Complicated Things ❂ One Direction

Terra Jo Wallace er en model - måske ikke så kendt men hun gør sit job godt. Så godt at hun efterhånden begynder at få mere betydningsfulde jobs hos større firmaer. Men modelbranchen er ikke den eneste der lægger mærke til hende, for man er altså ikke helt ukendt hvis man er Zayn Maliks bedsteveninde - og det er nu også det alle kender hende som. Terra har et super godt liv, venner med kendte, kærester med Josh Hutcherson, bedsteven med Zayn Malik og en velfungerende familie som hun virkelig holder af. Men nogle gange er tingene bare lidt for gode til at være sande, ikke? Og det finder Terra hurtigt ud af. På måder som hun aldrig havde troet ville ske for hende, måder som hun aldrig har set i øjnene kunne ske for hende. Hun har altid levet i en bobel af en perfekt liv, så hvordan går det når den sprænger?

139Likes
319Kommentarer
9574Visninger
AA

7. Leave her alone.

Girl, it should be me
Calling on your phone
Saying you’re the one
And that I’ll never let you go

- One Direction ~ Loved you first.

 

ZAYN

Terra så lidt overrasket på mig, men nikkede så. Derefter tog hun endnu en bid af sin bolle og så ned på sin tallerken.

Jeg var lidt bekymret for hende, da hun havde sovet det meste af morgenen. Den var snart 12:30, og hun plejede aldrig at sove så længe. Faktisk var hun nogen gange lidt af et morgenmenneske, hvilket jeg til tider ikke var tilfreds med. Hun vækkede mig altid tidligt, selvom jeg godt kunne sove flere timer endnu.

Men dog var det her bekymrende. Ikke engang jeg kunne sove så længe, og når det var Terra, kunne jeg ikke blive andet end bekymret. For det var tydeligt - selvom hun skjulte det - at hun stadig ikke havde det godt.

 Mine tanker gled automatisk tilbage på aftenen før. Det havde været underligt, og jeg var ikke rigtig kommet mig over det. Selvom der ikke skete noget, kunne jeg ikke lade være med at betragte hende hele tiden, jeg så Terra på en anden måde end før. Og det var ikke noget jeg var stolt af, hun var min bedsteveninde og jeg skulle være der for hende nu hvor hun havde mest brug for det.

”Jeg går lige ind og henter min taske,” mumlede Terra pludselig og smilede svagt til mig. Jeg nikkede bare og rejste mig også fra min stol. Igen tog jeg mig selv i at betragte hende, mens hun forsvandt ud af køkkendøren. Jeg rystede på hovedet og begyndte i stedet at rydde af bordet og satte tallerkenerne over i vasken, da jeg ikke orkede at vaske dem op lige nu.

Pålægget og drikkevarerne kom selvfølgelig i køleskabet og så var jeg ellers færdig med at rydde af. I mens jeg ventede besluttede jeg mig for at tørre spisebordet af, da vi havde krummet en hel del - typisk os.

Jeg stod lidt i min egen verden, så da et par hænder lagde sig på mine skuldre gispede jeg og hoppede et skridt tilbage. Det næste jeg kunne høre var Terras lavmælte fnisen hvilket fik mig til at slappe af og smile.

Typisk hende.

”Terra,” jeg vendte mig om i en bevægelse og betragtede den fnisende pige. ”Det var ikke pænt gjort det der,” mumlede jeg og trådte et skridt frem mod hende, så jeg faktisk stod helt op af hende. Hendes øjne mødte mine, i det hun så op.

”Men det er sjovt,” svarede hun og smilede drillende til mig. I stedet for at svare igen, hævede jeg øjenbrynene, i det Terra vendte sig om for at flygte. Men hun nåede ikke langt, før jeg have lagt armene om livet på hende, og trukket hende helt ind til mig.

”Så det er det?” hviskede jeg i hendes øre. Hun nikkede, og da hun stod med ryggen til mig, ærgrede jeg mig over at jeg ikke kunne se hendes ansigtsudtryk. Hun plejede altid at se virkelig bange ud, hvilket jeg fandt virkelig morsomt.

Hun vendte sit ansigt mod mig og lod igen sine øjne møde mine. Jeg var pludselig helt tom for ord, og vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre. Hun blinkede en enkelt gang og bed sig i læben, hvilket hun tit gjorde når hun var usikker.

”Vi må hellere se at komme af sted,” mumlede jeg og gav slip på hende. Hun nikkede sig enig og begyndte allerede at gå ud i gangen. Det var helt forkert det her, sådan noget skulle ikke ske! Hun var ikke min bedsteveninde for ingenting, og hvis det her fortsatte, så vidste jeg godt hvor det ville ende, og der skulle det netop ikke ende.

 

 

 

”Nej Terra!” stønnede jeg opgivende og prøvede at trække hende med forbi den tredje skobutik vi nåede til. Hun havde været inde i mindst fire tøjbutikker, og havde købt op til flere ting i begge.

Og hvad skulle jeg? Ja, jeg skulle følge efter hende rundt i hver eneste butik, og fortælle om enten det ene eller det andet passede hende. Men selvfølgelig var jeg ikke til meget hjælp, for hun så jo godt ud i alting.

”Kom nu Zayn, det er ikke så slemt,” grinede hun og gik målrettet hen mod den store dør, der førte ind til butikken. Opgivende gik jeg efter og forberedte mig på en kedelig time. For helt seriøst, hvem gad og være i en butik fyldt med sko? Okay ja, måske havde jeg også mange sko, men jeg fik folk til at købe dem til mig.

Et overvældende syn mødte mig, da vi trådte inden for døren. Sjovt nok var det sko, men de var alle steder! I alle størrelser og former, næsten et helt land.. Okay måske ikke, men I ved vel hvad jeg mener.

Terra gav straks slip på min hånd og gik ned mod den anden ende, hvor der åbenbart var sko der interesserede hende. Selvom jeg ikke gad og glo på sko, smilede jeg alligevel og fulgte efter hende.

Der var ikke rigtig andre mennesker end os, men nu var det også en hel almindelig hverdag og de fleste mennesker var på arbejde lige nu, så det var vel forståligt nok. Men alligevel kiggede jeg lidt rundt, hvis jeg nu kunne få øje på en jeg kendte.

Men i stedet forsvandt mit smil, da jeg fik øje på en jeg bestemt ikke gad og se. Og slet ikke når Terra også var her. Om det var tilfældigt at Josh var her, det kunne jeg kun håbe på. For hvis han var blevet en af de der syge personer der stalker deres ekskærester, så kunne det bestemt ikke ende godt.

Jeg kastede næsten panisk et blik på Terra, der stod ved hylden med stiletter og stirrede meget intenst på dem alle sammen. Så længe hun ikke opdagede Josh, ville det hele gå meget bedre.

Mine øjne gled igen hen på Josh, hvilket nok var meget dumt hvis han opdagede mig.. men jeg kunne ikke lade være. Han skulle ikke nærme sig Terra igen, og måske lød jeg som en overbeskyttende storebror eller noget, men han skulle bare ikke ødelægge hende mere.

Irriterende nok mødte mine øjne hans, og genkendelsen kom frem i hans øjne. Men hurtigt gled hans øjne hen på Terra, der stadig ikke havde opdaget noget, og så tilbage til mig. Hurtigt begyndte han at gå i retningen af Terra, og det var tydeligt at han ikke havde tænkt sig bare at hilse på hende, som nogle eks-kærester gør.

Jeg rejste mig fra den stol jeg sad på og ville tage et skridt hen mod Terra, men uheldigvis var mit snørrebånd gået op, hvilket resulterede i at jeg snublede fremad, og måtte bukke mig ned for at binde det.

Pokkers.

”Terra!” lød Joshs desperate stemme, da han ikke var andet end et par meter fra hende. Hun så forskrækket i retningen af stemmen og trådte et skridt tilbage fra hylden med sko. Hendes øjne blev store, da hun fik øje på Josh og stivnede i sin bevægelse.

”J-Josh,” stammede hun og så forvirret på ham. Hurtigt fik jeg bundet mit snørrebånd helt og rejste mig endelig fra gulvet.

”Terra hør på mig,” insisterede Josh hurtigt og tog hendes hånd i hans. Terra gjorde ingen modstand, men stirrede bare stadig forvirret på ham. Hun var tydeligvis ude af stand til at gøre noget, hvilket på mange punkter var ret forståeligt.

Hun blinkede hurtigt et par gange med øjnene og trådte endelig et skridt tilbage. Josh fik dog den irriterende ide at følge med hende. Han holdt stadig hendes hånd stramt i hans og så bedende på hende. Men det var tydeligt at Terra ikke kunne mere, hun var virkelig tæt på tårer, og det skulle ikke ende, ligesom da vi hentede alle hendes ting.

Jeg havde lovet hende, at det her skulle være en tur hvor hun ikke skulle tænke på Josh overhovedet. At idioten så besluttede at dukke op i selv samme butik som os, var bare virkelig irriterende.

”Josh lad hende nu være!” sagde jeg og gik hurtigt hen til dem. Josh sendte mig et koldt blik og gav slip på Terras hånd, for i stedet at tage et skridt hen mod mig. Mine øjne landede hurtigt på Terra, hvis’ blik flakkede mellem Josh og mig.

”Bland dig udenom, Zayn!” hvæsede han og lagde begge hænder på mine skuldre, for så at skubbe mig baglæns. Et øjeblik var jeg chokeret over hans handling, men jeg kom hurtigt til mig selv igen.

”Forstå nu bare at du har ødelagt det hele,” sagde jeg og prøvede at lyde rolig, da jeg helst ikke ville skræmme Terra for meget. Hun havde det slemt nok i forvejen.

 

”Du vil bare have hende for dig selv,” et hånligt smil gled over hans læber. Ordene gjorde mig vred, for så egoistisk var jeg ikke. Jeg rystede på hovedet og lod sætningen passere uden videre. Det gad jeg ikke tænke mere over.

”Bare gå!” mumlede jeg, men højt nok til at han kunne høre det. Han skulle lade hende være, hvornår fattede han det? Der var absolut ingen grund til at prøve at få hende tilbage, for jeg vidste at Terra var klog nok til ikke at give ham en chance til.

Og uden at høre om han overhovedet havde et svar, vendte jeg mig væk fra ham og gik over til Terra, der tydeligvis havde fulgt med i vores samtale. Hurtigt tog jeg hendes hånd og fik hende med ned mod udgangen.

”Terra!” jeg sukkede irriteret og vendte mig om mod Josh, der bare ikke gav op. Altså hvad var der galt med ham, hvorfor forstod han bare ikke at det var slut? Han havde lavet en fejl, bum, færdig, helt hans egen skyld.

”Terra jeg elsker dig,” hendes øjne blev store ved hans ord og hun kunne heller ikke holde tårerne tilbage længere. Et spirende håb viste sig i hendes øjne, men det forsvandt hurtigt igen, og hun rystede på hovedet.

”Nej du gør ikke, for så ville du ikke have gjort sådan som du gjorde,” sagde hun kort og vendte sig igen mod udgangen. Vi efterlod en lamslået Josh, men det tog jeg mig ikke af. Lige nu var det kun Terra der havde plads i mit hoved. Det her skulle aldrig været sket, vi var lige rykket tilbage til start, og skulle begynde forfra igen.

 

 

 

 

Vi var dårligt nået ind af døren til min lejlighed, før Terra var forsvundet ud af min synsvinkel. Hun styrtede ind på mit værelse, som vi stort set delte nu, uden at sige et eneste ord. Men fordi hun var min bedsteveninde, så vidste jeg præcis hvorfor.

Hun hadede at græde foran andre. Derfor besluttede jeg også at lade hende være lidt, inden jeg gik ind til hende. Hun skulle tit bruge tid for sig selv, til at samle sig lidt.

Jeg gik ud i køkkenet, hvor jeg satte noget the over. Min tanker sværmede omkring Terra, og om hun virkelig kunne få det som hun havde det før, og om vi kunne få vores gamle forhold tilbage. Vores forhold til hinanden var allerede begyndt at ændre sig, på meget få dage.

Jeg så hende på en anden måde, selvom jeg helst ikke ville. Jeg ville ikke ødelægge vores venskab, og det kunne meget let ske, hvis det fortsatte i den her retning.

 Da teen var sat over, besluttede jeg mig for at gå ind til hende. Hun kunne heller ikke gemme sig for evigt. Der måtte snart ske noget, ellers ville det være for sent.

”Terra?” mumlede jeg, da jeg åbnede døren ind til mit værelse. Hun svarede mig ikke, men blev bare liggende på sengen. Hun havde sit ansigt begravet ved sin hovedpude, og prøvede at dæmpe sine hulk på den måde.

Hurtigt sad jeg på kanten af sengen og strøg hende forsigtigt over håret. Hun hverken kiggede op, eller tog nogen form for notits af mig.

Hun var virkelig nede.

”Terra, jeg ved godt at det er hårdt.. men du bliver nødt til at tænke på noget andet, kom med ud i stuen, please,” mumlede jeg og prøvede at få hende til at slippe puden. Men hun gav ikke op og rystede på hovedet, efterfuldt af flere hulk.

Det gjorde ondt at se hende på den måde, for hun havde ikke rigtig grædt så meget siden jeg hentede hende for et par dage siden. Hun fortjente ikke det her, det gjorde hun virkelig ikke.

I en hurtig, uventet bevægelse, satte hun sig pludselig op og kiggede på mig med store øjne. ”Han sagde han elskede mig.. men hvorfor gjorde han så det mod mig? Hvorfor?!” hviskede hun og så spørgende på mig. Hvis jeg havde svaret, havde jeg givet hende det. For jeg ønskede kun at se hende lykkelig, men jeg vidste det jo ikke. Det var der ingen der gjorde, jo kun Josh.

”Jeg ved det ikke Terra,” jeg sendte hende et undskyldende blik og fjernede en tot hår fra hendes ansigt. Hun rystede på hovedet og lod mig ligge armene om hende. Ingen af os sagde noget, og vi sad bare helt stille i flere minutter.

Jeg placerede et kys i hendes pande og strøg hende over ryggen. Jeg havde det virkelig som om vi gentog de samme ting hver eneste dag og aldrig kom videre. Hvis Terra skulle videre fra Josh, hvilket var meget nødvendigt, så måtte hun have noget andet at tænke på. Men nu begyndte hun snart på arbejde igen, så jeg håbede virkelig at det ville hjælpe.

 

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Okay, jeg ved godt det er lidt kort, men jeg følte ikke rigtigt at det ville fungere at skrive længere fra Zayns  synsvinkel. Så sorry, men så håber vi Amalie skriver hurtigt, eller så skal jeg nok sørge for hun gør, tihi.

Men tak fordi I læser, det gør os såååå glade, bare så I ved det.

Stinne. xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...