu. Terra kunne bryde hulkende sammen helt uventet, så jeg skulle til at passe på med, hvad vi talte om.

Nogle emner blev følsommere end andre, når man oplevede det hun gjorde - ikke fordi jeg er ekspert på det med utroskab, men det er bare sådan noget jeg ved.

”Zayn,” sagde hun, og lød pludselig alvorlig - nå ja, humørsvingningerne var også ret problematiske. Hun kunne vende på en tallerken, og det havde jeg allerede set flere gange, siden i går.

”Mhm?” mumlede jeg og holdt mine øjne lukkede. Jeg var faktisk ret træt, og efter en dag med Harry, så burde jeg også være det. Han havde bombarderet mig med spørgsmål hele dagen, og havde ikke et sekund troet på, at Terra og jeg bare var venner.

”Hvad er klokken?”

”Forfanden Terra!” grinede jeg, og skubbede blidt til hende. Hun lod mig tro at der var noget i vejen - det var bare så typisk hende!

”Men hvad er klokken?” spurgte hun i mellem grinene, og det lød virkelig som om hun gerne ville vide det.

”Hmm,” mumlede jeg og løftede træt min arm, for at kigge på mit armbåndsur. ”Halv seks,” mumlede jeg og kiggede så over på hende igen. ”Tilfreds, frøken?” spurgte jeg, og fik hende til at rulle øjne af mig.

”Du er skør,” grinede hun og rejste sig fra sengen. Hey, det var hun i hvert fald også, mindst lige så meget som mig - tror jeg da.

”Og for resten,” fnes hun ovre fra døren, og det fik mig hurtigt til at sætte mig op, og kigge spørgende på hende. ”Jeg spiste resten af dine cookies,” og så var hun væk.

Men jeg elskede jo cookies, og Terra hadede dem.. det gav ingen mening?

”Terra!” råbte jeg igennem hele lejligheden og løb ud i køkkenet, hvor hun stod i hjørnet af køkkenet og gemte sig. Hun stod med hænderne foran øjnene, som sådan et lille barn, og troede at det skjulte hende.

Langsomt gik jeg over mod hende, og stillede mig så hun ikke kunne slippe væk. Jeg placerede mine hænder på væggen, på hver side af hende og ventede kun på at hun flyttede sine hænder fra sit ansigt.

Og det gjorde hun så, men langsomt. Så hun gav en lille hvin fra sig, da hendes øjne mødte mine. Jeg fastholdt øjenkontakten, og lænede mig lidt frem mod hende.

”Du må ikke gøre mig noget,” peb hun og pressede sig selv op af væggen. Jeg prøvede desperat at lade være med at grine af hende.

”Terra, man stjæler ikke fra andre,” mumlede jeg og fangede igen hendes øjne. Men noget var anderledes den her gang. Mine øjne flakkede ned til hendes læber og tilbage til hendes øjne igen.

Hvad der skete, havde jeg ikke styr på. Men det blev i hvert fald afbrudt, da min mobil pludselig gav sig til at ringe rigtig højt. Jeg trak mig væk, og tog min mobil op af lommen, uden at kigge på Terra.

Det der lige var sket, var ikke meningen. Men jeg kunne af en eller anden grund lide det og derfor skræmte det mig også, for jeg havde aldrig set på Terra på den måde før.

 

 

Hej mennesker!

Okay, måske ikke det mest spændende kapitel, men nu får I alligevel et, da jeg ikke kommer til at skrive resten af dagen, og nok heller ikke i morgen. Jeg skal til Kalundborg her om en times tid og har derfor ingen tid til Movellas, desværre.

Men ønsk mig held og lykke, for vi skal spise hos nogen vi ikke har set siden sommerferien, så jeg håber ikke det bliver akavet. 

Oh no!

Men tak fordi I læser vores movella om søde Terra.. og forresten! Vi er på forsiden! Yay, altså!

Tak fordi I liker den, det betyder så meget for os. 

Stinne. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...