Complicated Things ❂ One Direction

Terra Jo Wallace er en model - måske ikke så kendt men hun gør sit job godt. Så godt at hun efterhånden begynder at få mere betydningsfulde jobs hos større firmaer. Men modelbranchen er ikke den eneste der lægger mærke til hende, for man er altså ikke helt ukendt hvis man er Zayn Maliks bedsteveninde - og det er nu også det alle kender hende som. Terra har et super godt liv, venner med kendte, kærester med Josh Hutcherson, bedsteven med Zayn Malik og en velfungerende familie som hun virkelig holder af. Men nogle gange er tingene bare lidt for gode til at være sande, ikke? Og det finder Terra hurtigt ud af. På måder som hun aldrig havde troet ville ske for hende, måder som hun aldrig har set i øjnene kunne ske for hende. Hun har altid levet i en bobel af en perfekt liv, så hvordan går det når den sprænger?

139Likes
319Kommentarer
9623Visninger
AA

9. Forgiven.

 

No shame, no blame.
The damage is done.
And, I forgive you.

- Kelly Clarkson ~ I forgive you.

 

ZAYN

”Hvad er klokken?” spurgte jeg uden at kigge på Terra, men blot stadig sad med hænderne bergavet i mit hår. Af en eller anden grund var jeg stadig virkelig træt. Men det skyldtes nok alt det arbejde der havde været for tiden.

"Kig selv, min mobil ligger lige foran dig." Mumlede Terra til svar og hentydede tydeligvis til hendes iPhone der lå lige foran mig. Jeg nikkede og fik den hurtigt låst op. Men min opmærksomhed landede ikke på klokken i toppen af skærmen, men i stedet på den samtale, som Terra endnu ikke havde lukket ned.

From: Josh

'Yes, i mean it. I love you. But please let me explain? Meet me tonight, I don't care where, just meet me.'

Da Terra ikke havde svaret på den, var der bare blevet sendt en enkelt mere fra Josh, hvor der bare stod ‘Please’.

Jeg skød øjenbrynene i vejret og kiggede hurtigt over på Terra, som stod og så nervøst på mig. Hun vidste ikke hvordan jeg ville reagere, og det vidste jeg faktisk heller ikke selv. Jeg ville ikke have at han skulle såre Terra igen, hvilket han nok endte op med - man skal aldrig gå tilbage til en fuser.

Praktisk viden.

”Terra, du mener ikke det her seriøst vel?” jeg prøvede at holde min stemme i ro, da jeg ikke ville flippe på hende, det var hun for skrøbelig til. Hun svarede mig ikke, men undgik øjenkontakt og så i stedet ned i sin yoghurt i igen.

”Terra, du tager ham ikke tilbage vel?” spurgte jeg næsten panisk og rejste mig fra stolen, for at gå hen mod hende. Hun så stadig ned uden så meget som at kigge på mig. Så først da jeg tog fat om hendes hage og løftede hendes ansigt op, mødte mine øjne hendes.

De gemte ikke på andet end nervøsitet og tvivl, hvilket ikke tegnede godt. Hvis Terra var nervøs, var hun ret let at manipulere med, det kunne jeg roligt fortælle, når jeg havde kendt hende i så lang tid.

”J-jeg bliver nødt til at snakke med ham.. Jeg må bare vide hvorfor han gjorde det,” hviskede hun og så bedende på mig. Men jeg kunne ikke bare sådan være okay med at hun gik tilbage til den idiot der faktisk knuste hendes hjerte.

”Terra, hvorfor vil du vide det? Er det virkelig nødvendigt at han skærer ud i pap for dig, hvorfor han valgte en anden frem for dig? Det gør det hele endnu værre,” jeg så spørgende på hende, da hendes svar ikke gav nogen mening.

”Zayn lad mig nu bare gøre det! Du er ikke min far og du bestemmer ikke over mig,” sukkede hun og fjernede min hånd fra hendes hage. Hurtigt var hun henne ved spisebordet og havde samlet sin mobil op.

Hun ville da ikke allerede tage ud og møde ham nu, vel? Vel?!

”Terra, du tager da forhelvede ikke af sted nu!” jeg fulgte opgivende efter hende, eftersom hun allerede var på vej ud i gangen. Men det var som om hun ignorerede mig fuldstændigt, for hun begyndte at tage sine stiletter på, uden så meget som at kigge på mig.

”Terra, du ved jeg kun siger det her, fordi jeg holder af dig,” prøvede jeg, men lige lidt hjalp det. Hun kiggede lidt såret op på mig, da hun tog sin jakke over skulderen.

”Hvorfor er du så i mod at vi taler tingene igennem?” og uden jeg overhovedet fik mulighed for at svare, så åbnede hun døren og smækkede den hurtigt efter sig. Hun efterlod dermed mig tilbage i gangen, stirrende måbende efter hende.

”Fuck,” mumlede jeg for mig selv og gik hurtigt ud i køkkenet. Det hele virkede så forkert, jeg ville ikke have Terra til at snakke med Josh igen. Jeg ville have hende her - hos mig. Der var noget galt, og hvis jeg ikke tog helt fejl, så var jeg faldet for hende.

Hvad kunne det ellers skyldes? Måske var jeg overbeskyttende, men ens bedsteven ville da aldrig råde en til at gøre det modsatte af, hvad rigtigt er, vel? For man skal altid tale ud om tingene efter et brud, det er bedst. Da Perrie og jeg gik fra hinanden, talte vi også ud om det, så vi ikke skulle gå og hade hinanden.

Men at jeg ligefrem prøvede at forhindre Terra i det rigtige, var ikke noget godt tegn. Hun var min bedsteveninde! Jeg skulle ikke falde for hende nu, det ville være forkert, især når hun sikkert stadig var forelsket i Josh. Ellers havde hun ikke været så ked af det.

 

 

 

Efter en trættende formiddag, fyldt med spekulationer og overvejelser, så besluttede jeg mig for at tage over til Louis, hvor jeg vidste at resten af drengene var i dag. De blev nødt til a hjælpe mig, især fordi min situation praktisk talt var noget lort.

Jeg strammede mit greb om bilrattet en smule, ved tanken om alt der var sket mellem Terra og jeg. Det var ikke sjovt at være uvenner med hende - langt fra. For hun var min bedsteveninde, og i sidste ende ville jeg jo gøre alt for hende.

Selvom jeg måske var faldet en lille smule for hende, så måtte jeg bare skyde de tanker væk. Det var jo tydeligt at hun havde det helt anderledes, eftersom hun tog hen til Josh. Og på et eller andet punkt, så sårede det mig at hun valgte ham frem for mig. Jeg var stadig hendes bedsteven, og alligevel var jeg allerede nu ret sikker på at hun kunne finde på at tilgive ham. Han er skuespiller forhelvede! Og Terra faldt jo næsten pladask for ham første gang, så hvorfor ikke få hende til det igen?

 Da jeg endelig nåede Louis’ lejlighedsblok, fik jeg hurtigt parkeret bilen på en ledig parkeringsplads. Jeg steg ud og låste døren efter mig, med et enkelt tryk på knappen, der hang sammen med nøglen - rigtig smart.

Da vi alle havde ekstranøgler til hinanden lejligheder, fik jeg ingen problemer med at komme ind i Louis’ lejlighed. Men det var vel også lige meget, for de vidste jo jeg kom. Og Harry var sikkert den eneste der havde en idé om hvad der faktisk var galt, fordi det faktisk var ham jeg havde ringet til.

Han havde sagt det lige fra starten, faktisk lige siden jeg lærte Terra og kende. Og nu fik han så endelig ret, så det blev han vel glad for. Måske burde jeg stole noget mere på Harry? Han er ret klog på mange punkter - ej okay, den tager vi lige tilbage igen.

Han er ret klog på nogle punkter - okay, det var bedre.

”Zaaayn!”en glad Niall kom springende ud i entréen, og før jeg hverken havde fået sko eller jakke af, trak ham mig ind til et af hans specielle kram. Ja, et rigtig Niall-kram, det alle ønsker at få.

”Hej Niall,” grinede jeg og skubbede ham blidt væk fra mig igen. Jeg skulle ikke risikere at Harry overfaldt mig nu, så ville det først gå galt. Så jeg skyndte mig hurtigt at tage mit overtøj og sko af, før jeg fulgte efter Niall ind i stuen.

”Hey bro,” mumlede Louis fraværende, da hans blik lå på tv’et foran ham. Selvfølgelig spillede de fifa, hvad ellers? Det var noget vi altid gjorde, så nu kunne jeg lige så godt joine dem. Jeg måtte tænke på noget andet end Terra lige nu - så kunne jeg snakke med hende i aften.

Liam sagde ikke noget, men nikkede kort da han var meget travlt optaget af at slå Louis. Af en eller anden grund, skulle Louis altid spille til han vandt? Det gav ingen mening, men han er jo en dårlig taber.

Harry så undrende på mig, som om han ledte tegn på forandringer. Det gjorde mig nervøs og usikker, da Harry altid kunne finde ud af hvad der var galt. Derfor var det sjældent jeg var sammen med ham, hvis jeg havde for personlige problemer - han gennemskuede det altid.

”Zayn, kom lige,” mumlede han og nikkede i retningen af køkkenet. De andre så ikke til at have noget i mod det, så jeg fulgte modvilligt efter Harry. Jeg var stadig lidt irriteret over, at skulle indrømme, at Harry faktisk havde haft ret. Specielt fordi jeg altid havde afvist tanken om at jeg skulle date Terra - og hvad nu? Nu var jeg pisseforelsket hende, hvad lærer man så af det?

”Er det Terra?” spurgte han som det første, efter døren var lukket bag ham. Uden tøven nikkede jeg og satte mig på en af stolene, der stod rundt om spisebordet.

”H-hun er sammen med Josh lige nu,” mumlede jeg og fik Harry til at spærre øjnene chokeret op - så typisk ham.

”Hvorfor?”

”Han vil have hende til at lytte på hans klamme forklaring, og hvis jeg kender Terra ret, så er hun ikke stærk nok til at afvise den idiot,” jeg kiggede ud af vinduet og undgik bevidst Harrys øjne.

”Du er faldet for hende, ik-”

”Jo Harry, præcis! Du havde ret - igen!” sukkede jeg og slog opgivende ud med armene. Det var ikke ligefrem fordi jeg nød at have den her samtale med Harry. Måske var han min bedste ven, men det var ikke rart at skulle snakke med andre om, hvordan den pige man er forelsket i, er gået tilbage til sin eks - som har været hende utro!

”Zayn,” han prøvede igen at fange mine øjne, for af en eller anden grund så havde Harry nemmere ved at snakke med folk, hvis der var øjenkontakt. ”Du taler med hende om det senere, det skal nok gå!” forsikrede han så og rejste sig fra sin stol.

Jeg nikkede bare, og fulgte efter ham ud i stuen. Han havde jo ret, jeg skulle nok komme på talefod med hende igen. Hun var stadig min bedsteveninde.. det var jo ikke ligefrem fordi hun havde tænkt sig at forlade mig, eller noget.

 

 

TERRA

Jeg vidste ikke hvad der var gået af mig, men jeg havde bare forladt Zayn uden et eneste ord. Men han blev bare ved med at benægte mig at gå tilbage og snakke med Josh, men det var det jeg ville. Jeg ville snakke med ham, høre på hans forklaring, for der burde være en.

Det havde han trods alt lovet mig.

Det var også derfor jeg havde forladt Zayn, og aftalt med Josh at mødes henne på en café i nærheden. Jeg ville ikke mødes hjemme hos ham, eller os, eller hvad det nu var længere. Jeg ville være for svag overfor ham hvis det var at vi mødtes hjemme i det jeg engang boede i.

Taxa'en jeg sad i stoppede, og jeg fik afleveret den rette sum penge, før jeg endnu en gang forlod en taxa i dag. Med det samme jeg var trådt ud af den, fik jeg smækket døren efter mig, og så lod jeg ellers mit blik glide hen på den sorte bygning foran mig.

Det var ikke fordi den var særlig høj eller noget, men den var som et normalt andet etplans-hus. Tøvende tog jeg en dyb indåndig, og forsvandt så ind igennem caféens dør. 

Stedet så utrolig hyggeligt ud, og var blevet holdt i mørke men varme farver. Der var en creme farvet dug på alle bordene, og stolene var i en sort farve. Alle de andre møbler der stod rundt omkring var i en mørkebrun farve, og de små stearinlys der stod på bordene, gjorde stemning hyggelig.

Et kald på mit navn, fik mig til at dreje en halv omgang, indtil jeg så Josh sidde nede ved et bord. Men han sad ikke ned ret meget længere, han kom i stedet for op og stå, og gik hen imod mig. Hans smil voksede i takt med at han kom tættere på, og før jeg vidste af det stod han henne foran mig.

Han rakte hans hånd ned til min, og begyndte så forsigtigt at gå frem mod det bord som han kom fra. Fordi han holdt i min hånd gik jeg automatisk med ham. "Du ser godt ud." Fik han sagt som det første da vi mødte bordet, og en underlig varme syntes allerede nu at komme frem inden i mig.

Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle sige, så jeg smilede bare til ham. Så godt som jeg nu kunne. For jeg havde stadig ikke glemt hvad han havde gjort, men jeg var bare klar til at tilgive ham, hvis han altså kunne komme med en god nok grund. Hvis det viste sig at være en ordentlig grund, og han virkelig mente hans ord bag det hele, så var jeg klar til at tilgive ham. For jeg ville være et svin hvis jeg ikke gjorde det. Det var jo klart jeg ville være det!

"Sæt dig ned, så skal jeg tage din jakke." Han nåede ikke en gang at få sagt sætningen færdigt, før han hænder lå på mine skuldre og var i gang med at tage min jakke af. Jeg slap min taske, som jeg ellers havde haft i hånden, og hjalp ham så med at tage den helt af.

Imens han lagde den på min stol, satte jeg mig ned. Han gik om til hans egen stol da han tydeligvis var færdig med at hænge min jakke, og imens jeg trak min stol længere ind under mig, fik han også sat sig ned.

Jeg kiggede ned i mine hænder da jeg havde fået sat mig ned, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle komme i gang med at starte en samtale. Jeg kunne dårligt nok få mig selv til at kigge hen på ham, som han sad der og kiggede på mig. For det vidste jeg at han gjorde, da jeg kunne mærke hans blik på mig.

"Jeg tillod mig at bestille til dig. En kakao, ikke?" Jeg så overrasket op fra mine hænder, og op på ham da han sagde det. Jeg nikkede til ham, imens jeg bed mig i læben. Jeg havde ingen idé om hvorfor jeg så det som et godt tegn, men måske var det fordi han ikke rigtigt ellers havde bestilt for mig. Men han havde ellers bare ladet mig selv bestille, så det at han gjorde det for mig nu, gjorde mig helt varm indeni.

Igen lod jeg mit blik falde ned på mine hænder, men det var dog ikke i særlig lang tid, for en tjener kom lige efter. Hun satte en kop kakao foran mig, og så en kaffe foran Josh. En sort kaffe, uden noget i, som jeg vidste at han kunne lide den. Om han også gik rundt og samlede på små facts omkring mig, da vi var sammen, det vidste jeg ikke, men han havde tydeligvis fanget at jeg var til kakao.

Jeg kiggede ned i, den stadig brandvarme, kakao, og fokuserede lidt på den varme damp der kom op fra den. Derfor fik jeg også et lille chok da Josh lagde hans hånd oven på min, da jeg slet ikke var forberedt på det, og jeg sad og koncentrerede mig om noget andet.

Mit blik flakkede op til hans, og han kunne ikke stoppe et lille smil i at spille op om hans læber. Jeg sank en klump der havde siddet i halsen på mig. Jeg følte mig underligt nervøs som jeg sad der, måske det havde noget at gøre med at hans hånd efterlod en varme. En så velkendt varme.

"Terra.." Hans stemme var hæs, og han rømmede sig kort før han fortsatte. "Du ved ikke hvor meget det betyder at du sidder her lige nu." Han sørgede for at holde øjenkontakten med mig, imens han kiggede på mig. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at hans ord ikke gjorde mig glad. For det gjorde de, og derfor kunne jeg ikke lade være med at sende ham et lille smil.

Forvirret over hele situationen, tog jeg min hånd til mig. Eller jeg forsøgte på det, men Josh fik fat i den igen. "Lad nu være.. Please? Lad være med at undgå mig, du ved ikke hvor meget jeg har savnet dig den sidste tid."

Jeg så ned på min hånd, som han holdt fast i. Jeg kunne egentlig godt forstå meningen bag ved hans ord, som han sad der og kiggede hen på mig, men jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre. Så det blev bare til at jeg kom til at bide mig nervøst i læben, inden jeg endnu en gang lod mit blik møde hans.

Det var så mange ting jeg gerne ville vide, hvem pigen var? Hvad hun hed? Hvor længe havde det stået på, og hvad var grunden til at han gjorde det. Men der var bare et spørgsmål der var meget vigtigere end alle dem, et spørgsmål som han skulle kunne svare på.

"Hvorfor Josh? Hvorfor?" Fik jeg endelig ud over mine læber. Med det samme jeg havde sagt det, ændrede noget sig i Josh's blik, han så.. Ked af det ud. Og hans greb blev strammet om min hånd, som om han var bange for at jeg gik fra ham igen. Som om han var bange for at jeg forlod ham.

Før jeg vidste af det var det næsten lige før at jeg kunne ane i en tåre i hans ene øje, men han fik hurtigt blinket den bæk igen. Jeg kunne dog heller ikke lade være med at se det mærkelig smil, da han havde opdaget jeg havde set det, som viste sig i mindre end et splitsekund.

Men jeg valgte at lade være med at tænke over det, i steder for lod jeg min opmærksomhed gå på de ord han var begyndt på. "Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg gjorde det. Det var så dumt af mig, og der er intet i mit liv der virkelig har været en større fejltagelse end det..."

Igen holdt han en pause for mig, og så i stedet for ned på vores hænder. Han flettede forsigtigt hans hænder ind i min, og jeg gjorde ikke modstand. Jeg lod ham bare gøre det, for jeg vidste ikke om jeg kunne lide det eller ej, men eftersom jeg lod ham gøre det, så burde jeg kunne lide det.

"Jeg elsker dig Terra!" Han lagde følelse i hans stemme imens han sagde det, men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til at se op på ham. Det gjorde så også at han tog fat om min hage, og fik mit hoved op, så jeg ikke kunne andet end at se på mig. "Jeg elsker dig, rigtigt højt. Og jeg kunne ikke drømme om at gøre dig fortræd igen."

Jeg tog en dyb indåndig imens jeg kiggede på ham. Hans blik der borede sig ind i mit var fyldt med kærlighed, og det gjorde mig glad. Jeg var nødt til at indrømme det men Josh, tændte den gamle flamme indeni mig, og fyldte mig igen med glæde.

"Jeg.." Jeg holdt en lille pause, hvor jeg skævede ned til vores hænder. "Jeg elsker også dig." Fik jeg endelig sagt, og kiggede så igen op på en smilende Josh. 

Vi sad længe bare og kiggede på hinanden, og holdt en lille samtale i gang, ikke det helt store. Men jeg var glad for vi havde fundet ud af det, også selvom jeg havde en helt masse spørgsmål til ham endnu, men først skulle vi finde ud af os. Sammen. Så kunne jeg begynde på spørgsmålene.

"Skal vi ikke bare smutte?" Kom det henne fra Josh, efter vi for femte gang begge to havde kigget på det lille ur over døren. "H-hvorhen?" Fik jeg stammet mig igennem, og til tak for det fik jeg bare et lille skævt smil af Josh. "Hjem til os!" Jeg smilede automatik over at han sagde 'os' og ikke bare hjem til ham. Det føltes rart endelig at kunne tage hjem til 'os' igen, hjem til vores lejlighed!

Derfor nikkede jeg ivrigt til ham, og fik hurtigt min jakke på. Min taske fik jeg over skulderen, og sat min stol ind under bordet. I mellemtinden havde Josh rejst sig, fundet nogle penge frem, og taget sin jakke på. Han kom op på siden af mig, og tog endnu en gang fat i min hånd. Han flettede vores fingre sammen som om intet var galt.

Men inderst inde kunne jeg ikke lade være med at se det blonde hår foran mig.

 

 

Vi havde efterhånden været hjemme hos os, igen. Jeg blev ikke træt af at sige det, overhovedet. Det føltes fantastisk igen at kunne sige det, også selvom der hvert sekund jeg gik rundt i lejligheden syntes at være noget anderledes ved den. Som om det ikke var mig der boede her mere.

Men flere gange havde jeg taget mig selv i at tænke sådan, og hver gang havde jeg skubbet tanken væk. For selvfølgelig boede jeg her, jeg havde selv valgt det! Sammen med Josh, som jeg igen var sammen med.

Jeg skulle være glad, jeg skulle være glad for endelig at være sammen med ham igen. Det var det jeg hele tiden havde håbet på, lige siden at vi gik fra hinanden. Lige siden der har mit hjerte længtes efter igen at være sammen med ham, så selvfølgelig var jeg glad.

"Søde?" Kom det henne fra døren, indtil stuen. Jeg vendte mig hurtigt rundt, og nikkede til Josh som så på mig med et spørgende blik. "Jeg går i seng nu." Afsluttede han bare, og sendte mig et kort smil, før det var at han forlod stuen igen og gik ned mod badeværelset.

Jeg så en sidste gang rundt i lejligheden, og besluttede mig for at der ikke var noget anderledes ved den. Jeg havde bare været vant til Zayns, og derfor var det jeg ikke følte mig helt hjemme her. Det var den eneste rigtige grund, andet kunne det jo ikke være.

Et gab undslap mine læber, og med det samme hørte jeg nogen trække ude fra toilettet af. Jeg valgte derfor at jeg nok også hellere måtte gå i seng, jeg kunne hente mine ting den næste dag, hjemme hos Zayn. Jeg kunne ikke komme brasende om natten.

Så hvis han spurgte, måtte jeg vel bare sige at jeg flyttede tilbage til Josh, eller også var jeg nødt til at lyve. For første gang i mit liv. Men jeg gad bare ikke komme op og skændes med Zayn, det ville jeg ikke kunne bære. Han havde altid stået ved min side, ligemeget hvad. Han havde selv i denne tid, været der for mig, ladet mig flytte ind hos ham. Han var der altid!

Jeg kom ned til badeværelsesdøren, og bankede kort på. Et lille brum, efterfulgt af et 'kom ind' lød, og hurtigt var jeg kommet ind af døren. Josh stod med hans tandbørste i hånden, og var i gang med at børste hans tænder. Hans reflektion i spejlet, sendte mig et smil som jeg var hurtig til at gengælde.

Mit blik gled rundt inde i det forholdsvis store badeværelse, og igen føltes intet som det plejede. Jeg savnede den lille hylde der var ude hos Zayn, de hvide, dunede håndklæder og flydende håndsæbe. Imens der her kun var et stort skab, sort håndklæder og en fast sæbe. Dem der gled ud af ens hænder.

Med et lydløst suk, tog jeg fat i hårbørsten som lå fremme. Jeg kiggede per automatik ned i den, og kunne ikke lade være med at se de blonde hår der sad fast i den. Hvilket straks fik mig til at se hen på Josh. "Har hun brugt min hårbørste?"

Min stemme var chokeret, og alligevel vred. Josh stivnede i hans bevægelse, men han var ikke langsom til at dreje rundt og se ned i hårbørsten. "Jeg prøvede virkelig at sige hun skulle lade være, men hun må have gjort det alligevel." Mumlede han som om det sårede  ham. Og jeg troede på ham. Trods alt var tillid den vigtigste ting i ens forhold, så hvorfor skulle jeg tvivle på ham.

"Okay." Fik jeg mumlet, og tog så hårbørsten op til håret. Jeg lod den forsigtigt glide igennem. Imens jeg stod og redte mit hår, gik Josh ud. Lidt efter kom han tilbage med en af hans T-Shirt's i hånden. "Du kan sove i den her." Han lagde den ved siden af vasken og forlod så badeværelset igen.

Jeg kiggede lidt efter ham, da han forsvandt ret hurtigt. Men jeg kunne ikke gøre noget. Jeg fik bare redt mit hår færdigt, børstet mine tænder og fik skiftet til T-Shirten som jeg skulle sove i. Jeg gik på toilettet en sidste gang, og vaskede min hænder og så forlod jeg ellers badeværelset.

Med mit tøj i hånden gik jeg ned i mod soveværelset, og med det samme jeg trådte ind kunne jeg ikke se andet for mig en Josh og hende blondinen. Billedet viste sig hele tiden for øjnene af mig, også selvom jeg hele tiden prøvede på at få det til at forsvinde.

Jeg gik hen til sengen, og med det samme jeg havde lagt mig ned vendte Josh sig om imod mig. "Kan du ikke lige slukke lyset?" Han sagde det med et smil i stemmen, og skuffet over det var det han sagde rejste jeg mig og gik hen imod stikkontakten. Jeg fik trykket den ind, så lyset blev slukket.

I blinde søgte jeg igen hen imod sengen, og det varede ikke længe før jeg igen lå der. Et smil kom frem på mine læber, da jeg lagde mig under den varme dyne. Der gik ikke længe før jeg fik et 'sov godt' fra Josh, og så lød det ellers til at han sov.

Jeg overvejede kort at rykke mig hen til ham, jeg havde brug for en at ligge sammen med. Men jeg gjorde det ikke, jeg lå bare og kiggede så godt jeg nu kunne hen på ham. Blev ved med at fortælle mig selv, at han ville vågne i morgen og så ville alt være ved det gamle. Morgen kysene, morgenmaden og ikke mindst de måder vi altid var der for hinanden, at vi altid holdt i hånden eller sad op og ned af hinanden.

 

 

ZAYN

”Vi ses, Lou!” jeg gav Louis, som den sidste en kram, inden jeg gik hen mod hoveddøren. Klokken var efterhånden snart 22, og jeg havde været hos Louis, med de andre drenge hele dagen. Jeg havde virkelig prøvet at skubbe alle tanker omkring Terra væk, fordi hun altid endte med at fylde det hele.

Hun betød så meget.

”Vi ses i morgen, Zayn,” sagde Harry, da jeg næsten var smuttet ud. Jeg nøjedes med at nikke og smækkede så døren efter mig. I morgen havde Harry insisteret på vi skulle lave noget, især fordi Terra nok kunne bruge noget tid alene, eller whatever. Nu havde jeg jo ikke styr på hvad hun skulle i morgen.

Jeg skyndte mig ned til min bil og fik den hurtigt låst op. Jeg glædede mig til at tale med Terra igen, jeg havde måske ikke været helt fair, men stadigvæk - Josh havde været hende utro.

Hurtigt fik jeg startet bilen og så var jeg ellers på vej hjem. Jeg boede ikke just langt fra Louis, men det tog alligevel godt 10 minutter at køre, hvis man holdt fartgrænsen - hvilket jeg gjorde.. i dag, altså.

Ej, selvfølgelig kører jeg ordentligt.

Dog kunne jeg ikke afholde mine tanker fra at glide hen på Terra. Jeg håbede ikke der var sket et eller andet, nu hvor hun havde været ude med Josh. Mest af alt håbede jeg bare at hun sad derhjemme og ventede på mig, hvilket hun nok også gjorde.

Jeg savnede hende, hendes smil, hendes øjne, den måde hun altid bed sig i læben når hun var nervøs. Alle de ting alle andre lod passere uden videre. Alle de ting som jeg af en eller anden grund havde kodet ind i min hukommelse.

 Da jeg langt om længe nåede tilbage til min egen lejlighed, kom jeg næsten på rekordtid op til døren. Så gik der bare et par minutter med at søge efter nøglen, som jeg åbenbart havde i min baglomme, hvilket jeg havde glemt i løbet af dagen.

”Terra?” råbte jeg, da jeg langt om længe fik låst døren op og kom ind i gangen. Ingen svarede mig, og der kom ingen stemmer fra stuen eller køkkenet. Jeg valgte at trække på skuldrende og tog hurtigt min jakke og sko af.

Derefter gik jeg langsomt ind i stuen, hvor der ingen sad. Underligt, Terra sad tit i stuen om aftenen? Forvirret gik jeg ud i køkkenet, hvor der var lige så tomt, og jeg begyndte faktisk at blive lidt bekymret for hende. Var hun her overhovedet?

Med hastige skridt gik jeg ned mod mit soveværelse, og smækkede nærmest døren op. Men kun for at finde en tom seng, og generelt et tomt værelse. Terra var her ikke!

Jeg fumlede lidt med min mobil, for at få den op af lommen, og til sidst stod jeg og lod mine fingre glide henover tastaturet.

To: Terra.

’Hey where are you? Please come home, I’d like to talk to you about what happened earlier today..’

Nu håbede jeg bare virkelig at hun ville svare mig. Jeg kunne ikke lide at være uviden om hvad Terra lavede, og slet ikke efter alt hvad der var sket i dag. Eller i de seneste dage, i det hele taget - hun var skrøbelig.

Om jeg så skulle sidde oppe hele natten og vente på at hun ville svare mig, så skulle det være sådan. Derfor gik jeg ind i stuen, hvor jeg smed mig i sofaen og tændte for fjernsynet. Selvom der ikke var noget rigtig spændende på den her tid af dagen, gav jeg mig alligevel til at se ’How I Met Your Mother’

Det interesserede mig ikke rigtigt, men det hjalp da lidt til at holde mig vågen. Selvom jeg hvert andet minut panisk tjekkede min mobil, svarede Terra mig ikke. Måske havde hun ikke set den? Men alligevel var jeg bekymret.. jeg vidste ikke hvor hun var, og hun kunne praktisk talt være alle steder.

 

_______________________________________________________________________________________

Ej nu skal I bare høre! 

AMALIE ER FUCKING DEJLIG!

Ej, undskyld, det var lige et af mine flip jeg fik der, det sker tit når jeg er lidt for hyperaktiv, undskyld mange gange! 

Okay, men Amalie og jeg har brugt det meste af dagen på det her kapitel, fordi vi hele tiden skulle skifte, og koordinere osv. Men det blev da også et lidt længere kapitel - 5022 ord! - hvilket vi selvfølgelig håber i er tilfredse med.

Like hvis I synes om den, det vil betyde så meget for os, virkelig! xx

Amalie og Stinne. xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...