Complicated Things ❂ One Direction

Terra Jo Wallace er en model - måske ikke så kendt men hun gør sit job godt. Så godt at hun efterhånden begynder at få mere betydningsfulde jobs hos større firmaer. Men modelbranchen er ikke den eneste der lægger mærke til hende, for man er altså ikke helt ukendt hvis man er Zayn Maliks bedsteveninde - og det er nu også det alle kender hende som. Terra har et super godt liv, venner med kendte, kærester med Josh Hutcherson, bedsteven med Zayn Malik og en velfungerende familie som hun virkelig holder af. Men nogle gange er tingene bare lidt for gode til at være sande, ikke? Og det finder Terra hurtigt ud af. På måder som hun aldrig havde troet ville ske for hende, måder som hun aldrig har set i øjnene kunne ske for hende. Hun har altid levet i en bobel af en perfekt liv, så hvordan går det når den sprænger?

139Likes
319Kommentarer
9552Visninger
AA

14. Moving back home.

I will not make, 
the same mistakes
as you did.
I will not let myself,
'Cause my heart
so much misery

- Kelly Clarkson ~ Because Of You

 

TERRA

"Det er Terra." Jeg ventede på svaret, fra Josh. Det var ham jeg havde endt med at ringe til. Jeg kunne ikke få mig selv til at ringe Zayn op. "Terra? Er det virkelig dig?" Først lød han overrasket, men lidt efter fik han åbenbart styr på sin stemme. Eller også så forsvandt han bare fra den mængde af folk han var sammen med, for støjen fra baggrunden blev formindsket en smule.

"Hvor er du henne? Og hvorfor fanden har du ikke svaret?" Med det samme ændrede hans stemme sig til et hårdt toneleje, og jeg kunne ikke lade være med at krympe mig over det. Hvad havde jeg også tænk på? Jeg havde overhovedet ikke skrevet til ham, eller noget.

Nervøst begyndte jeg at pille ved det nederste af min trøje, og jeg kiggede lidt ud i luften. Jeg fangede min underlæbe imellem mine tænder, inden jeg tog mig mod til at svare ham. "Jeg er ked af de.."

Mere nåede jeg ikke at sige før en masse tanker begyndte at flyve igennem mit hoved. For var jeg overhovedet ked af det? Var jeg ked af at jeg ikke havde ringet til ham? Hvorfor var han ikke kommet hjem til min familie, Zayn eller Annie? Han burde da have haft ledt efter mig, burde han ikke?

Eller var han fuldkommen ligeglad med mig? Burde det egentlig ikke også være ham der var ked af det. Det var jo ham der havde været mig utro til at starte med. Det var mig der burde være den der var sur på ham, men det endte altid med at være omvendt. Lige indtil nu havde jeg fundet min fuldkommen i det, men ville jeg finde mig i det længere. Burde jeg ikke sætte en stopper for det jeg havde levet i?

Jeg var forvirret over mine egne tanker, og måtte hive fast i dørens panel, for ikke at vælte. I mellemtiden havde Josh endnu en gang overtaget vores samtale, som han altid gjorde. Han kunne ikke finde ud af at lade andre snakke. Det var altid ham. Han skulle altid være i centrum.

Indtil nu havde jeg levet i lyset bag ved ham, jeg havde levet i hans skygge. Men for hvilken nytte? Jeg havde elsket ham. Men det øjeblik jeg så ham med blondinen så var der noget inde i mig der havde bristet. Det var først nu jeg opdagede hvad det var at der var sket. Det var alt jeg havde haft for Josh der forsvandt. 

Jeg havde været tom indeni i det øjeblik, og jeg havde ikke set andet end sort. Men Zayn reddede mig fra hullet, det var ham der hev mig op. Da han havde kysset mig, der gjorde han mig forvirret. Af den eneste grund at jeg kunne lide det, og jeg havde aldrig tilladt mig selv at nyde andet end hvis Josh var med inde i det. Jeg havde aldrig tilladt mig selv at være mig, og ikke en stopklods til Josh.

"Jeg er ked af det, men det kan ikke være os." Jeg afbrød ham, ved at fortsætte på min sætning før. Det hele var gået op for mig, det havde hele tiden været så klart, og lige foran snuden af mig. Men jeg havde altid set udenom det. Jeg havde aldrig åbnet mine øjne ordentligt.

En stilhed lagde sig på den anden side af telefonen, og jeg var i et kort sekund bange for at han bare havde lagt sin mobil fra sig, og skredet, men hans stemme der tog overhånd beviste noget andet. "Hvad er det du siger Terra? Selvfølgelig kan det være os?"

På en eller anden måde havde jeg nok regnet med at han var ked af det over mine ord, men der kom ikke noget ændret tonefald. Han lød helt.. Ligeglad? Endnu en gang fik det mig til at spekulere over om han overhovedet havde elsket mig. "Jeg siger det er slut mellem os. Jeg kan ikke være sammen med dig mere." Jeg var hård, for at få ham til at forstå hvor jeg ville hen med det her.

"Det kan du ikke bare sige.. Jeg elsker dig jo!"

"Gør du Josh? Gør du virkelig?" Jeg ville ikke høre svaret, i stedet for smækkede jeg bare røret på. Forsigtigt fjernede jeg min telefon fra mit øre, og lagde den ned i min lomme igen. Så var det slut, det forhold jeg havde prøvet at rette op på, men nu endnu en gang var faldet til jorden.

Hvis ikke jeg havde opdaget, at han havde været utro havde jeg stadig været sammen med ham, jeg havde troet at han stadig elskede mig og det hele havde været som det plejede. Men det var det bare ikke mere.

Det ville det ikke blive.

Jeg vidste ikke helt om jeg skulle være glad eller trist over det. For hvem sagde at jeg kunne uden Josh? Jeg havde stadig Zayn jo, men havde jeg virkelig ham? Jeg kunne jo have såret ham så meget at han ikke gad at se mig mere, men jeg kunne ikke andet end at håbe. 

Med et suk rejste jeg mig fra stolen jeg sad på, og forsvandt ud i køkkenet. Jeg begyndte forsigtigt at skrible en seddel ned til Annie. Hun skulle ikke være i uvished omkring hvor jeg var henne. 

'Dear Annie.
Thanks for everything, you can find me at my parents.
'

Jeg ville egentlig have skrevet 'Zayn', men jeg kunne ikke få mig selv til det. For hvad nu hvis jeg ikke kunne være der, hvad nu hvis det var at jeg ikke var velkommen der mere. Så kunne hun jo ikke finde mig der, det var umuligt. Så jeg havde hurtigt taget en beslutning om at tage hjem til mine forældre.

 

 

Uden egentlig at have skrevet noget som helst til mine forældre, havde jeg taget undergrundsbanen hen til dem, fordi de ikke boede i London, og en taxa derfor ville være alt for dyr. Men jeg var lige stået af toget, og var på vej op af trapperne, så jeg kunne komme op på gaden og få fat i en taxa der. Så havde jeg lige sparet en masse penge, selvom jeg vidste jeg ville få dem tilbage igen, når jeg kom hjem.

Mine forældre var altid så betænksomme, og det var det der gjorde at jeg stadig den dag i dag var virkelig glade for dem. Som om jeg altid boede hjemme, for ligemeget hvor uanmeldt jeg kom, og om de havde gæster så tog de sig altid tid til mig.

Selv da jeg havde fødselsdag, kom de faktisk i min egen lejlighed, med en kage til mig. Jeg havde ikke regnet med at se dem, for jeg havde først inviteret dem til dagen efter, da jeg havde haft et photoshoot på min fødselsdag, et af de vigtige. Så derfor havde jeg holdt det dagen efter, men det ville de ikke gå med til!

Det var nu meget hyggeligt alligevel, og vi havde endt med at hygge os gevaldigt meget. Derfor vidste jeg også at de ville tage imod mig med åbne arme nu, hvad skulle de ellers gøre?

Med et fingerpræg fik jeg en taxa ind til siden, jeg satte mig ind, smækkede døren efter mig og sagde så adressen. Der blev ikke sagt meget under hele køreturen, men det var egentlig meget rart. Jeg havde brug for noget stilhed, også selvom hele togturen havde været med ro.

Turen tog godt og vel en tyve minutter før vi landede foran indkørslen til mine forældres etplans hus. Jeg tog min pung op af tasken, hev 10 £ op, og gav chaufføren dem, før jeg steg ud af taxaen. Da mine fødder ramte indkørslen, begyndte små sten at knirte under mine fødder.

For af en eller anden grund, skulle de have lagt sten på deres plads da de købte stedet. De syntes det så godt ud, så det havde de gjort. Det var nu heller ikke fordi det var grimt på nogen måde, da det trods alt også var en smule opdelt.

Nervøst bed jeg mig i læben, jeg bed mig i læben af den grund at jeg skulle til at forklarer dem det hele. Hver og en detalje skulle med, og jeg vidste ikke helt om jeg var klar til at fortælle det hele en gang til. Men det kunne jeg blive nødt til at være, for jeg vendte ikke ryggen til dem nu.

"Du kan godt det her, Terra! Kom så!" Jeg sagde opmuntrende ting til mig selv, før jeg fik nok gå på mod til at tage den lille sti op til døren. Igen tøvede jeg med at banke på, men til sidste landede min blege hånd mod dørens mørke træ, og bankede tre gange.

Ikke få sekunder ikke efter blev døren åbent, og min mor stod fremme i døren. Hendes mørkebrune hår, der let krøllede ned over skulderne, stod i en pæn kontrast til hendes lilla bluse, som hun bar. Et smil pyntede hendes læber, da hendes blik landede på mig. "Terra," Hun slog armene ud til en velkomst, som jeg hurtig tog imod. "Hvor er det dog dejligt at se dig her igen!"

Jeg smilede over hendes ord, og lod mig så komme ind i hendes kram. Hendes arme begyndte at køre op og ned af min ryg, lige indtil en stemme bagved os afbrød os. "Hvem er det?" Kom det fra min far i baggrunden, og endnu en gang voksede mit smil sig ved hans stemme. 

På ingen måde kunne jeg forestille mig hvordan mit liv ville være uden dem. Jeg hev mig væk fra min mor, for at træde ved siden af hende og i stedet for hen i min fars favn. "Det er sådan set bare mig." Sagde jeg med et grin i stemmen da han låste hans arme omkring min krop. "Terra? Hvad bringer dig hertil?"

Han fik det til at lyde som om at jeg aldrig kom her, hvilket var løgn. For der var mange gange jeg var kommet her af ren besøg, og så var jeg her altid på deres fødselsdag, i mine ferie var jeg der også, i mindst en dag, og så var jeg der altid på de store mærkedage. Som jul, eller Sankt Hans, eller noget i den stil. Det var en hyggelige familiesammenkomst at være der alle sammen samlet.

"Jeg kom bare for at sige hej." Mumlede jeg fraværende, fordi jeg helst ikke ville fortælle alt om mine problemer lige det jeg var kommet ind af døren. Så jeg trak mig i stedet for bare for min far, sørgede for jeg ikke bed mig i læben, da han så vidste der var noget galt.

Og som jeg havde håbet på, fik jeg bare et nik fra ham, og et vink om at jeg skulle følge med ham ind i stuen. Dog fik jeg lige taget alt mit overtøj af, som kun bestod af en jakke, og nogle sko. Men jeg fik det sat fra mig, sammen med min taske og gik så ind i stuen hvor jeg fandt min far sidde i sofa'en med nogle af deres venner.

Jeg burde have set det, de havde altid nogle på besøg. De var sådan nogle rare mennesker, at folk ville bruge deres tid med dem. Også selvom de nu var ret gamle, men de opførede sig ikke altid på den måde. 

"Terra, kan du huske Cary og Tim?" Jeg kiggede hen over de bekendte ansigter. Cary med det korte lyse hår, som egentlig var farvet, men hun farvede det efterhånden så tit at man ikke kunne se nogle mørke hår. Mit blik gled videre over til Tim, en ældre herre, som rent faktisk havde gråt hår på hovedet. Det ville Cary også have, hvis hun ikke var begyndt at farve det. Men hun holdt sig godt, så der var ikke nogle der syntes det så underligt ud.

"Ja, det kan jeg i hvert fald!" Hurtigt var jeg henne ved dem for at sige hej, og jeg gav dem et kram. Jeg vidste ikke hvor mange gange de havde stået vores familie til rådighed, men de boede så også lige på den anden side af vejen. 

"Sikke en overraskelse at få, at se dig igen. Og nej hvor er du dog vokset!" Det sidste tilføjede Cary da jeg havde fået rejst mig op til fuld størrelse igen. Jeg smilede bare over hendes kompliment, og satte mig ned i den anden sofa. Den mine forældre sad i, da det var en firemands sofa, og den Cary og Tim sad i var en tomands sofa.

"Skal du have noget kage? Te? Et eller andet med på vejen? Kakao?" Min mor stod henne i døren til køkkenet, og kiggede ned på mig. Jeg nikkede til hende. "En kop kakao ville være rart?" Fik jeg til sidste konstateret og lænede mig så yderligere tilbage i sofa'en. Mine problemer skulle jeg ikke læsse på dem, før at Cary og Tim var taget hjem. Egentlig ville jeg slet ikke læsse mine problemer på dem, men alligevel så kunne jeg blive nødt til det. De ville have en forklaring, det vidste jeg. Men de ventede ligesom jeg gjorde.

 

 

Cary og Tim var taget hjem, og det betød at jeg skulle begynde at snakke med mine forældre om hvorfor jeg var her. Men først skulle vi have noget mad, for min mor var allerede gået i gang med at lave det. Lige i det sekund gæsterne var gået ud af døren, var hun smuttet derud.

Med forsigtige skridt gik jeg rundt inde i stuen og kiggede på de mange billeder der hang rundt omkring. Der var stadig billeder af mig, flere af dem var virkelig uheldige, men de gjorde mig glade. For det mindede mig om min barndom, og da jeg selv boede her. En af de bedste tider i mit liv nogensinde.

Mine fingre bevægede sig hen over den ene kommode, den min far selv havde lavet. Den havde stået oppe på mit værelse, lige indtil jeg ikke gad at have den deroppe mere, fordi jeg havde syntes at den fyldte for meget. Siden der havde den haft sin faste plads nede i stuen.

"Der er mad!" Kom det fra min mor ude i køkkenet, forskrækket over at hun snakkede rimelig højt vendte jeg mig rundt, men en hånd over hjertet. Hun stod i døråbningen, og lænede sig en smule op af den. Et kærligt smil var placeret på hendes læber, og fik nærmest hele hendes ansigt til at lyse op. 

"Jeg kommer nu." Med forsigtig stemme bevægede jeg mig hen imod hende, og hun sendte mig et sidste smil før hun selv begyndte at gå ud i køkkenet igen. Hun havde allerede dækket bord, lavet maden og sørget for min far sad klar ved bordet.

Jeg gik hen til min sædvanlige stol, da jeg vidste at mine forældre også havde deres. Det havde vi altid haft, endnu en dejlig ting ved at være derhjemme. Der var ikke så meget der blev lavet om, det var altid de samme trygge og gamle vaner, som man aldrig blev trætte af.

"Tag for jer!" Blev der sagt da min mor også havde fundet sin plads og havde sat sig, og der gik ikke andet end et splitsekund før min far havde sin tallerken i sin hånd og begyndte at øse op. Et smil kom frem på mine læber, da det var typisk ham.

Han havde altid været så madglad!

Da han var færdig med at øse op, tog jeg selv noget mad op på min tallerken, og rakte så ske'en man tog maden med, videre hen til min mor som glædeligt tog imod den. Det var trods alt pasta og kødsauce vi fik, så det var altid noget det ikke var en gaffel vi skulle bruge.

Lige da jeg havde fået opmærksomheden mod min egen tallerken igen, kom min far med en vinflaske. "Skal du have noget vin?" Jeg nåede ikke at svare før han hældte noget op i mit vinglas, hvilket bare fik mig til at grine.

"Og hvad havde du gjort hvis jeg havde sagt nej?"

"Det havde du ikke, for så var du ikke min datter mere." Sagde han bare med et grin i stemmen, og hældte noget vin op til ham selv også. Jeg rystede bare lidt på hovedet af ham, tog vinglasset i hånden og tog så en tår af den for at smage om den var god nok.

Da den var det, satte jeg den bekræftende fra mig, og tog så og erstattede det med bestikket. Jeg tog noget pasta på min gaffel og fik det hurtigt ind i munden. Det smagte som altid godt, det havde min mor altid en evne med at få mad til. Jeg kunne selv lave mad, men aldrig smagte det så godt som hendes, ligemeget om jeg brugte hendes opskrifter eller ej. 

"Så hvordan går det Terra?" Min mor sænkede hendes gaffel, som hun ellers var lige ved at putte i munden, inden hun stillede mig spørgsmålet. Jeg sank en klump, og tyggede af munden før jeg valgte at svare hende. "Det går sådan.." Jeg slap min gaffel, og kniv fuldstændigt, og kløede min akavet i nakken, før jeg valgte at fortsætte. Nu var jeg startet, så skulle jeg også slutte den.

"Det går egentlig ikke særlig godt." Fik jeg endelig konstateret, og kiggede så op på min mor. Hun så lidt på mig, og hævede så spørgende det ene øjenbryn. "Det er jeg ked af skat. Er det noget med arbejdet?" Det var altid arbejdet hun spurgte ind til først, da hun vidste hvor meget jeg elskede at være model.

Men da det ikke var rigtigt rystede jeg hurtigt på hovedet, og bed mig nervøst i læben. "Josh og jeg.." Jeg stoppede igen, jeg var så tøvende omkring at sige det. Fordi jeg var næsten bange for at lade det stryge ud over mine læber. Lige inden jeg ville have forsat den, havde min mor allerede afbrudt mig, med en af hendes spørgsmål.

"Hvad er der med Josh og dig?" Hun slap hendes bestik og så hen på mig, som om hun ikke rigtigt kunne forstå hvad det var jeg sagde. "Skal I giftes? Er du gravid?" En glæde steg nærmest op i hendes stemme. Hun havde altid været glad for mit forhold med Josh, for det havde fået mig til at være glad. Hun var glad når jeg var glad, sådan havde det altid fungeret. Og det ville det forhåbentlig stadigvæk.

"Ingen af delene mor." Igen prøvede jeg at få ordene ud over min mund. "Vi er... Slået op." Det var egentlig først nu alvoren gik op for mig, og før jeg kunne nå at stoppe noget så var tårene allerede på vej ned af mine kinder.

Aldrig havde jeg prøvet at slå op med en før, det havde altid været dem der havde droppet mig. Men jeg havde heller aldrig prøvet at være sammen med nogle så længe som jeg havde været sammen med Josh. Det var som om vi hørte sammen, men jeg kunne bare ikke stole på ham mere. Så nu, kunne vi ikke blive andet end venner, hvis det overhovedet var muligt. Jeg tvivlede.

"Hvad? Hvorfor er I det? Var du ikke glad for ham?" Denne gang var det min far der brød ind med spørgsmålene, og jeg nikkede til det sidste. "Jo, jeg var glad for ham.. Lige indtil.." Et snøft undslap.

"Lige indtil at han var mig utro." Jeg prøvede at være så så stærk i stemmen som jeg kunne, men eftersom at jeg virkelig ikke var stærk når jeg græd, så lød det ikke helt så godt. Min stemme rystede, men jeg fik alligevel sagt det uden nogen tøven i stemmen.

"Har han det? Hvorfor har du ikke sagt noget pus? Og hvor har du været I den tid, du så ikke har været hos ham? Er det sket lige i dag?" Jeg sad lidt og overvejede hvordan jeg skulle fortælle det hele, for de skulle vide alt. Det var mine forældre, og de støttede mig igennem det hele. Det var det jeg elskede dem for, for at være der for mig og mine beslutninger. Ikke for hvad de havde i hovedet, men de var der for mine drømme. Præcis som da jeg ville være model, de bakkede mig op hele vejen igennem det.

Jeg begav mig ud i en lang forklaring om det hele, de fik hver detalje med. Bare ikke den om mit og Zayn's kys. Jeg kunne ikke klare det lige nu, jeg ville ikke fortælle dem det. Jeg fortalte bare at vi var kommet op at skændes over at jeg flyttede tilbage til Josh, og på en eller anden måde havde han fået talt mig fra det i det skænderi, og så havde jeg taget hen til Annie.

For jeg kunne ikke klare de skulle tro der var noget i mellem Zayn og jeg, når jeg ikke en gang selv vidste om der var noget. For hvad nu hvis han hadede mig? Han havde jo ret til at hade mig som pesten, og det gjorde han nok også. Også selvom det ikke lå til hans natur at hade andre.

 

 

JOSH

Jeg kunne ikke finde Terra da jeg kom hjem. Jeg havde brugt hele dagen på at skrive til hende, og så ringede hun bare den næste dag og sagde det var forbi? Jeg vidste virkelig ikke hvad der gik glat oppe i hendes hjerne, hun havde virket så sikker da jeg forlod hende den morgen.

Hun havde virkelig været som om det skulle være os igen, og jeg havde egentlig set frem til at få en fast kæreste igen. Efter Celine havde droppet mig, efter godt og vel to dage efter at Terra havde opdaget os sammen, så havde jeg forsøgt at få Terra tilbage.

Det endte det så også med at jeg gjorde, men inden da havde hun været hos Zayn, og hun skulle hente sine ting havde hun sagt. Så om hun var taget over til ham kunne jeg ikke lade være med at tænke på.

Det ville være for meget hvis hun havde droppet mig for Zayn, det kunne hun ikke bare gøre. Så i stedet for at prøve at ringe til hende, rejste jeg mig op fra sofa'en som jeg ellers havde siddet i sammen med mine venner. Jeg var ligeglad med om de skulle være i min lejlighed alene, de tog ingenting og hvis de gjorde havde jeg pengene til en advokat som var god, det havde de ikke.

"Jeg smutter." Mumlede jeg på vejen ud til gangen, og fik hurtigt nogle svar tilbage som ikke rigtigt var til at forstå, da de sad og spillede fifa og det optog al deres opmærksomhed.

Jeg fik hurtigt min jakke på, og mine sko, og uden at sige yderligere mærkede jeg om mine nøgler var i min lomme, og da de var det skyndte jeg mig ud af døren og smækkede den i efter mig. Jeg skyndte mig hen til trapperne, og tog dem ned, så jeg kunne komme ud af hoveddøren.

Det hele skulle helst gå hurtigt, hvis hun var hos Zayn, så vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle gøre. Om jeg skulle lades som om jeg blev sur, eller ked af det. En af delene skulle virke, men hvilken en der ville virke var jeg i tvivl om.

Hurtigt var jeg ude af døren, og gik hen til min sorte BMW. Jeg fik trykket på mine bilnøgler så bilen låste op, og satte mig så ind i den da jeg kom hen til den. Da jeg havde fået min røv i sædet, satte jeg nøglen i tindingen på bilen, startede for den og spændte så min sele,

Jeg hev bilen ud af håndbremsen, satte den i bakgear og bakkede så ud af parkeringsbåsen, da jeg var ude af den, satte jeg den hurtigt i det rigtige gear, skurede op for musikken og kørte så min vej hen imod Zayns's lejlighed som jeg godt vidste hvor lå.

Flere gange havde jeg nemlig været oppe og hente Terra hos Josh, da hun ikke selv køre bil, hun har intet kørekort. Så flere gange har jeg ligget som hendes chauffør, hvilket egentlig altid har været lidt irriterende. Det ville være så meget lettere hvis hun selv kunne kører bil.

Hun kunne trods alt bare låne min, men hun havde ikke tid til at læse op til at få kørekort sagde hun hver gang, hvilket bare viste hun ikke var interesseret i at få et kørekort for tiden.

Jeg stoppede for rødt lys, og kiggede så rundt på gaderne. En helt masse folk var ude at gå, og nyde det gode vejr. Et smil gled over mine læber, af en eneste grund, paparazziaerne skulle ikke tro jeg var sur. For hvis de fulgte efter mig nu, så ville de med garanti også vide jeg kom op til Zayn, og fik de så et billed af mig hvor jeg var sur, så kom der endnu en løgnhistorie op.

Lyset skiftede til grønt, hvilket gjorde at jeg satte bilen i gang igen, og kørte det sidste stykke hen til Zayn's lejlighed. Jeg fik parkeret min bil nede foran, da der ikke holdt nogle andre biler, og så var jeg lidt ligeglad om det var en parkeringsplads til folkene der boede inde i komplekset.

Jeg skulle trods alt kun være der i ti minutter. Bare lige indtil jeg havde fået Terra med mig igen, for det ville være ydmygende at dukke op, og så ikke få hende tilbage. Det var ikke det med ikke at få hende tilbage, for ærlig talt følte jeg ikke noget for hende på den måde.

Det havde jeg egentlig aldrig gjort, men vores forældre havde den her idé om at vi skulle være sammen, så vi kom sammen. Nok også på grund af hendes følelser, for jeg vidste hun følte noget for mig, jeg kunne mærke det.

Så i den tid vi havde været sammen, havde jeg lader som om jeg også følte noget for hende, og hun havde vidst hoppet på det, uden at stille nogle spørgsmål. Hun stillede det først da hun ringede til mig tidligere. Spurgte om jeg virkelig elskede hende.

Jeg steg ud af bilen, smækkede døren og låste så bilen. Jeg havde taget et par solbriller på, så jeg rettede kort på dem, og skyndte mig så hen imod lejlighedskomplekset. Mit blik faldt på den lille plade hvor man skulle ringe nogle op, så jeg kunne komme ind i bygningen.

Men eftersom jeg ikke ville afslører til Zayn at det var mig, for hvis han havde Terra op hos sig, så ville han aldrig nogensinde lukke mig ind. Så jeg stod i nogle enkelte minutter, og kom på noget jeg kunne sige. Det endte så med at jeg fandt på noget, efter at have ladet mit blik glide rundt på alle postkasserne.

Jeg trykkede på Zayn's navn, og et 'Hvem er det?' lød. "Det er postbuddet, jeg har nogle aviser til Mr. Malik." Jeg vidste postkasserne var indenfor, så han ville åbne døren. "Bare lig dem i postkassen." Lød det, før en brummen kom og dedikerede at døren den nu var åben, til at jeg kunne gå ind. 

Min ene hånd lagde sig om håndtaget, og jeg gik ind af den, for så at slippe døren igen. Den lukkede automatisk, så det tænkte jeg ikke en gang over, jeg forsvandt bare op af trappen, indtil jeg kom op på den sal som Zayn's lejlighed lå på. Jeg ville virkelig være ydmyget hvis at Terra var derinde, og ikke gad at gå med mig ud, det ville være helt forfærdeligt og jeg ville ikke kunne tage det.

Så ville jeg nok for alvor blive sur på Zayn.

Med et smil klasket på mine læber, bankede jeg på døren. Der gik lidt tid før man kunne høre skridt på den anden side. Døren blev åbnet, og en dreng der så alt for smadret ud viste sig. Jeg kunne ikke lade være med at lade en tanke strejfe mig, om hun var sammen, sammen med ham allerede.

"Josh?" Han vågnede med det samme lidt op, og så helt forfærdet på mig. Han kørte kort en hånd igennem hans hår, for at få styr på hans utæmmelige manke. "Ja.. Hvem havde du ellers regnet med, når du sådan går rundt og stjæler min kæreste?" Vrissede jeg, som om jeg virkelig var sur over det.

Men Zayn fik ikke den ventede reaktion, for han så lidt forvirret ud, men alligevel kom et frydede blik frem. Men det forsvandt hurtigt, og igen kom forvirringen. "Så hun er ikke sammen med dig?" Spurgte han, og jeg rystede forvirret på hovedet da han spurgte sådan. For det lød heller ikke til at hun var her.

"Og hun er heller ikke her." Sagde han så lidt efter, hvilket fik en rynke til at komme frem i min pande. "Hvor er hun så?" Afsluttede jeg, og fik et træk på skulderne af ham. Jeg stod lidt i min egen verden, indtil jeg så at han begyndte at hive hans mobil frem.

Jeg ville ikke lade ham få fat i hende først, om jeg så skulle lyde som om jeg var lige ved at dø over at savne hende, så var det det jeg gjorde. Det var ydmygende det her.

Men det så ikke ud til at nogle af os kunne få fat i hende. "Hvad fanden har du sagt til hende?" Spurgte jeg ham som om fordi jeg absolut skulle skyde skylden hen på nogle andre end mig selv.

 

 

OMG! Der fik i så lige mit eget længste kapitel, nogensinde!

Jeg (Amalie) har selv skrevet 4954 ord, til jer, fordi de sidste par kapitler har været en smule korte efter min mening. Men bliver kapitlet kedeligt? 

Ja, for I r nu blevet introduceret for familien, nogle gamle venner og så har I fået Josh synsvinkel også? Han er et rigtigt svin var? Har aldrig nogensinde rigtigt elsket vores kære Terra..

Men hvem får fat I hende først? Og hvad udvikler Josh's snerren sig mon til? For alle ved vel at Zayn er en smule vred på Josh, efter hans nummer med blondinen, Celine, som han jo var sammen med, hvor Terra opdagede dem.

Tak fordi I læser med, jeg håber på en masse gæt fra jer af!

Amalie aka. Indecisive. xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...