Marak - Skovens skjulte skat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 17 mar. 2013
  • Status: Igang
En ung kvindelig billedkunstlærer ankommer til en lille, men livlig landsby langt væk fra storbyens jag og larm. Hun forsøger optimistisk at opstarte et kursus, hvor hun vil give råd og vejledning til dem, der ønsker at videre udvikle deres kreative sider.

Men uden for byen lægger der en skov. En skov, der ikke lader sig påvirke af at tiderne har ændret sig. Den skjuler noget. Og dette "noget" lokker den unge kvinde til at komme og finde det.
Hun bliver advaret mod at gå ind i skoven eftersom hun er single dermed ugift. Dette skræmmer dog ikke kvinden og hun slår det hen som noget vrøvl.
Hun ved ikke at hendes uvidenhed omkring skovens mangeårige rygte bliver starten på en jagt.

En jagt hvor hun er byttet og jægeren gemmer sig i skyggerne sammen med sine medhjælpere.

________________________________________________________________________ Historien er en fan fiction bygget over Clare B. Dunkles bog: Det skjulte rige.



2Likes
5Kommentarer
576Visninger
AA

3. Spørgsmål i den lille kiosk

Ding ding dong.....

Ring klokken ind til den lille købmandsbutik klimprede højlydt. Et par af de sædvanlige kunder kastede først et enkelt blik hen imod døren med en ligegyldig mine inden de vendte opmærksomheden mod varerne på hylderne. Det var dog kun indtil det gik op for dem at noget var anderledes og de gav sig i stedet til at stirre åbenlyst hen mod døren, der langsomt lukkede sig bag vedkommende. Deres stirrende blikke distraherede resten af de faste kunder, som var i den lille kiosk, så de blev tavse og så derefter ligeså fovirrede og nysgerrige hen imod døren. Ud fra baglokalet kom købmanden, en stor meget rund og ældre mand, gående med to kasser en under hver arm og skulle til at brøle sin sædvanlige frase: at ungerne godt kunne holde fingrene fra slikket af. Han havde åbenbart ikke fanget hvor tavse hans kunder var blevet, men han klappede i ved synet af den person, som var trådt ind i forretningen. Det var bestemt ikke en flok slikhapssene unger. Det var......

En ung kvinde med store lyseblå øjne indrammet af mørke vipper og over hendes fine lille næse dansede fregnerne.  Det var i hvert fald det første de egentlig så. 

Hun havde karry farvet hår, som var samlet i en lang filtret fletning som svingede fra side til side i det hun gik længere ind i kiosken. Hendes langærmede orange tætsiddende trøje matchede fint den sorte lædervest, der gik til hendes ribben, men så var det som at der var gået eller andet galt, for trøjen var blevet stoppet ned i par mørkegrå regnbueklattet malerbukser, der var alt får store og blev holdt oppe af et bredt bælte med runde små metalstykker på. Da de så nærmere efter opdagede de, at i fletningen sad der en pensel. Hvordan de egentlig kunne have overset den anede de faktisk ikke, måske var det i det hele taget bare synet af hende.

Beboerne i denne landsby var langt fra vant til at en så nydelig ung pige kom valsende ind i denne sølle kiosk, der var en vigtig del af byens hjerte.

Kvindens ansigt lyste op, de fyldige læber spredte sig og viste hendes hvide tænder i det hun smilede bredt til dem inden hun i et ganske stille toneleje sagde: ”goddag...” Hun ventede ikke på noget svar før hun gik en smule søgende over mod køle afdelingen af. Det var først her de opdagede, at hun over den ene arm havde en flettet kurv hængende. Hun ignorerede de stirrende blikke, der fulgte hende hele vejen ned til køleskabene/fryserne med mælk osv. Deres øjne var ved at falde ud af hovedet da hun begyndte at fylde sin kurv op med alskens mad fra friske grøntsager til fryse pizza'er.  

Hvor meget kunne der lige være i den kurv?

Da hun kom op til kassen var folk stadig så forbløffet over hende at selv byens mest skrappe tanter flyttede sig for lade hende komme forrest. Kvinden kvitterede med et endnu større smil, satte kurven op på disken hvor købmanden straks tog varerne op, i det han næsten havde smidt kasserne under armene fra sig for at hjælpe hende og gav sig til at bippe dem. Da han havde scannet varerne, lagde han dem ned i kurven igen for hende, i det han sagde, hvor meget hun skulle af med. Hun tog sin ene hånd ned i en af de kæmpemæssige lommer, der i et øjeblik så ud til at gå fra låret og ned til hendes knæ i det hun måtte bukke sig så en del af armen forsvandt. Efter et par minutter trak hun til sidst et lille bundt kontanter op. Hun talte ikke en gang efter inden hun rakte den meget stirrende købmand pengene, og svarede: ”Beløbet skal gerne passe, vi ses i morgen...” hun smilede stadig i det hun greb sin kurv og gik ud af butikken. Ringklokken bimlede et par gange i det hun åbnede og lukkede døren efter sig og de kunne se at hun gik over på den anden side af gaden mod posthuset af. Ingen af dem så at hendes skuldre sank en smule ned efter hendes første møde med beboerne i byen eller at hun måtte tage et par pause med at løfte kurven. Helt ærlig hvordan pokker var det lykkedes først for hende og så derefter for købmanden at pakke alle varerne ned i den lille kurv anede hun ikke, men den var i hvert fald fyldt til randen og meget tung.... Hun bandede sagte for sig selv og gik roligt videre, mens hun roste sig selv for at have husket at tage sine slidte tennissko på den dag.

Imens vågnede resten af kunderne op i det døren lukkede i af deres trancelignede tilstand. De gav sig til at snakke højlydte om at det måtte være den mystiske tilflytter!

Men hvem var hun?

Købmanden talte de penge op hun havde stukket i hånden på ham og konkludere at den unge dame sagtens kunne regne... eller også havde hun været heldig og vidste nøjartig hvad varerne kostede på forhånd og havde regnet det ud?

Der var så mange spørgsmål.

Så mange ubesvarede spørgsmål....

Mange ubesvarede spørgsmål førte som regel til sladder

------------ ----------- ------- -------------- ----------- ---------- 

"ORVF... PAS DA LIGE PÅ DU!!" Råbte en høj ranglet storkelignende mand i det han nær var blevet væltet omkuld. Det var dog en fejl at sige at han kun lignede en stork. Han havde flere fugle artige træk med denne fugl. Blandt andet det lange røde næb samt omme på ryggen havde denne et nydeligt sæt hvide vinger med et strejf af sort ude i spidserne, der dog var foldet sammen i øjeblikket. Han knyttede truende sin hånd efter den lille skikkelse, der speedede af sted. Den skikkelsen standsede først da den stod foran en dør hvis turkis farvede døre skinnede mat op. Et lille messingskilt var placeret på døren med skriften: Bibliotek.

Skikkelsen puffede forsigtig døren op eftersom der ingen håndtag var og trådte ivrigt ind, for i det næste at krybe helt sammen, da en stemme brølede fra en sted længere inde i rummet: ”JEG HAR SAGT AT JEG IKKE VIL FORSTYRES!!” stemmens ejermand bevægede sig nærmere, stemmen blev dog en smule mildere da denne opdagede hvem skikkelsen var: ”Åh.. det er dig Biran… hvad vil du?”  Skikkelsen Biran, der var ganske lille, mindede en smule om zebra i det hans sorte shorts kun gik til knæene og afslørede de sorte striber, der løb tværs over de bare ben, der endte ud i et par store pladder af et par menneske fødder. Birans hår stod til alle side og bestod af sorte og hvide totter også ansigtet bar præg af striber, der løb vandret hen over Birans næse og øjne, der i det smalle heste ansigt lignede et par skrå streger. ”Så kom da til sagen Biran..” brummede stemmen tydeligvis meget utålmodig og irriteret, som lød til at være over alt, den stakkels Biran åbnede og lukkede munden, brugte et par sekunder på at komme i tanke om hvordan man talte. Han rettede sig op efter et kort host, svarede stille:

”En ung kvinde er blevet set i landsbyen og hun gik i retningen af den ombyggede lade…  Hun er alene….”

Stilheden efter den oplysning var foruroligene indtil latteren kom.

Latteren bar præg af frustration og lettelse fra et væsen, der alt for længe havde holdt det for sig selv. 

Hvis man var et menneske ville man nok have fortrukket  stilheden frem for denne latter...... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...