Complicated Things ❂ One Direction

Terra Jo Wallace er en model - måske ikke så kendt men hun gør sit job godt. Så godt at hun efterhånden begynder at få mere betydningsfulde jobs hos større firmaer. Men modelbranchen er ikke den eneste der lægger mærke til hende, for man er altså ikke helt ukendt hvis man er Zayn Maliks bedsteveninde - og det er nu også det alle kender hende som. Terra har et super godt liv, venner med kendte, kærester med Josh Hutcherson, bedsteven med Zayn Malik og en velfungerende familie som hun virkelig holder af. Men nogle gange er tingene bare lidt for gode til at være sande, ikke? Og det finder Terra hurtigt ud af. På måder som hun aldrig havde troet ville ske for hende, måder som hun aldrig har set i øjnene kunne ske for hende. Hun har altid levet i en bobel af en perfekt liv, så hvordan går det når den sprænger?

139Likes
319Kommentarer
9571Visninger
AA

2. Cheating.

Some say I'll be better without you,
But they don't know you like I do.
Or at least the sides i thought i knew,
I can't bear this time.
It drags on as I lose my mind.
Reminded me by things i find.
Like notes and clothes you left behind.

- Adele, He wont go.

TERRA

Jeg var lige blevet færdigt til endnu et photoshoot, og endnu en gang havde jeg fået at vide hvor godt det var gået. Jeg var lykkelig for at kunne gøre dem alle sammen glade, men lige nu ville jeg bare hjem og slappe af. Jeg ville overraske Josh med at komme tidligere hjem end hvad ventet var. Rent faktisk skulle jeg først være hjemme i aften på et eller andet tidspunkt, men min veninde skrev tidligere at hun var blevet syg, så den aftale var ligesom afblæst. 

"Skide godt gået Terra!" Kom det fra den ene sminkør der havde stået henne ved sidelinjen og set på. Jeg smilede bare overdrevet stort til ham, løftede hånden og så mig så omkring igen. Pete var her ikke - og bare så I ikke var i tvivl.. Pete var min agent, og hvis han ikke var der måtte jeg snakke med ham på et andet tidspunkt om det job jeg havde fået i næste weekend.

Men jeg røg hurtigt tilbage til tankerne om Josh der skulle overraskes, så jeg skyndte mig ud i omklædningsrummet, trak min nederdel af, som jeg havde fået taget de sidste billeder med, og trak i stedet for nogle skinnyjeans op. Jeg trak den top jeg havde fået på af, og tog i stedet for en T-Shirt med print på.

Mit hår fik jeg hurtigt sat op i en hestehale, og med et enkelt blik i spejlet, trak jeg min taske over skulderen og smuttede ud af omklædningsrummet som faktisk ikke var så travlt nu hvor alle stort set var færdige.

Med nogle elegante bevægelser fik jeg åbnet min taske, i farten på vej ud, og fik taget min mobil frem så jeg kunne tjekke den for nogle beskeder, og evt. Opkald. Jeg var efterhånden vant til lidt af hvert, hvis der ikke lå nogle beskeder, så var der altid et opkald. Altid! Og for det meste var det for min agent, eller også var det for Zayn eller Josh. De to eneste drenge i mit liv, udover min far selvfølgelig.

Og som jeg vidste, lå der en besked klar til mig i min smsbox, og uden at kigge op hvor jeg gik henne, gik jeg ind i beskeden. Mit blik gled hen over hvem der havde sendt den som det første, for hvis det ikke var for nogen vigtig person så gad jeg ærlig talt ikke at snakke med ham, eller hende.

Men den var fra Zayn, så et lille smil røg frem på mine læber. Dog nåede jeg ikke at læse sms'en før jeg kiggede op fra min mobil, og trak ned i dørhåndtager som var foran mig. Jeg skyndte mig udenfor og gentog så læsningen fra min mobil.

From: Zayn

'Hey sweetie. What are you doing right now? :)'

Jeg vidste hvad han hentydede med det spørgsmål, så jeg ville vente med at svare til jeg var kommet hjem og set hvad Josh skulle. På det sidste havde han haft frygtelig travlt, jeg vidste ikke helt med hvad jeg nåede aldrig at spørge inden han var uden for døren, og hvis jeg tænkte på at jeg ville spørge ham senere, så glemte jeg det altid når det kom til stykket.

Med en enkelt hånbevægelse, da jeg var kommet ud på gaden, fik jeg præget en taxi hen til mig. Jeg havde det med helst at ville tage taxi'er da jeg ikke kunne klare offentlig transport, som busser og toge. Jeg følte mig klaustrofobisk, og så hvis der var nogle der kendte en, blev det for meget at være fanget med dem.

Jeg fik åbnet døren i taxi'en og sat mig ind på passagersædet ved siden af chaufføren der bare kiggede spørgende hen på mig. Hurtigt fik jeg sagt adressen hen til Josh og min's lejlighed. Heldigvis lå den ikke flere timer væk så jeg ville hurtigt være hjemme igen. Dog valgte jeg at sluge tiden med at kigge min kalender igennem - for egentlig ville jeg godt lave et aller andet med Zayn eller Josh. Noget hvor jeg bare kunne slappe helt af, og være i stand by mode.

Og eftersom jeg fandt ud af at jeg ikke rigtigt skulle noget før mandag, og det var fredag i dag, så havde jeg rigelig med dage hvor jeg bare kunne slappe af. Jeg skulle bare også passe på med at slappe for meget af, jeg skulle nødig blive fed og tyk.

"Så er vi her Miss." Jeg vågnede lidt op fra at have faldet i staver, ved at kigge ned i kalenderen, hvor skærmen var blevet sort. Hurtigt fik jeg kigget op på chaufføren, og derefter ned på hans lille maskine der viste hvor mange penge han skulle have. Og fordi min taske allerede var åben, fik jeg hurtigt, men kluntet, fat i min pung. Hvad der skete endnu hurtigere, var at jeg fik taget pengene op, rakt ham dem, og så smuttet ud fra taxi'en igen. Som sagt ville jeg bare gerne ind til Josh.

Jeg var dog i mit høflige hjørne, så lige inden jeg valgte at smutte ind det sorte og hvide lejlighedskompleks, valgte jeg at hæve hånden og vinke chaufføren væk. Mit blik var rettet mod ham, og han vinkede igen før han satte bilen til at køre væk, så han igen kunne genoptage hans job.

Med små hurtige skridt kom jeg hen til lejligheden, og fordi jeg havde min nøgle behøvede jeg ikke at ringe på. Og derfor var det bare en endnu større overraskelse når jeg kom hjem til ham. Jeg kunne allerede forestille mig ham, hvordan han ville ligge på sofaen og sove. Efter han i går havde været til en eller anden fest, og fordi han havde været det, havde jeg været ude hos en veninde. Så jeg vidste egentlig ikke om han nogensinde havde taget i byen, men for en sikkerheds skyld var jeg taget afsted for jeg ville bare ikke vækkes når han kom hjem midt om natten.

Da jeg havde fået sat nøglen i, og drejet den rundt så døren gav et lille klik fra sig, gik jeg ind af den og blev med det samme mødt af den kedelige grå trappe der viste sig. Den var lang, hård og kedelig, men heldigvis skulle jeg kun op på første sal. Så jeg svingede endnu en gang tasken, højere op på min skulder, og skyndte mig så i et raskt tempo op af den første trappe. 

Jeg var hurtigt oppe foran vores dør, og eftersom jeg ville gøre det hele til en overraskelse bankede jeg heller ikke på her, jeg satte endnu en gang bare nøglen i, drejede den rundt og gik så forsigtigt ind af døren. Jeg sørgede for at stille mine sko som det første, da stiletter ikke var det man kunne liste på. Efter jeg havde fået sat dem pænt op af den hvide væg, gik jeg hen til den, stadig, åbne dør og lukkede den meget forsigtigt i. Men alligevel var det som om at det klik den gav fra sig var den højeste lyd nogensinde. Men heldigvis syntes han ikke at have kunne høre det.

Hurtigt fik jeg stillet min taske fra mig, og jeg trak forsigtigt min jakke af. Og det var først der jeg lagde mærke til den anden jakke jeg ikke kendte. Og det var også først der jeg lagde mærke til de stilettet som jeg ikke ejede, hvilket afslørede at der var en anden pige herinde. Eller også havde Josh købt noget nyt tøj til mig, men jeg tvivlende  Det lignede på ingen måde ham at gøre sådan noget.

Forvirret over hele sceneriet der hang ude i gangen, gik jeg ind i stuen. Jeg havde glemt alt om at liste, så da de hvide vægge ramte mit blik. Og den sorte lædersofa, med det hvide bord foran sig, viste sig kunne jeg næsten ikke dy mig for at gå hen og lægge de puder ordentlig der var spredt ud over det hele. Fjernsynet kørte også, og jeg fik hurtigt slukket det. Jeg fattede ikke hvordan han kunne rode så meget, og så endda glemme og slukke for fjernsynet. Det lignede på ingen måde Josh - men her på det sidste havde han heller ikke lignet sig selv.

Desperat efter at vide hvad Josh lavede, vendte jeg mig rundt og fortsatte ud til køkkenet, men der var han heller ikke. Og pigen var der heller ikke, hvis der altså var en pige. Da jeg denne gang forlod køkkenet, slog det mig igen at jeg nok skulle liste, denne gang var det ikke fordi jeg ville overraske nogle. Men fordi jeg skulle se om min teori var rigtig. Om de virkelig var sammen, sammen. Altså Josh og pigen. Inderligt håbede jeg at det ikke var sandt, men alligevel var der noget der sagde mig jeg tog fejl.

Jeg fortsatte ud af den anden dør i køkkenet, og gik ned af den ene gang der havde to soveværelser. Det ene soveværelse var vores, og det andet havde vi til vores gæster. 

Der lød ingen lyde inde fra nogle af dem, men alligevel stoppede det mig ikke fra at kigge ind på vores soveværelse. Og synet der mødte mig fik mig til at gå fuldkommen i chok.  De lå der. Josh. Og en eller anden pige, blondine, al for meget make-up, extensions. En af de der fake barbie piger, lå sammen med min kæreste. Og selvom jeg ikke kunne se om de havde noget tøj på eller ej, så vidste jeg hvad de havde lavet. Jeg vidste det, og jeg ville ikke kunne klare at se på Josh hvis han vidste det.

Men på den anden side havde jeg lyst til at råbe og skrige af ham, jeg havde lyst til at slå ham, og hende. Jeg havde lyst til at smide dem begge ud, men jeg gjorde ingen af tingene. Jeg forlod bare værelset, gik den samme gang tilbage som jeg var kommet ud af. Tog min jakke på, og derefter mine sko. Den sidste ting jeg tog fat i var min taske.

Jeg kunne stadig ikke fatte hvad jeg lige havde set foran mig. Jeg kunne stadig ikke fatte han kunne have gjort det - ligemeget hvor fuld han så end var, så var det uacceptabelt. Jeg lod et sidste blik glide rundt på alle tingene der pludselig syntes at flyde rundt ude i gangen. Hans sko stod hulter til bulter, en trøje var revet ned. Reklamer lå over det hele på det eneste bord vi havde derude, og værst af alt var hendes ting der. 

Vreden tog overhånd, og jeg gik med det sammen hen og tog hendes jakke, og hendes sko. Jeg ville ikke finde mig i at hun skulle være sammen med min kæreste, og så slippe godt fra det! Jeg forsvandt ud af lejligheden, og jeg sørgede for at smække godt og grundt med døren. 

Jeg løb nærmest ned af trappen med hendes ting i mine hænder, og drevet af vreden gik jeg om bag bygningen, og hen til den nærmeste container jeg kunne finde. Jeg smed aller først skoene i, og jakken rev jeg først lidt i, sørgede for at den gik i stykker. Og efter det, smed jeg den i containeren, så den kunne komme ned til de matchende sko, og skyndte mig så at lukke låget i. Og det var først der at tårene kom, det var først der at alvoren i situationen kom frem til mig. Hvordan kunne han gøre det? Min egen kæreste? Hvordan?

Midt i min tvivl om hvad jeg skulle gøre, kom jeg til at tænke på Zayn og hans besked tidligere. Han var nødt til at være hjemme, det skulle han bare være. Jeg havde brug for ham.

Med tåre i øjnene hev jeg min mobil frem nede fra min taske af. Jeg gik ind i beskeder og læste endnu en gang den igennem der var fra Zayn. I stedet for at svare ham over sms, skyndte jeg mig bare at trykke på 'ring op', og ventede så på at han tog den. 

Han tog den ikke første gang, men jeg blev ved med at forsøge. Jeg syntes at det var sjette gang jeg ringede før han tog den, og mumlede med søvndrukken stemme et enkelt hej. "Z-Zayn?" Stammede jeg mig igennem, og man kunne tydeligt høre sorgen i min stemme. Det lød også som om at Zayn lagde mærke til den, for han lød med et helt frisk igen. 

"Terra? Hvad er der sket?" Hans bekymrede stemme røg igennem telefonen uden nogen forhindring på vejen. Imens min egen lød som en ballon hvor næsten al luften var feset ud fra, og de sidste luftbobler bare skulle ud. Men de blev holdt tilbage, så det blev stammende, larmende og slet ikke til at være i nærheden af.

For at få nogenlunde styr på mine egne vejrtrækninger to jeg en dyb indåndig, og bed mig kort i læben før jeg åbnede munden for at svare Zayn på hans spørgsmål. "Kan du ikke bare komme og hente mig, så fortæller jeg det senere?"

Min stemme afslørede alle mine følelser. Hvilket virvar der var inde i mig, men det stoppede ikke Zayn fra at komme til mig, han mumlede noget med at jeg skulle blive hvor jeg var. Og så lagde han på, uden overhovedet at vide hvor jeg var henne. Derfor gik jeg hurtigt ind og sendte ham en sms om hvor jeg befandt mig. Den var sikkert fuld af stavefejl for jeg kunne intet se for mine tårevældede øjne. 

Jeg tørrede hysterisk mine tåre væk fra mine øjne. Jeg ville ikke græde over den idiot. Han fortjente ikke min tåre på nogen måde. Og jeg gad slet ikke sidde op af bygningen, som vi engang kaldte vores. Den bygning vi begge to havde valgt sammen, vi havde faktisk besluttet os for at købe en et andet sted, men da vi så det her lejlighedkompleks, blev vi med det samme enige om at det var her vi skulle bo. Der var her vi skulle have et liv sammen, og det var så åbenbart også her det hele skulle ende. 

Min taske lå nede på jorden, ved siden af mig, og med voldsomme bevægelser fik jeg hevet den op på skulderen og rejste mig selv op fra den kolde asfalt jeg ellers sad på. Jeg kunne ikke sidde gemt bag bygningen hvis Zayn kom for at hente mig, så jeg gik hurtigt op til vejen og stod der og ventede i stedet for. Ulempen ved at stå der var dog at Josh kunne se lige ned på mig, men heldigvis lagde han vidst ikke mærke til særlig meget.

Aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig at han ville være utro, jeg havde aldrig forestillet mig at det nogensinde ville gå ud over mig. Hele mit liv har jeg haft det godt og virkelig bare. Haft et perfekt liv. Specielt de seneste par år. Først lærte jeg Zayn at kende, som virkelig bare vendte min hverdag op og ned, han havde introduceret mig for Josh som jeg hurtigt begyndte at have noget sammen med. Og ikke længe derefter startede jeg så som model, og jeg havde været det i omkring 3 år. Og jeg havde været sammen med Josh i 2 år, hvis ikke mere. Men det slap så op i dag. Et to års forhold slap op, og jeg vidste ikke en gang om det var første gang han gjorde sådan imod mig.

En bil kørte ind foran mig, og holdt. Den var sort, og en range rover, og jeg vidste med det samme at det var Zayn. Så hurtigt, fik jeg slæbt mig selv hen til bilen, og med det samme jeg havde åbnet døren der indtil kunne jeg igen mærke tårene der pressede sig på.

Jeg fik sat mig ind, og fik sat tasken ned foran mine ben. Og så brød jeg ellers sammen, jeg græd. Men jeg følte mig ikke flov, for jeg ved ikke hvor mange gange Zayn havde hjulpet mig med noget når jeg blev ked af det. Han havde set mig græde, og jeg havde set ham græde. Selvom det var utrolig sjældent. Vi vidste stort set alt om hinanden, og jeg kunne virkelig ikke have en bedre bedsteven end ham.

Zayn begyndte ikke en gang at køre, han lagde armene om mig, og trak mig så godt han kunne ind til sig. Og jeg greb krampeagtigt fast i hans T-Shirt. Jeg var så ked af det, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Han havde været mig utro jo!

"Shhh! Terra, slap af. Dybe indåndinger." Han begyndte at nusse mig op og ned af ryggen, samtidig med at han nynnede en stille sang, der fik mig til at slappe en smule af. Jeg tørrede mig under øjnene, snøftede en sidste gang, og trak mig så en smule væk fra Zayn der med det samme kærtegnede min kind. "Er du klar til at køre?" Mumlede han med en blid stemme, der fik mig til at nikke forsigtigt på hovedet.

Han sendte mig et stille smil, og trak sig så fri fra mig. Han startede bilen, og kørte så væk fra lejligheden. Imens han holdt øje med vejen, kiggede jeg hen på ham, og så han kun lige havde trukket i hans grå jogging bukser, og en slidt T-Shirt. Overhovedet ikke noget han normalt havde på - og så gik det langsomt op for mig at jeg var kommet til at vække ham.

Jeg slog en hånd for munden, og kiggede undskyldende hen på ham, også selvom han i princippet slet ikke så hen mod mig. Men jeg havde vækket ham, og jeg mente ikke at det var så nødvendigt at jeg skulle vække ham for det. Hvad tænkte jeg dog på? Jeg var så egoistisk.

"Undskyld jeg vækkede dig." Mumlede jeg stille, og lænede mig så tilbage i sædet på bilen. Zayn begyndte bare at grine en smule med en hæs latter, hvilket med det samme fik mig i lidt bedre humør. Han kunne altid få mig til at blive glad, ligemeget hvor langt nede jeg var.

 

 

ZAYN

Jeg var næsten lige faldet I søvn, efter en ret trættende dag. Helt ærligt, mit liv var ret hårdt efterhånden, det var lige så jeg overvejede at stoppe karrieren.

Ej, det var bare for sjov, selvfølgelig ville jeg aldrig stoppe med at lave musik, så dum er jeg dog ikke!

Men i hvert fald, så gav min mobil sig til at ringe virkelig højt. Hvilket jeg fandt så irriterende, at jeg overvejede ikke at tage den. Men så uhøflig var jeg alligevel ikke, og rakte derfor træt ud efter den og tog den uden at kigge hvem der ringede.

Jeg fik mumlet et hej, med en stemme der afslørede at jeg faktisk ikke var helt vågen. Der var lidt skratten i den anden ende, inden Terras lyse stemme hørtes.

”Z-Zayn.” Stammede hun med grødet stemme, hvilket fik mig til at vågne helt op. Hvis Terra havde det dårligt, så kunne jeg ikke bare ligge her og sove.

"Terra? Hvad er der sket?" Spurgte jeg, og satte mig hurtigt op. Jeg fik tændt mit lys, og rejste mig hurtigt fra sengen, det var blevet til en vane, hvis der var noget galt.

Hun tog nogle dybe indåndinger, det kunne tydeligt høres. Men det gjorde mig blot mere bekymret, for hvad kunne der være sket med hende?

"Kan du ikke bare komme og hente mig, så fortæller jeg det senere?" Svarede hun til sidst, men hendes stemme afslørede hvor ked af det hun var. Der var virkelig noget galt, og jeg havde allerede på fornemmelsen hvor hun var.

”Bare bliv hvor du er, okay.” Endte jeg med at sige, før jeg lagde på. Hurtigt fik jeg nogle joggingbukser og en slidt t-shirt på. Min jakke, og sko fulgte hurtigt efter, og så var jeg ellers ude af min lejlighed. Uden at vide om hun faktisk var ved sin lejlighed, løb jeg ned til min bil, og fik den startet. Det var et sats, men jeg havde på fornemmelsen at det havde noget med Josh at gøre.

Hvorfor vidste jeg dog ikke.

Jeg kørte måske lidt hurtigere end jeg måtte, men lige nu var jeg faktisk ligeglad. Der var noget galt, og Terra betød alt for mig. Hun var min bedsteveninde, og jeg elskede hende rigtig højt.

Jeg drejede ned af vejen, hvor Josh og Terra boede, og håbede virkelig inderligt at hun var her. Utålmodigt fik jeg bilen ned til deres lejlighedsblok, og standsede, da jeg så Terras skikkelse.

Og selvfølgelig var der noget galt ja, for hun lignede en der kunne bryde sammen hvornår det skulle være.

Jeg holdt ind foran hende, og nåede nærmest ikke se hende bevæge sig før hun sad på sædet ved siden af mig. Hendes ansigt flød ud i en underlig grimasse, og så brød hun ellers sammen, lige der ved siden af mig.

Nogen ville nok finde det akavet når der sad en pige ved siden af en og græd til den store guldmedalje, men sådan havde jeg det ikke. Terra var som sagt min bedsteveninde, og vi havde været igennem så meget sammen. Jeg havde set hende græde flere gange, og også omvendt.

Jeg fik hurtigt lagt min arm om hende, og trak hende ind til mig - så godt som jeg nu kunne, da vi faktisk befandt os i en bil. Terra græd som pisket, og var ikke langsom til at gribe fat i min t-shirt.

"Shhh! Terra, slap af. Dybe indåndinger." Mumlede jeg og nussede hende på ryggen. Jeg begyndte langsomt at nynne en melodi for hende, og efterhånden faldt hun til ro.

Hun trak sig lidt væk fra mig, og tørrede sig under øjnene. Hendes mascara sad efterhånden langt nede på hendes kinder, men jeg tror hun var lidt ligeglad med det nu.

Jeg kærtegnede blidt hendes kind, og så spørgende på hende. ”Er du klar til at køre?” Spurgte jeg lavt. Hun nikkede forsigtigt, og satte sig tilbage i sædet, så jeg sendte hende et hurtigt smil, før jeg startede bilen igen.

Vi sad i en behagelig stilhed, mens jeg holdt øje med vejen. Jeg kunne føle Terras blik på mig, men det var efterhånden noget hun havde for vane at gøre.  Så egentlig tog jeg ikke rigtig notits af det.

Mit blik gled hen på hende, og jeg så hun sad med sin ene hånd for munden, og kiggede undskyldende på mig. Det fik mig til at se spørgende på hende, for jeg fattede ikke rigtig hvad hun havde gang i.

"Undskyld jeg vækkede dig." Mumlede hun så, hvilket kun udløste et grin fra min side. Hun skulle altid undskylde, og man kunne virkelig ikke stoppe hende.

Beskedne Terra.

Ja, det var så noget af det jeg elskede hende for. For det var aldrig kedeligt med hende, for hun fik mig til at grine, ved at gøre netop det hun gjorde nu.

Undskyldte.

 

❂ ❂ 

 

Så er vi færdige med første kapitel, do you guys like it?

Hahahah, okay. Farveller igen! :i <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...