Complicated Things ❂ One Direction

Terra Jo Wallace er en model - måske ikke så kendt men hun gør sit job godt. Så godt at hun efterhånden begynder at få mere betydningsfulde jobs hos større firmaer. Men modelbranchen er ikke den eneste der lægger mærke til hende, for man er altså ikke helt ukendt hvis man er Zayn Maliks bedsteveninde - og det er nu også det alle kender hende som. Terra har et super godt liv, venner med kendte, kærester med Josh Hutcherson, bedsteven med Zayn Malik og en velfungerende familie som hun virkelig holder af. Men nogle gange er tingene bare lidt for gode til at være sande, ikke? Og det finder Terra hurtigt ud af. På måder som hun aldrig havde troet ville ske for hende, måder som hun aldrig har set i øjnene kunne ske for hende. Hun har altid levet i en bobel af en perfekt liv, så hvordan går det når den sprænger?

139Likes
319Kommentarer
9573Visninger
AA

16. Back to London.

I've got a tight grip
Of reality
But I can't let go
What's infront of me here

- Paramore ~ The Only Exeption.

 

TERRA

Jeg kiggede lidt overrasket på mine forældre da de jo havde bedt mig om at snakke med dem. Alene. Hvilket jeg ikke forstod så meget af, for det lod næsten til de havde noget imod at Zayn var her. De blikke de havde haft sendt ham under aftensmaden, det hele. Det alt sammen virkede bare så forkert, til hvad det engang var. 

Med det samme jeg havde sat mig ned på lod jeg mit blik glide fra den ene til den anden, og med et hævet øjenbryn lagde jeg mine ben over kors. En dårlig vane jeg havde haft fået mig, efter jeg på alt for mange photoshoots skulle sidde sådan, imens at fotografen snakkede til mig.

"Hvad så?" Spurgte jeg dem forsigtigt om, da mit blik sådan set lå på dem. De kiggede også på mig, og min mor satte sig ned på stolen overfor mig. Hendes udstråling viste tydeligt at der var noget hun skulle sige til mig, men jeg var ikke helt klar over hvad det var at hun ville sige til mig. Det kunne jo være så meget, hun havde på hjertet.

"Hvorfor er Zayn her?" Spurgte hun lige så pænt om, og lod hendes hænder finde hinanden. Min far var hurtig til at se det, og gik hen bag ved hende. Han placerede en hånd på hver af hendes skuldre, og sendte mig så et smil. Det var klart de ikke var helt glade for at sige det.

Det var næsten for tydeligt til hvad godt var. jeg var faktisk lidt bange for hvad de ville sige, for det så ikke just ud til at være helt godt. Det lignede næsten de var nervøse for min reaktion. Men jeg lod det passere og lod i stedet for min hjerne komme i gang. For jeg vidste egentlig ikke hvorfor Zayn han var her.

"Han kom bare.. Må han nu ikke det?" Mit blik forvirret, da jeg egentlig lod det passere. For det lød virkelig til at, de havde noget imod Zayn. Og jeg kunne ikke helt forstå hvorfor.

"Det er bare.. I var oppe og skændes. Tror du det er en god idé at han allerede er her? Jeg mener.. Kommer I ikke til at skændes igen?" Min mors blide stemme kunne høres, men jeg kunne ikke se på hende. Hun havde aldrig haft noget imod at Zayn var her, hun havde altid været glad for vores venskab. Hvorfor var hun nu ikke det mere?

"Mor, far? Hvad sker der?" Jeg åbnede igen mine øjne, og kiggede op på dem. Min far gav min mors skulder et klem, før han tog over for hende. Som om det var noget de havde aftalt, eller også vidste han bare min mor hadede at sige ting der kunne såre mig. 

Så nu vidste jeg at det ikke var en god ting, før havde jeg kun haft en mistanke om det. Og nu var mistanken ligesom blevet bekræftet, det var en dårlig ting.

"Terra.. Vi vil helst ikke have at han skal komme mere her, det er fint han er her nu. Men han skal ikke komme mere." Han lød benhård, og virkelig som om han mente hvert enkelt ord han sagde. Men det gjorde han nok også, ellers ville han ikke sige det til mig.

"Men hvorfor?" Kom det igen fra mig af, da jeg var fuldstændigt lost, om hvorfor at jeg ikke måtte ses med Zayn mere. De havde aldrig haft noget imod ham, aldrig. Vi havde før været oppe og skændes, og der havde de ikke sagt noget med at jeg ikke måtte se ham.

"I er kommet op og skændes, vi vil ikke se dig ked af det." Det var klart ikke derfor de gjorde det. Så jeg rynkede også bare mine bryn, og så hen på dem igen. "Hvorfor er det? Det er jo ikke derfor!"

Jeg var sur på dem, de kunne ikke bare sige at jeg ikke måtte ses med Zayn mere, det kunne de bare ikke. Nu havde jeg endelig fundet ud af det med ham, så hvorfor var det jeg ikke måtte ses med ham. "Hvorfor?" Spurgte jeg igen, denne gang en anelse hårdere end før.

"I er kommet op og skændes, og.." Min mor holdt en pause, og kiggede op på min far, som tydeligvis forstod hentydningen. "Så er han muslim, han har de her mærkelige vaner.. Og han må ikke spise gris.. Og så han er stjerne, han har ikke tid til dig. Han kan være alle mulige utro, det ønsker vi ikke for dig."

Det gik op for mig at de vidste der var noget mere i mellem os, men jeg var ligeglad. De kunne ikke bare sige det, og så give hans religion skylden. Han havde altid været muslim! Altid! Så hvad gjorde det af forskel nu, de burde ikke bringe det på banen, det burde de virkelig ikke.

Jeg vidste at det sidste de sagt bare var noget for at tilføje, ikke noget de mente noget ved. Men de tilføjede det for at de ikke skulle lyde til at være så meget mod hans religion som de var. Men jeg vidste bedre, meget bedre end det.

"Hvad fanden bilder I jer ind? Hvordan kan I være så fordomsfulde?!" Sagde jeg en anelse for højt, til at man kunne sige at jeg snakkede i et normalt niveau. Jeg var sur, de kunne ikke bare sådan ændre meningen. Hvorfor gjorde de det overhovedet? Kunne de ikke se jeg var glad for ham!

De kiggede begge to overraskende hen på mig, som om de ikke troede de ord kunne falde ud af min mund. Men det ville de heller aldrig hvis det var at de ikke havde sagt hvad de havde gjort. "Vi vil dig jo kun det bedste, det ved du også godt, Terra.. Og han er ikke god for dig."

Jeg havde nærmest lyst til at fnyse af dem. Men jeg gjorde det ikke, jeg holdt mig selv under kontrol. De var trods alt stadig mine forældre, og på en eller anden måde så skulle jeg stadig have respekt for dem. Eller også var det bare fordi at jeg ikke ville synke så lavt, som det lige vidste sig at de havde sunket.

Med ret ryg kiggede jeg hen på dem. "I er så fordomsfulde at det er til at blive syg over!" Det var det sidste jeg sagde til dem, inden jeg vendte ryggen til dem og forlod køkkenet. Jeg gik med hurtige skridt ned mod mit værelse, og med det samme at jeg gik ind i rummet kunne jeg mærke Zayn's blik på mig. Han kom hurtigt hen imod mig, men det var der nok en grund til at han gjorde.

Tårene rendte ned fra mine øjne, jeg kunne ikke forstå at mine forældre var imod mit forhold med Zayn. Ikke at det var blevet til noget rigtigt endnu, ingen vidste noget som helst. Jeg vidste ikke en gang hvor Zayn og jeg stod henne. 

Et hulk forlod mine ellers sammenpressede læber, da jeg smækkede døren i bag ved mig. Jeg havde ikke en gang kræfterne til at bevæge mig hen i min seng. Så i stedet for, lod jeg mig bare sænke mig ned af døren, til jeg landede på jorden. 

Altid havde jeg hadet at være op og skændes med mine forældre, derfor havde vi ikke gjort det særlig tit. Men når det var noget med mit kærlighedsliv som de var oppe imod, så var det bare endnu hårdere. For jeg havde altid støttet dem i alting, og nu viste det sig bare at de ikke ville støtte mig.

Det var en forfærdelig tanke at tænke, at mine forældre hellere ville se mig ulykkelig, end at se mig sammen med Zayn. For man skulle være idiot hvis man ikke vidste det var det de mente med det hele. 

"Hvad sker der Terra?" Kom det henne fra Zayn, eller han havde sat sig på hug foran mig, og holdt fast ovenpå mine knæ med hans hænder. Jeg kunne mærke at han hele tiden prøvede at fange mit blik, men jeg blev ved med at undvige. Hvordan skulle jeg sige at han ikke skulle være her i morgen?

Men der slog det mig.. Jeg behøvede jo heller ikke være her i morgen. Mine forældre havde trods alt sagt at han ikke skulle være her mere end i dag, så det var fint nok. Så tog jeg bare med ham, det kom de nemlig aldrig nogensinde til at bestemme over.

Jeg tvang mig selv til at kigge hen på Zayn, der stille var begyndt at nusse mine knæ, med hans tommelfinger, hvilket bare fik mig til at slappe af. Han vidste det hjalp. Det var næsten uhyggeligt hvor meget vi vidste om hinanden, men alligevel var det rart. Zayn kendte mig bedre end nogen anden, og jeg var glad for det var ham jeg sad her med lige nu.

"Ikke noget Zayn, men vi.. Vi skal bare hjem til dig i morgen. Mine ting er stadig hos dig ikke?" Det sidste tilføjede jeg efter at jeg kom i tanke om at jeg havde forladt ham, bare sådan uden videre. Det kunne jo være at han havde lyst til at smide det hele ud, i hans vrede.

Men han nikkede bare til mig, selvom en lille rynke havde fundet sin plads i hans pande. "Er du sikker på det ikke var noget?" Han lød så forsigtig da han spurgte, og med det samme kom jeg til at tænke på at min mor havde haft samme tonefald da hun snakkede til mig lige før.

På en eller anden måde havde jeg lyst til at fortælle Zayn det hele, men jeg gjorde det ikke. Jeg kunne ikke få mig selv til at ryste på hovedet, til et: Nej, jeg er ikke sikker. I stedet for sendte jeg ham et nik, som bekræftede at jeg var sikker. Men Zayn troede ikke helt på mig, det var tydeligt at se i hans blik, dog lod han det ligge.

"Zayn.." Jeg fortrød lidt jeg ikke sagde det. Han fortjente at vide det, gjorde han ikke? Fortjente han ikke at få at vide at mine forældre ikke kunne se os sammen. Et spørgende blik faldt på plads på ham, og han lavede en 'mh' lyd, som at han lyttede på hvad jeg havde at sige til ham.

"De vil ikke have at vi.." Jeg kunne mærke hvordan min stemme begyndte at ryste igen, så jeg tog en dyb indånding, for at få en smule styr på mig selv. "De vil ikke have at vi er sammen." Tårene samlede sig igen, og et snøft faldt ud af mine læber. 

Zayn så en smule fraværende ud i blikket, hvilket fik mig til at tvivle på hvad han ville gøre nu. Så jeg lagde min hånd på hans skulder, hvilket fik ham til at se ned på den, for derefter at se mig i øjnene igen. Han lod et lille suk forlade hans læber.

"Kom her." Sagde han så rimelig hurtigt efter, og rejste sig op fra gulvet. Han lod hans hånd komme ned til mig, og jeg tog hurtigt imod den så jeg kunne hejse mig selv op af stå. "Det skal nok gå. Vi finder ud af det her sammen." Jeg nikkede til ham, og fokuserede lidt på ham, før jeg kunne mærke en af de tåre fra før glide ned over min hage.

Jeg sendte ham et kort smil, da jeg stod op igen, og lod så mine pegefingre kører under mine øjne, da jeg før havde grædt. Tåren fra før havde gjort mig opmærksom på det, så derfor vidste jeg også at min sminke nok sad nede under mine øjne, da det ikke var vandfast.

Ved hjælp af min pegefinger, fik jeg forhåbentlig det meste væk, jeg vidste det ikke, for jeg havde ikke noget spejl herinde, og det var ikke fordi jeg gad gå ud på badeværelset lige nu. 

Zayn gik hen til sengen, og kiggede lidt på mig med skråt hoved. Et smil spillede langsomt frem på hans læber, da han så jeg var i gang med at fjerne den mascara som jeg havde hængende ned under øjnene. Han viftede mig hen foran sig, og jeg gik hen imod ham, og endte med at stå i mellem hans ben.

Hans fingre kørte ind under mine øjne, og det fik et smil til at komme frem på mine læber også. Han var altid så betænksom, selv da vi ikke var sammen, på nogen måde. Der var det også altid sådan noget han gjorde, han tænkte på andre før han tænkte på sig selv.

"Tak." Fik jeg lukket ud, inden jeg lagde min ene hånd ovenpå hans. Han kiggede kort på vores hænder, og jeg vidste ikke helt hvorfor, indtil at han sagde det næste. "Du er jo pisse kold, kom her."

Han fik hevet mig ned i hans skød, så han sad med fronten mod min ryg. Han lagde armene omkring min mave, og sørgede for at holde mig tæt indtil ham, så jeg fik noget af hans kropsvarme. Men det var åbenbart ikke nok for ham, for lidt efter fløj min dyne hen over mine ben, og på den måde varmede mine ben der.

Vi sad sådan i nogle minutter, i fuldkommen stilhed. Bare sad og nød varmen som vi gav hinanden, eller jeg nød den i hvert fald. Zayn lod også til at nyde den, i sær efter at han lagde hans hage på min skulder, og lad hans hoved blive der. "Jeg forstår virkelig ikke hvorfor det her ikke er sket noget før." Hviskede Zayn ind i mit øre, hvilket bare fik en helt masse kuldegysninger til at passere ned igennem min krop. Jeg reagere på ham, på en latterlig måde.

"Det forstår jeg heller ikke." Hviskede jeg igen, og drejede mit hoved, så jeg kunne se om på ham. Han kiggede ud i luften, men da han kunne mærke jeg kiggede på ham, faldt hans blik på mig. Han borede hurtigt sit blik ind i mit, og et smil spillede frem på begge vores læber.

"Du er fantastisk." Hviskede jeg til ham, og bed mig nervøst i læben, da ordene havde forladt min mund. Det var ikke meningen de skulle ryge ud, men alligevel fortrød jeg det ikke. 

 

 

Jeg vidste ikke hvad klokken var, men jeg var vågnet med en forfærdelig hovedpine. Jeg skulle lige til at sætte mig op da, en arm rundt om mit liv stoppede mig, og jeg var et kort sekund bange for at det var Josh der lå der. Men så kom det hele tilbage til mig.

Zayn og jeg.. Vi hørte sammen, vi var sammen. Men vi måtte ikke være sammen. Det hele fløj rundt inde i mit hoved, og jeg kunne virkelig ikke få hoved og hale i det hele, så det endte med at jeg på en eller anden måde fik mig fri fra Zayn alligevel.

Der kom en lyd fra ham, men han vågnede ikke. Så jeg fortsatte med at møve mig lydløst ud af sengen, til jeg til sidst landede ude på gulvet. Med mine fødder plantet på gulvet, rejste jeg mig op fra sengen, og skyndte mig hen imod døren.

Jeg prøvede at være så stille med den som overhovedet muligt, og det gik også fik indtil jeg skulle lukke den igen. Den knirkede, men igen var jeg heldig, for det lod ikke til at Zayn stod op. 

Mit hoved dunkede stadig, og jeg havde brug for en hovedpinespille, og et glas vand til at få min hovedpine ned med. Så jeg satte kurs imod køkkenet, hvor jeg hurtigt kom ud. Med min søgen efter et glas, fik jeg hurtigt fat i et, og gik med glasset i hånden ud på badeværelset, da det var der at de beholdte hovedpinespiller.

Igen forsøgte jeg at så forsigtigt jeg kunne ud til badeværelset, da gulvet sagtens kunne knirke, og badeværelset var på samme gang som værelserne var. Så da jeg kom derud, var det nærmest en befrielse, for lige så snart jeg havde lukket døren turde jeg godt lade vandet løbe.

Jeg satte glasset ind under vandhanden, og lod det blive fyldt op. Da det var fyldt helt op, fjernede jeg det igen, og tog så og gik hen til skabet. Jeg satte glasset fra mig, på en hylde, imens jeg ledte efter pakken med piller. Jeg fandt den, efter at have fjernet nogle ad de andre ting der var inde i skabet, og jeg fik hurtigt hældt nogle af pillerne ud i min hånd.

Jeg lagde pakken fra mig igen, og puttede pillerne i munden, for at skylle efter med vandet. Og fordi jeg var utrolig dårlig til at tage piller, måtte jeg næsten drikke hele glasset før at pillerne var slugt. 

Med et suk satte jeg glasset fra mig, kastede en sidste gang et blik i spejlet, før jeg gik ud fra badeværelset, slukkede lyset og igen forsvandt ud på gangen. Mit blik faldt på mine forældres soveværelse, og jeg kunne ikke holde mig fra at ryste skuffet på hovedet.

Tænk at de overhovedet havde forbudt mig det, at se Zayn. Tænk hvis de også stoppede mig i at tage med ham i morgen, så ville jeg slet ikke kunne klare det. Jeg skulle med ham, ellers var alt det vi havde fået bygget op fuldkommen spildt. Så havde al min smerte overhovedet ikke været det værd.

Jeg kom ind på værelset igen, hvor jeg fandt en siddende Zayn. Han gned sig træt i øjnene, og kiggede overrasket hen på mig, da han så jeg kom gående ind af døren. "Vækkede jeg dig?" Mumlede jeg i det jeg lukkede døren, forsigtigt, omme bag ved mig. Men eftersom at han var oppe, tændte jeg også lige for lyset, så vi kunne se hinanden.

Han trak på skulderne, som om han ikke vidste hvad der havde vækket ham. Men på den anden side, så var han jo også træt, og klokken var nok ved at være tre. Det syntes jeg at jeg havde set på ovnen, ude i køkkenet, da jeg havde været ude og hente et glas.

"Hvorfor er du oppe?" Mumlede han søvndrukkent, og havde tydeligvis ikke tænkt sig bare og ligge sig ned og sove videre igen. Så jeg trak af vane på skulderne, selvom jeg faktisk alligevel svarede ham. "Jeg vågnede med en hovedpine, så jeg gik ud for at tage en pille," 

Et nik kom fra ham, og han gned sig en sidste gang i øjnene, inden han lod blikket glide hen på mig. Han havde et smil om læberne, men det foranderede sig hurtigt da han så på mig. "Du ser helt trist ud igen. Er du okay?"

Han klappede på pladsen ved siden af ham, som tegn på at jeg skulle komme hen og sætte mig, så det gjorde jeg. Jeg satte mig lige ved siden af ham, og sørgede for at kigge på ham imens. Han havde allerede gennemskuet mig, så det var ikke en gang fordi jeg ville forsøge at skjule det eller noget.

"Jeg kom bare til at tænke på, om jeg måtte tage med dig i morgen. Eller de vil holde mig her." Zayn's blik ændrede sig i takt med at jeg fortalte, og han nikkede forstående til mig, som om han også selv havde tænkt på det. Som om han var helt enig i hvad det var jeg sad og fortalte ham.

"Den har jeg også tænkt på." Mumlede han til mig, og kiggede kort ud over værelset. Et suk forlod mine læber, da jeg ville med ham. Men jeg kendte også mine forældre godt nok til at vide, at de ikke bare lige sådan ville lade mig gå, med en de ikke brød sig synderlig meget om.

"Men jeg har også tænkt på noget andet." Kom det pludselig fra ham, og da jeg kiggede på ham, var hans ene mundvige vendt opad til et lille smil. "Vi kan tage afsted nu, i nat."

Først troede jeg han mente det for sjov, men han blev ved med at se på mig, som om han mente det. Så jeg overvejede muligheden. Så var jeg i det mindste sikker på at jeg skulle være sammen med ham i morgen, så kunne jeg ikke blive holdt tilbage.

Men tanken om at forlade mine forældre på den måde, kom også frem til mig. For det fortjente de ikke, heller ikke selvom de prøvede at holde mig fra Zayn. Men alligevel så nikkede jeg til Zayn, det var nok min eneste mulighed, og så måtte jeg tage den med mine forældre bagefter.

"Skal du have noget med?" Spurgte Zayn om, da hans blik gled rundt inde i værelset. Jeg rystede hurtigt på hovedet, og rejste mig op fra sengen. Vi var begge stadig fuldt beklædt, eftersom at vi var faldet i søvn, som vi sad og snakkede. Men det havde været hyggeligt.

Jeg fik derfor rejst mig fra sengen, og det samme gjorde Zayn. Han tog fat i min hånd, som vi begge to stod op, og førte mig så hen imod døren. Jeg slap hans hånd da vi kom ud til vores overtøj, og jeg skulle lige til at gå ind og skrive en seddel til dem, men Zayn holdt mig fast. Hans blik sagde at han allerede vidste hvad jeg ville.

"Du gør det bare værre ved at sætte ord på det." Sagde han klogt, og slap så min hånd. Han havde nu givet mig valget om jeg ville ikke ikke, og jeg valgte at lade være efter det han havde sagt. Hvordan kunne jeg dog gå op imod ham, når han havde sagt sådan til mig.

Så jeg gik bare hen og tog min jakke på. Zayn havde allerede fået sit overtøj på, da jeg gik i gang med mine sko, men han ventede tålmodigt på mig. 

Jeg rejste mig op igen, og så så Zayn bevæge sig hen imod hoveddøren. Det var bare som om at alt gik i slowmotion, men jeg vidste at det vi gjorde nu var det rigtige. Det skulle det være. Så i stedet for at tøve, så skyndte jeg mig hen imod Zayn, ellers ville jeg fortryde det.

Zayn fortsatte ned imod hans bil, som jeg lige i øjeblikket var glad for at han havde taget, og ikke havde taget undergrunden for derefter at tage en taxa. Ligesom jeg havde gjort. Men i nogle situationer, var det bare godt at have en ven med en bil. Eller han var vel lidt mere end en ven, efterhånden.

"Farvel," Mumlede jeg idet, jeg gik hen i mod bilen. Lige inden jeg tog fat i dørhåndtaget på bilen, fik jeg kigget op på huset. "og på gensyn." Jeg åbnede bildøren, og satte mig så ind ved siden af Zayn. Lige i det jeg havde fået spændt sikkerhedsselen, startede han bilen og kørte væk.

Nu var vi sikre på at vi kunne være sammen, mine forældre var der ikke til at holde mig tilbage. Josh var der ikke til at ødelægge noget, der var kun os selv. Så var der selvfølgelig Annie og de andre drenge, men de var de sidste personer til at jeg overhovedet kunne forestille mig ville ødelægge det vi havde.

Der var ingen trafik på vejen hjem, så det tog ikke nær så lang tid, som hvis man kørte om dagen. Og egentlig sad vi bare i stilhed hele vejen, men det var en behagelig stilhed som lå hen over os. En stilhed som jeg godt kunne lide. Det var en stilhed så jeg kunne tænke det hele igennem.

Åbenbart var jeg så langt væk i mine tanker, at jeg ikke en gang havde opdaget at vi igen var i midten af London. Men nogle af lysene vækkede mig ligesom, og fik mig til at kigge hen på Zayn, der ærlig talt lignede en der var godt smadret. Men det var jeg efterhånden også.

Han stoppede for rødt, og kiggede hen på mig i mellemtiden. "Jeg troede faktisk du sov." Sagde han med et smil i stemmen, hvilket bare fik et lille grin til at undslippe mine læber. "Dog ikke." Sagde jeg til ham, og lænede mit hoved op af vinduet.

Også selvom jeg vidste at vi snart var der, men det var bare en befirelse at mærke det kolde glas mod min hud. Det fik jeg dog ikke lov til i så lang tid, for lidt efter stoppede bilen op, og bekræftede at vi nu holdt ude foran Zayn's lejlighed. 

Det var ikke fordi jeg var langsomt til at stige ud af bilen eller noget. Hele turen herop, havde jeg glædet mig til endelig at komme hjem, hjem. For den her lejlighed var virkelig noget jeg betragtede som hjem, i hvert fald mere end jeg havde betraget det Josh og jeg boede i.

Zayn kom hurtigt op på min side, men hans nøgle i hånden. Han låste op for døren, da vi ellers ikke kunne komme ind, og holdt den åben for mig, så jeg også kunne komme med ind i lejlighedkomplekset. Jeg sendte ham et stort smil, da han jo var så høflig at gøre det. Også selvom han var helt udmattet.

Jeg tog fat i hans hånd, da jeg også var kommet ind, og vi begge to var på vej op af trapperne. Jeg flettede min fingre ind i hans, og sørgede for at lægge mit hoved på hans skuldre imens vi gik op. Jeg var udmattet, og hvis det ikke var fordi vi var på vej op af en trappe så ville jeg bare have været faldet i søvn nu.

Vi kom hurtigt op foran døren til Zayn's lejlighed, igen var det ham der åbnede døren med hans nøgle. Jeg slap hans hånd da vi gik ind, da jeg skulle have min jakke af, og det skulle Zayn også.

Så efter vi havde smidt overtøjet, og vores sko, fortsatte jeg bare ind på hans soveværelse, jeg var helt vildt træt, og orkede ikke en gang at tage mit tøj af. Men Zayn derimod, kom ind, og var allerede i gang med at smide trøjen, da jeg havde lagt mig i hans seng.

Jeg lå og betragtede ham imens, han tog hans bukser af også, så han til sidst kun endte i hans boxershorts. Det var som sådan ikke noget nyt syn, for jeg havde før set det. Men alligevel tog det nærmest pusten fra mig hver gang. Han så godt ud, det skulle jeg ikke være den sidste til at indrømme.

"Skal du sove i det der?" Mumlede han, da han så at jeg endnu ikke havde taget noget af mit tøj af. Jeg nikkede bare til ham, og vendte mit hoved, så det ramte puden. Et lille grin fra Zayn kom, før jeg mærkede et par hænder ved min buksekant.

"Men så siger jeg til dig, at du ikke skal sove i det her." Han hev ned i mine bukser, så de til sidst røg helt af. Jeg var jo ikke ligefrem genert over min krop, og han havde før set mig i undertøj så jeg lod ham gøre det, uden nogen protester. 

Hans hænder arbejdede sig videre op til min trøje, som han forsigtigt hev over mit hoved. Han troede nok ikke jeg lagde mærke til det, da hans blik kort faldt ned over min krop, men det gjorde jeg, og et tilfreds smil blev placeret på mine læber da han smed trøjen væk fra sig. 

En dyb indåndig faldt ned i mine lunger, da Zayn lænede sig ind over mig. Jeg tog blidt fat omkring hans nakke, og hev hans hoved ned til mit. Vores læber fandt hurtigt hinanden, i et blidt kys, men mere blev det ikke, før jeg igen slap hans nakke og lod ham trække hans hoved hen til ham igen.

"Godnat." Sagde jeg træt til ham, og skubbede ham ned at lægge ved siden af mig. Endnu en gang kom et lille grin fra ham, før han tog fat rundt om mig, og lagde mig ind til ham, så vi kom til at ligge i ske. Noget jeg virkelig havde savnet på det sidste.

Jeg tillod derfor mig selv at indånde hans duft, som altid duftede af ham. Den duft som jeg virkelig godt kunne lide. Det var Zayn's duft.

Med et smil på mine læber, lukkede jeg øjnene om faldt med det samme i søvn. Jeg var helt igennem smadret, efter en god og dårlig dag. Det var hvad man hældte mest til.

 

 

OMG OMG OMG! TO KAPITLER PÅ EN DAG!?

Men det er fordi vi ligger syge, så har brugt hele dagen på at skrive det her kapitel. Eller jeg har brugt siden at papanden(StinneStyles) lade et kapitel ud, og så stressede hun mig med at jeg skulle skrive noget mere, og så endte det ligesom med et nyt kapitel. Et kapitel på 4834 ord, igen et super langt kapitel.. Bliver de for lange? <33

Nu til spørgsmålene, er de ikke søde? Jeg mener, årrrh! Zerra forever! Men hvad syntes I så der skal ske i næste kapitel? Skal der være mere drama, eller skal vi lige holde en pause fra det dramafis, for vi har idéer til begge ting, så det er noget i må bestemme.

Og så vil jeg gerne lige takke jer for de 100 likes, det er utroligt! Det er virkelig sødt af jer allesammen, og vi elsker jer virkelig for det. Vi kan slet ikke forstå at der er så mange der gider at læse den, altså! Så mange gange tak, det betyder så meget for os!

Når men nu smutter jeg, inden Kirstinemus bliver for utålmodig! 

Amalie aka. Indecisive. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...